Tredie Act
ZILLA og andre Hexekvinder træde ind med Blus og veiendeHør, bundne paa lange Stænger.
CHOR
Med Blus og flagrende Hør, saa mange
Vi gaae i Hulens mulmmørke Gange;
Her Kryb og Flagermuus snildt vi fange,
Lydløst de sværme, lyssky og bange.
ZILLA
Ind i Klippedybet
Til Flagermusen og Krybet
Kommer den jagede Hexekvinde,
Menneskets Hjælperinde.
EN DEEL AF CHORET
Vi lave til den, som i Sot sig vaander,
En Livsens Drik;
Vi fremkalde Aander
For Menneskenes omtaagede Blik.
EN ANDEN DEL AF CHORET
Derfor lønne os de Stærke
Med Kains Mærke,
Løfte mod os Staalet,
Dømme os til Baalet.
ZILLA
Den Synd var Sauls i Ungdoms Overmod.
Jeg var et Barn, men glemmer ingensinde
Det Rædselssyn. Min Moder stod
I Flammerne, blev brændt som Hexekvinde.
Vee Dig, Saul! det skal hævnes!
ZILLA
Saul, Du skal stævnes
Til Fortvivlelsens Død.
Alt Ondt han forbrød.
David bedrog han,
Forjog han,
Myrde ham vilde han.
– Udmattet, hungrende
David fandt Tilflugt hos
Templets Ypperstepræst
Abimelek.
Denne gav Flygtningen
Alterets Skuebrød, Goliaths Sværd.
Derfor Kong Saul i
Vrede og Vanvid
Nedsabled’ Præsten,
Hans Slægt, alt hvad leved’ –
David er frelst!
CHOR
Dræbt med Morder-Staalet,
Hundred til Døden henslæbt
Har Kong Saul.
ZILLA
Han min Moder har dræbt.
Hævn hun raaber endnu fra Baalet.
CHOR
Hævntiden kommer!
Saul! din Blodskyld er din Dommer!
ZILLA
Tys! vi maa vente, taale og tøve –
Stille! hver sin Gjerning øve.
CHOR
Med Blus og flagrende Hør
Ind fra Sumpens Rør
Vi gaae i de kjølige Huler,
Søge hvad Mørket skjuler.
(De forsvinde.)
(David og Abjathar træde ind.)
ABJATHAR
Her er et Skjulested, kun kjendt af Faa,
Sig vidt og vildsomt strække disse Huler.
DAVID
I din Haand, Herre, er vi hvor vi gaae,
I Bønnen til Dig jeg mit Hoved skjuler.
CHOR AF FLYGTNINGE
Landflygtige, forstødt’ som Du,
Vi er din Hær og Livvagt nu.
DAVID
Din Fader, al din Slægt, din Hjemstavns By
For min Skyld ødelagt! Forfulgt vi flye!
ABJATHAR
Schakalens Hule aabner os sit Ly,
Men Seirens Sol engang gaaer op paany.
BEGGE
I tunge Tider,
Naar Hjertet lider
Og Alle slippe,
Er Gud den Klippe,
Hvorpaa vi trygge
Kan bo og bygge.
DAVID
Tys! Noget sig rører,
Fodtrin jeg hører.
CHOR
Hvo nærmer sig fra Bjergets tætte Skove?
(De drage sig tilbage.)
(Saul og Isram træde ind.)
SAUL
Hvor kjøligt og hvor godt!
ISRAM
Her kan Du sove,
Hvil tryg, jeg vil staae Vagt.
SAUL
I din Haand er mit Hoved nu lagt.
ISRAM
Det bløde Mos et Leie Dig bereder,
Din kongelige Kappe jeg udbreder,
En Times Søvn Dig styrke og husvale!
BEGGE
I disse Klippesale
Søvnen dale,
Drømmen tale
Og husvale.
(Isram gaaer mod Udgangen.)
SAUL
Der var en Tid, i Mindet jeg den seer,
Der var en Tid, den kommer aldrig meer!
Jeg hang ved Livet med en saadan Lyst,
Som Barnet hænger ved sin Moders Bryst.
Min Sjæle-Lyst jeg kunde juble ud;
I Lykken ydmyg, takfyldt mod min Gud.
Nu er det skiftet om – min Tanke brænder,
Mig selv jeg ikke kjender –!
Brudt er min Barne-Tro, min Tro paa Alt,
Men endnu ei min Kongekrone faldt.
Her jeg skulde kunne
Stille blunde,
Sove uden Drømme,
Glemsels Bæger tømme!
– Blide Søvn, kom nu,
Konge være Du!
(Sover.)
(David og Abjathar træde frem.)
ABJATHAR
Din Dødsens Fjende!
Gud gav ham i din Haand. Stød til!
Og med hans Liv din Kval har Ende,
Som Konge Israels Folk Dig hilse vil.
DAVID
Jeg myrde ham –! Jeg myrde ham, som sover
I Gud og Tryghed! nei, det tør ei skee!
ABJATHAR og DAVID
Han drømmer. –
Søvnens Svane med ham svømmer
Ned ad Rædslers Flod.
Blod!
DAVID
Hvor er mod ham jeg lykkelig og rig!
Han skal mig kjende.
Jeg skjærer af hans Kappe denne Flig,
Ei David er hans Fjende.
ABJATHAR
Jeg har min Faders Morder i min Magt.
Min hele Slægt han Undergang har bragt,
Jeg kan mig ei bekjæmpe!
Min Hævnlyst dæmpe!
O Jehova, Du mine Tanker klare!
(Træder med draget Sværd hen mod den sovende Saul).
DAVID
(stiller sig imellem).
Vaagn op, Kong Saul, Du er i Fare!
SAUL
(farer op).
Ha, hvo kalder!
– Bøddelsværdet falder –
David! – David kan jeg
kjende!
DAVID
Jeg er ei din Fjende,
Jeg er uden Svig.
Konge, jeg mig nærmer
Dig som din Beskjærmer.
Jeg stod ved din Side,
Du paa mig kan lide.
At Du det kan vide
Mæle Kappens Flig!
SAUL
David, jeg troer Dig!
Du er uskyldig –!
Jeg i mit Hjerte
Nærer det Onde.
Kan Du tilgive?
Nu er jeg din!
DAVID
Konge, Du lider!
Prøvelsens Aander
Slide Dit Hjerte.
Toner fra Harpen
Kan dem forjage.
Heelt er jeg din!
ABJATHAR
Skrækfyldte Minder,
Blodige Tanker
Gjemmer jeg, bærer jeg;
De sønderslide.
Hvad maa jeg lide!
Hvo har en Kamp vel
At ligne mod min!
SAUL
Kan Du tilgive?
Vil Du mig følge,
Være en Broder,
Blive en Ven!
Ved Michals Hjerte,
I Kongeborgen,
Nyd Løn for Sorgen
Og glem hver Smerte.
DAVID
Min ædle Konge,
Fra dine Øine
De store Taarer
Paa Kinden trille;
Jeg tør Dig troe.
ABJATHAR
Som Blink i Natten,
Som Aftnens Kornmod,
Glimt af det Gode
Snart glemmes vil.
(Davids Folk komme til; ligeledes Isram og enkelte Krigere.)
CHOR
Hør, Lyd af Stemmer!
Hvad skeer her inde?
DAVID
Hils Eders Konge!
Bøi Knæet for ham,
Saul,Israels Konge!
CHOR
(idet de synke i Knæ).
