Anden Scene

GENERALINDEN

Hr. Greven og Hr. Pastoren, har De heller ikke seet ham? Jeg gaaer og søger og jeg veed ikke, Nhvor jeg gaaer. Det piner mig, og det var jo dog kun Munterhed at vi gik tilbords og lod ham sidde og læse. Der er saa grueligt mørkt og ulykkeligt inde i disse Digtere, og saa kan man aldrig vide hvad de i et saadant Mørke kunne falde paa. Jeg har sendt alle Mennesker ud at søge! Jeg gaaer i en gruelig Angst, og nu ængster jeg ogsaa Dem, Hr. Greve! – Han maa jo dog være et fornuftigt Menneske!

GREVEN

Gud veed det. Meget kløgtig synes jeg ikke at han bærer sig ad. Jeg vilde i hans Sted have lovet mig selv aldrig mere at læse for Selskabet og saa blevet og spiist min Suppe.

GENERALINDEN

Ja, De, Hr. Greve! og jeg, vi ere nu Mennesker, men disse rigtige Digtere, de ere af en anden Skabning. Tænk Dem, han bryder sig ikke om en Storkerede paa sin nye Gaard, naar han havde en, men et Spøgelse, en Geist, – det sagde han i Dag. Nu sidder han maaskee i en Grøft og skriver et Fortvivlelsens Digt.

JENSEN

Naa, det er da ingen Ulykke uden for Den, der skal høre det.

GENERALINDEN

Hr. Pastor! taler De, som en Guds Mand?

GREVEN

Maaskee han sidder henne i Ærterne! Noget maa han dog have at spise, da han ingen Middagsmad har faaet! Lad os see ad, det skal more mig, om jeg gjetter rigtigt.

GENERALINDEN

De tager det, Hr. Greve, slet ikke saaledes som jeg, og De heller ikke, Hr. Pastor! men det er det Samme, – Gud give han sad i Ærterne! Gik De med mig, Hr. Greve, og han sad der, og saae Dem vise den Deeltagelse for ham, saa maatte Alt være godt igjen.

GREVEN

Vi fornærmede ham ved at gaae bort, han har gjort Gjengjæld, og saa er den Historie ude. – Med Glæde gaaer jeg med Dem, Fru Generalinde! en lille Vandring oven paa Kaffen og Cigaren er ganske fortræffelig, og maaskee finde vi Mennesket i Ærterne eller Gulerødderne.

GENERALINDEN

Gaaer De med? Hr. Pastor!

JENSEN

Gigten i mit Knæ har tøiret mig lidt, jeg bliver, om De tillader!

GENERALINDEN

Hr. Greve! De er et mageløst godt Menneske! Jo, det maa De tillade mig at sige! – –

(Hun og Greven gaae.)