© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Aaben Mark ved Havet
Fuldmaane
PHANTASUS
(klædt som Postillon, sidder midt paa Scenen og vender Ryggen mod Tilskuerne; han blæser paa sit Horn, Eccho svarer; han lytter efter.)
(Blæser igjen, smelder med Pidsken og vender sig mod Tilskuerne.)
(Han blæser i Hornet, smelder med Pidsken, og man hører den mægtigt rullende Vogn; Phantasus forsvinder, og hvor han sad, staaer en stor, blomstrende Hæk. Fra forskjellige Sider komme fire smaa Lygtemænd, hver med Blus paa Hovedet; de dandse om hinanden.)
ALLE FIRE
DEN FØRSTE
DEN ANDEN
DEN TREDIE
DEN FJERDE
DEN FØRSTE
DEN ANDEN
DEN TREDIE
DEN FJERDE
DEN FØRSTE
DEN ANDEN
ALLE FIRE
(De svæve om.)
(I det de forsvinde, skyder Muldvarpen op; han er iført en sort, ulden Burnus med Hætte over Hovedet; Ærmehullerne sidde oppe ved Brystet, hvorfra begge Hænder komme frem.)
MULDVARPEN
Hele Jorden ryster, naar jeg kommer! det kan jeg gjøre. Her sidder jeg. Høiere kommer jeg nok ikke med det Skud. Jeg sidder godt; jeg gad blive siddende, var det ikke om en Kone at gjøre! – Det blæser! det er fornuftigt, at jeg er i Pels, jeg kunde ellers forkjøle mig og døe af det; saa var det gjort, og saa var min Kone Muldvarpe-Enke!
HAVMANDEN
(Han er iført havblaae Klæder og bærer en lang, slæbende Sølv-Skjæls-Kappe; den høipullede Hat er sølvhvid og i Form af et Fiskehoved, han har en Sivkrands omkring den og et fra en lille Guldkrone nedhængende Sørgeflor, der naaer ham til Fødderne; han fører ved Haanden sin lille Datter, Havungen, der bærer et lignende Hovedtøi og slæbende Kappe; hun holder paa en knækket Muskedonner.)
HAVMANDEN
Veien er tung, Luften er tynd, den holder ikke om En, som det stærke Hav-Vand holder! Havde vi dog din lille Mutter!
HAVUNGEN
Jeg vil hjem!
HAVMANDEN
Der skal du komme; der hvor Vandplanter groe, hvor de hvide Sandbanker skifte om! det bløde, det stærke, det salte Hav! – Kom, vi vil gaae i den dybe Grøft, der er saa deiligt vaadt om Benene.
HAVUNGEN
Jeg vil hjem!
MULDVARPEN
(gaber).
O ja!
HAVMANDEN
Det sukkede! det trak Veiret, som naar man har Sorg! Det er min Slags! Der sidder en Gjenstand, som en Sælhund paa en vaad Steen! (nærmer sig.) Gjenstand! levende Gjenstand paa min Vei! Jeg spørger Dem om Noget. Gaaer denne Grøft til det aabne Hav? Hvad behager? Sorg kan gjøre stum, mig har den gjort talende. Jeg er Havmanden, en af de smaa, af de vandrende, men Drot; det er den lille Prindsesse! – Jeg, Hoffet, hele Folket, i store Stimer gaae vi fra Kyst til Kyst i de klare Sommernætter. Jeg var gift, jeg var godt gift, ingen var deilig som Havmandens Viv. Hun døde for tre Aar siden; jeg vandrer og vandrer – aldrig glad!
HAVUNGEN
Jeg vil hjem!
HAVMANDEN
Stille! Du Moders udtrykte Billed! – Gjenstand paa min Vei! stumme, sørgende Gjenstand! for dette Barns Skyld er jeg gaaet i Land. En Gouvernante søger jeg; een, der ikke seer paa Omgangen, men paa Lønnen: Perler og smaa Skibsladninger. De havfødte Gouvernanter due ikke. Gjenstand, De forstaaer mig! De er –?
MULDVARPEN
Muldvarpen.
(I det de bøie sig, complimenterende hinanden, staaer Sommerfuglenes Konge hos dem. Han er i let, luftigt Drapperi, pyntet med Blomster og bærer store Sommerfuglevinger.)
SOMMERFUGLEN
Muldvarpen! Havmanden! og her den tredie Fætter. Ja, jeg kalder os Fættere, kongelige Personer, selv af forskjellig Troesbekjendelse, sige altid Fætter til hverandre. Jeg kommer fra Luftens Rige, jeg, Sommerfuglenes Konge. Her er altsaa Repræsentanter for de tre Elementer! Han for det fjerde – hvor blev han af – Lygtemanden. Vi kom sammen, tsyt! var han borte; han skulde dog ikke være blæst ud?
MULDVARPEN
Repræsentanter for de fire Elementer! Det er en ny Tanke, en god Tanke! Man lærer altid noget ved at skyde op.
SOMMERFUGLEN
De kjende mig! jeg hersker fra Blomsternes Hjem og op til Luftkastellernes Region! Jeg er hvad de Lærde kalde »sangvinisk«, det er saadan halv vaad, halv tør, som man skal være det i denne Verden. Deres Majestæt fra Havet har et andet Temperament, De er »melancholsk«, og jeg fortænker Dem ikke heri, naar man, som De, altid sidder i Vandvæsenet. Muldvarpenes Drot! De lider af den Syge Phlegma, den er gaaet i Blodet, i Charakteren – –
MULDVARPEN
Det er aldeles galt! – Men det giør ikke Noget. –
HAVMANDEN
Mit Temperament traf De! Melancholien! – Jeg bliver aldrig glad!
LYGTEMANDEN
(i Rødt og Guult fra Top til Taa og uendelig bevægelig, dandser pludselig imellem dem).
Aldrig! man maa aldrig sige aldrig! – see her er jeg! – skal jeg dandse Dem paa Hovedet, paa Maven, løbe Dem op og ned af Ryggen? det kildrer! jeg er ganske til Tjeneste! (til Muldvarpen:) Ogsaa Høistærede?
MULDVARPEN
Tak! – Hold Dem til ham. (peger paa Havmanden.) Han er Enkemand!
HAVMANDEN
Og Fader!
LYGTEMANDEN
Det er et høist interessant Enkemands-Physiognomie, og den Lille, hun ligner sin Fader. Er hun ogsaa Enke? – Hun bliver det! det kan jeg see paa hende; hun har Enke-Ansats!
SOMMERFUGLEN
Staa bare et Secund stille! Lad mig præsentere – (peger paa Enhver.) Fra Jorden, fra Vandet, Ilden, Luften! fire Elementer og tillige fire Temperamenter; (peger paa Muldvarpen) Phlegma!
MULDVARPEN
Som gaaer paa Frieri!
DE ANDRE
Frieri?
MULDVARPEN
Frieri!
SOMMERFUGLEN
Og Bruden?
MULDVARPEN
Ja, den maa De vide, som svipper saameget om.
SOMMERFUGLEN
De har hende ikke endnu?
MULDVARPEN
Men jeg faaer hende, for jeg er en holden Mand.
LYGTEMANDEN
De er paa Eventyr! – Det er vi nok allesammen, paa Fatter nær.
(peger paa Havmanden.)
SOMMERFUGLEN
Men kun jeg har fundet.
LYGTEMANDEN
Men ikke vundet.
SOMMERFUGLEN
Jeg har jo ikke beilet endnu! men naar jeg gjør det –! Kan jeg faae Afslag? – Hun er den yndigste –
LYGTEMANDEN
Det er en Barbeers Datter.
HAVMANDEN
Som barberer?
LYGTEMANDEN
Hun rager Hjerter væk, siger han. Jeg har ikke seet hende.
SOMMERFUGLEN
Men jeg har seet hende! Mangen Morgen og Aften har jeg seet hende i Faderens lille Have; den har kun tre Ribsbuske, en Græsplet og et gammelt Hyldetræ.
MULDVARPEN
Jeg holder ikke af Hyld. Men maaskee af Jomfruen.
SOMMERFUGLEN
Skyd ikke op i den Have! – Dog skyd kun, Dem ta’er hun ikke.
MULDVARPEN
Ikke?
LYGTEMANDEN
Paa Eventyr! Strax derhen. Til Kjøbenhavn alle Fire!
SOMMERFUGLEN
Er De gal?
HAVMANDEN
Har hun Kundskaber nok til at kunne opdrage en Prindsesse, som aldeles intet veed, uden det, hun er født med?
LYGTEMANDEN
Det har hun. Kan De tvivle? (til Sommerfuglen.) Før os an! Lad os see Underværket, forliebe os, for at tale Tydsk og Dansk paa eengang, forliebe os, frie, alle Fire! Det koster Jomfruen kun tre Kurve.
SOMMERFUGLEN
Men naar jeg nu ikke vil?
LYGTEMANDEN
Saa gaae vi dog til Byen, det voldomkrandste Kjøbenhavn, vi gaae til Barberen, til alle Barbererne; vor Ven her (peger paa Havmanden) lader nok Skjællene skrabe af sig, og Jomfruen findes og vindes.
HAVMANDEN
Hvad behager!
LYGTEMANDEN
Figurligt talt.
HAVMANDEN
Træde op i Kjøbenhavn! i Deres Skikkelse! det er dristigt Spil! det er farligt! Deres Person er ikke gaaet op i Folkebevidstheden; i den er Muldvarpen kun et Dyr.
MULDVARPEN
Et Dyr!
HAVMANDEN
De er en Jordaand! det veed jeg. De kryber i Muldvarpens Pels, naar De skyder op! – Han der er en Sylphe, som helst flyver om i Sommerfugleham, det forstaaer man; men komme til Kjøbenhavn som Muldvarp og Sommerfugl; det gaaer ikke! Lygtemanden kan forsvares. – Kom som Jordaand, kom som Sylphe! det andet er ikke i Folkebevidstheden, der er kun jeg, Havmanden! (grædende.) Min Agnete er borte! lille Mutter!
HAVUNGEN
Jeg vil hjem!
MULDVARPEN
Vaas!
LYGTEMANDEN
Vi skulle nok komme i Folkebevidstheden, lad os nu først komme i Barbeerstuen.
SOMMERFUGLEN
Dig blæser jeg ud som et Lys! og de to andre Fættere – ha, ha, ha! jeg har ingen Ting at frygte af Jer! Jeg skal vise Eder Veien og Jomfruen med! – men vi træde op som Mennesker, føre en menneskelig Haandtering, saa er der ikke noget at støde sig over. – Jeg er Luftskipper, det veed man da hvad er. Troer De ikke?
MULDVARPEN
Luftskipper!
SOMMERFUGLEN
Ja!
LYGTEMANDEN
Og jeg er Handlende med chemiske Svovlstikker, som ikke lugte.
HAVMANDEN
Men jeg! hvad skal jeg tale som Menneske?
SOMMERFUGLEN
De er Dykker! tal om Havets Bund, saa fortaler De Dem ikke.
HAVMANDEN
Dykker!
LYGTEMANDEN
(til Muldvarpen).
Og De er – Bjergværksproprietair! Vi have rigtignok ikke Bjergværker her i Landet; men Hr. Bruckspatronen kan være fra Sverrig – eller Norge.
MULDVARPEN
Nei, jeg er slet ikke for det Skandinaviske! jeg vil være min Jordbund bekjendt.
LYGTEMANDEN
Graver er saa trist! Rodemester er for betegnende! Kjældermand –!
MULDVARPEN
Jeg er Kjældermand! Ham er det dog tilsidst, som kan kjøbe Huset og Mutter med.
ALLE
Paa Eventyr!
HAVUNGEN
Jeg vil hjem!
ALLE
(De drage bort.)
PHANTASUS
(træder frem fra den blomstrende Hæk).
(blæser paa sit Horn, Vognen ruller og Scenen forandres.)
Inde i Byen
Barberens lille Have
(En Muur skiller den fra Gaden, en Dør fører derud; op til Muren staaer et stort, gammelt Hyldetræ, fuldt af Blomster. Tidlig Morgen.)
PETER
(reiseklædt; han snører sin Randsel til, spænder Læderbæltet om sin Bluse og synger):
(Han traller Melodien og valser rundt, men standser pludseligt.)
Ak, nei! »Scheiden thut weh!« siger Tydsken, og i den Deel har Tydsken Ret. Men jeg vil nu ikke grublisere! Gehænget er om, Randselen paa Ryggen; den er ikke det Sværeste! Nei, her! (lægger Haanden paa Hjertet, sukker, men gjør derpaa en rask Bevægelse.) Og saa ud i den vide Verden!
MARIA
(er traadt ud af Huset og staaer bag ved ham med en Krands af Hyldeblomster, som hun sætter om hans Hat.)
Den skal Du have med, Peter!
PETER
Jomfru! De her! De oppe! Jeg skal see Dem endnu engang! Det troede jeg ikke, da jeg iaftes sagde Farvel til Dem og Mester.
MARIA
Peter! Den har jeg bundet til Dig. Om to Aar kommer Du tilbage fra Vandring –! ja, saa er jeg rigtignok død og begravet; men det skal Du ikke bryde Dig noget om.
PETER
Saaledes maa De ikke tale, Jomfru! for saa kan jeg ikke gaae paa Vandring, og det skal en Barbeersvend, siger Mester. Man skal see sig om i Verden, og jeg har ogsaa altid havt saa megen Lyst til det, og jeg er selv Skyld i at jeg tager afsted – – men nu bryder jeg mig ikke om Verden mere, nu jeg skal bort fra Jomfruen og Mester, ud for Lud og koldt Vand i den store, vildsomme Verden!
(nynner:)
(grædende.) Den Vise er meget sørgelig, men jeg kan ikke huske den.
MARIA
(bevæget).
Gjem en lille Blomst af Hyldekrandsen, Peter! Den vil erindre Dig om det gamle Træ og om – os Allesammen.
PETER
Den deilige Krands! den skal i Dag sidde om min Hat, men iaften lægger jeg den heel og holdende ind i min Randsel, og der skal den følge mig paa hele Reisen og her hjem igjen. Hyldeblomsterne lugte saa stærkt, og den deilige Lugt beholde de. Jeg vil rigtig huske paa det gamle Hyldetræ, paa Haven og Dem, Jomfru!
MARIA
Peter!
PETER
Een Bøn har jeg. Det er et Løfte, De maa give mig. Det er om det gamle Hyldetræ her. Under det har jeg baaret Jomfruen, da hun var en lille Een! under det har jeg vugget hende! – Gud! hvor De var et deiligt Barn, og nu er De i Grunden meget deiligere!
MARIA
Ja, der under det gamle Hyldetræ har vi leget, her ere vi voxne op sammen. Du var kun otte Aar, da Du kom her i Huset.
Og gik og sæbede ind –
MARIA
Og laae om Natten i Kane, eftersom mine Forældre ikke havde anden Seng til Dig.
PETER
Ja, og derfor maa De love mig, at, mens jeg er borte, maa Ingen gjøre det Træ Fortræd.
MARIA
Nei, Peter! Det lover jeg Dig! Det gamle Træ skal ikke blive hugget om, skjøndt Fader har allerede talt derom og vil have det bort, for at plante et Ferskentræ istedet.
PETER
Uh! saadant et kjedeligt, fornemt Træ, der maaskee slet ikke bærer! Nei, Hyldetræet, det er mit Træ! jeg har jo selv gjort en Vise om det.
MARIA
Den har du aldrig viist mig, Peter!
PETER
Nei, det har jeg ikke, for jeg har først digtet den inat.
MARIA
Den er deilig, men sørgelig, Peter!
PETER
Ja det er den.
MARIA
Hvad saa endogsaa Fader siger, og hele Verden siger, det Træ skal ikke blive hugget om. Der er Du voxet op –!
PETER
Og De, Maria! – Vi ere her voxne op sammen, ligesom der staaer i den Bog om Hr. Frithjof og Jomfru Ingeborg. Og – Jomfru! ja, nu gaaer det op for mig. Jomfru! Jeg troer, jeg holder af Dem, Jomfru! som han holdt af Ingeborg. Jo, det er det!
MARIA
Ja, Peter! Jeg troer ogsaa, det er det!
PETER
Ja, men Jomfru, saa ere vi jo –!
MARIA
Ja, Peter, jeg troer det!
PETER
Hurra! Jomfruen holder af mig.
MARIA
Saa gruelig meget, Peter! og det har jeg aldrig tænkt før.
PETER
Men saa ere vi jo forlovede! og det under det gamle Hyldetræ! – Jeg er forlovet med Mesters Datter, – Maria! jeg vil ikke gaae paa Vandringskab! – Nu har jeg seet nok i Verden! jeg har seet Dig! – ja, nu tør jeg sige Du igjen, ligesom da De var lille, – før Confirmationen! Du! Du! og Dig har jeg!
MARIA
Og Du bliver hos os?
PETER
Ja, hvad skulde jeg reise for? Her er saa yndigt! – Og jeg kunde ikke reise nu, her er saa frygteligt. Hele Verden kommer jo i Barbeerstuen! De komme ikke for Skjæggets Skyld, nei, de komme her for Jomfruens! – Alle de unge Landkadetter, Søkadetter og Studenter, der komme her uden Skjæg og lade sig barbere, de komme alene for at see Jomfruen!
MARIA
Hvor kan Du troe det?
PETER
Jo, Maria! jo! for jeg vilde gjøre det samme! Jeg vilde komme i skyllende Regn, vaad til Skindet, og det selv om jeg havde Støvler, der trykkede Fødderne sammen! det kunde jeg glemme Altsammen ved at see paa dette friske, velsignede Ansigt med den lille Opnæse! Det er ligesom om vor Herre, da han skrev dette nydelige Ansigt og var færdig ved Næsen, havde gjort et Sving opad. Det klæder!
MARIA
Der er Fader!
PETER
Uh, Jomfru! – Men det er det samme. Courage! Maa jeg holde Dem ved Haanden, Jomfru?
BARBEREN, MESTER BYNKE kommer.
BARBEREN
Naa, staae I og tage Afsked med hinanden?
PETER
Mester Bynke!
MARIA
Fader!
BARBEREN
Ja, her er jeg! Hvad vil I?
PETER
Jeg har forlovet mig! – og hun har forlovet sig! – Vi ere forlovede! – og det lover jeg Mester, at jeg –!
BARBEREN
Du lover og forlover – og hun lover! – – Hvad er Alt det, Du staaer der og væver? Tal ud af Posen! – Ellers taler Du jo ganske godt for Dig!
MARIA
Fader! min egen søde Fader! Peter og jeg har forlovet os!
BARBEREN
I har Fanden heller! Hvorledes er det gaaet til?
PETER
Vi sagde hinanden Farvel! – Her kan Mester see, at Randselen er snørt! – og saa gav jeg Jomfruen Haanden, – og saa talte vi om gamle Dage og hvad der var at see ude og hvad vi har seet hjemme – –! det er nu saa vanskeligt at huske igjen hvert Ord, man siger –og vi vare ganske bedrøvede og saa – ja, saa vare vi forlovede!
BARBEREN
Peter Nicolaisen! hvordan begynder du?
PETER
Med Kjærlighed, Mester! og det er jo altid en god Begyndelse.
BARBEREN
Skal hun nu sidde hjemme og tvine, mens Du derude finder andre Piger kjønnere end hende?
PETER
Det vilde være en Nedrighed af mig, Mester! – og jeg kommer heller ikke ud! Det er det, at Maria og jeg ere blevne enige om! – Mester Bynke! jeg har været udenlands! Dersom De vil have det! jeg har seet Alt, hvad der er at see ude! – og her er jeg igjen, Mester! lad mig saa blive Svend paa Stuen.
BARBEREN
Men det er jo noget Vaas! han har jo aldrig været i Paris eller Sachsen.
PETER
Det har jeg ikke heller; men derfor er det just, Mester! Jeg kan ikke lære Noget mere i Verden, end hvad jeg har lært af Dem, min Velgjører, og jeg kan ikke vinde Noget høiere, end hvad jeg har vundet! (tager Marias Haand.) Og saa har jeg nu endt min Udenlandsreise!
MARIA
Han skulde jo dog kun reise, for at komme hjem igjen, min egen søde Fader!
BARBEREN
Han kan gjøre et rigere Parti, og Du ogsaa, Maria! Grunker og Levebrød! det er dog det, der skummer og tager Skjægget af.
MARIA
Fader, Du har selv sagt, at naar To skal have hinanden, saa faae de hinanden, det er en Styrelse.
BARBEREN
Ja, det har jeg sagt, og det siger jeg endnu, for det passede paa mig og Din salig Moder; men man maa see Styrelsen –!
PETER
Og for at see Styrelsen, maa man vente.
MARIA
Og ikke gaae ud i den vide Verden, Fader!
PETER
Mester! lille, yndige Mester!
BARBEREN
Ja, I snakke! – Børn! – Børn! – – Naa, saa bliv, Peter!
PETER
Hurra! – Mester beholder mig, Jomfruen beholder mig! – jeg pakker ud igien! Naa, hvor jeg skal barbere idag!
BARBEREN
Ikke med Begeistring, Peter! saa skjærer Du! – Der har vi Gjæster! De komme paa eengang, som om de kom med Omnibus. Hele Stuen fuld!
PETER
Saadan skal det være.
(Folk af alle Slags, som ville barberes.)
CHOR
BARBEREN og PETER
Tag Plads! tag Plads! sid ned!
CHOR
Men jeg har ingen Tid, kan ikke vente.
PETER
Maria, gaae! min Frygt du veed!
MARIA
Det er, som om Du ikke kjendte
Min Trofasthed, min Kjærlighed!
GJÆSTERNE
(sladdrende.)
De fire Elementrepræsentanter ere imidlertid traadte ind, de ere Alle borgerligt klædte, Havmanden bærer Paraply, den lille Havunge holder i Haanden, istedetfor den knækkede Muskedonner, en Knæk-Parasol.
LYGTEMANDEN
(talende).
Hun er deilig!
SOMMERFUGLEN
Deilig!
HAVMANDEN
Deilig!
MULDVARPEN
Deilig!
LYGTEMANDEN
(Sang.)
SOMMERFUGLEN
HAVMANDEN
LYGTEMANDEN
MULDVARPEN
SOMMERFUGLEN
HAVMANDEN
LYGTEMANDEN
ALLE FIRE
PETER og MARIA
BARBEREN
PETER
LYGTEMANDEN
DE TRE ANDRE
SOMMERFUGLEN
ALLE FIRE
PETER
Mennesker! ere De gale? Frier De til en forlovet Pige? De kan nok ikke Deres Katechismus »Du skal ikke begjære Din Næstes Hustru, Oxe, Asen eller !«
BARBEREN
Jeg er Faderen. Hvad vil De min Datter?
SOMMERFUGLEN
Værdige Fader! Vi ere fire Fremmede, alle Huuseiere, stemmeberettigede, dygtige Mænd, – og jeg er den, som gaaer høiest! – Jeg frier til Deres Datter.
LYGTEMANDEN
Og jeg!
HAVMANDEN
Og jeg!
MULDVARPEN
Jeg!
(De trænge sig frem, altid den ene foran den anden.)
PETER
Jomfruen er forlovet og godt forlovet! hun er forlovet med mig!
BARBEREN
Peter, kan Du ikke lade dem tale?
MULDVARPEN
Jeg er Kjældermand, Grundbesidder – –
LYGTEMANDEN
Jeg er Fyrværker! Chemisk Svovlstikke-Fabriqueur en gros.
HAVMANDEN
Jeg er Havmand! – det vil sige: Dykker, skulde jeg sige.
SOMMERFUGLEN
Jeg er Luftskipper, berømt i London, Paris –!
PETER
Jomfruen vil ikke tilveirs, og Mester ikke heller!
BARBEREN
Vil Du tie, Peter!
PETER
Ja, jeg vil, Mester! – jeg lukker min Mund, naar Mester siger det, for han er min Mester og min Fader! (til Maria.) Gaae bare ind i Stuen, Maria!
BARBEREN
Hun bliver! – og Du gaaer, dersom Du ikke holder Din Mund!
PETER
Det skulde Mester ikke sige, for mig kjender han; men saadanne Lumpacivagabunder! –
BARBEREN
Peter!
CHOR
PETER
BARBEREN
CHOR
MARIA
DE FIRE
PETER
BARBEREN
CHOR
MARIA
CHOR
PETER
Mester!
MARIA
Fader!
PETER
Det er Noget af det meest upassende, jeg kjender, at komme paa en Barbeerstue og frie i hver Mands Paasyn, frie til en velforlovet Jomfru. Fy! Ja det siger jeg! Saadan en Svovelstikkekræmmer! Jeg skal stryge ham op mod Væggen; og Dykkeren skal jeg give en Dukkert, saa –
BARBEREN
Raser Du, Peter?
PETER
BARBEREN
MARIA
SOMMERFUGLEN
PETER
CHOR
(De trænge Alle paa ham.)
MULDVARPEN
(paa samme Tid, som de Andre, idet han sagte har nærmet sig den grædende Maria).
(lægger sin Haand paa hendes Hoved; hun synker i Jorden, uden at det bemærkes af de Andre, der ere ifærd med at støde Peter ud paa Gaden; Muldvarpen grinende:)
BARBEREN
Jeg har ærgret mig! han skal faae det betalt! og nu, mine Herrer, kan De tale! mit Herskab, De kan høre! – Hvor er Maria?
ALLE
(i Forundring).
Jomfru!
LYGTEMANDEN
Væk!
SOMMERFUGLEN
Væk!
HAVMANDEN
Skyllet bort!
MULDVARPEN
Det var ligesom om hun var sjunket i Jorden. Væk!
GJÆSTERNE
(søgende og raabende).
Jomfru! Jomfru!
BARBEREN
(som har seet ind i Husets Stue).
Der er hun ikke; her er hun ikke! Hvor er hun? Jeg er ikke Menneske nu for at barbere en Eneste.
SOMMERFUGLEN
Hun kan dog ikke være blæst bort! men lad hende være det! Jeg søger hende, jeg finder hende! Jeg gaaer op i de høieste Taarne, hvor Vinden piber gjennem Lugerne! jeg gaaer i Veirmøller og paa Tørvelofter –!
LYGTEMANDEN
Jeg gaaer i de dybeste Moser, i Sump og i Søle, søger og finder og bringer tilbage –!
HAVMANDEN
Har hun druknet sig, saa skal jeg skaffe hende!
DEN LILLE HAVUNGE
Jeg vil hjem!
CHOR
(De løbe Alle bort, Mester ind i Stuen, kun Muldvarpen bliver tilbage og seer leende efter dem.)
MULDVARPEN
(talende).
(synker i Jorden.)
PETER
(aabner Døren fra Gaden og stikker Hovedet ind i Haven, seer til alle Sider og raaber med dæmpet Stemme):
Maria! – Maria! – Her er jo ikke et Menneske. Maria! (sagtere) Mester! Hvor ere de Allesammen henne! Nu er jeg kjølet af! jeg kogte lige op i Laaget, lige som en gammel Kaffekande. Men det var i sin Rigtighed! men saa jage mig bort! nei, det meente Mester ikke! han kogte ogsaa over!
BARBEREN
(med Hat og Paraply, kommer fra Huset og vil ud i Byen).
Træffer jeg Peter –!
PETER
Mester!
BARBEREN
Er Du der! hvor kommer Du her! hvad vil Du! hvor har Du gjort af Maria!
PETER
Min egen lille Mester! Gud bevar’ os, hvor vil De hen med Hat og Paraply og med det Ansigt!
BARBEREN
Hvor jeg vil hen! – Og det kan Du spørge om?
PETER
Jeg kommer, for at tale sindigt med Mester Bynke.
BARBEREN
Maria er borte! hun er efter Dig! hvor er hun!
(Sommerfuglen, Lygtemanden og Havmanden træde pludseligt frem i stor Bevægelse.)
ALLE TRE
PETER
Hvad for Noget! hvad er nu det! jeg bliver ganske underlig!
HAVMANDEN
(talende).
(peger paa Havungen.)
LYGTEMANDEN
SOMMERFUGLEN
HAVMANDEN
PETER
Hvad vil De sige med Alt det!
BARBEREN
Ja jeg forstaaer ikke det bitterste.
LYGTEMANDEN
ALLE TRE
(De forsvinde.)
PETER
Det er Troldtøi!
BARBEREN
Borte!
PETER
Der staaer endnu Vand i Gangen efter den Ene, og hvor den anden stod ere Bladene svedne! og der er Muldvarpeskudet! – og hvad sagde de dog! jeg gaaer i den sorte Jord!
BARBEREN
Jeg gaaer til Politiet!
PETER
Hvad skal Politiet gjøre mod Troldpak!
BARBEREN
Det vil vi see! Pas paa Huset Peter!
PETER
Ja her er ikke noget at passe paa, naar Maria er borte! (han bliver alene tilbage, idet Mester Bynke løber afsted.) Maria! min Skat! min Tanke er hun! (seer paa Hyldeblomsterne i sin Krands.) Hver Blomst er endnu saa frisk, som da hun plukkede den! der er en Duft ved den hele Krands, saa sød og deilig! den husker mig paa hendes milde, velsignede Ansigt, hendes kjærlige Tale, og hvor inderligt hun holdt af mig! – De sagde, at hun var røvet –! hun kan jo dog ikke være sjunket ned i Jorden –! og var hun ogsaa tyve Favne dernede, jeg gik til hende og bar hende hjem paa mine Arme. (Harpetoner klinge fra Hyldetræet.) Jeg har læst i en gammel Bog om en Spillemand, som, da hans Kjæreste døde, gik efter hende lige ned i Jorden til Dødens Trone, og spillede der saa yndeligt og bedrøveligt, saa at han fik Lov til at faae Kjæresten tilbage igjen! men jeg kan ikke spille, ikke engang en lille Smule Violin! (Harpetonerne bruse stærkere.) Hvad er det! nu begynder det paa en ny Maade! – Det er ikke rigtigt her i Mesters Have! – nu ryster det gamle Hyldetræ.
(Hyldetræets Krone skiller sig ad, og midt i Træet, under en Baldaquin af dens hængende Blomster, sidder en gammel Kone, med venligt, næsten ungdommeligt Ansigt; hun er klædt i Silketøi, hvidt og grønt, der smælter sammen med Træets blomstrende Grene; det er Hyldemoer, Træets Dryade; hun holder som Scepter en blomstrende Hyldegreen.)
HYLDEMOER
(siger).
(rækker ham Grenen, og Træets Krone lukker sig langsomt under Harpetoner).
PETER
Gud velsigne dem derfor, Madam Hyldemoer! – hvor De er god! – Men luk ikke! luk ikke! hvad skal jeg gjøre med Grenen? – Hun er ogsaa borte! I Træet –! det er en meget lille Leilighed, men der er Hjerterum. Hvor søger jeg Maria! – Hvad er dog det! see hvor Blomsten bøier sig imod Jorden, ligesom Bjergmændenes Ønskeqvist, der viser dem, hvor Guldet findes! Mit Hjertes Guld, er Du virkelig dernede? – O før mig til det, Hyldemoer! – Hyldemoer! (han synker i Jorden under brusende Toner.)
(Dybe, huult klingende Toner lyde, blandede med eensformig Hamren, og som om store Vanddraaber faldt med Glasklokkeklang. Usynlige Stemmer raabe fra forskjellige Sider.)
DEN FØRSTE
DEN ANDEN
DEN TREDIE
DEN FJERDE
(Marias Stemme klinger, som fra et Drømmeland, gjennem Hvælvingen.)
ECHO
(som et Chor af mange Stemmer fra Grottens utallige Huler og Gange, gjentager).
PHANTASUS
(staaer pludseligt midt i Hallen, Sangen lyder igjen, eensformigt den samme).
(han blæser paa sit Horn, den ene Fløi af Hvælvingen oplyses, man seer Maria sovende.)
(Lyset slukkes igien.)
(det runger fra Hulens Gange.)
(Den samme Hamren, Glasklokkeklang og Susen, som før, fylder Hvælvingens Huler og Gange, Sangen høres igjen: – »O Eensomhed!« – Phantasus forsvinder.)
MULDVARPEN og OLDFRUEN træde op.
MULDVARPEN
(raabende).
De veed det!
OLDFRUEN
(døv).
Beed det! Man skal høre meget, før Ørene falde af!
MULDVARPEN
Jeg maa have en elektromagnetisk Traad i hende, eller opfinde et Knibe-Sprog. (raaber endnu stærkere) Spænd sine Evner an!
OLDFRUEN
Er her skeet Noget! Skeet Gjerning staaer ikke til at ændre! jeg har nu Ingenting hørt, men jeg har en Følelse af Noget! jeg har en mærkelig god Følelses-Evne! Hver har det paa sin Led! sagde Rivejernet.
MULDVARPEN
Jeg taler! jeg meddeler Nyt! jeg tager mig en Kone!
OLDFRUEN
Laane! kan jeg ikke gjøre det! to kolde Stene give ogsaa Ild, naar de støde sammen.
MULDVARPEN
Her er ikke Hørelse skabt! (gjør Tegn) vær taus!
OLDFRUEN
Bevar os vel! jeg forstaaer hvert Ord! De taler saa tydeligt! jeg skal være taus! Tale er Sølv, tie er Guld!
MULDVARPEN
Oldfruen bliver i sit Embede, ved Vadsken og i Raadet, Brylluppet staaer om en halv Time, og saa maae Gjæsterne være her!
OLDFRUEN
Var det nu paa den sidste Reise! Narreskibet findes i alle Havne!
MULDVARPEN
Hun forstaaer ikke et Ord! men jeg vil tale alligevel, saa er jeg i Øvelse som Taler, og det er altid godt at være en god Taler! – her er den skriftlige Instrux for Oldfruen til Festprogrammet.
OLDFRUEN
Ak, læs! god Vens Tale er sød Musik! – naar jeg føler paa Skriften, saa kan jeg følge med. Jeg er med, sagde Trunte! – De skriver en deilig ophøiet Skrift. Der er Segl paa, Bryllups Segl! Vær ikke Bager, naar dit Hoved er af Smør! Hvo er Bruden? – Jeg dirrer!
MULDVARPEN
(skrigende).
Ikke hende! – Nei, nei! – et Menneskebarn!
OLDFRUEN
Tak, for det smak, sagde Kjærlingen!
MULDVARPEN
Der i Grotten er hun! der, mellem de nedgravede Skatte, gjemte og glemte af Menneskenes Børn.
OLDFRUEN
Det har blæst i Nat, Skarnet er fløiet i Høisædet!
MULDVARPEN
Selv har hun drukket af Glemsels Kilde! Alt har hun glemt derovenfra! (en Stormvind farer gjennem Hulen, han gjennemrystes derved.) Hu! hvad er det? Det blæser paa mig! – det isner i mig! – det er, som fornam jeg Griffel paa Ruden, – Save-Hvæssen, – levende Aal mellem Lagnene! –
OLDFRUEN
Uh! hvad er det!
MULDVARPEN
Det lynte! det bliver for mine Øine, som Snee i Solskin!
OLDFRUEN
Nu kommer , sa’ Peer Brask, av! det kriller i Jorden! i Foden! i Øiet!
MULDVARPEN
Hvo kommer!
(Stormvinden suser, det lyser rundt om.)
OLDFRUEN
Det lugter af Hyldeblomst! fy!
MULDVARPEN
Der kommer saadan en forfærdelig Hukommelse over mig!
OLDFRUEN
Gamle Minder! – uh!
MULDVARPEN
Minder!
OLDFRUEN
Og Løfter Du gav – »til Natten, til Katten«.
MULDVARPEN
(smægtende).
Løfter jeg gav! – ah! –
OLDFRUEN
MULDVARPEN
OLDFRUEN
(De synke i hinandens Arme, gjentagende Slutnings Strophen, og det lyder fra alle Huler og Gange, fra oven og neden, i Toner, som fra forskjellige Instrumenter, Contrabas, Piccolo-Fløite o. s. v. indtil med Basuners Lyd »Erindrer De?« Begge udstøde et Kjærligheds Suk og forsvinde deri. Peter kommer med den friske Hyldegreen; fra dens Blomster strømmer det rige Lys ud i hele Hulen.)
PETER
Hvad var det for en underlig Lyd! her er saa meget med Underligheder! og hvor det er en lang Vei at gaae her under Jorden; men jeg husker saa meget, som jeg før ikke huskede paa! – (seer sig om) Hvor høit og bredt! det glimrer ligesom Speilstumper! – Der er noget Skræksomt i disse Steenskikkelser! – Vandet drypper ned, smaa Kilder vælde op! – hvor deiligt dog min Blomst lyser! bare den ikke gaaer ud! det er en underlig Lygte, den lyser saa langt, saa langt, lige ind i mig selv og i alle gamle Tanker. (seer Maria.) Maria! det er hende! min egen velsignede Pige! (med dæmpet Stemme) Maria! bare Ingen hører os! det er mig! det er Peter! – vaagn op! – Hun rører sig ikke! – hun er vist død! død af Angest og Bedrøvelse her dybt nede i Jorden! saa vil jeg døe med! – Men hendes Haand er jo ganske varm! Maria! Maria! – Men Herre Gud, at hun dog slet ikke kan høre! (han vifter hende med Hyldegrenen, hun aabner Øinene.)
MARIA
Hvad er det! Hvad skal jeg?
PETER
(kaster i sin Glæde Grenen fra sig, det bliver halvt mørkt).
Maria! det er mig! Peter! Mesters Peter! Din egen Ven!
MARIA
(altid med fraværende Tanker).
PETER
Men det er jo mig, sødeste Maria! – Du drømmer, det er her ikke Tid til! vi maae bort!
MARIA
PETER
Maria! bevar os! det er en fæl Drøm! det er Trolddom, og saa er her blevet saa mørkt! hvor er min blomstrende Green, min lysende Lygte. (tager Grenen op, og Alt straaler i klart Lys.) Det hjalp! det lyser! see nu kun rigtig paa mig! Naa! kan Du nu kjende mig! kom bare med til den lyse Dag.
MARIA
Hvo er Du, fremmede Svend?
PETER
Kald mig ikke »fremmede Svend«, jeg har jo aldrig været fra Mesters Huus, og det var af Kjærlighed til Dig, Maria, at jeg slet ikke drog paa Vandring! – husk Dig bare om.
MARIA
(ryster med Hovedet).
PETER
Du er nede i Jorden hos Bjergaanden, eller Muldvarpen, hvad han nu lader sig kalde; jeg er kommet her, for at finde Dig, for at frelse Dig og føre Dig hjem igjen! – Maria! husker Du ikke mere de gamle Dage, baade de der ligge ganske nær og de langt tilbage? Mangen Gang sagde din Fader til mig: »Peter! imorgen kjøre vi til Frederiksberg og saa kjører Du med«! – og hvorledes kjørte vi? Den lille Barnevogn blev trukket frem, lille Maria sat i den, Mester og jeg trak, – saa kjørte vi til Frederiksberg og saae Kong Frederik den Sjette seile om i Kanalerne; og det danske Flag vaiede og de hvide Svaner neiede og Folk stod og saae paa al den Herlighed. Det kan Du maaskee ikke huske, det er saa længe siden, det var i de rigtige gamle Dage, Du maa dog have hørt tale om de rigtige gamle Dage! Ikke sandt, Maria?
MARIA
Og Du har kjendt mig længe?
PETER
Ja, lige fra Du var to Aar gammel! det veed Du nok! jeg har kjørt Dig og jeg har baaret Dig! vi ere jo opvoxne sammen og have gaaet sammen og seet Alting sammen, den friske grønne Skov, ved Sø og ved Strand! – i Tivoli og paa Casino. Vi have levet i Fredens Tid og i Krigens Tid og sjunget »den tappre Landsoldat«! og det var altsammen i Kjøbenhavn og ikke i dette fæle Trold-Slot.
MARIA
Du kan Historier!
PETER
Hun er reent forstyrret! hun har glemt hele sin Hukommelse, mistet sin Erindring, og den er dog vor største Skat! ak, Maria, de gamle Minder ere dog det bedste i vor Skat-Kiste. Husk paa, hvad Fader siger: »Vor Herre har givet os en Tverpose med Erindringer, de onde og daarlige ere puttede i Posen bagtil, men de gode og velsignede have vi faaet i Posen fortil, og det er det Rare ved det Hele.« Hyldemoer! Hyldemoer! hjælp os begge to! (han svinger Grenen, en sagte Musik høres, det er Melodien til Sangen om Hyldetræet: »Imellem Havens Buske.«)
MARIA
Hvad er det dog! hvor deiligt klinger det! jeg føler mig saa glad og græder dog.
PETER
Og gamle Minder flyve gjennem Tanken! (han trykker den blomstrende Green i hendes Haand, saa de holde den begge, og han synger Sangen:)
MARIA
(med sagte, bævende Stemme, eftertænkende).
(Begge To gjentage de sidste Stropher, og Hvælvingen ovenover brister, Sollyset strømmer ned ovenfra; det gamle Hyldetræ deroppe sænker sine Grene ned i Hulen, dybere og dybere, saa at de staae imellem dets blomstrende Grene, der løfte dem iveiret med sig, og de sidde med Eet under det gamle Hyldetræ i Mester Bynkes Have med alle de gamle Omgivelser.)
MARIA
(udstøder et Skrig).
Peter, det er Dig! Hvor er jeg? Hvad var det? O slip mig ikke! Hold mig fast!
PETER
Maria! min egen velsignede Pige!
MARIA
En heel Verden gaaer op for mig igjen.
PETER
Maria!
MARIA
Dig har jeg! Dig! min egen lille Ven!
PETER
Og vi ere igjen hjemme hos alt det kjære Gamle, og med alle gamle Tanker og Erindringer. Hurra for Mester! for Dig og for mig! og for det kjære gamle Hyldetræ!
(Træets Krone aabner sig, Hyldemoer staaer mellem Blomsterne og siger under Harpetoner:)
HYLDEMOER
(De tre Element-Repræsentanter staae for ham.)
SOMMERFUGLEN
Og jeg!
LYGTEMANDEN
HAVMANDEN
DEN LILLE HAVUNGE
Jeg vil hjem!
SOMMERFUGLEN
(rækker ham en lille Puster.)
HAVMANDEN
LYGTEMANDEN
(rækker Maria Moseblomsten: »Brudelys«).
(han svinger det, og hver Blomst brænder som et lille Lys.)
PHANTASUS
(aabner Døren for Barberen.)
BARBEREN
PHANTASUS
(blæser Melodien: »Det gamle Træ,« og Sangen svulmer dertil, som klang det med fra alle Hyldeblomsterne:)