Lucifer, Hovmodens Engel,
Reiste sig mod Gud og styrted;
Vingerne i Faldet lyste
Som et Sodoma i Flammer.
Men det Skin var dog en Skygge
I den rene Himmel-Klarhed.
– Isnende hans Tænders Gnidsel
Gik igjennem hver en Engel.
Ogsaa Ahas, Tvivlens Engel,
Han, den Svageste iblandt dem,
Som forkasted’ og forstødte
Hvad han ikke selv begreb,
Styrted’ ned imod den Stjerne,
Som blandt Stjerner kaldes Jorden.
Synkende hans Vinger smelted’
Liig en Foraars-Snee i Solen.
Da hans Fod berørte Jorden,
Var med Vingerne hvert Minde,
Hver Erindring om hans Fortid
Slettet ud, forglemt og borte.
Nu, et nyfødt Barn i Taarer,
Laae han i en Moders Skjød.
Fra Guds Rige Haabets Engel
Talte om den faldne Broder;
Jorden har ei Melodier,
Som Musiken i hans Ord.
»Jordens Børn de voxe opad,
Ogsaa Ahas voxer med dem;
Han vil see den friske Rose,
Og ved Skuet, uforklarligt,
Komme Taarer i hans Øine,
Stille Veemod i hans Hjerte.
Han seer Havet, blaat som Himlen
Og uendeligt som den;
Da udvider sig hans Tanke,
Og en sælsom Længsel fødes,
Ja en Andagt – men han eier
Endnu ei Erindringen.
Da seer han en Moder sidde
Kjærligt med sit lille Barn,
Det slaaer Øiet op, det smiler,
Det udstrækker de smaa Hænder,
Og der gaaer en Solglands over
Hendes Ansigt; Øiets Udtryk
Og det søde Smiil om Munden
Sige meer end Ord og Tale;
Derfra trænger sig en Straale
I den faldne Engels Bryst,
Og han har igjen Erindring
Om sin Himmel, om sin Gud;
Thi den lykkelige Moders
Smiil til sin Uskyldige
Er en Afglands af Guds Aasyn,
Er et Blink fra Himlens Rige.«
– »Gjennem Farver byder Ahas
Rosen blomstre frisk i Secler,
Høit i Sange han udtaler
Hjertets Længsel og Erindring,
Hugger ud i Marmorstenen
Billeder, som har det Sjælblik
Og den Uskyld, som han saae i
Moderens og Barnets Øie.
Menneskene høit ham prise,
Laurbærkrandse flettes ham;
Han er vorden Mand i Aanden,
Klart med Tanken han omfatter
Kraften, som ham Gud har givet,
Og taknemlig i sin Glæde
Bøier han sig ydmygt ned.
Hede Angerstaarer flyde,
Og med denne Flod – jeg seer det –
Voxe atter frem hans Vinger!
Ja, jo dybere at Sindet
Bøier sig, deshøiere
Stiger han fra Jordens Dale.
Han har ikke Tanke om det,
Ei engang han øiner Skyggen,
Der ved Vingeslaget falder
Over Skyerne; han staaer nu
I sin Himmel hos sin Gud,
Ham, i hvem hans Tanke hvilte,
Ham, i hvem sit Jeg han glemte.
Han er atter her iblandt os
Jublende: Halleluja!«
»– Ja!« det toner gjennem Himlen:
»Ahas kommer atter til os!
Men hans Veie hid gaae ikke,
Som din Tanke fører dem.
Ahas sank ned til den Stjerne,
Til den Slægt, som han er liig
I Forkastelse og Tvivlen,
Svagheds Børn med Guddoms Gnisten;
Som et evigt Led i Slægten
Han med denne voxe fremad,
Med Aartusinder den hæver
Sig til os i Kraft og Sandhed;
Dens Udvikling er de Vinger,
Som ham løfte op i Himlen.«
I en fattig By paa Jorden,
Bethlehem, blev Christus født,
Og i samme Stund og Time
Tvivlen og Forkastelsen,
Englen Ahas, der et Barn kun,
Hjelpeløs, i Graad og Armod. –
– Barnet voxet er til Mand,
Ahasverus, engang Ahas.
