© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
DE FORRIGE. MONICA (træder rask ind).
VALENTIN
(stormer hen imod hende).
Du kommer i rette Tid for at see, hvad man bryder sig om din Befaling!
CRESCENZ
(ligesaa, grædende).
Ja, i rette Tid for at see, hvorledes man mishandler en gammel, tro Person.
MONICA
Hvad er alt dette! – Er det mit Huus! fem Dage har jeg været borte og glædede mig til at komme hjem til den gamle Ro og Orden.
CRESCENZ
Orden! Gud forbarme sig!
MONICA
Valentin! hvad er her skeet! Du min Gud, hvad fattes Dig! saaledes har jeg aldrig i mine Levedage seet Dig.
VALENTIN
(i stærk Bevægelse).
Jeg kjender mig heller ikke selv meer!
(holder sine Hænder for Ansigtet og brister i Graad.)
MONICA
Hvad er her skeet! Faaer jeg det at vide! (Ophold.)
ANNA
(træderfrem).
Hun har krænket mig, og han har taget sig af mig.
MONICA
Altsaa – for din Skyld.
VALENTIN
Ja! for hendes Skyld! hun har dybt krænket hende, uforskyldt! Jeg har selv hørt det! – Det var kun Ord, men hvilke Ord, – de værste –! røvet hende Ærlighedens Navn har hun – og da jeg sagde hende, at hun skulde gjøre Afbigt, haanede hun mig med, at jeg var kommet løbende hertil, lod mig vide, at jeg kun er Tjenestekarlen, der skal tie.
MONICA
Du!
VALENTIN
Jeg er ei Andet her, det veed jeg! men jeg har i dit Navn sagt hvad Du vilde sige, saaledes som jeg kjender Dig. Og Dig har hun beskjæmmet i mig! Agter Du derfor Dig selv, saa siger Du hende – at hun forlader dit Huus!
MONICA
(har med flammende Øine hørt til og siger bestemt).
Du forlader mit Huus!
CRESCENZ
Jeg! er det dit Alvor.
MONICA
Troer Du, jeg spøger? Du gaaer!
CRESCENZ
(tvivlende, forbauset).
Fra Gaarden! det er ikke muligt!
MONICA
Det er afgjort!
CRESCENZ
(kan neppe fatte sig, dybt grebet.)
O ja, jeg troer det! jeg troer nu Alt! – Godt! – dersom Huset styrter sammen, jeg kan ikke med mine to Hænder holde paa det. Jeg er en gammel Person, jeg har her ikke mere at sige. Ikke et Ord mere! Crescenz bort fra Solhvervsgaarden! – der er Ingen her i Egnen som vil troe det – Naa! ja! – Vil kun vor Herre bevare dette Huus. (I Taarer). Dette Huus, i hvilket jeg er blevet gammel! (med næsten komisk Bedrøvelse.) Gid at Du ikke maa opleve at see hvordan det falder sammen, og at Du ikke med de nye Folk tidt maa huske paa gamle Crescenz! og da – ja, det bliver derved! – jeg gaaer! (gaaer ud i Baggrunden.)
ANNA
(træder hurtig frem).
Lad hellere mig komme bort. Jeg beder Dig derom.
MONICA
(med Bebreidelse.)
Hvorfor? Din Madmoder derovre paa Solgaarden, hvor tungt hun led, vilde jo dog heller ikke, at Du skulde tage bort.
ANNA
(zittrer og lader Hænderne synke.)
MONICA
(med Kulde.)
Eet kan Du gjøre! der skal lyses til Bryllup for Alm-Franzl, jeg har sagt det til Præsten, det vil skee imorgen. Du tager fra i Dag af i hendes Sted op paa Græsgangen, lad Dig sige af hende hvad Du har deroppe at gjøre og send hende herned!
ANNA
(inderligt).
Jeg takker Dig!
MONICA
Lad det være godt!
(Anna gaaer.)