Sjette Scene

MONICA

(kommer igjennem Gitterporten, søndagsklædt, med Perlesnor om Halsen, bærende sin Bønnebog paa hvis Bind er et Sølvkors; hun er urolig og adspredt.)

MONICA

(gaaende mod Kirken, bliver staaende.)

Skal jeg da gaae til Kirke før jeg endnu veed, hvad her er foregaaet. Der er vist skeet en Ulykke, som man vil skjule for mig, det kan ikke være Andet! Hvor kunde han ellers være! Jeg sendte Wolfgang efter ham, han sagde, at hans Søndagsklæder hængte urørte i Kammeret. Han maa være gaaet bort iaftes eller imorges før Dag; der maa være Nogen død, hvorfor man ihast har ladet ham kalde, eller der er nede i Møllen skeet en Ulykke! Hvor er han ellers.

MATHIAS

(nærmende sig, sagte).

Valentin!

MONICA

(hurtig).

Ja! (idet hun kjender ham, betænker hun sig og træder tilbage.) Du!

MATHIAS

(rolig).

Jeg. Her paa Landeveien kan Svigerske ikke forbyde mig at være, den tilhører da ikke den nye Herre i Solhvervsgaarden. Vel? – Men jeg gaaer ogsaa bort herfra! ja, jeg gaaer aldeles bort. Jeg vilde bare til Afsked trøste Svigerske i Anledning af den tro Valentin. Vil I absolut have ham, saa lad ham hente ned fra Græsgangen, fra Sennpigen, hvor han har været i Nat. Han giver sig god Tid, han veed, Præsten løber ikke bort, og Mad moder ikke heller. (Monica vender sig stolt og koldt fra ham, og seer henimod Kirken.) Svigerske gaaer til Kirke uden den tro Ven! Hun er saa inderlig godmodig! Hun gjør ikke Regning uden Vert. (leer.) God Andagt! (gaaer til Venstre.)