MONICA

(kommer fra Baggrunden).

See saa! nu er Huset besørget! – At Mennesket dog kan tænke paa det Sædvanlige, om end Hjertet er ved at briste. Og dog – det er viist og godt. Hvad vilde det føre til, om man hvert Øieblik hengav sig til sin Sorg! – Jeg troer, der er Omslag i Veiret, jeg vil dog strax endnu – (vil gaae, men vender om igjen og sætter sig ned, overvældet af Smerte.) Nei, jeg kan ikke! jeg kan ikke betvinge mig! Hjertet vil ogsaa sin Ret! (eftertænkende.) Hvor styrtede han afsted, lukkede sig inde i sit Kammer, græd og jamrede sig der, det var ikke til at holde ud. Jeg lod ringe til Bords, Ingen rørte deres Skee, jeg talte til dem, Gud veed hvad jeg har sagt; Wolfgang listede sig af sig selv op til Valentin, saae ind i Kammeret, han pakkede sit NTøi ind og sagde, at han vilde bort. Jeg kan ikke holde ham tilbage, jeg har ingen Ret dertil. Han bindes ikke ved Ord eller Løfte. Jeg har jo heller ikke villet tvinge ham til at blive! Gud er mit Vidne, jeg vilde kun forhindre, at han styrtede sig i Ulykke. Det siger jeg mig selv, og synes dog, at jeg ikke ganske har gjort det derfor, og at jeg med Taarer maa bede ham om Forladelse. (Hun dreier tankeløs Rokkehjulet.) Tys! kommer ikke Nogen. Jeg troer, det er ham! ja, ham er det! (hun spinder ivrig.)