Ellevte Scene

MONICA

(seer efter dem).

Der løbe de til alle Kanter og jeg havde saa gjerne undt dem en fornøielig Aften, før det strenge Høst-Arbeide begynder! Men skulde jeg ikke tale dem til, naar de Naabenbart handle urigtigt!

(det bliver efterhaanden mørk Aften.)

VALENTIN

(træder nærmere).

Ligger Dig Noget paa Hjertet?

MONICA

Der kommer saa meget paa een Gang; een Ærgrelse løser en anden af – den nye Gaard der – jeg veed ikke, jeg er i en Uro for hvad der kunde skee ved Uagtsomhed eller Ondskab – det er nu engang kommet mig i Tanke, der er vel ikke Noget at befrygte; men jeg mærker meer, og meer hvad det vil sige, saadan ganske ene at staae for det Hele og holde sammen paa det!

VALENTIN

Er der Noget, jeg kan gjøre?

MONICA

Nei! gaae kun til de Andre.

VALENTIN

Jeg vil først lukke godt det yderste Gitter ude paa Engen! det bliver snart ganske mørkt.

MONICA

Du har Ret! (giver ham Haanden.) Bryd Dig ikke om, naar jeg klager over Tjenestefolkene, Dig regner jeg ikke til dem; jeg veed, Dig kan jeg forlade mig paa.

VALENTIN

(inderligt).

Det kan Du!

(gaaer til Høire.)

MONICA

Han har Ret! jeg vil ogsaa lukke her! der streifer saa meget daarligt Folk omkring, især ved Høsttiden, da Gaardene staae meer eensomme! – (Seer ud mod Bjergstien.) Kommer ikke der Een ned ad Bjerget! det er de rette, der vise sig med Flagermusene!

(gaaer hen i Forgrunden til Høire.)