Anden Afdeling

EN CARTHAGENIENSER

Ja denne ene Bygning er en By,

Hver enkelt Bue danner jo en Gade,

Hvor høit man staaer! man seer ud over Rom

Og har foran sig hele Skuepladsen.

Det er et Fjeld! hvo løfted’ disse Stene?

EN ROMER

Kun Fanger, Jøder fra Jerusalem.

Jeg breder Hyndet ud, vil her I sidde,

Og da jeg skal forklare Eder Alt.

– De hvide Qvinder med de lange Slør

Tæt ved Arena ere Vestalinder;

I veed, jeg skylder een af dem mit Liv,

Jeg var til Døden dømt, uskyldig dømt,

Som let kan hænde Folk i vore Tider;

Men Guderne de vilde ei min Død,

Jeg mødte paa min Vei en Vestalinde,

Sligt helligt Møde gav mig atter fri! –

– Men hør Musik, vor store Keiser kommer,

Domitianus, Hærens, Folkets Ven,

En sjelden Aand, saa stor og høist forskjellig;

Snart som et Barn han kan uskyldig lege

Den hele Dag og slaae med Fluesmekken

Mod Marmorsøilen Fluerne ihjel,

Snart han udtaler kongelige Ord,

Og stolte Bade, Buer og Theatre

Er’ opreist’ til en Morskab for hans Folk.

Hver Dag forvandler han da til en Fest

For sig og os. Vor store Keiser leve!

CARTHAGENIENSEREN

Som Tordendrøn den stærke Jubel runger,

Nu tier den, og Alt med Eet er stille!

Jeg hører Brølet fra de vilde Dyr,

Nu aabnes Skrankerne. Ha det er Tigre!

Hvor smidige, hvor lette! hvilke Spring!

En Skare nøgne Mænd skal kjæmpe med dem.

Ha hvilket Skue! Vee, de sønderslides!

Høit som en Sø i Oprør jubler Folket!

Hvo vare disse, som blev Tigrens Føde?

ROMEREN

Kun fangne Jøder. Endnu stundom kommer

En Ladning hid, men de gaae langsomt af,

De blive kjøbte kun til Dyrekampen

Og Fiskedammene, hvor de fortæres.

Men Tuben klinger atter, Tegnet lyder!

Det er et Skue! hundred nøgne Knøse,

Saa kraftig brune, hver en Muskel svulmer,

Og høit er Brystet, Øinene kulsorte,

De træde frem, de gribe kraftigt fat,

See hvor den skarpe Kniv i Solen blinker!

Der fik alt To det visse Dødens Kys,

Og atter To – der ligge de i Sandet,

Som Marmorstøtter, formede ved Meislen.

Men hvo er denne stærke brune Mand,

Ei længer Yngling, kraftig senestærk,

Som støbt af Malm, de vige alle for ham!

Nu seer han til os! det er en Hebræer,

Uovervindelig, troer jeg, han er;

Hver Kjæmper flygter for ham, men Lanistæ

Dem drive atter frem med Pidskeslag

Og glohedt Jern. Han snubler!

En Modig griber ham! nei, han er stærk,

Høit op fra Jorden løfter han sin Fjende

Og kaster ham henover sig i Sandet;

Han sætter Foden paa den Faldnes Hoved

Og Kniven mod hans Bryst, idet han seer

Til alle Sider, men der findes Ingen,

Der løfter Tommelfingeren til Naade –

Han støder Kniven i den Faldnes Bryst!

CARTHAGENIENSEREN

Mit Øie bliver ikke træt deraf,

See, strax en ny, ha hold dig kjæk Hebræer!

Som mod den glatte Steen hvert Stød af Kniven

Jo glider af imod hans faste Lemmer.

Men denne Yngling, som han strider med,

Og holder med sin Jernhaand fast om Armen,

Hvor han er smuk og smidig som en Tiger,

Hver Muskel svulmer deiligt i hans Lemmer!

Ha det er Ganymed og Herkules,

Som stride der! de løfte Armene,

Nu hæver Benet sig som til en Dands,

Dog staae de begge fast paa samme Plet, –

Alt er saa tyst, man hører Aandedraget.

– Hvo seirer vel! – Blodstraalen sprøiter frem,

Hvo af dem er det! – endnu staae de fast –!

Den unge bøier Hovedet og falder,

Han presser Vunden sammen, Læben smiler,

Han døer som en Spartaner; han har fuldendt!

Hebræeren staaer ene nu tilbage.

Hør Seiersraabet, see de friske Krandse,

Som flyve til ham! Nævnes skal hans Navn,

Tys, det blev udtalt! Jeg forstod det ikke.

Af Keiseren han bliver givet fri,

Han bæres i Triumph! Hvad er hans Navn?

ROMEREN

Det lyder høit fra Mund til Mund rundt om os,

Han hedder Ahasverus! hvilken Jubel!

De storme alle bort. Nu synker Solen,

Men lystigt brænde alt de røde Baal

Langs Veien, hvor vi gaae til Keiserborgen;

Hvert Blus det er en ussel Christenfange,

Syet ind i Maatter, som er’ tjæred’ vel,

De brænde lystigt og de lyse hjem.

Vil I en god Falerner, kom med mig,

En deilig Dreng skal følge med i Bad

Og række Eder Bægeret paa Leiet.

AHASVERUS

Fri er jeg, fri, med Seierskrands om Panden,

Mig Israels Herrer i Triumphtog bare.

Paa Veien stod, som Fiskerblus ved Stranden,

Baal tæt ved Baal, det var en Christenskare,

Som lyste for mig; sligt kan vederqvæge!

En saadan Time giver Lyst til Livet,

Den kan et kort Minut min Vunde læge –

At leve, denne Vunde blev mig givet!

Nu vel! at nyde være skal min Stræben,

Dog ei, som disse, paa det bløde Leie,

Med Roser om min Pande,

Og skjønne Qvinder i min Magt og Eie;

Nei op til Fængselsmurens kolde Stene –

Der hvor de Christne alt er Dødens Bytte,

Thi Herrens Haand skrev der sit » –«

Jeg hælde vil mit Hoved og vil lytte.

Jeg høre vil de dybe Suk derinde,

I deres Hymne selv jeg dem fornemmer.

– Hvo nærmer sig? En Orientens Qvinde.

Det tætte Slør indhyller hendes Lemmer,

Hun bøier sig mod Gittret ned og siger

Prophetisk Trøstens Ord om Martyr-Ære,

Og Glands og Herlighed. Ha Grubens Tiger

Imorgen sønderslider hendes Kjære!

Jeg føler en Hjertebanken,

Men ikke mig selv jeg troer,

En Duft strømmer gjennem Tanken,

En Duft, hvori Mindet boer.

Hvo er du, fremmede Qvinde?

Jeg troer, jeg har seet dig før!

Mine Øine de saae sig tilblinde Paa Blomsten,

som nu er et Rør.

Det Svundne aldrig gjenfindes,

Tidshjulet gaaer knusende tungt;

Din Kind er den gamle Qvindes,

Dit Øie dog evigt ungt.

VERONIKA

Lovet være Jesus Christus! Bortført mellem fangne Qvinder,

Eensomt bærer jeg Vandkrukken for mit Herskab paa en fremmed

Strandbred. Ahasverus! hvorfor strider Du mod ham,

Som Elias og Propheter forudsagde vilde komme?

AHASVERUS

Jeg fatter ikke din Tale,

Dog det kan jeg dybt forstaae,

Dit Øie kan sødt husvale,

Som Ungdoms-Venindens, jeg saae,

Det er som Ord de sagde,

Der kaldte det Svundne frem!

– Lande som Bølger sig lagde

Mellem mig og mit Hjem.

Trældom og Aaringer skifted’,

Jeg troer der var gaaet ni,

Da kom vi – en Luftning vifted’ –

Disse Kyster forbi.

Som Fanger, udstrakt paa Dækket,

Israels Sønner laae,

Ved Tordenbrag blev vi vækket,

Dog rundtom var Luften blaa;

Paa Bjerget Vesuv sig hæved’

Røgstøtten, som Moses saae,

Os Jehova gjennembæved’,

Forjættelsen for os laae!

Hver Bølge mod Himmelteltet

Svulmed’ ved Bjergets Røst,

Den hede Aske nedvælted’

Som Skylregn i Efterhøst.

Guds Finger i Lyn og Skyer

Udsletted’ de græske Byer,

O det var en Lise og Trøst!

Vi Fanger lod Sangen stige

Om Israels mægtige Id,

Om Davids og Salomons Rige,

Vor stolte Berømmelses Tid.

VERONIKA

Som et Vindpust giennem Løvet er al jordisk Navn og Ære!

AHASVERUS

Velsignet være vort Møde,

Siig ikke, du kjender mig ei,

Men vend dig bort fra det Døde,

Du gaaer Vildfarelsens Vei.

VERONIKA

O du troer, at jeg kun hælder Hov’det til den døde Steen,

Som ved Dag af Solen brænder og i Natten gjennemisner,

Nei, jeg bøier mig mod Christus, mod den Sol, som evig lyser,

Jeg mit trætte Hoved hælder til hans milde varme Hjerte.

AHASVERUS

Forbandet er’ disse Steder,

Her speider man hvert dit Fjed,

I Jammerens Spor du træder,

O fly dog fra dette Sted!

Udslettes af Folkevrimlen

Skal Nazaræerens Sect,

Ei Jorden, ei heller Himlen

Har Naade for denne Slægt.

Selv vil jeg den martre og pine,

Alt Bøddel-Øxen jeg tog! –

Stir ikke med denne Mine,

Saa mild og fordømmende dog.

Saaledes talte hans Øie,

Saaledes, ganske som dit –

Du Barnets Hjerte kan bøie,

Men ikke et Hjerte som mit. –

VERONIKA

Tænker du at kunne tømme Verdens-Havet i dets Svulmen,

Standse Solen, naar den stiger? Alle Kongers Kroner ere

Kiselstene, som henrulle i den Flod: Guds Villie!

fortæller.

Aldrig Maanen var saa bleg, som

Ahasverus denne Time;

Uden Rast og Ro han iler

Gjennem Skyggen af de høie

Bygninger i Romerbyen,

Og hans Øre hører ei den

Bacchanalske vilde Jubel

Fra de vaabensmykte Sale,

Ei Soldatens Raab, at komme,

For at tage Deel i Sviren.

Ei han standser ved de unge

Lystige Patriciers Tog,

Som ved Fakkelskin fremdandse,

Fulgt’ af prægtigt klædte Slaver,

Syngende Horatses Sange,

Kommende fra lystigt Gilde.

Aldrig Maanen var saa lys, som

Helgenskjæret paa din Pande,

Vor Veronika! med Veemod

I sit Hjerte, Gud i Tanken,

Vandrer hun til den eensomme

Viingaard langt fra Byens Muur. –

Græsset voxer høit i Gruset,

Tjørnede Slyngplanter hænge

Som et Net om Murens Rester.

Her hun standser, og hun vender

Sig mod Verdens fire Hjørner,

Som Præstinden, der vil speide

Fuglens Flugt. Ei Lyd der høres,

Al Naturen stille, som et

Skjønheds-Digt, der uafsløret

Hviler i en Digters Hjerte.

Løv og Qviste ligge kasted’

I en Hob, – de maae til Side –

Og en Muurkant er tilsyne;

Med en Steen hun banker paa.

Her er Veien, her er Hulen,

Natten ruger sort derinde,

Og hun bøier ned sit Øre,

Lytter mod det mørke Svælg.

Dødskold strømmer Luften udad,

Og en Haand berører hendes,

Og hun stiger varsomt ned ad

Mellem kolde klamme Stene.

Faklen brænder, Skjæret bæver,

Hun staaer i de Christnes Skare

Mellem Mænd og Børn og Qvinder,

Alle knæle de for ham,

Den Korsfæstede, ham, Livet

Og Opstandelsen i Gud.

Sangen lyder, Bønnen stiger:

»Lovet være Jesus Christus!«

CHOR AF ROMERSKE SOLDATER

Saa lysteligt gik Nattens Stund,

Jeg blev en Gud i Tanken,

Hun skjælved’, Mund berørte Mund,

Jeg hørte Hjertets Banken.

Hvor var hun frisk og ungdomssund,

Saa slank og dog saa deilig rund! –

Jeg Jupiter i Tanken!

Hun luttret blev den bange Mø,

Som Semele hun bæved’;

Det er dog altfor tungt at døe,

Naar man har aldrig levet!

EN BONDE FRA BJERGENE

Du staaer saa stille her og leer i Skjægget,

To andre dandse rundt, her er jo lystigt!

Er det en Festdag? I har altid Fest!

EEN AF SOLDATERNE

Et godt Humeur gjør hver en Dag til Festdag,

Dog her gaaer lystigt til, det skal du see.

Den Sect af Jøder, som sig kalde Christne

Og ikke agte Guderne og Loven,

Er fanget og skal pines nu tildøde.

De sang dybt under Jorden deres Hymner;

I Katakomberne blandt muldne Døde

Var deres Tempel; der vi fanged’ dem.

De smukke unge Qvinder bleve vore,

Vi favned’ dem, vi gav dem Kjærlighed,

Thi det var Synd, at slige smukke Blomster

Ei skulde skattes, før de kom i Ovnen.

Idag skal Trosset, Mænd og gamle Qvinder,

Til Oliegryden eller under Øxen.

Der komme de og synge som til Bryllup!

Hvor faae de dette Mod og denne Styrke!

CHOR AF CHRISTNE

Lad Hedningens graadige Ørne

Kun flænge mit Bryst itu,

O Christus! du Rose blandt Tjørne,

Hvor bløder og blomstrer dog Du!

AHASVERUS

Ei længer min Qval mig tynger,

Jeg føler en qvægende Lyst,

Naar Bøddeløxen jeg slynger

Til Dødshug mod Christnes Bryst!

Den sydende Olie hælder

Jeg i den bævende Mund,

Og da som en Lædskedrik vælder

Det mig gjennem Hjertets Grund,

– Hvi stirrer Du paa mig, du Qvinde?

Min Haand afriver dit Slør – –

Jeg troer, at dit Øie kan binde –

Ja, ja jeg har seet det før!

(med et Skrig.)

Veronika! min Veninde!

Du døer, og ved mig Du døer!

Du var i de Christnes Hule,

Dengang de blev jagne som Vildt –

(betragter hende)

Til Bødlen i Dødens Kule

Smiler dit Øie saa mildt;

Det taler, som ingen Læbe –

Mit Hjerte bliver saa ungt!

Veronika! Dig at dræbe,

Nei, det er for knusende tungt!

CHOR AF FOLKET

De Christnes Vanvid griber Bøddelknægten,

Ha, hug ham ned med Øxen, som han tabte!

Han er Hebræer, ynkes ved sit Folk –!

Knuus Panden paa ham! Øxen er alt hævet, –

Den falder mod hans Bryst, – han styrter ned!

CHOR AF CHRISTNE

Salige de som døe i Herren!

I den tause Nat vi sneg os

Hen til Hedning-Marterstedet;

Vi bortbare vore Døde

Hid til disse skjulte Huler.

Herrens Engel kjender Stedet,

Dækker det med sine Vinger!

Død! Du er Opstandelse!

AHASVERUS

Hvor er jeg? Hvor? hvor har man bragt mig hen?

O, jeg har blundet, som jeg ikke kunde

I mange lange Aar. Ja, blundet har jeg,

Og mellem Døde laae jeg! jeg har hældet

Mit Hoved op til dette kolde Liig;

Ved dette Hjerte, som ei længer slaaer,

Jeg sov, som Barnet sover hos sin Moder.

– Veronika! jeg blunded’ ved dit Hjerte!

Hvor er jeg? Hvor? rundt om mig ligge Døde!

Men her er ogsaa Liv, her brænde Fakler,

En Mumlen lyder i de dybe Gange.

CHOR AF CHRISTNE

Lovet være Jesus Christus!

AHASVERUS

Ja, den Korsfæstedes Rige

Er kun Grave og Huler

Under Hedningers By. – –

Her kan jeg ikke aande,

Røgelsen qvælende vælter

Mod mig sin pestfyldte Sky.

Ha! som Grædendes Hulken

Lyde de mumlende Sange!

Eet høres altid og altid,

Det: »Ingen Ro jeg Dig under,

Bort! uden Hvile herfra!«

(styrter ud.)

CHOR AF CHRISTNE

Salige de som døe i Herren!

Død! Du er Opstandelse!

Eensom vandrer han fra Land til Land,

Eensom paa de skibsbefarne Kyster,

Hvor hver Fremmed mødes og forstaaes.

Eensom gaaer han langs de stille Floder,

Skifter daglig Hjem. Ak, altid eensom!

Hyrden, graa og gammel, under Træet

Veed fra Ungdomstid om Vandringsmanden;

Han har seet og seer ham uforandret.

Om ham er en Sang, Nomaden synger,

Løsende sit Telt igjen til Vandring:

»Hvo er eensom vel som Ahasverus!«

Ikke hører han, og ei forstaaer han

Verdens-Stemmen, Folks og Landes Røst;

Secler suse hen, som var det Aar kun –

Tanken sig indruller i sig selv! –

(til Ahasverus.)

Vandrer! stig over mine høie Bjerge, som gjennem Aartusinder skulle udelukke mit Folk fra Jordens andre Slægter! Stig ind i mit slumrende Land, der staaer uden Historie, uden Guddom! Natten, som hviler over mine Sønners Ansigt, hviler ogsaa over deres Aand, der bøier sig for Bæverens Instinct; dog er i deres Blod Ubændighed, som Løvens og Tigerens. Her vil Du finde Dig hjemme, her være Dig Livet en eventyrlig Drøm, her i mine tætte Skove, hvor Elephanten standser med at løfte sin plumpe Fod, for ei at træde paa sin Unge, medens Landets Søn sælger sit eget Barn. Her Du blunde, her Du vælte Dig i Støvet; det er din ! hans Magt døer hen i Lyden af Tromme. Her er Hvile, her er Ro; en chaotisk Nat omgive Din Tanke!

CHINAS AAND

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

Hvortil denne Sjæle-Vaanden?

Bøi dit Øre, mig du høre!

Intet ville, intet gjøre,

Tabe sig i Verdens-Aanden,

Det kun er Lyksalighed.

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

Paa den samme Flammevinge

Sig Aarhundreder hensvinge,

Keisernavne de udbringe,

Samme Klokketoner klinge,

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

Dog er hvert et Navn en Stjerne,

Keisernavnet er den Kjærne,

Hvorom sig al Verden dreier.

Alle Magiers Kraft han eier,

Aarets Tider han udveier,

Himlen selv sig for ham neier,

Ham, den Eneste, den Fri –

Keiserskarer gaae forbi!

Ding dang, ding dang,

Eens Klang, eens Klang!

INDIENS AAND

Ei Gud sig gjemmer

I Een alene,

Hans Kraft fornemmer

Du sig forgrene

Til alle Lemmer!

Deel af hans Læbe det er Bramanen,

Udaf hans Arm sprang Kriger-Fanen,

Og fra hans Hofte Karavanen,

Mens Sudras fødtes af Bramas Fod.

Af ham, det Hele, vi ere Dele,

I os han nyder, i os han lider!

O hæv dig Vandrer! husk alle Tider,

At du skal stride, at du skal stræbe,

At Deel Du vorder af Bramas Læbe!

Den er det Første,

Det Bedste, Største,

Ja den er Kilden;

Thi dræb i Ilden

Al jordisk Villen!

ÆGYPTENS AAND

Igjen Du træder ind i Afrika,

Et Kredsløb af Din Vandring er tilende,

Nil-Dalen, Speil af Snillets Golgatha,

Dig lade Asiens Folkeaand gjenkjende.

Fetischen ligger ikke længer død,

Med Memnons-Søilen den i Solen klinger,

Den blev en Sphinx, dens Gaade-Tale lød,

Frit seer den om sig, som et Folks Betvinger.

Der er et Aandens Liv, og det ei døer,

Forgaaer end selv hvert synligt Værk, det øved’,

Dog hvo formaaer at hæve Isis Slør,

Det, mellem Sjæl og Legem’, Gud og Støvet!

GRÆKENLANDS AAND

Gaaden, hvad Mennesket er, den Gaade blev løst af Oedipus;

Aandige Magter betvang dristig den vilde Natur,

Aandige Magter tog Form, og Skjønheden fødtes i Marmor!

Olie-Træet skjød frem, Kroner nedtraadtes i Støv.

Menneskeslægten begreb sin Daab, sin hellige Flamme, See mit Tvillingepar, see Alexander, Achill!

Ungdom, Begeistring i Hast udtømte den skummende Livsdrik.

– Vandrer, du rynker dit Bryn, seer paa Ruinernes Gruus,

Søger de Roser, som blomstred’ engang, end føler du Duften,

Duften, som aldrig forgaaer – Jordlivets Have er her –,

Videnskab, Kunst og Natur som Hjemstavn nævne mit Hellas!

Vandrer, du rynker dit Bryn, rundtom er plyndret og dødt! –

– Vidt over Jorden udplantede man mine duftende Roser,

Vidt over Jord er’ de bragt, blomstrende dufte de der! –

ITALIENS AAND

Hører du Sangen, mine Sønner synge!

»Viid, at Ulvinden gav vor Hersker Die!

Viid, vore Fædre tog som Bytte hende,

Som blev vor Moder.

Svingfjedren i os det er Tapperheden,

Sceptret vi føre, det er Armens Styrke.

Grækenlands Værker, alle Staters Rigdom,

De bleve vore.

Stor er vor Cæsar, stor som Alexander!

Lænken han kaster over Alpemuren,

Lænken, som holder alle Folkeslægter.«

Saa lyder Sangen.

Roma har plukket Verdens-Kundskabs-Frugten,

Hoved sig bøier, Slangen er i Brystet, –

Men paa dens Hoved sætter Christus Foden –

Født er os Christus!

Grækenlands Guder stege ned i Stenen,

Menneske, veed du, ned i dig steg Christus!

– Atter i Roma staaer Du, Ahasverus!

Kjender du Stedet?

AHASVERUS

Jeg kjender dette Sted, ja det er Forum,

Jeg kjender det i sin Omskiftelse.

Men Korset, det forbryderiske Kors,

Hiint Piinselstegn er plantet høit paa Kuplen.

Hvorfor? – Og Templerne, de hellige,

Staae lukkede, Græs groer om Dørens Hængsel!

End staaer din Marmor-Seiersbue, Titus,

Et Minde om Jerusalem, som faldt.

I Stenen hugget, vandre vore Præster

Som Fanger; Templets hellige Guldstager

Frembæres som den Seirendes Trophæer.

Ha, nær ved Titus-Buen staaer en ny,

En mere prægtig Bue, høi og bred.

For hvem er denne sat, og hvilket Rige

Er sjunket, hvorom denne blev Erindring?

EN CHRISTEN

Det sjunkne Hedenskab! For Constantin,

De Christnes Ven og Romas høie Cæsar,

Er denne under Folkejubel reist.

Seer Du, fra Borgen kommer Processionen,

Vor Cæsar følger med! hør Messesangen!

I Colossæum knæle de og bede,

Høilovet være Gud og Jesus Christus!

AHASVERUS

Christ! dette Navn det lever da endnu!

Fra Folkets Tunge lyder Navnet Christus!

CHOR AF CHRISTNE

Tre Aarhundreder ere Minuter i din Evighed, o Herre! i Minuter

forvandles den Christnes Jammer til Lyksalighed!

AHASVERUS

Igjennem Verdens ældste Lande gik jeg,

Jeg hørte Folkeslægternes Hensusen;

Det var en mægtig Klang, som døde hen. –

I tre Aarhundreder jeg var ei her,

Jeg kommer, – Christus er min Velkomsthilsen!

Her, hvor Veronika laae blødende

Og jublede det Navn, som ei vil døe,

Her knæler Romas Keiser, Romerfolket

Med samme Navn paa Læben. Vee mig, vee mig!

Alt er omskiftet, alt en stor Forvirring!

De stolte Guder bleve døde Stene,

Men Martyrknoklerne Reliqvier!

De skumle Katakomber staae som Templer,

Og Korset, det foragtede, forhadte,

Ophøiet er i Ære! Jehova!

Din Aand, som eengang favnedeJudæa,

Er veget bort fra Jorden, og dit Folk

Henveiret i det store Verdens-Chaos!

Hvor findes Traad i disse Slægters Skjæbne,

I Verdens Orden? Knust er alt det Gamle,

Det Ny er Skum, Tilfældet ene raader.

Mit Bryst, o Jehova, det er dit Tempel,

Dit sidste Tempel paa den faldne Jord!

CHOR AF ENGLE

Ahasverus! – eengang Ahas!

Faldne Broder, Dig vi følge

Og den Slægt, i hvis Udvikling

Gud har dine Vinger lagt!