GREVEN

Vi To ere nok de eneste Tobaksrygere, Hr. Pastor. Det er en ganske udmærket Havanna! Man kan have det meget godt her i Jylland, og smukt er her! faae vi nu NJernbanen istand fra Fladstrand til Altona, saa boe vi ved den store Landevei mellem Sverrig-Norge og det hellige romerske Rige.

JENSEN

Jeg har altid været tilfreds herovre, og det eneste Ønske jeg endnu havde, var at faae min kjære Søn her i Nærheden, og nu har jeg ham.

GREVEN

Han gjør Indtryk af at være et meget begavet Menneske. Jeg kunde ønske han var min Søn.

JENSEN

De siger det, Hr. Greve.

GREVEN

Ja, han behager mig særdeles meget; kun er han noget for alvorlig af sin Alder.

JENSEN

Som Barn var han en lille Vildkat! altid paa Spil. Saa slog det om med Eet. Bøgerne fik fat i ham; det var ligesom om han læste sig fast, og der kom meer og meer Alvor i ham. Han tog en god Examen, blev en flink Student, men det unge Sind var der ikke meer, og man skal være ung i sin Ungdom; dog det hører nok ikke til vor Tid.

GREVEN

Han har et dybt Gemyt. Maaskee en tidlig Forelskelse –!

JENSEN

O, nei! han har kun tænkt paa sin Examen. Hængehoved er han ikke, og tungt Sind har han ikke heller.

GREVEN

Han er –, han er Deres Adoptiv-Søn?

JENSEN

De veed det, Hr. Greve. Ja, det er han. Det ligger ellers som en Hemmelighed for Verden, og kommer jo heller Ingen ved.

GREVEN

De har selv ingen Børn?

JENSEN

Ingen.

GREVEN

Vi sidde nu her sammen –; De vil ikke ansee det for Mangel paa Takt eller reen Nysgjerrighed. Hvem er hans Forældre. Veed De det?

JENSEN

Hans Forældre! Det spørger De mig om, Hr. Greve!

GREVEN

Er han af Deres Slægt –?

JENSEN

Min Slægt? Hvad skal jeg svare Dem, Hr. Greve! Jeg vil fortælle Dem den simple Historie. Min Kone og jeg havde været gift i tolv Aar; vi havde ingen Børn; Vorherre vilde ingen unde os og vi savnede et Barn. Da hørte vi en sørgelig Begivenhed; en stakkels ung Pige, – hendes Fortid havde været roesværdig, men hun glemte sin Gud og sig selv –! i Landsbyen døde hun fra sit spæde Barn; det var en kjøn lille Dreng, min Kone sagde til mig: »skulle vi tage os af det arme Barn«. Vorherre gav sin Velsignelse. Vi have Glæde af ham og hans Fremgang.

GREVEN

Og han kjender og veed Alt hvad der angaaer hans Fødsel?

JENSEN

Han veed hvad der kan være ham nok, og selv Det sagde jeg ham først i hans ældre Alder, da jeg vidste han var saaledes groet fast i Kjærlighed til mig og min Kone, at han ikke vilde savne sine sande Forældre.

GREVEN

Og om sin Fader sagde han –?

JENSEN

»Det er bedst jeg aldrig erfarer hans Navn, vi To have Intet med hinanden at gjøre!«

GREVEN

Han vilde føle en Bitterhed mod denne Fader?

JENSEN

Nei! kjendte han ham saaledes som jeg begynder at kjende Dem, Hr. Greve!

GREVEN

(griber hans Haand).

Ja, ja! – Vi sees jo imorgen Middag! ogsaa Generalinden, hendes Gjester og – Candidaten spise hos mig. Men De, Hr. Pastor, kom en Time tidligere, jeg har Noget paa Hjertet, jeg maa tale med Dem om.

JENSEN

Der kommer Nogen!