Niende Scene

MONICA

(vil gaae efter ham, bliver staaende, kommer igjen tilbage.)

Jeg kan ikke gaae ind i Kirken, da jeg ikke veed at bede, jeg kan kun raabe: Herre, min Gud! jeg troede, altid jeg havde handlet godt og retskaffent, og dog forvandler Du al min Glæde til Sorg! Jeg vilde see ham saa lykkelig, og for den Time fra igaar Aftes, da jeg troede, at han var det, kunde jeg have givet ti Aar af mit Liv! Og nu! (støtter sin Arm paa Bænkens Ryg og sit Hoved paa Haanden.) Hvad kan han vilde sige mig efter Kirketjenesten? Det Værste har han sagt mig: at han er ulykkelig; det troer jeg, det veed jeg! jeg saae i hvert hans Blik og Mine, den svære Kamp, han stred. (pludselig.) Min Gud! det er denne fremmede Pige og hendes onde Magt, der er Skyld deri, som man sagde det og som jeg ikke vilde troe. O tusind Gange hellere troe det, end at Valentin saaledes af sig selv skulde kunde forandre sig. Og bør jeg roligt see paa al hendes onde Gjerning? Nei! Hun skal komme herned. Præsten skal hun svare! (vender sig om.) Min Gud! sender Du selv hende herned at dømmes! – saasandt jeg lever, der kommer hun! (træder uvilkaarlig tilside og bliver stille staaende.)