Tredie Afdeling

»Over Alperne, mellem nedstyrtende Vande, mellem susende Graner, gaaer Ahasverus; vaade Sky-Taager jage forbi. Natten ruger alt nede i den dybe Dal, hvor ingen Menneskebolig findes; Mørket stiger op fra den, som engang Syndflodens Vande steg op om Ararats Sider, høiere, altid høiere, medens Bjergenes Sneetoppe lyse i Aftensolen. – – Alpevandringen er endt, uoverskuelige tætte Skove ligge foran ham.

Under den tusindaarige Eeg staaer Præstinden og afskjærer i Natten de grønne Grene; ikke standser hans Fod, ikke dvæler hans Øie ved det fremmede Skue, ikke bøier Øret sig efter de nye sælsomme Toner, – fremad iler han, hvor Romernes Ørne vandt Seire, fremad imod Norden.

De tætte Sivbredder ved den rullende Donau omflagres af tusinde Fugleskarer, Ulven bygger i dette Vildnis, hvor den stærkeste Storm kun mægter at bøie Sivenes Top. Hvor findes et Vadested? Den halvraadne Træbul maa tjene som Baad, Strømmen selv være Styrmand. Hvad suser gjennem Luften? Det er en beenoddet Piil! Skikkelser jage frem, de synes voxne fast til Hestene, deres krumme Been ere ombundne med Bukkeskind, deres Kjortel, syet af Skovmusens Pels, har i Aar og Dage prøvet Regn og Slud, i Pjalter hænger den om dem. Dybe Skrammer sidde i Hage og Kinder, det er Mænd fra Middelasiens Stepper, det er Hunnerne.«

SKOVDUEN SYNGER

De kastede Slyngen om Ahasverus,

De fangede ham som de vilde Heste,

De førte ham ind i Skovens Tykning

Til Attilas Leir, den By, de reiste

Af fældede Stammer og Grene-Lag.

Ved mangt et Leie i Sovestuen,

Hvor Maaneskinnet er Sengens Omhæng,

Fremskyder villig den vilde Rose

Og udgjør Dele af Tag og Væg.

Med høie Søiler af Egebjælker,

Med Tag af blankpoleret Træ

Staaer Herskerborgen, og om den hundred’

Hustruers særskilt reiste Huse,

Med grelle Farvers stærke Pragt.

En Træspaan tændes, den Fakkel lyser

Og viser Veien til Scythiens Hersker,

Det rigtudstrakte Germaniens Seirer,

Ham, som har fundet Krigsgudens Slagsværd,

Ham, for hvis Fødder en Skare Konger

I Støvet skjælve! – Attila!

SVALERNE

(flyve ud og ind).

Langs Væggen i den store Høisal,

Belyst ved Flammen af en Træspaan,

De krigeriske Mænd sig bænke

Og tømme Bægere af Guld.

See! Attila har øverst Sæde,

Hans Bæger er af simpelt Træ,

Det staaer foran ham, paa det han fæster

De smaa Ildøine, som gjennembore.

Han støtter Hovedet mod Haanden,

En sortbruun Tidsel paa knortet Eeg;

Der synges Sange om Kamp og Seire,

De slaae til Omqvæd med Sværdets Skæfte

Mod Egebordet, saa lydt det runger,

Mens Guldpokalen ved Spaanen blinker,

Og Hærens Ældste udgyde Taarer,

De huske deres svundne Kraft.

KRIGERNES RUNDSANG

Som Steppens Brand fremvælte vore Skarer,

Og Folkeslag gaae op i dette Baal.

Vi bruse fremad som Græshoppesværmen,

Der dækker Solen, og hvis Vingers Lyd

Er liig et Hagel-Skybrud i en Løvskov. –

:|: Løft Attila, din Arm, og alt sig bøier! :|:

ATTILA

Hvo er hiin Mand, sortskjægget, høi og stolt,

Germaniens vaade Skove har ei født ham,

Og ingen hunnisk Qvinde gav ham Die.

Træd hid! løs Slyngen om hans Bryst og Arm!

Tal! Fremmede, Du staaer for Attila. – –

Har Skræk vel bundet Tungen paa Dig? Tal!

Du skal ei døe!

AHASVERUS

Nei, jeg skal ikke døe!

Men du og dine aldrig talte Skarer,

I, ved hvis Kraft den halve Verden skjælver,

I skulle døe, henfalde som et Blad

Og blive Støv; men jeg skal vandre, vandre

Foruden Hvile, som den røde Stjerne,

Der skinner ned til os fra Nattens Himmel.

ATTILA

En Præst er du hos den Korsfæstede,

Ham, der i Døden styrted Sydens Guder!

Jeg veed, at Ordet føre I som Sværd,

Og at Udholdenhed er Eders Styrke.

I glide over Landene som Skyer,

Hvis Magt afpræger sig som Skyens Skygge;

Jeg ruller frem som Ørknens tunge Sand,

Af Stormen baaret. Du tilbeder Christus?

AHASVERUS

Nei, nei! fra dine Læber ogsaa høre

Maa jeg det Navn, det Navn, som dog skal døe!

Om Korsets Træ skjød frem Martyrerskaren,

Af deres Blod er nu igjen en Sæd,

Liig Hellas Dragetænder, født til Myrden.

Du, Attila, træd frem, plant Seirens Banner

Paa Dødens Plads, Forvirringens Arena.

ATTILA

Ha er det Sværdets Gud, som taler af Dig!

AHASVERUS

Ja, han, som straffer gjennem flere Led,

Som var, og er, og bliver – Jehova!

– Jeg kjender disse Christne, jeg har seet

Dem i Oprindelsen. En lille Flok,

Liig Faarehjorden, frygtsom uden Villie,

De knuged sig i Krogen til hverandre!

Med sine krumme Horn stod Vædderen

Og speidede omkring den bange Hjord.

Jeg saae, hvor dette Krumhorn voxte til

En Bispestav, der straaled rigt forgyldt

I Glandsen af den constantinske Krone;

Jeg saae, – det var et Flammesværd, saa stærkt,

Det Sværd, som Tanken smeddede og løfted!

– »Er den Korsfæstede fra Gud udsprungen,

Hvad heller blev han født, som vi, af Intet?«

Det Tankesværd slog ned og deelte Hjorden,

Saa ei Biskopper, selv i Hundredviis,

Formaae at samle den igjen til een! –

Ved Bosporus er reist, som ved et Under,

Den nye christne Stad, hvor Constantin

Antegnede med Landsen Murens Grændse,

Mens Bosporus bar Bjelker hid fra Balkan;

Der staaer med rige Kirker, stolte Buer,

De Christnes Stad mod Østen, langt fra Rom.

En Række Lande ligge mellem begge,

Et Steenhav, vilde Skove danne Skummet,

Dog Meer end Afstand fjerner disse Magter,

Det Saar, som Sværdet slog, er Dødens Vunde,

Først for den vestre Deel, saa for den østre.

Thi reis Dig Attila! grib Øieblikket,

Stig over Alperne, dig følger Seiren,

Behersk det blomstrende Italia!

ATTILA

Du er en Nattens Fugl, som varsler Lykke,

Min Vei er din, jeg vil ei slippe dig.

ATTILAS NAR

En Lykkefugl er du med Skjæg om dit Næb,

Hele min Familie vil tjene som dit Slæb;

Jeg har klingende Bjelde og et klingende Sind,

Naar jeg bliver aflægs, kan du sættes ind.

Javist! de lee som Solskin, kun Attila er Slud;

For ret at være fornem, maa man see kjedelig ud.

SKOVDUEN

Dybt sover Skoven, drømmeløs er Søvnen;

Den vilde Hunne læner sig til Spydet

Og stirrer paa den halvudbrændte Vagtild,

Han staaer imellem Søvn og daarlig Vaagen.

Da – hvad var det? han farer op lig Vildtet,

Han lytter, hæver Spydet! ha hvo kommer?

Som brudt af en usynlig Haand faldt der

En vissen Green fra Træet ned i Ilden,

Som gnistrede derved og fløi omkring. –

Og Alt igjen er stille, Alt i Søvn. –

Dog lyde Fodtrin, – hvis man hørte dem!

Da kastede Dryaden Grenen ned –

Og Ahasverus var ei meer i Leiren!

VINDENES CHOR

Han gaaer igjennem urgamle Skove,

Hvor Taager herske, hvor vi omsuse,

Op mod de Lande, der, hvor i Uger

Den korte Sommer med Blomster ødsler,

Og Vintertiden saa lang og mægtig,

Slaaer over Havet sin stærke Bro.

Paa Offerstenen de slagte Fanger

For vrede Guder, hvis Skjønhedsdatter

I Karmen trækkes af vilde Katte;

Olympens Billed fra Grækerlandet

Sig her afspeiler i tunge Skyer,

I stride Strømme og kolde Nordlys.

– I Kamp og Myrden døe disse Slægter. –

Du trætte Vandrer, tør her du standse?

Tør her du strække de trætte Lemmer

– Nei vandre, vandre og altid vandre!

NORDENS HILSEN

Trygt du træde over Tærsklen,

Vil du finde Hvile, Vandrer.

Borgen, bygt af Bark og Bjelker,

Stor og stærktreist, sort og sodet,

Kongehuset kaldet, kalder.

Pilten passer Pragt-Pokalen,

Mændene ei mangle Mjøden;

Sov og stræk dig sundt i Aften,

Hvor de blodig store Stykker

Steges, skaaret ud af Oxen.

AHASVERUS

Min Fod har ikke Hvile,

Den rastløs er som Tanken,

Jeg vandre maa, og vandre

Igjennem vaade Taager,

I Solskin og i Sneestorm.

Jeg seer ved Bauners Flamme

Smaakongerne i Norden,

De sidde brynjeklædte,

En gylden Ring omfatter

De lange gule Lokker.

De skue stolt fra Tinge;

En Graasteen, reist paa Marken,

Er deres Kongesæde;

Hen over deres Hoved

I Blæsten Skyen gaaer.

Mod Norden, meer mod Norden!

Ak ingen Fjeldstorm kjøler

Mit Blod, som altid brænder.

Granskovens dybe Susen

Har Ord som Dommens Stemme,

Nordlysets røde Flamme

Er stærk, som Tempelbranden.

Vee! Nætterne i Norden,

De brænde jo, de lyse

Som Dalen Josaphat.

Jeg som et Vilddyr jages

Af Flammer og af Storme!

Vee! ingen Ro mig undes,

Bort maa jeg uden Hvile,

Og jeg kan aldrig døe!

Ahasverus bort sig vender fra det røde Nordlys-Skjær,
Atter seer han Tydsklands Skove. Hvad! har Branden luftet
her?
Var mod Hvirvelvindens Styrke Kæmpe-Egen kun et Rør?
Hvor forandret! Han alene uforandret er som før.
Hvor er Hunnerne, hvis Skare vælted’ frem saa stor, utalt?
Svundet, veiret hen for stedse, som det gule Løv, der
faldt.
See paa Klippen har man opreist Muur og Taarn og Vindelbroe,
Hytter ligge klinet rundtom, Folk i Ly af Borgen boe.
Dybt i Skovens Stilhed bygget er af Grene, Bark og Græs,
Eneboer-Hytten, tegnet fromt med Mærket I. H. S:
Jesus hominum salvator; ovenover Korset staaer.
Skovens friske Grønne dufter, og i Luften Lærken slaaer.
Lovet være Jesus Christus, det er Hilsenen han faaer.
Stum og stille, som forstenet, staaer han – Ordet han forstod.
Har alt Nordens Iis indvirket Sundhed i hans hede Blod,
Eller har et nyt Aarhundred, der som een Dag for ham gik
Gjort ham ældre, viis og bedre? – Nedad vender han sit Blik,
Og et Hav af Tanker vælter gjennem Sjælens dybe Nat;
Liig et Gjenfærd, bleg og blodløs, stirrer han paa Skovens Krat.
Deiligt falde Solens Straaler paa det dugbesprængte Blad,
Hele Skovnaturen byder Hjertet til et Livsens Bad,
Alting dufter, alting synger: see dog op, vær karsk og glad!

ENEBOEREN

Er du forfulgt? Det er en lovløs Tid,

Den Værgeløse blev den Stærkes Bytte.

Jeg seer paa dig, at du er en Hebræer;

Har Magten taget dine Skatte fra dig?

Er du et Vildt, som jages? Her er Skjul.

AHASVERUS

Hvor ere Hunnerne, hvor deres Afkom?

Hvo hersker her? Jeg seer ei Romas Ørne.

Er Korset tyet til disse dybe Skove?

Er denne Hvælving nye Katakomber?

ENEBOEREN

Du taler sælsomt. Hvil dig, spiis og drik!

De brune Hunner leve kun i Sagnet,

Det franske Kongescepter naaer herhid.

I hele Landet staaer det christne Kors,

Men Træets Duft ei fylder Folkets Hjerte.

AHASVERUS

Saa seer jeg her af Christendommens Baal,

Hen over Alperne, den sidste Afglands!

Jeg skulde, maatte see den – og jeg seer den.

ENEBOEREN

Stærk er den christne Sol, men der skal Tid til,

Før Taagen spredes ret i denne Urskov!

Den maa! – Med Blod er Frankrigs Jordbund gjødet,

Men Christendommens Sol har sælsom Kraft,

Den lader Roser voxe frem af Blodet,

Men ikke jeg, ei heller du skal see dem;

Vor hele Slægt er som et fugtigt Træ,

Af Tidens Storme maa det gjennemtørres,

Før Himlens Lyn kan sætte det i Flammer.

AHASVERUS

De franske Kongers Scepter naaer herhid?

Hvo ere disse?

ENEBOEREN

Merovingerne!

En Kongeslægt, der staaer som vaade Træer

For Christendommens Straaler, de belyses

Af disse, men de gjennemtrænges ikke.

AHASVERUS

Du rev dig løs fra dem, du maa foragte,

Skoveensomheden blevet er din Verden,

Du føler ingen Længsel eller Uro,

Du kan, som Planten, trives paa en Plet?

ENEBOEREN

Imorgen gaaer jeg bort fra denne Hytte.

Her kommet er en Skare fromme Mænd,

Sanct Benedicts Forskrifter følge de.

Et Kloster vil de bygge hist ved Floden,

De have lovet at optage mig.

Selv mure vi os Celle tæt ved Celle,

Om Aar og Dag er da vor Bolig reist.

Der vil vi ei, som Orientens Munke,

Kun gruble, bede, nei vi ville høit

Forkynde Evangeliet om Christus.

Vi ville, Christi Sol skal skinne ind

I Menneskenes Hjerter, og Guds Sol

Hen over Ageren, som Ploven fured’!

Ved Kunst og Videnskab skal Tanken qvæges,

Mens Religionen styrker og velsigner.

Er du betrængt og lider, slut dig til os;

Der er Lyksalighed i Bøn og Arbeid’,

Lyksalighed i at berige sig

Med Aandens Skatte, de som ei kan røves,

Lyksalighed i, ret med ærlig Villie

At værne om det Skjønne, Gode, Sande.

AHASVERUS

Et Aandens, Hjertets Rige ville I

Her bygge paa den vilde Verdens-Sø?

I, svage Rest, den sidste Purpurrose,

Der voxer af hans Blod, hvem de korsfæsted!

ENEBOEREN

Den sidste Blomst? Hvo er du Fremmede?

I Øst, i Vest, i Norden og i Syden

Jo voxe rigt og herligt slige Roser,

Og i det gamle Rom, der hvor Apostlen

Sanct Paulus sad i Lænker, trives Stammen,

Saa stærk og frisk, den faste Rosenstamme,

Der sender Blomsterfloret over Jorden;

Vor Overbiskop, Paven kaldes han,

Du har vel hørt det Navn, Gregor den Første,

Han Billed er paa Christendommens Eenhed,

Han Tjener er for Herrens Tjenere,

Saa mægtig er ei Østens Patriark!

AHASVERUS

(i dybe Tanker).

Ja jeg erkjender, jeg begriber det!

Stor, stor var din Prophet; jeg det ei troede!

Jeg følte Magten, som mig sønderknuste,

Men nu jeg seer den Magt, hans Lære har,

Dens Lykke, dens forunderlige Lykke.

Maria-Josephs Søn, som blev korsfæstet,

Han Nazaræeren, hvem jeg – ja vist! – –

Stor er han ved sin underfulde Lykke,

Stor, stor, og dog der fødes vil en større!

Det skeer, det skal og maa! Propheterne

Forkynde det, og Israels Folk ham venter,

Det Gamle, det Bestaaende han hævder.

Marias Søn var kun et Menneske,

I Vrede svinged’ Svøben han i Templet,

Han lyste sin Forbandelse – jeg veed det,

Forbandelse! i den hans Magt var stor! –

Forbandelsen! – En større skal der fødes,

En større, som vil samle Israels Hjord!

ENEBOEREN

Viig fra mig Satan, jeg er ikke din!

Ha vær forbandet, som de Ord, du talte.

EN LILLE FUGL SYNGER

Over høie Alpe-Volde

Kom guulhaaret Kjæmpeskare,

Ørnen saae dem nedad fare,

Siddende paa deres Skjolde.

De vort skjønne Land betraadte,

Som en Stormvind frem de bruste,

Marmorguder bleve knuste,

Flammer slog fra Oldtids Slotte.

Rystet blev selv disse Stene,

Styrtet ligge store Buer,

Korset stod, urokket skuer

Det udover Dødens Scene.

CHOR AF ENGLE

Hvor Martyrblodet flød, Hvor Martyrsangen lød:

»Lad Hedningens graadige Ørne

Kun flænge mit Bryst itu,

O Christus, du Rose blandt Tjørne,

Hvor bløder og blomstrer dog du!«

Her lyder Glædesbud mod Sky

Fra Davids Stad, de Christnes By.

– Under Colosseums buskbegroede Mure, hvor Fuglen synger, hvor Guds Engle vogte om Korsets Træ, samler Folket sig. Den Rige og den Fattige staae Side ved Side, Mødrene løfte deres Smaa iveiret, den Diende vender sit Hoved fra Moderens Bryst, forundret over den stærke Bevægelse. En Pillegrim betragte de Alle; hans Fod har betraadt den Jord, som er hellig ved Jesus Christus, hans Øie har seet det Træ, som bar Frelseren; han saae det gjenreises, omstraalet af tusinde Sølvlamper, hans Røst blandede sig da med Menighedens Sang i Jerusalem, de Christnes By. Og Pilgrimmen stiger op paa Marmorsøilen, der ligger knust og omstyrtet; han taler om de hellige Steder, og alle Ører og Hjerter lytte.

Men midt imellem dem alle staae to, hvis Ansigter vidne om Slægten fra Korsets Land. Ned over Kinderne paa den Ældste rulle tunge Taarer, de falde i hans Skjæg; den Yngre er ikke saa blød, han stirrer omkring sig som Tigeren stirrer, naar den speider efter Bytte.

Menigheden synker i Knæ, de to staae opreiste som Markens vilde Tidsler. »Hebræer!« lyder det rundt om, og med vrede Ord og Miner stødes de ud af de Christnes Kreds, Forhaanelse følger dem.

Fast holder den Ældre om den Yngres Haand, de flygte ind i de snevreste Gader, ind i den mørkeste Krog, ind i det fattigste Huus.

»Broder i Israel, træd over min Tærskel«, er den Gamles Ord.

»Jerusalem de Christnes By«! gjentager den Yngre, og hans Hænder knytte sig mod Panden; han farer op, som vakt af en ond Drøm. Men blød og deilig klinger fra Kammeret tætved en Qvindes Sang, utallige Nætters Jammer og Længsel bæve i den:

Vi give vort Guld med Glæde,

Det sidste Smykke, vi have,

For det at kunne græde

Ved vore Kongers Grave.

For Hedningfolket vi træde,

Vi sælge os selv som Slave,

For det at turde græde

Ved vore Kongers Grave.

Og den gamle Hebræer fører sin Gjæst ind i Kammeret, hvor rige Tapeter dække de raa Mure, hvor Røgelsekarret svinges; skjult, som engang de Christne, synge nu her Israels Børn deres Lovsang til Jehova. Og den Fremmede blander sin Stemme i deres Chor, den lyder som Stormens Sang; dybt og brændende beder hans Hjerte. Men fra den skjulte Baggrund høres den unge Jødindes sørgende Stemme: »For Jerusalems Tempel, som faldt, for Murene, som bleve nedrevne, for vore Konger, som de foragtede, for Israels styrtede Herlighed« – »sidde vi her eensomt og græde«! svarer hende Choret.

Først seent paa Natten tier Sangen og Bøgernes Læsning. I Stuen udbredes Hynder paa østerlandsk Viis, det usyrede Brød bliver brudt, Lammet spises, dets Blod er smurt paa Dørstolperne efter hellig Brug.

DEN FREMMEDE

Saa er Jerusalem de Christnes By!

Vee dig, o Israel, hvor er din Lykke!

Naar skal opfyldes Loven og Propheten,

Vil da Messias aldrig, aldrig komme?

DEN GAMLE HEBRÆER

Han kommer! ja, Propheters Ord opfyldes,

Han kommer, han er kommet, jeg det troer!

Det Skib, som førte hid den Pillegrim,

Som nylig prædiked’ i Colosseum,

Har bragt et Rygte hid, et sælsomt Rygte;

Fjernt i Arabien, i Ørkenlandet,

Hvor Ismael, Slavinden Hagars Søn,

Blev Stammefader til et mægtigt Folk,

Er fremtraadt en Prophet, forkyndende

Den eneste, den sande Gud. Saa er det!

Jeg veed ei mere, men jeg troer derpaa,

Han er Messias, han maa være ham,

Han kommer! hvad os lovet er, vil skee.

DEN FREMMEDE

Ham er det, ham! vor gamle Herlighed

Skal atter fødes som i Davids Tid.

De nye Verdensslægters Kamp var kun

En Leeg af Skyerne, mens det var Nat,

Nu stiger atter Østens klare Sol!

Messias kommer, Israels Messias.

Min Fod har ikke Hvile, jeg maa vandre,

Mit Hoved kan ei bøie sig til Blunden,

Nei vandre, vandre – til Arabien!

Til Ørknens Sand, hvor Ismael var Hersker!

DEN GAMLE HEBRÆER

Hvad er dit Navn, Hebræer?

DEN FREMMEDE

Ahasverus.

BEDUINEN til sin Hest, idet de jage gjennem Ørkenen.

Løft dit stolte Hoved med de kloge menneskelige Øine! Lad din lange hvide Manke flyve som skinnende sølvhvide Faner om den slanke Hals, som Amuletten skjærmer og som Ørkenens deiligste Qvinde klappede med sin fine Haand.

Ikke gaaer det til den rolige Leir ved den blomstrende Oase, hvor Teltene ere udspændte og de gamle Qvinder malke Kamelerne, medens Ungdommen sidder i Kreds og hører Eventyr, skjønnere og mere rige end Arabiens Deilighed.

Ikke gaaer det paa Rov, hvor Karavanen kommer med kostbart Kjøbmandsgods paa de velbeladte Kameler, og deilige Qvinder siddende paa det sammenrullede Telt paa Dromedarens Ryg, langsomt bevægende sig fremad gjennem Ørkenens rødgule Sand, hvor Sporet forsvinder, som Vandslangens Spor paa Søens Flade.

Til Mekka, Arabiens prægtige Bye, flyve vi! Til Templet Kaaba, hvor Gudebillederne ere omstyrtede, hvor nu af al den gamle Pragt Intet er tilbage, uden de gyldne Navne paa Digterne, der seirede i Sangens Væddekamp. Til Mekka flyve vi, for at skue Propheten og under hans Fane beseire Verden!

De skarpe Sværd skulle trænge ind i vort Kjød, de brændende Byers Flamme omvifte os, som Ørkenens Sand løftet af Samum; men Mahomeds Navn skal lyse over Jorden, og vi skulle nævnes i Sangen, naar Digterne begynde deres aarlige Væddestrid! vi skulle gjennem Aartusinder lyde fra Læben, der hvor en Skare samler sig ved Oasens rindende Kilde, eller ved Cisternerne, der fyldes med Skyens vederqvægende Vand.

Flyv afsted, hurtig som Strudsen, der jages over Sandet! Du forstaaer mit Ord og min Tanke, derfor vrinsker du, som hørte du den skingrende Kobbertrompet! du vrinsker og strækker de fine stærke Been og det stolte Hoved fremad, saa at de mødes og kløve Vinden. Gud er kun een, og Mahomed er hans Prophet!

DEN HELLIGE GRAVS KIRKE

Høit over Klippehulen, hvor Christi Liig blev lagt,

Nu Marmorkuplen hvælver med Guld og Farvepragt.

Sølvlamper kaste Glorie omkring det Dødens Sted,

Hvor Herrens Engel trøsted med Livsensherlighed.

Tys, ude stiger Stormen, den synger store Ting,

Og Kirkenissen stirrer fra Kuplen vidt omkring.

KIRKENISSEN

Hvorfor er her denne Travlhed?

Jeg kjender ei Festen, de feire,

Den varer i Nætter og Dage.

See alle Biskopper og Præster

I deres rigeste Klædning,

Men alle med Sværd om Lænden,

Alle herinde og ude

Bære Vaaben og Rustning.

STORMVINDEN

Over Jerusalem svæver

Atter Fordærvelsens Engel!

Jeg kan Budskabet melde,

Vidt har jeg stormet omkring.

Ørkenens Skarer, hvis Tanke

Brænder som Afrikas Sol,

Jage nu seirende fremad,

Jage med mig omkap.

Af Propheten er lovet

Paradiis hver den, som kjæmper,

Om kun saalænge, Kamelens

Diende Unge slipper,

For at inddrikke Luften!

Hver, hvis Fod bliver støvet

Under Slaget for Herren,

Vil paa den Dag, han dømmes,

Være fra Lidelsen fjernet

Meer, end Veien kan være,

Som den hurtigste Rytter

Lægger bag sig paa Flugten

Gjennem tusinde Aar!

Kjæmpe for Troen er større,

Bedre, selv mere helligt,

End det, at række en Pilgrim

En vederqvægende Drik.

– Derfor bruse de fremad,

Derfor eie de Seiren!

Der er ei Søvn, ei Hvile,

Skaren voxer hver Time.

Hver en Vunde vil være

Sød som et Kys af Qvinden,

Blodet vil lyse som Skyen,

Morgensolen beskinner.

Derfor er Seiren deres,

Derfor skal Mahomets Maane

Plantes som Seiersbanner

Over Jerusalems Mure;

Blodet skal flyde i Strømme

Gjennem Gader og Porte,

Det skal flyde om Graven,

Her hvor Qvinderne græde,

Og hvor Engelen trøsted’

Med Opstandelsens Ord.

CHOR AF CHRISTNE

Min Sjæl er spændt i Angst og Nød,

Dybt Hjertets Vunde brænder,

Dig, Herre over Liv og Død,

Mit Sjælesuk jeg sender!

Mit Hoved ligger i dit Skjød,

Jeg folder mine Hænder.

KIRKENISSEN

De vilde Skarer komme,

De fæle Skrig jeg hører,

De blande sig med Stormen,

De trænge ind i Kirken.

Hør Sabelhug og Dødssuk,

Den røde Fakkel skinner

Igjennem Tempeldøren.

En Skikkelse sig viser,

En Mand, vild, bleg og blodig,

Han styrter frem og løfter

Beegfaklen, som han slynger

Mod de forgyldte Bjelker

Og mod det rige Forhæng.

Han standser, thi forbi ham

En Skare Dødens Aander

I lange hvide Klæder

Hensvæve som en Taage,

De svinge Palmegrenen,

Den som et Ildriis truer;

Der allerforrest seer jeg

Sancta Veronica.

Han løfter atter Faklen –

Hvo tør afbrænde Templet!

Dit Navn, du vilde Tiger,

Dit Navn skal vække Rædsel,

Naar Verden nævner det!

VERONIKAS AAND

Ahasverus! – –

STORMVINDEN

Ahasverus! Ahasverus!

Hvorfor standser du forfærdet?

Haaret staaer dig om dit Hoved,

Dine Øine vil af Hulen,

Bleg og blaa din Læbe zittrer!

Som en Malmfigur du staaer jo,

Stirrer hen mod Klippegraven,

Hvor de tusind’ Lampers Flamme

Synes blege Blomsterblade

Mod den Glands, som Graven sender,

Der hvor Jesus Christus opstod.

VERONIKAS AAND

Ahasverus! – –

STORMVINDEN

Jeg ham griber, jeg ham hvirvler!

Dybt forfærdet, gjennemzittret,

Sønderknust han synker om.

Ahasverus! Ahasverus!

Du skal leve, du skal lide,

Vandre, vandre, altid vandre,

Husker du din Herres Dom!

AHASVERUS

Som Moses saae jeg Flammen,

En Stemme talte fra den. –

Hvo ere disse Christne?

Beskytter du, Jehova,

Det Folk, som jeg forfølger? – –

Ja vandre vil jeg, vandre

Til deres største Byer;

Jeg vil med Sandheds Villen

Dem læse som en Bog,

See Handlingen og Troen;

Jeg vil, – thi jeg som Moses

Har hørt en Røst fra Flammen,

En Røst fra bedre Tid!

CHOR AF MUSELMÆND

Gud er kun een, og Mahomed er hans Prophet!

EN BORGER

Ham er det med de store klare Øine,

Den kraftig raske Mand med sølvhvidt Haar,

Ham er det, Frankerkongen Carl, en Ven

Og tro Forfægter af vor hellige Fader.

EN ANDEN

Strængt har han her holdt Ret; Rebellerne,

Som rev Pav’ Leo ud af Processionen,

Er’ fængslede og Øxen venter paa dem.

DEN FØRSTE

Han er en Julius Cæsar for vor Tid,

Urolig, kjæk og altid lykkelig!

Hans Tanke flyver og hans Arm har Kraft

Fra Spaniens Bjerge og til Roms Campagne,

Fra Bretland til Germaniens sidste Grændse.

Han præker Evangelium med Sværdet,

Og døber Hedningen i Hedningblod!

EN TREDIE

Han Paven hjalp mod Longobarden,

Jeg har ei seet ham siden, før idag!

Da var jeg ogsaa med at juble for ham.

Det hele Rom drog ud i Procession

At møde ham, jeg saae ham siden knæle

Med Paven ved St. Peters gyldne Kiste

Og love helligt Venskab hele Livet.

Kong Carl er stærk som Ven og haard som Fjende.

DEN FØRSTE

Med ham er Lykken, derfor voxer stolt

Hans Land og Rige. Du skal faae at see,

Tilsidst det voxer ned til Bosporus,

Han sætter sig paa Thronen i Byzanz.

DEN ANDEN

Dertil behøves kun et Giftermaal.

Irene, Keiserinden, er en Djævel,

Men han kan tæmme Djævle, har vi seet,

Og om de ikke ville, tugter han dem

Med Ild og Sværd! – Men hvilken Trængsel hist!

De strømme alle ind i Peters-Kirken!

Kom Nabo! see, de pavelige Tropper Marchere frem fra Vaticanets Bue.

Pav’ Leo kommer! Lad os faae en Plads.

SVALERNE

Her har vi vor lille Rede,

Her er luftigt, luunt og godt,

Høre kan vi hvad der nede

Folket siger, stort og smaat.

Vi forstaae det, vi kan tale,

Vi kan sige store Ting,

Ikke Folk i Pavens Sale

Var saa vidt, saa vidt som vi.

DEN ENE

Jeg har været længst, det troer jeg!

Jeg har været i Byzantz,

Seet Irene, Keiserinden!

Jeg er født der udenlands.

Paa den aabne Plads med Træer,

Der hvor Helgenstøtter staae,

Mangen Nat fra Moders Rede

Paa de Knælende jeg saae;

Deres syge Børn de lagde

Fromt i Steenfigurens Arm.

Siden saae jeg Billedstormen,

Hvilken Jammer, hvilken Harm!

Selv jeg mistede vor Rede,

Alle Gader flød med Blod.

Tiden gik og Tiden skifted’,

Nye Billedstøtter stod,

Folket jublede: Irene!

Jeg fløi hen til hendes Slot,

Titted ind ad Vinduesruden,

O jeg husker det saa godt!

Midt i Keisersalen sad hun,

Stolt som Seirens rige Brud,

Bødlen stod ved hendes Side,

Han paa hende Bud stak ud

Øinene paa hendes egen

Søn – jeg denne Rædsel saae,

Og hun løftede sit Hoved,

Satte selv sig Kronen paa;

Sønnens Skrig mig gjennembæved’,

Bort fra Slot og By jeg drog

Over Have, over Bjerge;

Altid hører jeg det dog,

Angestskriget mig forfølger,

Hun og Bødlen for mig staaer,

Hendes blanke Krone brænder,

Synes jeg, i hendes Haar.

EN ANDEN

Ogsaa jeg fløi til en Rude,

Men et deiligt Syn jeg saae,

Det engang i gamle Skrifter

Skal med Guld og Snirkler staae.

Jeg er født i Tydsklands Skove

Ved det sidste Hedning-Blus,

Hvor den stolte Eeg blev fældet

Af Sanct Bonifacius.

Vidt jeg fløi, jeg fløi til Frankrig,

Til det Slot, som Kongen har,

See da hændtes det en Aften,

Luften den var mild og klar,

Kongens Vindue stod aabent,

Nok saa dristig ind jeg fløi,

Lampelyset mig forskrækked,

Flere Stemmer gjorde Støi.

Jeg mig skjulte ved Carnissen,

Paa Kong Carl især jeg saae,

Han sig bøied over Bordet,

Pergamenter laae derpaa,

Og han tørrede sin Pande

Med det kunstigt syede Liin.

De, han havde hos sig, hedte

Angelbert og Alcuin.

Mangt et kraftigt Ord de talte,

Herligst talte Kongen dog,

Om de tydske Heltesange

Og om Landets gamle Sprog,

Folkets Lykke, Videnskaben;

Nok saa ivrig Kongen blev,

Saa han kastede sit Klæde

Høit henover ham der skrev,

Mig det ramte, og forskrækket

Fløi jeg – ei jeg vidste hvad –

Jeg fløi Kongen ned paa Brystet,

Og jeg rysted som et Blad.

Han med begge Hænder greb mig,

Jeg i Dødsangst sprælled’ vildt,

Sine kongelige Læber

Trykkede han paa mig mildt,

Satte mig saa ud af Vinduet,

Sagde: »lille Fugl, flyv frit!«

Derved just blev jeg hans Fange,

Altid følger jeg, og tidt,

Mellem tusind bedre Sange,

Mærker han mit Qvirrevit.

EN TREDIE

Elsker saa du Frankerkongen,

Skynd dig da til Reden hist,

Ting, som vidt og bredt vil rygtes,

Skee i denne Time vist.

Jeg har hørt en Fugl imorges

Synge om det, og jeg veed,

Sidste Nat Pav’ Leo samled’

Al sin første Geistlighed.

Raad blev holdt, og tidt man nævned’

Kongens Navn, ja noget skeer!

Lad os flyve hen til Ruden,

Der man ind i Kirken seer.

(De flyve mod Kirkevinduet.)

Hele Folket ydmygt knæler,

Riig og Fattig, Høi og Lav,

Herligt Lamperne, som Stjerner,

Straale om Sanct Peters Grav.

Nærmest Graven knæler Kongen,

Fromt han sig for Brystet slaaer;

Choret opfyldt er af Præster,

Frem af Skaren Paven gaaer.

Med en gylden Keiserkrone

Nærmer han sig høitidsfuld

Frankerkongen, paa hans Hoved

Sætter han det blanke Guld,

Folder sine fromme Hænder

Og begeistret bryder ud:

»Leve Romerrigets Keiser,

Carl August, indviet af Gud!«

Jøden Isaks Huus.

AHASVERUS sidder foran en udgaaet Ild. ISAK træder ind.

ISAK

Hvad! Er I blevet hjemme, vise Rabbi?

Det hele Rom er Festlighed og Glæde,

Europa har igjen en romersk Keiser.

AHASVERUS

Jeg veed det!

ISAK

Vi maae skilles ad imorgen,

Jeg reiser bort. Bliv og benyt mit Huus,

Hvad eller har I Lyst at følge med mig?

AHASVERUS

I reiser?

ISAK

Just i dette Øieblik

Jeg kommer fra den ædle Keiser Carl;

Han lod mig kalde. Jeg har ofte før

Udført hans Bud, nu sender han mig atter.

Jeg gaaer som hans Gesandt til Bagdad, til

Harun al Raschid, Tyrkens Salomon,

Hvem Keiser Carl vil give Efterretning

Om sin Indvielse til romersk Keiser.

En Hob Soldater skal ledsage mig

Til Kysten, til den Stad Brundusium,

Hvor jeg indskiber mig med rige Gaver.

AHASVERUS

Alt længe, Israel, blev dine Sønner

De Christnes Tjenere!

ISAK

I seer saa vred ud?

Hvo tjener ikke gjerne Keiser Carl!

Mig Tusinde misunde vil mit Hverv.

Følg med mig, har I intet bedre Maal!

I har Erfaring, taler alle Sprog,

I kan saa herligt mig forkorte Reisen.

Naar I fortæller, maa man næsten troe,

I levet har igjennem alle Tider.

Følg med mig, vise Rabbi! det at reise,

At see sig om, gjør Livet langt og rigt,

Og Livet er og bliver dog det Bedste.

AHASVERUS

Det Bedste!

ISAK

Ja, det troer jeg nu engang,

Vi vil ei strides, følg nu bare med mig,

I skal ei lide Tab, nei have Vinding!

Kostbare Tepper, Røgelse og Perler

Vi bringe hjem igjen fra Orienten.

Jeg reiser sikkert, reiser som Gesandt,

I fører ogsaa Eders Deel tilbage.

Hvi fæster saa I Eders Øine paa mig,

Hvorfor tilhyller saa I Eders Hoved?

I sønderriver Eders Belte! Rabbi,

Hvad er det? hvilke Tanker fra Gehenna

Gaae op i Eders Sjel? I hader jo

De Christne meget mere, end I hader

De vilde Hedninger!

AHASVERUS

Jeg hader dem!

Har I ei hørt, Ulvinden sønderslider

Sin egen Unge, naar hun kommer efter,

At den kun halvt er hendes Kjød og Blod,

Og halvt af Hundens! Vildere hun hader

Et saadant blandet Blod. Og sligt et Afkom

Er’ disse Christne. Ja, jeg hader dem!

Jeg haded’ dem fra deres første Udspring,

Selv før min Tanke var mig klar, hvorfor!

Instinctet drev mig, og jeg dem forfulgte,

Jeg løfted Faklen selv i deres Tempel.

Da rysted mig et Syn, jeg ei forstod det,

Jeg troede, jeg som Moses saae en Flamme,

Og ud af Flammen talte Stemmen til mig;

Det var i Kirken, over Christi Grav.

Da spurgte jeg mig selv og Verden ad:

»Hvo ere disse Christne? Kan Jehova

Beskytte dem? – Jeg gaaer til deres Byer,

Jeg speider deres Handlinger og Tro.«

Og jeg drog bort; jeg kom, jeg saae og læste

I alle Stæder og i alle Hjerter;

Jo meer jeg læste, desto klarere

Blev for mig Bogens Indhold og dens Formaal.

Idag jeg læste her det sidste Blad;

Den hele Bog jeg kjender nu, den handler

Om Israel, men om det falske Israel,

Den stolte Skygge af vor Herlighed!

Det sidste Blad i Bogen viser det:

Pav’ Leo salver Frankerkongen Carl,

Og han er stor og glad, som Saul jo var det,

Da Samuel paasatte ham en Krone.

Du skjønne Israels Træ, du ligger splintret,

Men Christendommen, dette vilde Skud,

Der udsprang dybt fra Roden, trives herligt,

Det er vor Tro forfalsket, som nu blomstrer!

Vor Kongemagt, vort Hierarchie blev gjenfødt,

Det Israel er, men et forfalsket Israel.

Al Viisdom har de laant af vore Bøger,

I tusind’ Aar de kom til, hvor vi var:

Det er det Nye, Bedre, Verdens Stræben!

Ulvindens Unge, halv kun hendes Blod,

Som skulde sønderrives af sin Moder,

Er voxet til; – hun ligger dræbt og haanet,

Men Ungen, stærk og stor, er Skovens Herre!

Tjen ham, bøi dig for ham, slik Støvet bort!

Min Vei er ikke din, vi mødes aldrig!

(iler ud).

CHOR AF ENGLE

O Ahas! dig vi følge paa din Vei,

Din Vinge voxer, men du veed det ei!