previous next

VIII
Hvad Nyt Stuekatten kunde fortælle

»Her er det Forlangte!« sagde Rudy, der traadte ind hos Mølleren i Bex og satte paa Gulvet en stor Kurv, tog 44| saa Klædet af, og der gloede frem to gule, sortkrandsede Øine, saa gnistrende, saa vilde, ret til at brænde og bide sig fast hvor de saae; det korte, stærke Næb gabede til Bid, Halsen var rød og dunet.

»Ørneungen!« raabte Mølleren. Babette gav et Skrig og sprang til Siden, men kunde ikke faae sine Øine hverken fra Rudy eller Ørneungen.

»Du lader Dig ikke kyse!« sagde Mølleren.

»Og I holder altid Ord!« sagde Rudy, »hver har sit Kjendemærke!«

»Men hvorfor knækkede Du ikke Halsen?« spurgte Mølleren.

»For jeg holdt fast!« svarede Rudy, »og det gjør jeg endnu! jeg holder fast paa Babette

»See først til at Du har hende!« sagde Mølleren og loe; og det var gode Tegn, vidste Babette.

»Lad os faae Ørneungen ud af Kurven, det er farligt at see, hvorledes den gloer! hvor fik Du Tag i den?«

Og Rudy maatte fortælle, og Mølleren saae med Øine, der bleve større og større.

»Med dit Mod og din Lykke kan Du forsørge tre Koner!« sagde Mølleren.

»Tak! Tak!« raabte Rudy.

»Ja Babette har Du da ikke endnu!« sagde Mølleren og slog i Spøg den unge Alpejæger paa Skulderen.

»Veed Du Nyt paa Møllen?« sagde Stuekatten til Kjøkkenkatten. »Rudy har bragt os Ørneungen og tager 45| Babette i Bytte. De have kysset hinanden og ladet Faderen see derpaa! det er da saa godt som Forlovelse; den Gamle sparkede ikke ud, han trak Kløerne ind, tog sig en Middagsluur og lod de To sidde og loggre; de har saa Meget at fortælle, de blive ikke færdige til Julen!«

Og de bleve heller ikke færdige til Julen. Vinden hvirvlede det brune Løv, Sneen fygede i Dalen som paa de høie Bjerge; Iisjomfruen sad i sit stolte Slot, der tog til i Vintertid; Klippevæggene stode med Iisslag og favntykke, elephanttunge Iistappe der hvor i Sommeren Fjeldstrømmen lod sit Vandslør vaie; Iisguirlander af phantastiske Iiskrystaller skinnede over de sneepuddrede Graner. Iisjomfruen red paa den susende Vind hen over de dybeste Dale. Sneetæppet var lagt heelt ned til Bex, hun kunde komme der og see Rudy inden Døre, mere end han var vant til, han sad hos Babette. Til Sommer skulde Brylluppet staae; det ringede tidt for deres Øren, saa ofte talte Venner derom. Der var Solskin, den deiligste Alperose glødede, den muntre, leende Babette, deilig som Foraaret der kom, Foraaret der lod alle Fugle synge om Sommertid, om Bryllupsdag.

»Hvor de To kunne sidde og hænge over hinanden!« sagde Stuekatten. »Nu er jeg kjed af det Miau!«