VI
Besøget i Møllen

»Herskabstøi bringer Du i Huset!« sagde den gamle Pleiemoder, og hendes selsomme Ørne-Øine lynede, hun bevægede den magre Hals endnu hurtigere i selsomme Dreininger. »Lykken er med Dig, Rudy! jeg maa kysse Dig, min søde Dreng!«

36| Og Rudy lod sig kysse, men det var at see paa hans Ansigt, at han fandt sig i Omstændighederne, de smaa huuslige Besværligheder. »Hvor Du er kjøn, Rudy!« sagde den gamle Kone.

»Bild mig ikke Noget ind!« sagde Rudy og loe, det fornøiede ham dog.

»Jeg siger det igjen!« sagde den gamle Kone, »Lykken er med Dig!«

»Ja, i Det troer jeg Dig!« sagde han og tænkte paa Babette.

Aldrig før havde han længtes som nu efter den dybe Dal.

»De maae være komne hjem!« sagde han til sig selv. »Det er allerede to Dage over Tiden, da de vilde komme her. Jeg maa til Bex!«

Og Rudy kom til Bex, og Møllerens vare hjemme. Godt blev han modtagen, og Hilsener fik han fra Familien i Interlaken. Babette talte ikke meget, hun var bleven saa taus, men Øinene talte, det var ogsaa aldeles Nok for Rudy. Mølleren, der ellers gjerne havde Ordet, han var vant til at man altid loe ad hans Indfald og Ordspil, han var jo den rige Møller, lod til at han hellere hørte Rudy fortælle Jagt-Eventyr, Besværligheder og Farer, som Gemsejægerne prøvede paa de høie Fjeldtinder, og hvorledes der maatte kravles hen ad de usikkre Sneegesimser, dem Vind og Veir kitte fast til Fjeldranden, kravles paa de dristige Broer, Sneefoget har kastet hen over de dybe Afgrunde. Rudy saae saa kjæk ud, hans Øine lyste, medens han fortalte om Jægerlivet, om 37| Gemsens Klogskab og dristige Spring, om den stærke Føhn og de rullende Laviner; han mærkede godt, at ved hver ny Beskrivelse vandt han meer og mere Mølleren, og Det der især tiltalte denne, var Beretningen om Lammegribbene og de dristige Kongeørne.

Ikke langt herfra, inde i Canton Wallis, var der en Ørnerede, ganske snildt bygget ind under den fremadludende Fjeldkant; der var en Unge deroppe, den tog man ikke! En Englænder havde for faa Dage siden budt Rudy en heel Haandfuld Guld for at skaffe ham Ungen levende, »men der er Grændse for Alt«, sagde han; »Ørneungen der er ikke til at tage, det vilde være en Galskab at indlade sig derpaa!«

Og Vinen flød og Talen flød, men Aftenen var alt for kort, syntes Rudy, og dog var det over Midnat, da han gik fra dette første Besøg i Møllen.

Lysene blinkede endnu en kort Stund gjennem Vinduet og mellem de grønne Grene; ud fra den aabne Laage paa Taget kom Stuekatten og hen ad Tagrenden kom Kjøkkenkatten.

»Veed Du Nyt paa Møllen?« sagde Stuekatten. »Her er stiltiende Forlovelse i Huset! Fatter veed det ikke endnu; Rudy og Babette have hele Aftenen traadt hinanden paa Poterne under Bordet; mig traadte de to Gange, men jeg mjauede dog ikke, det havde da vakt Opmærksomhed!«

»Det vilde dog jeg have gjort!« sagde Kjøkkenkatten.

»Hvad der skikker sig i Kjøkkenet, skikker sig ikke i Stuen!« 38| sagde Stuekatten. »Jeg gad nu bare vide, hvad Mølleren vil sige, naar han hører om Forlovelsen!«

Ja, hvad vilde Mølleren sige, det gad ogsaa Rudy nok vide, men vente længe paa at vide det kunde han ikke; og derfor ikke mange Dage efter, da NOmnibussen rumlede over Rhonebroen mellem Wallis og Vaud, sad Rudy i den med godt Mod, som altid, og deilige Tanker om Jaord endnu i denne Aften.

Og da saa Aftenen kom, og Omnibussen kjørte samme Vei tilbage, ja saa sad ogsaa Rudy i den, samme Vei tilbage, men i Møllen løb Stuekatten med Nyt.

»Veed Du det, Du fra Kjøkkenet! Mølleren veed nu Alting. Det var en rar Ende det tog! Rudy kom her henimod Aften, og han og Babette havde Meget at hviske og tiske om, de stode paa Gangen lige ud for Møllerens Kammer. Jeg laae ved Fødderne af dem, men de havde hverken Øine eller Tanke for mig. »»Jeg gaaer lige ind til din Fader!«« sagde Rudy, »»det er en ærlig Sag.«« »»Skal jeg følge Dig?«« sagde Babette, »»det vil give Dig Mod!«« »»Jeg har Mod nok!«« sagde Rudy, »»men er Du med, maa han see mildt, enten han vil eller ei!«« Og saa gik de ind. Rudy traadte mig voldsomt paa Halen! Rudy er uendelig keitet! jeg mjauede, men hverken han eller Babette havde Øren at høre med. De aabnede Døren, gik ind begge To, jeg foran; men jeg sprang op paa en Stoleryg, jeg kunde ikke vide hvorledes Rudy vilde sparke ud. Men Mølleren sparkede ud! det var et godt Spark! ud af Døren, op paa Bjerget til Gem39|serne! dem kan nu Rudy sigte paa og ikke paa vor lille Babette!«

»Men hvad blev der sagt?« spurgte Kjøkkenkatten.

»Sagt!« – »Der blev sagt Alt hvad de saaledes sige naar de gaae paa Frieri: »»Jeg holder af hende og hun holder af mig! og naar der er Mælk i Bøtten til Een, saa er der ogsaa Mælk i Bøtten til To!«« »»Men hun sidder Dig for høit!«« sagde Mølleren, »»hun sidder paa Gryn, paa Guldgryn, veed Du nok! hende naaer Du ikke!«« »»Intet sidder for høit, man kan naae det naar man kun vil!«« sagde Rudy; for rask paa det er han. »»Men Ørneungen kan Du dog ikke naae, sagde Du sidst! Babette sidder høiere!«« »»Jeg tager dem begge To!«« sagde Rudy. »»Ja, jeg skal forære Dig hende, naar Du forærer mig den levende Ørneunge!«« sagde Mølleren og loe, saa Vandet stod ham i Ansigtet. »»Men nu skal Du have Tak for Visiten, Rudy! kom igjen imorgen, saa er der Ingen hjemme! Farvel Rudy!«« Og Babette sagde ogsaa Farvel, saa ynkelig som en lille Kattekilling, der ikke kan see sin Moder. »»Et Ord er et Ord, en Mand en Mand!«« sagde Rudy. »»Græd ikke, Babette, jeg bringer Ørneungen!«« »»Du brækker Halsen, haaber jeg!«« sagde Mølleren, »»og saa slippe vi for dit Løb!«« Det kalder jeg at sparke! nu er Rudy afsted, og Babette sidder og græder, men Mølleren synger Tydsk, det har han lært paa Reisen! jeg vil nu ikke sørge over det, det hjelper ikke!«

»NMen det er dog altid et Udseende!« sagde Kjøkkenkatten.