ANNA
(kommer ud af Hytten; lyttende).
Hun sender mig endnu Hilsen herop – langt borte! Jeg skulde imorgen igjen komme derned. Nei, hvor godt Du mener mig det, jeg bliver dog helst heroppe; jeg er saa glad ved at være her! Hvor her er stille og eensomt! jeg kunde næsten græde, saa vel føler jeg mig her! Og dog, hvad hjelper det? Hvorlænge vil dette blive ved? Derovre paa Solgaards Græsgangen følte jeg mig jo ogsaa saa vel; da troede jeg jo ogsaa, at Verden havde glemt mig; men da kom Husets Søn derop, sad der og talte med mig – han var et stille, venligt Menneske; og tilsidst sagde han til mig, at han holdt af mig og at jeg maatte blive hans Kone, vilde jeg hans Lykke; ak, just fordi jeg ønskede ham den, maatte jeg frie ham fra mig, at han ikke skamfuld skulde synke til Jorden, naar siden en Ven spurgte: »Med hvem har Du giftet Dig? Hvor er hun fra? Hvis Barn er hun?« – At jeg ikke, naar engang paa
(Skjuler sit Ansigt i sine Hænder; Maanen kommer igjen klart frem, et mildt Lys bestraaler mere og mere den hele Scene. Hun seer op og siger roligere:)
Ikke sandt, den Haand, som saa let og snart kan drage Skyerne bort fra Maanen, den Haand vil maaskee engang i et Nu tage Byrden fra min Sjæl. Den Fred og Ro, der strømmer fra Dig ud over Store og Smaa, den vil Gud ogsaa unde mig. Meer beder jeg ikke om! God Nat! God Nat! (Hun gaaer; pludselig bliver hun staaende.) Tys! er det ikke ligesom om jeg hørte Fodtrin. Kommer der Nogen? Det nærmer sig! er det muligt! Valentin!