DE FORRIGE. CRESCENZ
ANNA
Nu gaae de til Bords!
CRESCENZ
O, vent lidt! vi To have endnu Noget at afgjøre.
ANNA
Hvorom?
CRESCENZ
(kan neppe styre sig).
Melk og Smør har Du givet bort. Tør Du negte –?
ANNA
Negte? –
CRESCENZ
(med tiltagende Heftighed).
For det Første bliver her i Huset ikke Noget givet bort, og for det Andet, naar Gaardkonen selv ikke er hjemme, saa er jeg Nummer Eet her; kun jeg kan give, ellers Ingen. Saadan er det Skik og Brug i ethvert ordenligt Huus! naturligviis, hvor Du hører hjemme gaaer det anderledes til. Eller har Du maaskee alene gjort det for at krænke mig –?
ANNA
(formildende.)
Men kan jeg da løbe ud paa Marken for at spørge Dig om en Drik Melk og en Smule Smør.
CRESCENZ
En Smule og en Smule –! mange Smuler gjør en stor Klump! og mig er det om min Rettighed.
VALENTIN
Er det nu Noget at tale om.
CRESCENZ
Ja Du holder med hende, det kunde jeg nok vente! Vilde hun bide Næsen af mig, Du holdt gjerne Lyset for hende. Det er Noget, man allerede længe har lagt Mærke til. (kort.) Kom med Pengene!
ANNA
Jeg har ingen!
CRESCENZ
(forundret).
Ingen Penge!
ANNA
En stakkels fattig, lille Pige, der var sulten og tørstig, kom og bad mig og saa gav jeg hende det.
CRESCENZ
Du gav hende det! – Ja, hvem der troer det!
VALENTIN
Naar hun siger det!
CRESCENZ
(vred).
Om hun saa sagde det ti Gange! Give Noget af vort bort. Det vil ikke kunde falde hende ind! Hun vil ikke give det!
ANNA
(der er i stærk sjælelig Bevægelse, seer fast paa hende, og slaaer derpaa Øinene ned).
VALENTIN
(heftig til Crescenz).
Nu tier Du!
CRESCENZ
(med tiltagende Heftighed).
Saa, troer Du det! for hvem skulde jeg tie! for Dig? Du er kun Tjenestekarl her, Du er kun Tjenende ligesom jeg! og jeg veed da hvor jeg er kommet fra! det er mere end Du veed om Dig. – Tie! for hende der! om hvem Ingen veed hvor hun er løbet fra. Jo vist! jeg kan godt tænke mig, at hun kan bruge Penge, som hun ikke gjerne gider tale om; jo, man kan vente Alt af den Slags!
VALENTIN
(i høieste Forbittrelse, griber han hende ved Armen).
Du tier!
ANNA
(fatter sig og holder sine Taarer tilbage).
Vor Madmoder har, da hun tog bort, sat (til Valentin) Dig til at staae for hele Huset, Dig kan jeg altsaa, istedet for hende sige Tak for alt Godt, jeg har nydt her! Jeg tager bort.
VALENTIN
Nei, Du tager ikke bort!
ANNA
Endnu i Dag.
VALENTIN
Du tager ikke bort! Du tør ikke tage bort. (til Crescenz med tibagetrængte Taarer.) Veed Du hvad Du har sagt?
CRESCENZ
Ja, det veed jeg! jeg staaer ikke og taler isøvne.
VALENTIN
(bydende).
Du beder hende om Forladelse!
CRESCENZ
Ho! ho!
VALENTIN
I Øieblikket beder Du hende om Forladelse! jeg befaler Dig det!
CRESCENZ
(leer).
Saa, gjør Du det!
VALENTIN
(ude af sig selv).
Du beder hende om Forladelse, eller, saa sandt jeg lever, Du bliver her ikke længer paa Gaarden!
ANNA
(træder imellem).
Lad dog være! jeg beder Dig!
CRESCENZ
(haanlig).
Jeg bliver her ikke længer paa Gaarden! Den gad jeg see, der jager mig bort. Du! – Bilder Du dig ind, fordi Du gaaer og gjør dine Hoser grønne hos Konen i Huset, at Du allerede er Herre her. Jeg forlade Gaarden, det vil vi dog see!
VALENTIN
Det skal vi see! – hør! det er som om det var vor Vogn! sandelig, der er vor Madmoder! (vender sig mod Udgangen.)