Tredie Scene

MATHIAS

(alene, seer efter ham).

Ha! ha! ha! (hans tvungne Latter holder pludseligt inde.) »Blikket i et Barns Øine!« – Vaas! (gaaer op og ned.) jeg tørster! og her er hedt, saa at man qvæles (smækker Vinduet op.) Hvor han der gaaer, saa rolig, saa sikker! – Han talte saa vis i sin Sag, som om han havde Alting skriftligt! I det kunde jeg misunde ham. (stamper i Gulvet.) Jeg gad qvase denne raadne Jord! – Og saadan En som han gaaer saa tilfreds paa den, tager tiltakke med sin usle Lod, og lægger sig roligt til Sengs om Aftenen. (pludseligt.) Det vilde jeg ogsaa kunde! der er Noget indeni mig, hvorved jeg kunde blive et nyt Menneske!

NMel. »Hans Naber, ick hebb et ju togebracht!«

Her stiller jeg et Grændseskjel i mit Liv og gjør jeg det bedre fra nu af – (stirrende.) saa gjælder ikke det mere, der ligger forud! – Vel? Lader det sig ikke gjøre? Skal Ens tidligere Dage altid tynge og slæbe efter En? skal Kløften altid gabe, altid – (han vender sig om, en lille Pige, der er sagte traadt ind og staaer i Baggrunden, seer frygtsom paa ham, han bæver og siger med sagte Stemme.) Der staaer hun og stirrer paa mig, som hun stod hos Faderen paa Brandstedet! hvor han strakte sin forbrændte Haand hen imod mig – – Hvad vil Du?