Femte Scene

DE FORRIGE (uden Præsten). ANNA

Idet Præsten stiger ned ad Høien mødes han af ANNA, der er i en simpel Klædning, hun har dertil et sort Tørklæde om Halsen og et af samme Slags om sit Hoved; hun bærer en lille Bylt og støtter sig paa en Stav. Hun hilser Præsten, der et Øieblik taler med hende og peger paa Gaarden. ANNA træder ind og nærmer sig noget nølende, hendes Tale er alvorlig, rolig, uden Sentimentalitet.

MONICA

Søger Du Nogen her?

ANNA

Jeg vilde gjerne overnatte; Præsten sagde mig, at paa to Timers Vei var her ikke nogen anden Gaard end denne; derfor vilde jeg bede om Lov til at blive her! I er vist Konen i Huset?

MONICA

Det er jeg! Hvor kommer Du fra?

ANNA

Langtborte!

MONICA

Hvor vil Du hen?

ANNA

Langt bort!

MONICA

Hvor hører Du hjemme?

ANNA

(efter et Ophold).

Seer Du mig ugjerne, saa siig det.

MONICA

(noget forundret).

Du veed vel, at hertillands lukker Ingen sin Dør for en Fremmed, der forlanger Herberg for en Nat! Du er velkommen!

ANNA

Tusinde Tak! (livlig.) Her er vel en Spinderok, hvor jeg kan faae Lov til at spinde Totten færdig?

MONICA

For strax at afbetale Aftensmaden! kan det falde Dig ind. Tag Plads, spiis og drik! (til Folkene, som nysgjerrige see paa hende.) Ryk lidt nærmere sammen, at hun kan sidde. (De rykke saameget, at hele den øverste Ende ved Bordet, hvor Valentin sidder, bliver ledig.)

VALENTIN

(reiser sig).

Her er Plads! sæt Dig og spiis, det er Dig vel undt!

ANNA

(til de Andre).

God Aften! Velbekomme!

(Hun sætter sig og lægger sin Bylt ved Siden.)

VALENTIN

(i Forgrunden, til Monica).

Hvem er den Pige?

MONICA

Jeg veed det ikke! Hun vil ikke ret ud med det!

VALENTIN

Der er i hendes Maneer noget Fornemt, og dog seer hun saa ulykkelig ud.

MONICA

Hver har Sit at bære i denne Verden. Hør, bliver Veiret saaledes ved, saa tænker jeg at vi imorgen meie Kornet.

VALENTIN

(med et Blik paa Anna).

Spørg hende dog hvad det er? Hun spiser ikke! de Andre ere ikke nette mod hende!

MONICA

De stikke Hovederne sammen og see paa hende, som paa en fremmed Fugl! det giver sig nok, de ere snart Bekjendtere og Venner. Min Graa maa Du have mig sadlet, jeg tager til Byen for at afgjøre med Haandværksfolkene alle Regningerne. Jeg vilde gjerne først have seet dem igjennem; – det forstaaer Du Dig bedre paa end jeg.

VALENTIN

Som Du vil!

MONICA

Bliv her, jeg skal hente dem! (gaaer ind i Huset.)

VALENTIN

(sætter sig, seer omkring, tager sin Kniv, beskjærer og opbinder Viinrankerne, som snoe sig opad Muren.)