© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
MONICA. VALENTIN
VALENTIN
(meget bleg, med forgrædte Øine, men i rolig og blød Stemning; han har sine fattige Klæder paa).
MONICA
(spinder).
Min Gud! dette Udseende!
VALENTIN
(med brudt Stemme).
Dersom det var tilladt! jeg havde et lille Ord at tale med Dig; kommer jeg ubeleilig, saa siig det!
MONICA
(mild).
Hvad vil Du, Valentin!
VALENTIN
(træder nærmere).
Men saa beder jeg Dig, at Du lader mig tale til jeg er færdig!
MONICA
(lader Rokken staae).
Tal!
(lægger Hænderne i sit Skjød og hører paa ham med dyb Medfølelse.)
VALENTIN
Jeg har i Dag fuldt og fast villet tage bort herfra –; Du har, efter din Rettighed, hindret mig deri; jeg blev forbittret herover og handlede, som det ikke sømmer sig. Jeg beder Dig derfor om Forladelse! Mennesket gjør i sin Vrede, hvad det ikke skulde! – Jeg er gaaet i mig selv; har i mit Kammer ydmyget mig for Gud og hengivet mig ham, til at lede og føre mig, jeg selv mægter det ikke. Og han har ogsaa indgivet mig, hvad jeg skal gjøre. Jeg har lovet at gjøre en Valfart til Kirkedalen deroppe, og der vil det vist blive mig klart, hvad jeg videre har at foretage –! den Vei vil Du, som en christen Qvinde, dog ikke hindre mig i at gaae. Og da det sømmer sig, at man uden Hoffærdighed kommer der, saa har jeg nu samlet og henlagt Alt, hvad jeg her har faaet ved din Godhed, jeg vil intet tage med uden den fattige Klædning, jeg bar, da jeg kom herhid. Og nu – hav Tak! Gud gjengjælde Dig her og hist Alt, hvad godt Du har gjort mod den fattige Forældreløse.
MONICA
(dybt bevæget, alvorlig).
Valentin! For Gud i Himlens Skyld! hvad tænker Du paa? Hvad har Du for? Det er ikke din Fremtid og Bestemmelse! – Bedrag Dig ikke selv.
VALENTIN
Dig bedrager jeg ikke, og har det aldrig, dertil er Gud mit Vidne! Vil Du det, jeg gaaer forbi Møllen, jeg skal skikke Andreas herop; paa ham kan Du forlade Dig, Alt finder han her i sin Orden, og han vil holde det i den, indtil jeg kommer igjen.
MONICA
(reiser sig).
Du kommer ikke igjen, Valentin! jeg veed det, det er ikke dit Forsæt!
VALENTIN
Jeg har ikke sat mig Noget for. Jeg overlader Alt til Gud; jeg veed ikke selv at hjelpe mig!
MONICA
Men jeg maaskee veed det, naar Du vil høre paa mig. Jeg havde aldrig troet, at det engang maatte kommer saavidt, for at Du skulde forstaae mig. Om Madmoderens Rettighed er ikke Talen; har jeg Dig virkeligt kjær, da giver det mig en anden Rettighed, en Moders, og hun holder sit Barn tilbage, naar det selv vil styrte sig i Fortræd; maaskee tager hun noget vel haardt fat paa det, og saaledes, jeg vil troe det, har jeg ogsaa gjort Dig Ondt! – Du er ikke et Barn, og jeg maaskee tog feil, thi jeg var, ligesom Du, hildet i Lidenskab. Jeg vil med Rolighed sige Dig Alt; for min Skyld tør Du ikke være bedrøvet! Det vilde være mig en daarlig Tak at bære den Bevidsthed, at jeg var Skyld i din Ulykke! Derfor, dersom jeg staaer Dig i Veien, saa at Du ikke veed frem eller tilbage, saa vil jeg i Guds Navn træde tilside, og Du kan stole paa, at i mit Hjerte er der ikke Fortørnelse mod Dig!
VALENTIN
(inderlig).
Det vidste jeg! O, Du er god, selv i din Vrede! Ja, var det lagt i din Haand, da havde jeg vist aldrig kunnet fortvivle! Men saaledes er det ikke! Om Du endogsaa af Sjæl og Hjerte vilde give mig hende, Du Eiegode! saa blev hun dog ikke min!
MONICA
(overrasket).
Forklar mig det tydeligere!
VALENTIN
Fra den første Time hun kom her, har hun virket paa mig, virket med den Magt, der ikke er fra det Onde, thi Gud selv siger jo: Jeg er Kjærlighed! jo mere hun viste sig fremmed og stolt imod mig, des dybere trængte det mig ind i Hjertet, og da Du igaar Aftes talte til mig – Du, hvem jeg aldrig saaledes vovede at hæve mine Øine op til, – da var det som mit Bryst vilde sprænges, og jeg skyndte mig op til hende, og i Smerte anraabte hende om at hjelpe mig, at jeg ikke for Dig skulde staae som en Utaknemlig! – og da – for at hjelpe mig, betroede hun mig sin Hemmelighed, den, der gjorde hende sky og flygtende for Mennesker, idet hun hos dem stod beplettet og forskudt, men for mig reen og uskyldig, som hun er det for Gud. (lidenskabeligt.) Og da jeg sagde hende, at jeg nu just elskede hende inderligere, og i Fortrøstning til dit kjærlige Hjerte følte at hun maatte blive min, havde hun en Gnist kun af Kjærlighed til mig, da sagde hun Nei! at hun aldrig kunde det, – og hun gik fra mig! Du seer altsaa, at intet Menneske kan hjelpe mig! Jeg havde villet sige Dig Alt i Dag efter Messen, men da blev det for sildigt, og hun er jaget herfra som en Forbryderske. Derfor, dersom Du vil gjøre Godt det Eneste, Du, i menneskelig Skrøbelighed, har feilet, saa opsøg Du hende, Du tør det, Du kan det!
MONICA
(der i den størte Bevægelse har hørt alle hans Ord og fra det Sted, hvor han fortalte om Annas Vægring, er ligesom forklaret ved en pludselig Tanke blevet staaende stiv og stirrende, siger nu hurtig og inderlig):
Nei, Du Valentin! Du skal det! Min Gud! med Eet er det i mig blevet klart, som den lyse Dag! Valentin, hør mig! O hvor mit Hjerte bliver stort ved at jeg kan sige Dig det! jeg har udspurgt hende om Alt, hvad Du der siger mig, hun har ogsaa gjentaget det og jeg har ikke villet troe! jeg har ladet hende sværge derpaa og det har hun gjort – indtil det Ene: om hun elskede Dig! da er det for første Gang traadt ud af hendes Sjæl for Gud! hvad jeg havde tænkt mig, Løgn og Bedrag hos hende, var den rene Sandhed. Saaledes er det! hun elsker Dig. Du kan troe mig. Og nu skynd Dig, faae at vide hvorhen hun er gaaet, og bring hende her tilbage! Skynd Dig! jeg holder det ikke ud, hvis jeg ikke faaer gjort Godt igjen, hvad jeg gjorde Uret og Ondt. Og til Kirkedalen, hvorhen Du har lovet at gjøre Valfart, derhen gaae vi da alle Tre. Hører Du!
VALENTIN
Monica! – Gud i Himlen, jeg troer, mit Hjerte sprænges!
MONICA
Skynd Dig! skynd Dig! det bliver Aften! gaa, bring hende til mig, I skulle være mig – mine Børn, mine Venner!
VALENTIN
Det er for meget. (griber hendes Haand og falder paa begge sine Knæ.) Gud i Himlen gjengjelde Dig det! (Han styrter afsted.)
MONICA
(seer efter ham. Taarer strømme ned over hendes Kinder, hun lægger Haanden paa Hjertet, seer til Jorden og da op mod Himlen, idet hun siger):
(Gaaer.)
Scene-Forandring
Det Indre af Sennhytten; i Baggrunden er en meget bred, aaben Dør, gjennem hvilken man seer Høien med Korset; til Venstre er Indgangsdøren, til Høire et Vindue, bagved det Indgangen til et Foderkammer, til hvilket fører nogle Trin af en Stige, ovenover rage Foderknipperne frem. Midt i Hytten, henimod Forgrunden, er et lavt fiirkantet Ildsted, over dette hænger en Lampe, der ikke er tændt. Aften. Udsigten belyst, Hytten selv temmelig mørk.