Tolvte Scene

MONICA

Vær rolig, Valentin! den Ondes Forbandelse gjør Gud til Velsignelse!

VALENTIN

Eet skulde Du dog ikke have gjort, sagt for hans Skyld en Usandhed om mig.

MONICA

Ved Gud i Himlen, jeg har talt mit Hjertes Alvor! den rene Sandhed. Det var det just, som jeg vilde sige Dig. Du er den Mand, jeg tager, eller ingen.

VALENTIN

(tvivlende overrasket).

Mig! det er ikke muligt; jeg – en fattig, hjemløs –

MONICA

(inderligt).

Hjemløs! nei, ikke længer! og ikke fattig! Alt her – om Du vil det Valentin – tilhører Dig!

VALENTIN

(ude af sig selv).

O, Du min Gud! (griber hendes Haand, falder paa sine Knæ og trykker sit Ansigt mod Haanden han holder.)

MONICA

(tvinger sine Taarer tilbage.)

Siig ikke Noget nu, ikke et Ord! mit Hjerte kan ikke rumme det! imorgen, før Gudstjeneste, tales vi ved.

VALENTIN

(iler ud).

MONICA

(holder Hænderne og seer glad og fortrøstningsfuld mod Himlen).

Glemt er Alt, hvad jeg har prøvet og lidt, jeg har jo Den, mit Hjerte holder af.