Femte Scene

VALENTIN

(alene).

Evige Gud! Det altsaa var det, som gjorde hende sky og fremmed for Alle – og for mig! Ja, nu forstaaer jeg hende, selv i hendes Færd mod mig! Anna! Anna! (gaaer hen til Sennhytten.) Dersom det kun var Alt, og dit Hjerte er for mig, hvad rører os da din Faders Gjerning. Du er jo uskyldig og reen som den lyse Dag. Gud læser mit Hjerte, der er ikke et NFold derind! nei, din Tro til mig har gjort Dig endnu kjærere for mig. (Læner sig lyttende til Vinduet.) Anna! kjære Anna! hør mig dog! giv mig et Ord, et Tegn, at Du holder af mig! og gjør Du det, da er jo Alt igjen godt. Vor Madmoder – – jeg siger hende aabent og ærligt, at vi have hinanden kjær, og hun har et ædelt, kjærligt Hjerte! Jeg vil ikke have Gaard og Eiendom, jeg vil kun have Dig, Anna! (Pause.)

(iler afsted.)

(Musiken gjentages, og under denne aabnes Døren paa Sennhytten, Anna sætter Foden ud, bliver da staaende, som naglet fast og trykker sit grædende Ansigt op imod Dørstolpen.) (Tæppet falder.)