Fjerde Scene

VALENTIN

(træder hurtigt frem).

Anna, er det Dig!

ANNA

Hvad er det? Hvorfor kommer Du herop?

VALENTIN

Jeg veed ikke selv, hvad det er, der driver mig herop; men jeg føler, at det er godt, at jeg er her! – Saaledes kan det ikke længe vare ved, hvad der foregaaer i mig, det holder intet Menneske ud!

ANNA

(hurtig).

Har Du for min Skyld igjen lidt Fortræd! Hvad er det? Hvad er der skeet? Jeg beder Dig, tal!

VALENTIN

Du maa tale! Du! Jeg kan ikke hjelpe Dig! jeg veed jo godt, at det piner Dig, at blive spurgt, men jeg maa, Du vil jo ikke, at jeg skal handle slet, og dertil blive ulykkelig!

ANNA

Men forklar Dig! jeg forstaaer Dig ikke!

VALENTIN

Nu vel! vor Madmoder dernede har tilbudt mig sin Haand, Alt hvad hun eier og har vil hun dele med mig!

ANNA

Og Du?

VALENTIN

Jeg har ikke troet, at jeg skulde eie Solhvervsgaarden. Du min Gud! hvorledes har jeg skulde kunnet drømme det. Dersom Een paa Nytaarsdag havde spaaet mig det, jeg havde leet af ham. Og det er ikke det med Gaarden og Eiendommen, nei, hun derinde, hun har et Hjerte som Guld, og naar hun ellers sagde mig et venligt Ord, lyste det som varmt Solskin ind i mig – og nu –

ANNA

(sagte, bævende).

Og nu?

VALENTIN

Og nu er Alt anderledes, Alt forbi! Hvorledes det er gaaet til, det veed jeg ikke. Hvad hun siger til mig, det er mig en Pine, og naar hun kommer, saa maa jeg bort, og viser hun sig venlig, saa brænder det mig som gloende Kul, og i Dag, som hun sagde mig, hun vilde være min Kone, da blev jeg tilmode som dengang min Moder døde, det var som Verden faldt sammen over mig. (heftig.) Og Alt det er Du Skyld i. Fra den Tid, Du kom her, er jeg blevet saaledes! jeg tænker kun paa Dig! jeg bryder mig om ingen Mennesker, undtagen om Dig! og der er ikke Noget i Verden, jeg ønsker, uden at Du skal være mig kjærlig og god – saa inderlig, som jeg er Dig det!

ANNA

(stille).

Stakkels Valentin!

VALENTIN

Hvorfor beklager Du mig! hjelp mig heller!

ANNA

(som før).

Kan jeg det?

VALENTIN

Jeg veed det nok, at Du ikke kan lide mig! Dit Hjerte tænker ikke Noget derved, har Du selv sagt mig. Dit Hjerte forlanger jeg ikke meer, det har jeg jo Nalt opgivet. Men at jeg nu ogsaa maa gjøre Andre ulykkelig, maa være utaknemmelig mod hende, for hvem jeg saa gjerne vilde give mit Liv og Blod – –

ANNA

(vrider Hænderne).

Almægtige Gud!

VALENTIN

(inderlig).

Hun holder saa inderligt af mig, Gud veed hvorfor, jeg har Naldrig fortjent det. Og kommer jeg ikke imorgen, hendes Hjerte vil briste derved. Hun tænker ikke nu paa, at det er Valentin, der skal sige hende det Tungeste i denne Verden; og det maa jeg dog. Skjule det kan jeg ikke. (hurtig.) Du har bragt det over mig! Folk havde Ret med hvad de sagde om Dig!

ANNA

(i den heftigste Bevægelse).

Skal jeg det – kan jeg det?

VALENTIN

Veed Du et Middel, kan Du hjelpe mig, saa gjør det for Guds Skyld!

ANNA

(fremstammende).

Ja! – Jeg veed et Middel! jeg kan hjelpe Dig – jeg vil tvinge det over mine Læber. Hvad det koster mig, veed den evige Gud! – (fattet.) Hør mig da!

VALENTIN

(bævende).

Hvad er det?

ANNA

(neppe Ordene mægtig).

Du har vel før hørt om Ilsang-Smedie?

VALENTIN

(nikker bejaende).

ANNA

Og om røde Balthasar, som satte Ild paa den?

VALENTIN

(som før).

ANNA

Jeg – er – hans Barn!

VALENTIN

(farer tilbage. Pause).

ANNA

(roligere).

Bliv! Hør videre!

VALENTIN

(nærmer sig).

ANNA

Ilsang-Smedie var saa stor som en Landsby. Jeg seer den endnu for mig, da jeg som lille Barn gik derop med min Moder, naar hun bragte Fader lidt Mad. Jeg var altid bange for den megen Ild derinde og de vilde Skikkelser; den gamle Smed var en streng, mørk Mand.Vor Hytte laae nede ved Bækken; min Moder vaskede for dem i Smedien; kom Fader hjem, saa var han vred og slem; aldrig i mit Liv har han sagt mig et venligt Ord. Kun en eneste Gang glædede jeg mig til, at han skulde komme hjem, det var Festdag i Kjøbstaden, og han vilde tage os med derned. Hele Dagen ventede vi, han kom ikke hjem; først henimod Aften kom han, men hvordan. Saaledes havde jeg endnu aldrig seet ham. Min Moder rystede over alle sine Lemmer, da hun saae ham komme, og hun hørte, hvad der var skeet. Han havde været oppe at trættes med En; Smeden kom til og sagde ham som Straf, at han ikke maatte tage med til Festen. Det nagede ham, og da Smeden med sit Barn satte sig paa Hesten, og den just manglede een af sine Skoe, som min Fader skulde slaae paa, stødte han i Heftighed Jernet op igjennem Hoven, saa Hesten sank i Knæ, – det var skeet! Smeden blev forbittret og jog ham bort.

Fader skar Tænder: »Du skal komme til at huske det!« og ude af sig selv raabte han, at han vilde brænde Smedien af over hans Hoved; det bandede han paa for Alle, svor det for min Moder, som jamrede og græd, at nu kunde vi gaae om at tigge. – Opfarende var han, men Hjerte havde han, og ikke kunde han udholde, at vi saaledes græd, og da Moder bad: »Forsøg det dog, gaa derop igjen, bøi Dig for ham, bed om Forladelse, gjør det for min og for Barnets Skyld!« da styrtede han afsted! – og vi sad der i Mørket, Moder og jeg; Ingen af os talte et Ord. – Hun gik hen til Vinduet, – hun gik fra det igjen; hun satte sig paa Dørtrinet, jeg satte mig hos hende og græd; hun kyssede mig, trøstede mig; gik til Vinduet, mørkt var det, medeet lyste det, meer og meer blev det klart (springer op) »der er Ildløs!« raabte hun, »Smedien brænder! Jesus Maria!« det har din Fader gjort.« – (hurtigere.) Hun var borte – jeg var alene – jeg vilde søge Moder, jeg løb derud, hvad saae jeg? Alle stormede afsted, Flammerne sloge iveiret, væltede over Huset: det styrtede med Bulder! og de raabte: det er Balthasar! Balthasar! Og Menneskevrimlen rev mig med til den rygende Tomt. Der stod min Moder – og ved Siden af hende laae forbrændt og døende min Fader. – Rundtom sagde de: »Han har gjort det, som han truede!« Og Alle veg tilbage, kun min Moder blev, og knælende holdt hun ham, som laae der med knuust Hoved. – – Da aabnede han sine Øine eengang endnu, stirrede ind paa Brandtomten: »Der, der staaer et Menneske! Jeg har seet ham – –!« – »Han døer!« skreg Moder – og han var død. – – (Pause.) Forskudt og udskjældt slæbte min Moder sig endnu om i Nød og Elendighed, da døde ogsaa hun. Mig vilde man sætte til Fattigfolk, men hemmeligt skyndte jeg mig derfra og gik og gik – for at lære at glemme – hvad jeg aldrig kan glemme. Fra Sted til Sted er jeg drevet af Menneskenes Had – og Kjærlighed. Nu er jeg her! Nu veed Du Alt! og som Du nys veg tilbage ved at høre, jeg var Balthasars Barn, saa gaa nu – helbredet – og vær lykkelig!

(iler ind i Hytten.)

VALENTIN

(som vakt af en Drøm).

Anna, Du gaaer! Anna! hør mig!

ANNA

(lukker Døren fast til).