IX
Iisjomfruen

Foraaret havde udfoldet sin saftiggrønne Guirlande af Valdnød- og Kastanietræer, den svulmede især fra Broen ved 46| St. Maurice til Genfersøens Bred langs Rhonen, der med voldsom Fart jog fra sit Udspring under den grønne Gletscher, Iispaladset, hvor Iisjomfruen boer, hvor hun af den skarpe Vind lader sig bære op paa den øverste Sneemark og i det stærke Sollys strækker sig paa Nde fygede Bolstre; der sad hun og skuede med langsynet Blik ned i de dybe Dale, hvor Menneskene, som Myrer paa den solbeskinnede Steen, travle rørte sig.

»Aandskræfter, som Solens Børn kalde Eder!« sagde Iisjomfruen, »Kryb ere I! en rullende Sneebold, og I og Eders Huse og Byer ere masede og udviskede!« Og hun løftede sit stolte Hoved høiere og saae med dødlynende Øine vidt om og dybt ned. Men fra Dalen lød en Rullen, Sprængning af Klipper, Menneskeværk; Veie og Tunneler for Jernbaner bleve anlagte.

»De lege Muldvarp!« sagde hun; »de grave Gange, derfor høres Lyd som Flinteskud. Flytter jeg mine Slotte, da bruser det stærkere end Tordenens Drøn!«

Fra Dalen løftede sig en Røg, den bevægede sig fremad, som et flagrende Slør, en vaiende Fjerbusk fra Locomotivet, der paa den nysaabnede Jernbane drog Banetoget, denne bugtende Slange, hvis Led er Vogn ved Vogn. Piilsnar skød den frem.

»De lege Herrer dernede, Aandskræfterne!« sagde Iisjomfruen. »Naturmagternes Kræfter ere dog de raadende!« og hun loe, hun sang, det rungede i Dalen.

»Nu rullede der en Lavine!« sagde Menneskene dernede.

Men Solens Børn sang endnu høiere om Menneske-47|Tanken, der raader, der Nspænder Havet under Aag, flytter Bjerge, fylder Dale; Menneske-Tanken, der er Naturkræfternes Herre. I samme Stund just, kom hen over Sneemarken hvor Iisjomfruen sad, et Selskab af Reisende; de havde bundet sig med Toug fast til hverandre, for at være som eet større Legeme paa den glatte Iisflade, ved de dybe Afgrunde.

»Kryb!« sagde hun. »I være Naturmagtens Herrer!« og hun vendte sig fra dem og saae spottende ned i den dybe Dal, hvor Jernbanetoget brusede forbi.

»Der sidde de, disse Tanker! de sidde i Kræfternes Vold! jeg Nseer dem hver! – Een sidder stolt som en Konge, alene! der sidde de i Klump! der sover Halvdelen! og naar Dampdragen holder stille, stige de ud, gaae deres Gang! Tankerne gaae ud i Verden!« Og hun loe.

»Der rullede igjen en Lavine!« sagde de dernede i Dalen.

»Os naaer den ikke!« sagde To paa Dampdragens Ryg, »Nto Sjæle og een Tanke« som det hedder. Det var Rudy og Babette; ogsaa Mølleren var med.

»Som Bagage!« sagde han. »Jeg er med som det Nødvendige!«

»Der sidde de To!« sagde Iisjomfruen. »Mangen Gemse har jeg knust, Millioner Alperoser har jeg knækket og brækket, ikke Roden blev! jeg sletter dem ud! Tankerne! Aandskræfterne!« Og hun loe.

»Nu rullede igjen en Lavine!« sagde de nede i Dalen.