Femte Scene

En stor gammel Riddersal paa Generalindens Gaard. Rococo Meubler. Portraiter af den tidligere Eiers ridderlige Slægt hænge paa Væggen. Døren til en af Sidestuerne staaer halv aaben.

GENERALINDEN og VASLE

VASLE

Generalinde, De maa virkelig see det før de Andre! jeg troer at jeg har Ære af mit Arrangement. Deres Naade vil vistnok være tilfreds.

GENERALINDEN

Kald mig ikke Deres Naade! strengt taget tilkommer det mig ikke. Og i Grevens Nærværelse maa det ikke siges til mig. Han er en høist ridderlig Mand, men holder paa Titulaturens Ægthed; han kjender den som en Brøk. De har pyntet Bordet smagfuldt, veed jeg! mit meget Sølvtøi tager sig straalende ud.

VASLE

Jeg har lagt en Krands af Grønt og Blomster, den kan ikke males bedre, tør jeg sige! og paa hver Couvert en Bouquet.

GENERALINDEN

Dem gjør de yndige!

VASLE

I den unge Comtesses Bouquet ønskede jeg gjemt et lille Vers; jeg bad vor gode Ven, Digteren, derom, men troer De at jeg kunde ryste et eneste af hans egne Vers af ham, og de sidde dog ellers altid løse nok hos ham. Han var i sit »Livslede«, sagde han.

GENERALINDEN

Da digter han de deiligste Ting, siger han, men de komme aldrig paa Papiret, intet Menneske har seet dem.

VASLE

Jeg lod ham nu ikke slippe, og saa gav han mig da endelig, i Afskrift, et engelsk Vers; det vilde passe til den unge Comtesse, sagde han. Jeg kan nu ikke Engelsk! Det handler om hendes beauty, sagde han.

GENERALINDEN

Beauty er jo et Hundenavn! det kunne vi aldrig lægge i Bouquetten til Comtessen.

VASLE

Gud bevar’ os!

GENERALINDEN

Vidste jeg bare hvad der stod om den Hund! for det er i Grunden ganske fiint at dække op med Vers i fremmedt Sprog, Ens eget er saa almindeligt.

VASLE

(aabner endnu meer Døren).

Eet eneste Blik, Generalinde!

GENERALINDEN

(med Udraab).

Mit Sølvtøi! nei, hvor det straaler!

VASLE

Og Krandsen, Krandsen!