(En pragtfuld Sal, det Hele røber Velstand og Smag. Nogle Tjenere ere
beskjeftigede med at sætte Alt i Orden).
DICH og JOHN
DICH
Nei, det vilde jeg have givet mit Hoved paa, at vi skulde have faaet saadanne
Fremmede.
JOHN
Det maae dog være løierligt for den unge Junker, at komme som Gjæst paa sit
eget Stamgods, og see alle de Forandringer her ere foregaaet, siden han, som
Dreng, sprang heromkring.
DICH
Vort Herskab er dog i Grunden Skyld i meget af hans Ulykke! Storseglbevareren
har forstaaet at endevende Loven, har vidst at fiske i oprørt Vand!
JOHN
Tag Du Dig iagt med hvad Du siger, Enhver er sig selv nærmest! og hvem kan vide
hvad Herren nu har i Sinde! – Saae Du hvilke Øine Junkeren gjorte til Frøkenen,
da de steeg af Hestene, og hun til ham igjen? Jeg tør vedde, at vi faae
Bryllups-Gilde, før vi veed et Ord deraf!
DICH
Ja, men dog ikke før Fruen kommer hjem! vor Herre maa vide hvordan hun vil
synes om det Besøg – –
JOHN
Hvad kan hun vel have imod Junkeren! Er han ikke af ligesaa god Slægt, som hun?
Sidder han ikke til Hest, som en Prinds? Og tilhører ham i Grunden ikke hele
denne Herlighed?
DICH
Ja, lad os bare see, hvad der vil skee, naar Fruen kommer? Du skal see, hvor
hun vil vende sine store Øine!
(de gaae).
————
CHOR af JÆGERE og TYENDE, dem følger LORD ASHTON og EDGAR
CHOR
Held Dig følge flinke Jæger!
Synger Skovens Alfe-Hær,
Havfruen paa Stranden leger,
Seer ham mellem Skovens Træer,
Dybt hun sukker da af Længsel,
Lytter glad til Hornets Klang,
Men fra Havets dybe Fængsel
Kan kun flagre hendes Sang.
Jægeren fro,
Med lystigt Hallo,
Jager afsted over Busk og Krat,
Let som en Hind i den maan’klare Nat!
EDGAR
(med Smerte, idet han betragter alt omkring sig).
Min Barndoms Lege-Plads! – O bittre Qval!
Her leged’ jeg, som Barn, i denne Hal –
Hist hang mit lille Jagtspyd og min Bue – –
ASHTON
(afsides).
Hans Øie flammer af en sælsom Lue!
EDGAR
I sin Forandring Alt jeg dog gjenkender!
– Som Fremmed staaer jeg i min Fædreborg.
CHOR
Hans Blik er mørkt! hans Hjerte fyldt med Sorg.
– Som Fremmed staaer han i sin Fædreborg!
ASHTON
(med paatvungen Livlighed).
Lad Musikkens Toner klinge!
Sangen løfte skal sin Vinge,
Og ved Dands og Jubel-Lyst,
Dæmpe Sorgen i hvert Bryst.
CHOR
Lystigt hen ad Livets Strøm,
Glæden er en deilig Drøm!
(de drage bort).
EDGAR
Tilgiv mig! – Dog, det kan ei undre Eder,
At jeg deeltagende betragter Alt!
I denne Hal jeg legede, som Barn;
Da stod den øde, uden denne Pragt!
I Hjørnet hist mit Tømmerredskab laae,
Som gamle Caleb havde skaffet mig.
Her, hvor den kostelige Lampe hænger,
Stod’ mine Fiskestænger og mit Jagtspyd –
ASHTON
(forlegen).
I elsked’ Jagt og Fiskefangst, som Barn?
Min lille Henrik har det samme Sind,
Han er kun veltilfreds i Mark og Skov.
Den Dreng vil vist behage Eder Ridder!
– Der kommer han, som Amor selv,
Med Kogger og med Pile!
————
HENRIK
(kommer ind).
Tænk Dig Fa’er,
Hvor kjedelig Lucie dog er bleven,
Mens hun var borte, hun vil ikke meer
Gaae ned i Stalden med mig, og at see
Min nye Hest, Bob Willison har bragt mig.
ASHTON
Det var jo heller ikke noget, Dreng,
At bede hende om.
HENRIK
Nei, see engang!
Nu er Du ogsaa, ret som hun, saa tvær
Og kjedelig, men bi til Moder kommer,
Hun vil nok lære Eder begge to
Lidt andet! –
ASHTON
Uforskammede! hvor er din
Hovmester henne?
HENRIK
Han er gaaet til
Et Bryllup i Dunbar, saa vidt jeg veed!
ASHTON
Og hvem har taget sig af Dig i den Tid?
HENRIK
Bob Willison, Normann og saa
jeg selv.
– Men tænk Dig Fader! Normann har i Nat
Skudt os et Dyr, hvis Horn har otte
Ender.
Jeg viiste strax Lucie Hornene,
Men saa fortæller hun, at Du i Nat
Har fældet med Lord Bitlebrauns’s
Hunde
Een, der har ti. Er dette Sandhed vel?
ASHTON
Det er en Ting jeg ei forstaaer mig paa!
Spørg denne Herre, han Dig siger Alt.
Tal til ham Henrik! det er Junkeren
Af Ravenswood.
EDGAR
Ja kom kun, unge Herre!
Jeg skal fortælle Eder – –
ASHTON
Hvad er det!
Du er jo ellers aldrig frygtsom, Henrik.
HENRIK
(der har staaet, som naglet til Jorden af Skræk og Forundring, ved at see
Edgar, siger halv sagte, idet han klynger sig til Faderen).
Jeg er saa bange for ham!
ASHTON
Bange? Tosse!
Hvad i Alverden er Du bange for?
HENRIK
Ak, seer Du ikke hvor han ligner dog
Det Billed’ af Sir Marlis Ravenswood?
Han ligner – nei, det er ham ganske selv,
Der er traadt ud af Rammen!
HENRIK
Ih! det som er nu stillet paa Loftet,
Der, hvor de tørre Vadsk. Han er i Rustning,
Men denne Herre her, har kun en Kjortel,
Og heller intet Skjæg, som ham deroppe;
Dog er det Marlis – –!
ASHTON
Indseer Du dog ikke,
At Junkeren maa ligne sine Fædre?
Du dumme Dreng!
HENRIK
Ja, det kan gjerne være!
Men sæt, ifald han ogsaa kommer her,
At jage os fra Slottet, og maaskee
Har tyve Mænd i Baghold, og med eet
Staaer frem og siger huult og fælt: »Jeg bier
Til min Tid kommer!« – og saa dræber os,
Som jo Marlise gjorte ved de andre,
Hvis Blod man endnu kan see Mærke af!
ASHTON
Saa tie dog med din Sladder! – Ah, Lucie!
————
LUCIE med
CHOR af skotske Bønder, Bønderqvinder og Tyende.
CHOR
Stem gamle Minstrel Harpen nu
For vore Fædres Sange,
Om Livets Lyst og Dødens Gru
Og om de Kjæmper mange!
Syng om den stærke Kjærlighed,
Om Sorrig og om Glæde,
Om Elverpigens Deilighed,
Imens vi Dandsen træde!
(Dands til skotske Folkemelodier).
EDGAR
De gamle Melodier,
Hvor smelte de mit Bryst!
ASHTON
Den vilde Storm nu tier,
Jeg aander Haab og Lyst!
EDGAR
(som griber Lucies Haand).
Du vil mig aldrig svige?
Din Troeskab vil bestaae?
LUCIE
Lad Dig mit Haandtryk sige,
Hvad Læben dølge maa!
(Dandsen vedbliver, endelig hører man Horn udenfor Scenen).
CHOR
Tys! hør Hornet klinger!
Hvad mon det bringer?
DICH
(kommer ind).
Ned af Veien paa det bedste
Foer en Vogn med fire Heste;
Den jog over Vindebroen;
Jeg er næstendeels i Troen,
Ja den er mig ganske klar,
At vi der vor Frue har!
ASHTON
Ha, jeg føler Hjertet grue!
JOHN
(kommer).
Lady Ashton, Husets Frue,
Ruller ind i Gaarden nu!
CHOR
Ha, det fylder mig med Gru!
JOHN
Som et Lyn det gik afsted,
Giæster bringer hun os med!
ASHTON og LUCIE
Gud min Huustroe! bittre Vee!
Gud min Moder! bittre Vee!
Hvad vil for os Arme skee!
EDGAR
(til Lucie).
Vær dog ei barnagtig bange,
Held os, at hun er os nær!
LUCIE
(river sig løs og iler ind i Sideværelset).
CHOR
Gamle Minstrel, dine Sange Tør ei længer tone her!
————
LADY ASHTON med Følge, BUCKLAW og CRAIGENGELT
LADY ASHTON
Bring tvende Gjæstekamre strax istand!
Et for Lord Bucklaw, et for Capitain,
Sir Craigengelt!
(til Ashton).
Jeg kommer her jo ret
Til Lystighed og Gammen! – I og jeg
Har faaet nye Venner. Jeg maa dog
Fremstille Eder Capitain Craigengelt;
Vor nye Naboe, Hayston, Laird af Bucklaw!
CRAIGENGELT
(til Ashton)
Hvem der har længe ønsket sig at kjende
En Mand af Eders Lærdom og Forstand! – –
LORD ASHTON
(besvarer det med et Buk, idet han med synlig Forlegenhed fører Edgar
frem).
Og tillad mig igien at forestille
Sir Edgar, Junkeren af Ravenswood!
LADY ASHTON
(med en kold Hilsen).
(til Bucklaw og Craigengelt).
Eders Naader finde
Nu alt beredt til at udhvile sig.
(til Edgar).
De vil tillade mig, jeg ønsker her
At tale ene med Sir William; Ting
Af Vigtighed – –
EDGAR
(med et koldt Buk).
Jeg er kun Gjæst paa Slottet.
(afsides).
Ha, Blodet syder gjennem mine Aarer!
(De gaae alle ud, paa Lord Ashton og Lady Ashton nær).
————
LORD ASHTON og LADY ASHTON
LADY ASHTON
Det har mig ikke just forbauset Mylord,
At I, mens jeg var borte, indgik her
En slig Forbindelse. Den svarer ganske
Til Eders Fødsel og Opdragelse!
Jeg har tilvisse ikke ventet andet!
LORD ASHTON
Men kjære Lady Ashton! hør mig dog!
Min Leonore, hør dog mine Grunde!
I overtydes skal, at jeg just her
Har handlet til min Slægts afgjorte Fordeel!
LADY ASHTON
Ja, Eders Slægts! Det troer jeg vel, Sir William!
Men da nu Eders Slægt er ogsaa min,
Maa I tillade mig, at ogsaa jeg
Her tager mig af Tingen!
LORD ASHTON
Hvad er det da I ønsker anderledes?
Hvad har mishaget Eder?
LADY ASHTON
Spørg Jer selv.
Hvor kan I saa fornægte Eders egne
Politiske Grundsætninger, Partie
Og Alt? – Forglemme Eders Ære, Sir!
Omgaaes en jakobitisk ussel Staader,
En gammel Fjende af Jer egen Slægt? –
LORD ASHTON
Jeg har endnu kun gjort hvad Høflighed
Mig bød, og hvis I vil mig roligt høre,
Saa skal I see, Fornuft har ledet Alt!
– Jeg har ei kundet handle anderledes,
Mit og min Datters Liv han reddet har!
LADY ASHTON
Man har fortalt mig den Historie!
Storseglbevareren har ladt sig skræmme
Paa Marken af en Ko, og Mennesket,
Der dræbte den, anseer han for en Helt.
Hver Slagterkarl fra Haddington kan let
Faae lige Grund, at fordre Gjæstevenskab.
LORD ASHTON
Nei, det er ikke til at holde ud!
– Hvad er det, Lady Ashton, da I vil?
LADY ASHTON
Gaae ned til Eders Gjæster! undskyld der
For Ravenswood, at Captain Craigengelts
Og andre Venners Ankomst gjør det her
Umueligt, at I kan tilbyde ham
Et længer Ophold her – –
LORD ASHTON
Vil I, at Ravenswood skal vige Pladsen
For Craigengelt, en Lykkehelt, en Spiller?
Det maa jeg tilstaae, det har undret mig,
At træffe ham i Eders Selskab, Lady –!
LADY ASHTON
Men da I nu har seet ham der, Lord Ashton!
Saa gjør I bedst i, at I troer ham værdig
Dertil.
LORD ASHTON
Men overtænk dog hvad I gjør!
I skaffer os en uforsonlig Fjende
I denne unge Mand, der kan og vil
Faae Leilighed at skade! –
LADY ASHTON
Naar har I
Hørt at en Douglas frygted’ sine Fjender!
(synger).
Der rinder Helteblod i disse Aarer!
Jeg er af Douglas’s Æt!
Hvad der hensmælter Svagheds-Børn i Taarer,
For Kraften svinder som en Taage let. –
Naar Krigstrompeten lød
Til Kamp og Fare,
Da mødte Douglas Fjendens Skare,
Til Seier eller Død.
Med Laurbærkrandsen
De traadte stolt i Vaabendandsen.
Ved Thronen bygged’ mine Fædres Stamme,
Jeg er af Douglas’s Æt,
I mine Aarer ruller Blodet let,
Og i mit Hjerte brænder Modets Flamme!
LORD ASHTON
Tillader I nu mig at tale? Lady! –
I vil ei nægte mig Skarpsindighed;
Klart har jeg seet det Uveir, som os truer.
Hvad jeg har gjort, er skeet af Politik,
Og Hændelsen har selv mig været gunstig!
– En stor Forandring snart vil forestaae
I Skotlands Raad; den ravenwoodske Slægt
Vil faae Indflydelse; et Modpartie
Vil fremstaae, og I veed hvad der er skeet,
At mangt et vigtigt Stridspunkt, der er afgjort
Til Fordeel før for os, vil atter nu
Fremdrages; Ravenswood har da i Skotlands Raad
En Ven i Hver, der staaer mod os som Fjende!
Indseer I da nu ei, hvorfor vi bør
Bevare hvad os Hændelsen har skjænket?
At selv et Givtermaal imellem ham
Og vor Lucie her var ønskeligt.
LADY ASHTON
Nei aldrig! aldrig! skee saa hvad der vil!
Min Villie er fast! – Nu skal han bort!
Vil I det ei, vil jeg.
(hun skriver nogle Ord paa et Papiir).
LADY ASHTON
Han eller jeg, det har jeg fast besluttet,
Maa strax forlade Slottet Ravenswood!
Dich! John! – Bring denne
Seddel strax
Til Junkeren af Ravenswood!
(Leverer den til Dich, som gaaer med den).
Og nu
Tillader I vel ogsaa mig at tale?
– Ved mit Besøg i London, blev saa godt
Som afgjort, at den unge Laird af Bucklaw,
En Arving til den rige Girnington,
Sig skulde givte med vor Datter Lucie.
Paa Sygesengen gav jeg min Veninde
Min Haand derpaa. Det er et godt Parti!
Der ved min Scholto faaer, som
Præsident,
En Stemmeret i Parlamentet, Sir!
Laird Bucklaw er tilbøielig dertil;
Paa Veien alt, han med sin Ven mig mødte.
– Du veed min Villie nu –!
LORD ASHTON
Men hvis Lucie
Kan ikke elske ham! hvis –?
LADY ASHTON
Hvis? – Det er min Villie
– Jeg har bestemt det saa! – Hun er et Barn,
Hun kjender ei sit eget Gavn og Bedste.
LORD ASHTON
Let knækker Stormens Kast
Den spæde Lillie!
LADY ASHTON
Mit givne Ord staaer fast.
Du veed min Villie!
LORD ASHTON
Du Modstand ei vil finde.
Som hun, er ingen Qvinde,
Saa blid, saa elskelig, saa god!
O knuus dog ei den Armes Mod,
Bereed ei hende navnløs Smerte,
Spørg hendes Hjerte!
LADY ASHTON
Ei jeg vil min Datter sælge!
Men, som Moder tør jeg vælge;
Hun som Datter lyde maa,
Her min Villie skal staae!
BEGGE [begynder]
LORD ASHTON
Let knækker Stormens Kast
Den spæde Lillie.
LADY ASHTON
Mit givne Ord staaer fast,
Du veed min Villie!
BEGGE [slutter]
(Lord Ashton gaaer).
————
LUCIE
(træder bleg og frygtsom ind).
LADY ASHTON
Hvor bleeg! – Min smægtende Hyrdinde
Af Lammermoor! – Der hænger, troer jeg, Taarer
I dine Øine. Du er ingen Douglas! –
Nu, Gud skee Lov! jeg slipper Dig engang!
– Sir Bucklaw er din Brudgom – –
LADY ASHTON
Hvor det forskrækker Dig. Det er min Villie!
Det er dit Bedste! –
LUCIE
(tier og skjuler sit Ansigt).
LADY ASHTON
Nu, saa tal! –
Du var vel altid et eenfoldigt Barn,
Der leved’ kun i Sværmerie og Drømme,
Men det er Tid Du træder ind i Verden!
Sir Bucklaw er en jevn, en ærlig
Ridder,
I Sandhed, ret en Mand for min Hyrdinde –!
LUCIE
O Gud, forbarm Dig Moder, over mig!
LADY ASHTON
Hvad er det?! – Tal, Lucie! tal dog! –
LUCIE
(med den høieste Kraft).
Moder,
Jeg kan ei ægte Bucklaw!
LADY ASHTON
(med stræng Kulde).
Jeg forstaaer Dig!
Du har Dig sammensvoret med din Fader.
Mod mig I kjæmpe vil! – Hvad er der skeet
Imens jeg var i London? Vogt Dig vel!
En Tanke gjennemfarer mig! – det er umueligt!
Lucie! ha! nu fatter jeg din Fader!
Hvad er der skeet? – fordølg det ei for mig!
– Du elsker Ravenswood! – Du tier! – ha!
Din Rødmen røber hvad din Læbe dølger!
Mig tør I trodse –! Vel! nu skal vi see
Hvem der er stærkest. Bucklaw er bereedt
At ægte Dig hvad Tid jeg vil bestemme! –
Jeg straffer Eder – hævnes paa min Fjende!
Dich! John! – –
LUCIE
– – Jeg kan ei kjæmpe mod din Villie, Moder,
Men jeg har svoret Edgar evig Troeskab –!
LADY ASHTON
Sligt har Du vovet! – vel! min Time slaaer!
(til Tjenerne, som komme ind).
I største Hast I sadle Eders Heste!
Indbyd det adelige Naboeskab,
De hædre vil Lord Ashton og hans Frue
I denne Aften. Her er Bryllups-Fest!
Sir Hayston, Laird af Bucklaw,
ægter
Miss Ashton. – Ingen Dvælen! flyv afsted!
(Tjenerne gaae).
LUCIE
(synker afmægtig ned for hendes Fødder).
O Moder! Moder! knuus ei den der lider!
LADY ASHTON
(med Kraft).
(synger).
Man tør mig trodse her,
Min Villie glemme!
Nei, een og hver
Skal den fornemme!
Før Maanen lyser over Fjeld og Dal,
Skal denne Hal
Af Bryllups-Jubel runge.
Jeg er af Douglas’s Blod!
Ei nogen Skjald skal sjunge,
Jeg Qvinde var i Mod!
Man tør mig trodse her,
Min Villie glemme!
Før Natten stiger med sit Stjerneskjær,
I skal min Kraft fornemme!
– Ei Douglas’s Blod jeg kan gjenkjende!
Du elske tør din Slægts Blod-Fjende!
Jeg kunde hade Dig – min Qval jeg fatter!
Troløse Datter!
(iler ud. Lucie synker afmægtig om).
