Om Christian 3.s danske Bibel

Kort om Christian 3.s danske Bibel

I 1550 udkom hele Bibelen for første gang på dansk. Den har fået sit navn efter den dansk-norske konge Christian 3., der tog initiativ til værket og sørgede for, at det blev realiseret. Reformationen blev gennemført i Danmark i 1536, og det var en af de vigtigste opgaver for den nye lutherske statskirke at fremskaffe en dansk Bibel.

Bibelen stod helt centralt i Martin Luthers opgør med den katolske kirke. For Luther fandtes Guds ord i Bibelen og ikke i de mange yngre læresætninger og skikke, som prægede den katolske kirke. Derfor var det vigtigt at gøre Bibelen tilgængelig for alle kristne. Luther oversatte selv først Det nye Testamente, siden hele Bibelen flere gange mellem 1534 og 1545.

Danmark var et af de første lande, der fik en komplet oversættelse af Det nye Testamente, nemlig i 1524. Også oversættelsen af hele Bibelen til dansk kom ret hurtigt efter Luthers. Den er en af de største bedrifter i det danske sprogs historie. Den fastlagde normen for det danske skriftsprog for lang tid og har fået varig betydning ikke alene kirkeligt, men også for det dansk, vi taler den dag i dag. Mange udtryk bruger vi stadig, som de blev formuleret i Christian 3.s danske Bibel, for eksempel "Hvert træ kendes på sin egen frugt".

Udgaven på nettet gengiver originalteksten fra 1550 side for side, bogstav for bogstav og tegn for tegn. Til hver side er der knyttet et fotografi af originalen, som vises ved et klik på et link, der står til venstre for teksten. Udvalgte ord er forsynet med forklaringer, som kommer frem ved et klik på den blå stjerne lige før ordet. Man kommer rundt i Bibelen ved hjælp af rullemenuerne over teksten.

Danske bibeloversættelser i middelalderen

I middelalderen var gudstjenestesproget latin med den vigtige undtagelse, at der normalt blev prædiket på dansk. I forbindelse med prædikenen blev dagens tekst oplæst, også på dansk. På den måde er centrale dele af Det nye Testamente blevet oversat til dansk meget tidligt.

I tiden op mod år 1500 var der en udbredt fromhedsbevægelse i den almindelige befolkning, som hverken var præster, nonner eller munke. De fremsagde – og sang – bønner og lovprisninger på dansk. Salmernes Bog i Det gamle Testamente blev brugt i mange af disse bønner, og sådan er dele af et de vigtigste gammeltestamentlige skrifter blevet oversat.

Vi kender også et enkelt større oversættelsesprojekt fra middelalderen, nemlig en dansk oversættelse af de første 12 bøger i Det gamle Testamente, fra Første Mosebog til og med Anden Kongebog. Grundlaget for oversættelsen var den almindeligt udbredte latinske tekst, Vulgata. Hensynet til latinen har været vigtigere end en mundret gengivelse på dansk, for teksterne er oversat ord for ord, ja orddel for orddel.

Luther og Bibelen

Martin Luther (1483-1546) studerede som ung Bibelen. Det blev en afgørende erkendelse for ham, at Guds ord findes i Bibelen og ikke i senere traditioner. Ved at læse centrale bibelske tekster nåede han frem til den overbevisning, at det enkelte menneske selv kan og skal forholde sig direkte til Gud, ikke indirekte gennem præster eller helgener, men i mødet med Guds ord i Bibelen. Det centrale i Bibelen er fortællingen om Jesus, som tog menneskets skyld på sig og derved skabte et nye forhold til Gud, hvor Gud er parat til at tilgive den troende al synd og skyld.

For Luther var det budskab så vigtigt, at det skulle ud til alle. Derfor skulle Bibelen oversættes til folks eget sprog – ikke et svært tilgængeligt, tungt sprog, men et ganske dagligdags sprog. Selv oversatte han først Det nye Testamente til sit eget modersmål, en nordlig dialekt af højtysk. Oversættelsen udkom i september 1522 og blev revet væk i løbet af få måneder. Den fik enorm betydning for reformationens fremgang.

Luther reviderede sin oversættelse af Det nye Testamente flere gange, og han oversatte også Det gamle Testamente. I 1534 udkom for første gang hans oversættelse af hele Bibelen, Det gamle Testamente, De apokryfe Skrifter og Det nye Testamente. Luther oversatte selve grundteksterne, som er skrevet på hebraisk og græsk. Også denne oversættelse reviderede han, senest i 1545, som er hans definitive version.

Reformationstidens danske bibeloversættelser

Christian 2.s Nye Testamente 1524

Mindre end to år efter Luthers første oversættelse af Det nye Testamente udkom en dansk oversættelse – den første komplette nogensinde. Titlen er lang: Thette ere thet Nøye testamenth paa danske ret effter latinen vdsatthe. M. D. XXIIII ('Dette er det nye testamente på dansk korrekt oversat efter latin. 1524'). På sidste side oplyses det i kolofonen, at bogen er trykt og sat i Leipzig af Melchior Lotther, men det er efter al sandsynlighed Lotthers trykkeri i Wittenberg, der har udført arbejdet. I hvert fald boede de tre oversættere i Wittenberg, mens de arbejdede på værket. De var alle trofaste tilhængere af Christian 2.(1481-1559, regent 1513-23) og havde fulgt ham i eksil. Det var kongen, der stod bag oversættelsen, og ham, der betalte det hele. Han var grebet af Luthers lære, men samtidig havde han brug for politisk og økonomisk støtte fra den tysk-romerske kejser Karl 5., som var ivrig katolik. Hvis Wittenberg havde stået som trykkested, ville det have det været en åben tilslutning til Luther. Kolofonens røgslør er nu ikke meget effektivt: Luthers lære fremstår klart, både i fortalerne til de enkelte skrifter, som er Luthers egne, og i marginalnoterne, der udpeger de lutherske kernesteder og fortolker dem i Luthers ånd.

Christian 2. havde både religiøse og politiske grunde til at iværksætte oversættelsen. Især blandt hans vigtigste støtter hjemme, borgerne i de danske byer, var der udbredt sympati for Luthers reformatoriske bevægelse. Den sympati kunne den landflygtige konge udnytte ved at fremstå som en god luthersk fyrste, der sørgede for befolkningens adgang til Guds rene og uforfalskede ord. Oversættelsen blev trykt i ret stort oplag og smuglet ind i Danmark trods regeringens forbud mod at importere danske bibler.

Det nye Testamente fra 1524 agiterer kraftigt for Christian 2.s tilbagevenden til magten. Hans våbenskjold og et portræt af ham bringes to gange i værket, dels efter de indledende afsnit, dels mellem Apostlenes Gerninger og Paulus' breve. Det sidste sted står også et brev til alle danske mænd og kvinder. Brevet er et voldsomt angreb på den katolske gejstlighed, der har formørket evangeliet og forsmået deres rette herre og fyrste, kongelig majestæt kong Christian, som var givet dem af Gud.

Grundlaget for oversættelsen var dels en revideret version af Vulgatas latinske tekst, dels Luthers tyske oversættelse. Oversættelsesarbejdet er gået hurtigt – også for hurtigt. De tre oversættere har taget sig af hver sin del af testamentet, og deres dialektale baggrunde har farvet sproget, så man tydeligt mærker, at der har været en jyde og to skåninge på spil. Men for samtiden var den sproglige anstødssten, at den latinske sætningsbygning mange steder er overført direkte til dansk.

Christiern Pedersens Nye Testamente 1529 og 1531

Kun fem år efter oversættelsen fra 1524 kom en ny, Det Ny Tastamente Ihesu Cristi ord oc Euangelia som Han selff predickede oc lerde her paa Iorden/ Hwilke Hans hellige Apostle oc euangeliste siden bescreffue de ære nw vdsette paa reth Danske/ Gud til loff oc ære oc den menige almwe till tieniste, Antwerpen 1529. Oversættelsen var udarbejdet i samme miljø som forgængeren, kredsen af Christian 2.s landflygtige tilhængere. Men denne gang var der kun én oversætter, Christiern Pedersen (ca. 1480-1554). Han var tidligere katolsk gejstlig og en erfaren skribent. Under et studieophold i Paris (1508-15) udgav han en række religiøse, pædagogiske og historiske værker, både på dansk og latin. Flere af dem havde han selv forfattet, blandt andet en stor prædikensamling fra 1515, der blev kendt under navnet "Jærtegnspostillen". Den indeholder foruden prædikenerne alle de nytestamentlige tekster, der anvendes ved årets gudstjenester. Dem havde Pedersen selv oversat, og i fortalen forsvarer han oversættelserne med, at alle mennesker bør kende evangelierne på deres eget sprog. De er lige så hellige på dansk og tysk som på latin. Det er det ældste forsvar for det danske sprogs ligeværdighed med de store kultursprog.

Christiern Pedersen sluttede sig senere til den lutherske bevægelse og støttede Christian 2. Med oversættelsen af hele Det nye Testamente i 1529 ønskede han, at den brede befolkning bedre skulle forstå teksterne. Folk havde nemlig klaget over, at oversættelsen fra 1524 var ubegribelig. Det er hans egen ikke. Han skrev et godt dansk, lidt bredt og omstændeligt, men klart og forståeligt. Også stavningen var forenklet i forhold til tidligere, blandt andet brugte han d i begyndelsen af småord som da, den, der, hvor man hidtil havde skrevet th som tha, then, ther. Den ortografiske reform havde han påbegyndt allerede i Paris, og han gennemførte den med stadig større konsekvens. Det blev af afgørende betydning, da han fik et bogtrykkeri i Malmø 1533-36, hvor han trykte adskillige populære bøger af meget forskellig art. De øvrige lutherske skribenter fulgte efterhånden hans nye norm, og det gælder også Bibelen fra 1550. På væsentlige punkter blev denne norm bestemmende for det danske skriftsprog lige siden.

Gammeltestamentlige skrifter på dansk 1528-41

De danske Luther-tilhængere ønskede naturligvis også at gøre Det gamle Testamente tilgængeligt på dansk for den brede befolkning. Først kom Salmernes Bog, oven i købet i to oversættelser: 1528 ved Frands Vormordsen og 1531 ved Christiern Pedersen. Hans Tausen udgav Mosebøgerne 1535-37 og planlagde en oversættelse af hele Det gamle Testamente, som vi dog ikke kender; måske blev den store plan aldrig realiseret. Peder Tidemand oversatte Dommernes Bog 1539 og de to meget populære apokryfe skrifter Visdommens Bog og Siraks Bog, begge udgivet i 1541.

Bibelen i den danske lutherske kirke

Kirkeordinansen

I 1536 blev lutherdommen officielt indført i Danmark-Norge. Den nye statskirke fik sit juridiske grundlag i en særlig kirkeordning, Kirkeordinansen. Den blev udgivet på latin i 1537 og på dansk to år senere. Her blev store områder af samfundslivet reguleret, især selvfølgelig vedrørende de kirkelige forhold som gudstjeneste, kirkelige handlinger, valg af gejstlige, deres arbejde og løn, men også bestemmelser for socialforsorg og undervisning.

Et særligt kapitel handler om de bøger, præsterne nødvendigvis skulle have. Det var nødvendigt at behandle emnet, fordi der udkom "mange skarns bøger", som forgiftede ikke bare vankundige, men også forstandige folk. Derfor måtte sognepræsterne kun bruge bøger, der var accepteret af de vise og lærde mænd, så de ikke blev vildført, til skade for dem selv og dem, der skulle stole på dem. Den vigtigste bog, de fremfor alle andre skulle have, var den hellige Bibel, en kilde til al retsindig gudelighed.

Det krav forudsatte naturligvis, at præsterne havde mulighed for at skaffe sig Bibelen, og derfor var det bydende nødvendigt at få en dansk oversættelse af hele Bibelen, ikke bare Det nye Testamente og enkelte dele af Det gamle Testamente. Oversættelsens pålidelighed skulle naturligvis sikres af teologisk kyndige.

Arbejdet med oversættelsen af hele Bibelen

Med reformationen blev kongen ikke bare statens, men også kirkens overhoved. Christian 3. (1503-59, konge fra 1534) var siden sin ungdom overbevist lutheraner, og han opfattede det som sin pligt at sørge for sit folks religiøse velfærd. Ordningen af kirkeforholdene var én del af det religiøse opbyggelsesarbejde, oversættelsen af hele Bibelen en anden.

Hvordan arbejdet med at omsætte Bibelen til dansk formede sig, er ikke kendt i detaljer. Kilderne er spredte og meget forskelligartede. Den første tekst i den trykte Bibel fra 1550 er et kongebrev, som fortæller lidt af historien. Kongen har taget initiativet til oversættelsen, til Guds ære og til undersåtternes bedste – især til gavn for den del af befolkningen, der ikke forstår latin og tysk. Både oversættelsen og trykningen har kongen iværksat, og han har fået oversættelsen gennemset af lærde mænd, særlig fra Københavns universitet.

Udover kongebrevet fra 1550 er der nogle få breve og regnskaber, der kaster lidt lys over sagen. Det ser ud til, at en håndfuld gejstlige, teologer og præster, har været de drivende kræfter. De har fået hjælp af afskrivere og korrekturlæsere. Blandt medhjælperne findes Christiern Pedersen, som var psykisk svækket siden 1544.

Den vigtigste kilde til teksten i Bibelen fra 1550 er Luthers sidste oversættelse af hele Bibelen fra 1545. Helt ned i detaljer som opdelingen i afsnit, tegnsætningen og brugen af store bogstaver følger den danske Bibel Luthers tyske. Selv nogle deciderede fejl og misforståelser er vandret fra 1545-Bibelen over i 1550.

Oversætterne har ind imellem udnyttet andre kilder, blandt andet nogle af de ældre danske oversættelser og måske også den latinske Vulgata-tekst. Generelt er det svært at afgøre, hvor stor indflydelsen fra disse kilder har været. Peder Tidemands oversættelse af Dommernes Bog er det værk, der har sat de tydeligste spor, måske fordi Tidemand var med i gruppen, der udarbejdede 1550-oversættelsen. Nogle af de nytestamentlige afsnit ser ud til at være påvirket af Vulgata, men lighederne kan skyldes, at de tekster, der blev brugt i gudstjenesten, havde en fast form, som oversættergruppen ikke ønskede at ændre – og den form gik tilbage til Vulgata.

Det har været diskuteret, om Christiern Pedersen havde udarbejdet en komplet bibeloversættelse, som blev brugt i forberedelserne til 1550-Bibelen. Hvis den har eksisteret, er den gået tabt – og sporløst tabt, må man erkende efter grundige undersøgelser af sproget i 1550-oversættelsen.

Christian 3. døde i 1559, og Hans Thomissøn holdt en ligprædiken over kongen, som blev trykt året efter. Her fortæller Thomissøn, at kongen indskærpede de lærde oversættere, at de skulle følge Luthers tyske oversættelse, selvom de beherskede grundsprogene. Det bekræftes af den danske Bibel fra 1550, hvor man ikke finder spor af den hebraiske og græske grundtekst, som ikke går tilbage til Lutherbibelen fra 1545.

Fremstillingen af den danske Bibel

Den danske Bibel, Christian 3. ønskede, skulle være en kirkebibel, et stateligt bogværk i folioformat. Der var ingen bogtrykker i Danmark, som kunne klare en så stor og krævende opgave, og derfor indkaldte kongen Ludwig Dietz fra Lübeck. Han havde trykt den nedertyske bibeloversættelse i 1533-34. Illustrationerne derfra genbrugte han i den danske Bibel. Kun portrættet af kongen og kongens våben blev udført specielt til den nye bibel. Også indbindingen blev der sørget for, og der var arbejde til adskillige bogbindere.

Produktionen af biblerne var bekostelig. Derfor blev det pålagt alle landets kirker at indbetale et forskud, de såkaldte "bibelpenge", nemlig 2 rigsdaler. Fra Øresundstolden kom 1.000 rigsdaler til trykningen, og papiret blev betalt af stifterne.

Oplaget var for den tid meget stort, nemlig 3.000 eksemplarer. Kirkerne havde pligt til at købe en bibel, og prisen var 5 rigsdaler, det samme som 30 tønder rug eller en god ko. Det hele endte med et pænt overskud til kongen, over 10.000 rigsdaler.

Bibelens funktioner

Christian 3.s Bibel var beregnet til at ligge på alteret i alle landets kirker. Den var ikke tænkt som folkelæsning og blev det heller ikke. Befolkningens læsefærdigheder var begrænsede, og alene prisen hindrede, at bogen blev vidt udbredt.

Til oplæsning i kirkerne var den temmelig uhåndterlig. Præsterne fik i 1555 besked på at afskrive epistel- og evangelieteksterne og hvert år fremvise Bibelen "heel og hulden" – i god stand – for menigheden. Året efter udkom den første danske alterbog, hvor bibelteksterne er trykt ordret efter Christian 3.s bibel.

Bogværket var en kostbarhed, som nok kunne friste svage sjæle. I 1569 bestemte kongen, at Bibelen sammen med ganske få andre centrale bøger skulle smedes til degnens stol med jernlænker, så den altid var i kirken. Den måtte hverken udlånes, bæres ud eller på anden måde fjernes. Hvis sognepræsten ikke levede op til dette krav, skulle han miste sit embede.

Indholdet af Christian 3.s Bibel

Oversigt

Den fulde titel på Christians 3.s Bibel lyder: "Biblia/ Det er den gantske Hellige Scrifft/ vdsæt paa Danske". Den uvante form "Biblia" er egentlig en flertalsform af det græske "biblion", der betyder 'lille bog'. Bibelen består da også af flere skrifter eller bøger, og 1550-oversættelsen indeholder dem alle, nemlig Det gamle Testamente, De apokryfe Skrifter og Det nye Testamente. Som "apokryfe" betegner man en gruppe skrifter, der indgår i den romersk-katolske kirkes Bibel, men ikke findes i den hebraiske, som er fælles for jødedommen og kristendommen. Luther anså disse tekster for nyttige og gode at læse, selvom de ikke kunne sidestilles med selve den hellige skrift. Derfor tog han dem med i sin bibeloversættelse, som den danske Bibel har fulgt tæt.

I Christian 3.s Bibel er de enkelte dele af den hellige skrift klart adskilt og har hver sit deltitelblad. Det gamle Testamente er yderligere opdelt i tre partier med selvstændig bladtælling. Kun bladenes forsider (rectosider) er nummereret, mens bagsiderne (versosiderne) ikke er talt med. Derfor er det nødvendigt at oplyse, om sidehenvisninger gælder forsiden af et blad (recto) eller bagsiden (verso). De tre partier består af 1) Mosebøgerne, 2) en samling blandede skrifter med historisk, poetisk eller filosofisk indhold og 3) profeternes skrifter.

Skrifternes rækkefølge er nogenlunde den samme som i den moderne danske Bibel. Også inddelingen i kapitler svarer stort set til den moderne Bibel. Der er enkelte fejl i nummereringen af kapitlerne, og de er rettet i rullemenuen. Der er ingen versinddeling i 1550-Bibelen. Først fra 1607 blev teksten inddelt i vers i de danske bibeloversættelser.

I oversigtsform er indholdet af Christian 3.s danske Bibel:

Titelblad s. 1

Portræt af Christian 3. med hans fulde titel s. 2

Kongens våben og valgsprog s. 3

Kongens åbne brev om Bibelen s. 5

Fortalen s. 6-10

Liste over Det gamle Testamentes bøger og De apokryfe Skrifter s. 11

Billede af livet i paradiset s. 12

Mosebøgerne, med særskilt bladtælling I-LXXXIX

Deltitelblad med billede af Josva

Blandede historiske, poetiske og filosofiske skrifter, med særskilt bladtælling I-CLXXVII

Deltitelblad til profeterne med titelbladets billede

Profeterne, med særskilt bladtælling I-XCVIII

Deltitelblad med oversigt over De apokryfe Skrifter

De apokryfe Skrifter, med særskilt bladtælling I-LXII

Deltitelblad til Det nye Testamente med titelbladets billede

Det nye Testamente, med særskilt bladtælling I-CXVIII

Illustrationer

Christian 3.s Bibel er et pragtværk, i stort format og med i alt 89 træsnit. Portrættet af Christian 3. og hans våbenskjold (s. 2-3 i bogen) er udført af den tyske billedkunstner Jacob Binck (ca. 1500-69), der arbejdede for kongen. Alle de øvrige illustrationer stammer fra den nedertyske bibeloversættelse, som Ludwig Dietz havde trykt i 1533-34. De er udført af den tyske billedkunstner Erhard Altdorfer (ca. 1480-1561).

Titelbladets detaljerige træsnit afbilder den kristne frelseshistorie. Med en træstamme er billedfladen delt i to. Til venstre er der motiver fra Det gamle Testamente eller den gamle pagt mellem Gud og hans folk med syndefaldet i midten. Højre halvdel fremstiller Det nye Testamente eller den nye pagt mellem Gud og de troende, centreret om korsfæstelsen.

Dette billede er også brugt på deltitelbladet til profeternes skrifter og til Det nye Testamente. Her er kun teksten i midterfeltet ændret. Josvas Bog har sit eget deltitelblad med et billede af Josva som kriger. Derimod er der ingen illustration på deltitelbladet før De apokryfe Skrifter. Alle disse illustrationer fylder en hel side, og det samme gælder en fremstilling af livet i paradis, der står over for første side af 1. Mosebog. Hen mod slutningen af 2. Mosebog fylder Aron i præstedragt en hel side.

I resten af Det gamle Testamente er der ca. 40 halvsidesillustrationer, indsat hvor de hører hjemme i teksten og uden billedtekster, bortset fra et enkelt træsnit, der er anbragt fire sider for tidligt og derfor er forsynet med en teksthenvisning (Daniels Bog kapitel 3). Illustrationerne er meget ujævnt fordelt over Det gamle Testamente. De fremstiller højdepunkter som ofringen af Isak (1. Mosebog kapitel 22) og byen Jerikos fald (Josvabogen kapitel 6) – Samsons dramatiske historie har fået hele fem billeder (Dommerbogen kapitel 16-17). Men også beskrivelserne af israelitternes helligdomme er rigt illustreret (2. Mosebog kapitel 27 og 1. Kongebog kapitel 6-8).

De apokryfe bøger er uden illustrationer.

I Det nye Testamente findes kun træsnit, der fylder ¼ side. Hvert af evangelierne indledes med et portræt af evangelisten. Apostlenes Gerninger er opfattet som anden del af Lukasevangeliet og indledes derfor med samme portræt som evangeliet og har yderligere en fremstilling af pinseunderet (kapitel 2). Af Paulus' breve har fem fået et indledende træsnit af apostlen: Romerbrevet, 1. Korinterbrev, Galaterbrevet, Kolosserbrevet (identisk med billedet før 1. Korinterbrev) og 1. Timoteusbrev. Inden 1. Petersbrev er apostlen afbildet, og det samme gælder Jakobsbrevet. Johannes' Åbenbaring er tæt illustreret med hele 26 træsnit, undertiden to på en side, så teksten næsten kommer til at virke som billedtekst (for eksempel kapitel 8).

Kongebrevet

Den første længere tekst i Christian 3.s Bibel er et brev fra kongen, udstedt på Københavns slot torsdagen efter sankthans 1550. Her bekendtgør kongen, at han har ladet hele Bibelen oversætte til dansk og trykke. Formålet er dobbelt, dels at ære Gud, dels at gavne kongens undersåtter, især dem, der ikke kan latin og tysk. Inden trykningen har kongen ladet lærde mænd i Danmark – specielt de højlærde ved universitetet i København – gennemlæse teksten omhyggeligt.

Kongen fortæller videre, at han har hørt, hvordan vigtige bøger mange steder er blevet eftertrykt sjusket og for vindings skyld. Derfor forbyder han med sit brev, at man trykker nogen dansk Bibel uden kongelig bevilling. Hvis nogen alligevel drister sig til at trykke danske bibler, skal bøgerne beslaglægges og deres ejere skal straffes.

Til sidst understreges brevets autoritet: det er udstedt efter kongens egen befaling.

Fortalen

Efter kongebrevet følger en egentlig fortale til den danske Bibel. Den fremstår anonym, men forskellige undersøgelser har påvist, at forfatteren er Peder Palladius (1503-60). Han var biskop over Sjællands stift og dermed en helt central skikkelse i den lutherske statskirke.

Fortalen er et vigtigt teologisk skrift, en afhandling om Bibelens betydning og rolle i den lutherske kirke. Gennem hele teksten citeres Bibelen og de store kirkefædre, især Augustin (354-430), som belæg for synspunkterne. Bibelcitaterne stemmer med den latinske tekst i Vulgata, men ikke med den danske Bibel, som følger umiddelbart efter fortalen. Det virker mærkværdigt og er måske udtryk for, at fortalen er henvendt til et lærd, latinkyndigt publikum snarere end til den brede befolkning. Under alle omstændigheder er det påfaldende, at Luther hverken nævnes eller citeres.

Indledningsvis slås det fast, at Gud siden verdens skabelse har åbenbaret sig for menneskene i sit ord. Ud fra Guds ord skal menneskene bekende sig til ham og fortælle om hans gerninger. I Guds ord skal man erkende hans søn Jesus Kristus, og i sit ord har Gud vist vejen til salighed. For at vinde saligheden behøver man intet andet end troen på Guds ord. Det gamle Testamente og Det nye Testamente indeholder den fulde lærdom om Gud, mens De apokryfe Skrifter er nyttige, men ikke nødvendige for saligheden.

Den rette forståelse af Bibelen gives af Gud. Rettesnoren for fortolkningen af Bibelen er Kristus. Nogle steder i Bibelen kan være vanskelige at forstå, og dem skal man fortolke ud fra andre bibeltekster, som er lettere tilgængelige. Alle kan læse Bibelen på deres eget sprog, men fortolkningen kræver Guds særlige gave, og derfor skal lægfolk ikke fortolke skriften. Enhver fortolkning skal vurderes efter, om den er i overensstemmelse med Bibelens ordlyd. Oversættelser skal måles på deres forhold til den hebraiske og den græske grundtekst.

Bibelen er grundlaget for den kristne tro. Derfor skal vi flittigt læse i Bibelen og bede Gud om den rette forståelse af det, vi læser. Vi skal søge Gud og ikke vores eget i Bibelen og ikke besmitte den med vores egoistiske følelser. Af Bibelen skal vi lære Guds vilje og fremme hans ære, så vi kan blive frelst og gavne vores næste.

Det bibelsyn, fortalen fremlægger, svarer ganske nøje til, hvad Luthers nære ven og medarbejder Philipp Melanchthon (1497-1560) hævdede. Luther selv mente derimod, at kun de dele af Bibelen, der på en eller anden måde forkynder Kristus, er Guds ord. Og i egentlig forstand bliver Bibelen først Guds ord, når den gør Kristus nærværende for den enkelte troende.

Marginalnoter

Jævnsides med bibelteksten er der en lang række noter i marginen. De er af meget forskellig art, men de er alle tænkt som hjælp og vejledning til læseren.

Langt de fleste noter er interne henvisninger til andre bibelsteder. Mange af henvisningerne i Det nye Testamente gælder steder i Det gamle Testamente, der citeres direkte eller bliver antydet (se for eksempel begyndelsen af Mattæus kapitel 19). Andre henvisninger går på parallelsteder, som enten har næsten samme formulering eller indhold (blandt andet første afsnit af Mattæus kapitel 7). Endelig er en gruppe henvisninger egentlig kommentarer, der forklarer teksten ved at pege på bibelsteder, hvor baggrunden eller betydningen udredes (for eksempel de første linjer i 1. Mosebog kapitel 3., der henviser til 2. Korinterbrev kapitel 11). Henvisningerne udgør et netværk mellem alle dele af Bibelen og skaber på den måde opfattelsen af den hellige Skrift som en enhed, Guds ord.

En helt anden type noter angiver indholdet, så man hurtigt kan orientere sig i teksten.. Det kan være i form af stikord som "Fisk" "Fule" (5. Mosebog kapitel 14) eller lidt længere udredninger, for eksempel "Dauid bygger en sted til Gudz Arck" (1. Krønikebog kapitel 16). Meget tit er det personer, der fremhæves i marginen, blandt andre "Eua" (1. Mosebog kapitel 2).

De hebraiske navne i Det gamle Testamente er som regel ikke bare navne, der identificerer en person eller et sted. De har også et betydningsindhold, og det fremlægges tit i noterne, for eksempel "Meriba kaldis kiff og trette" (2. Mosebog kapitel 17). Også andre typer ord forklares undertiden, blandt andet "Ild mercker Offer" (2. Mosebog s. kapitel 29).

En sjælden gang giver noterne en kildehenvisning til et ikke-bibelsk værk, for eksempel "Menander Poeta" ud for sentensen "Ond Snack forderffuer gode seder" (1. Korinterbrev kapitel 15).

Sproget

Den danske oversættelse følger Luthers tyske tekst fra 1545 ganske nøje. Derfor kunne man forvente en kraftig tysk påvirkning af sproget, og der findes da også nogle tyskheder. Eksempelvis er ordet "Agermand" overtaget fra Luthers "Ackermann" og bruges i stedet for det hjemlige "bonde". Tilsvarende kommer vendingen "det begaff sig" fra det tyske "es begab sich", hvor det oplagte danske udtryk ville være "det skete". Men i det store og hele er sproget godt dansk. Så vidt vi kan bedømme, er Bibelen i fin overensstemmelse med datidens almindelige, jævne skriftsprog, ikke fjernt fra talesproget. Den er ikke sprogligt nyskabende. De centrale lutherske begreber havde fået deres form på dansk allerede inden den officielle indførelse af lutherdommen i 1536, og dem overtager Christian 3.s Bibel. Oversætterne har ikke gjort noget forsøg på at lægge teksten i et særlig højtideligt eller gammeldags leje. Også i den henseende følger Christian 3.s Bibel Luther.

Stavningen i den danske Bibel er temmelig konsekvent i forhold til datidens øvrige trykte bøger. Der findes en del variation, for eksempel "alle honde" over for "allehaande". Men dengang var tolerancen stor over for forskellige stavemåder, og som regel var stavningen mindre reguleret end i Bibelen. I store træk følger bogen den norm, som Christiern Pedersen havde udstukket i blandt andet oversættelsen af Det nye Testamente fra 1524. Eksempelvis bruger begge d i begyndelsen af småord som da, den, der, hvor man tidligere havde skrevet th som tha, then, ther.

Betydningen af Christian 3.s Bibel

Bibelen fra 1550 blev grundstammen i den danske oversættelsestradition, selvom der ret hurtigt viste sig behov for en revision af teksten. Til trods for det store oplag blev Bibelen snart udsolgt, og Frederik 2. ønskede en revideret oversættelse, hvor man havde rettet fejl i forhold til Luthers tekst fra 1545. Den udkom i 1589 og er kendt som Frederik 2.s Bibel. Under Christian 4. blev oversættelsen revideret endnu en gang og udkom i 1633. Også den er i almindelig omtale opkaldt efter regenten. Under ét kaldes disse tre bøger de danske Lutherbibler.

I 1607 udkom en ny officiel oversættelse til brug i kirkerne, og den byggede direkte på den hebraiske og græske grundtekst. Men dermed gik 1550-oversættelsen ikke ud af brug. Teksten fra Christian 4.s Bibel, som jo i alt væsentligt går tilbage til 1550, fik nemlig et langt efterliv. Den blev optrykt i de såkaldte hus- og rejsebibler, der var beregnet til privat brug og derfor blev trykt i et lille, håndterligt format. Hus- og rejsebiblerne fik stor udbredelse og udkom i flere optryk mellem 1690 og 1802.

I 1500- og 1600-tallet var Bibelen ikke hvermands eje og heller ikke almindelig læsning. Den brede befolkning kendte først og fremmest de epistel- og evangelietekster, der blev læst højt under gudstjenesten. De blev trykt i alterbøgerne og var ordret hentet fra Christian 3.s Bibel. Først fra 1688 blev gudstjenestens bibeltekster brugt i en mere moderne oversættelse.

1550-Bibelen satte altså sit markante præg på den danske lutherske kirke igennem en meget lang periode. Det afspejles også i de bibelske talemåder, der har opnået status som bevingede ord. Mange af dem har bevaret ordlyden helt fra 1550, for eksempel "Du skal elske din næste som dig selv", "Man tænder ikke et lys og sætter det under en skæppe", "Øje for øje; tand for tand".

Netudgaven

Den digitale udgave af Christian 3.s danske Bibel er udsprunget af reformationsjubilæet i 2017. Projektet er muliggjort af generøs støtte fra Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond og fra G.E.C. Gads Fond.

Teksten er blevet indtastet i Kina og siden opmærket dels på Universität Trier, dels på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. En del arbejdsgange har været automatiseret, og det har ikke været muligt at læse korrektur på hele teksten. Det betyder, at der er fejl i tekstgengivelsen, som redaktionen vil være taknemmelig for at blive gjort opmærksom på.

Bibelteksten er side for side linket til digitale faksimiler, som meget venligt er stillet til rådighed af Det Kongelige Bibliotek og ProQuest, der har produceret de digitale billeder som led i projektet Early European Books. Faksimilerne åbnes ved et klik på det lille blå E + tal til venstre for tekstkolonnen og kan forstørres ved klik på billedet.

Til en del ord i den løbende tekst er der knyttet ordforklaringer. De er markeret med en lille blå stjerne umiddelbart inden ordet og åbnes ved et klik. Det falder uden for projektets rammer at give forklaringer af sagsforhold.

Originaltrykkets marginalnoter vises til højre for tekstkolonnen. De fleste er interne henvisninger til andre steder i Bibelen. De fremstår dels med sort, dels med blå skrift. Det sidste betyder, at man ved klik på henvisningen kommer til det pågældende sted i Bibelen.

Navigationen rundt i Bibelen foregår via de to rullemenuer over tekstkolonnen. I venstre menu vælger man først, hvilket hovedafsnit af udgaven man ønsker at se. Derefter vælger man i højre menu det ønskede bibelske skrift.

Litteratur

Bach-Nielsen, Carsten 2003: "Fyrstebibel eller folkebibel?", i Carsten Bach-Nielsen og Per Ingesman (red.): Reformation religion og politik. Fyrsternes personlige rolle i de europæiske reforamtioner. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, s. 73-125.

Ejrnæs, Bodil 1995: Skriftsynet igennem den danske bibels historie – således som det afspejler sig i bibeloversættelserne og i de kommentarer der ledsager bibelteksterne. København: Museum Tusculanum.

Ejrnæs, Bodil under udgivelse: kapitlet "Bibelsprog", i Ebba Hjorth m.fl. (red.): Dansk Sproghistorie. Bind 4 Dansk i brug. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.

Ertner, Jørgen 1987: "Bibelens autoritet og indhold i fortalen til Christian III's bibel", i Fønix 11. årgang, s. 176-84.

Hjorth, Poul Lindegård 1971: "Omkring Christian den Tredjes bibel. Iagttagelser og indfald", i Studier i dansk dialektologi og sproghistorie tilegnede Poul Andersen på halvfjerdsårsdagen den 8. juni 1971, København: Akademisk Forlag, s. 113-27.

Jacobsen, Lis 1910: Studier til det danske Rigssprogs Historie fra Eriks Lov til Chr. IIIs Bibel. I Lydhistorie, København · Kristiania: Gyldendal · Nordisk Forlag, s. 207-26.

Jacobsen, Lis 1914: "Grundlaget for Christian den Tredjes Bibel", i Nordisk Tidsskrift for Filologi, 4. Række, Bind 2, s. 151-163.

Jacobsen, Lis 1914-15: Indledning til Fortalen til Christian den Tredjes Bibel 1550, i: Peder Palladius' Danske Skrifter, udgivet af Lis Jacobsen, 2. Bind. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund, s. 48.

Karker, Allan 1983: "Da Christiern Pedersen udskrev Bibelen", i Svend E. Green-Pedersen, Jens Villiam Jensen og Knud Prange (red.): Profiler i nordisk senmiddelalder og renaissance. Festskrift til Poul Enemark På tresårsdagen 13. april 1983. Århus: Arusia, s. 327-341.

Karker, Allan 1997: "Omkring Christiern Pedersens Bibel", i Flemming Lundgreen-Nielsen, Marita Akhøj Nielsen & John Kousgård Sørensen (red.): Ord, Sprog oc artige Dict. Et overblik og 28 indblik 1500-1700. Festskrift til Poul Lindegård Hjorth. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund, s. 115-26.

Kirkeordinansen 1989: Kirkeordinansen 1537/39. Tekstudgave med indledning og noter, ved Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.

Lindhardt, P.G. 1942: Bibelen og det danske Folk, København: Nyt Nordisk Forlag · Arnold Busck.

Molde, Bertil 1949: Källorna till Christian III:s Bibel 1550. Textfilologiska studier i reformationstidens danska bibelöversättningar. Lund · København: C.W.K. Gleerup · Rosenkilde og Bagger.

Munksgaard, Ejnar 1928: Den første danske Bibel og dens Historie, København: Bogormen.

Noack, Bent 1950: "Synopse og konkordans i Christian III's bibel", i Bidrag til Den danske Bibels Historie. Festskrift i Anledning af Den danske Bibels 400 års jubilæum. Udgivet af Aarhus Universitet. København: Rosenkilde og Bagger, s. 59-80.

Skautrup, Peter 1947: Det danske sprogs historie. Bind 2. København: Gyldendal · Nordisk Forlag · Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, s. 152-55 og 210-16.

Skautrup, Peter 1950: "Reformationsbiblens tilblivelse og forudsætninger. Forskningens problemer og resultater. En oversigt", i Bidrag til Den danske Bibels Historie. Festskrift i Anledning af Den danske Bibels 400 års jubilæum. Udgivet af Aarhus Universitet. København: Rosenkilde og Bagger, s. 42-58.