Riddersalen

paa Fru Malfreds Borg. Den er praktfuld oplyst.

SVERKEL

Ja, jeg er hjemme! ja, jeg er i Danmark!

Ei længer Himlen staaer i evigt blaat,

Den vexler smukt med Skyer, Vinden lufter,

Skovmærken sødt i Bøgelunden dufter,

Her er mit Hjem, saa hyggeligt og godt!

Ret som en Drøm staaer al min Vandring nu; –

En Drøm – og mens jeg drømte blev det Morgen

Og Rosenknoppen aabned’ sig, som Rose;

Jeg maa den trykke til min hede Læbe,

Den Blomst er min, jeg elsked’ den som Knop;

Jeg trykkede alt da mit Kys paa den,

Et sødt Levvel, ret som min Drøm begyndte.

I Kjærlighed er ingen Sorg for tung,

O, hvad er selv at lide og at savne!

Hvor det er lykkeligt at være ung,

Men lykkeligst sin søde Brud at favne.

LIDEN KIRSTEN

(kommer).

SVERKEL

Seer du, jeg er her alt og festlig smykket,

Du dandser jo den første Dands med mig?

Den første og den anden og den tredie!

Jeg er en sjælden Gjæst jo, den hjemkomne,

Din Broder og din allerbedste Ven!

KIRSTEN

Min Broder og min allerbedste Ven!

SVERKEL

I Vindues Karmen seer jeg endnu sidde

Den gamle Jernring, hvor jeg tidt og ofte

Fastbandt den ene Ende af mit Scherf

Og holdt saa i den anden. Husker du

Da satte Du dig op, det var din Gynge.

Saa gynged’ Du paa Bølge over Havet,

Til Miklegaard og til Jerusalem.

KIRSTEN

I Haven planted’ vi et Rosentræ,

Det groer endnu; seer Du dets høie Grene

Naae op til Vinduet.

SVERKEL

Det staaer fuldt af Roser.

KIRSTEN

Og med de smukkeste, vi har i Haven.

SVERKEL

Og husker Du den Vise, jeg Dig lærte.

KIRSTEN

Om »Gangerpilten«; tidt jeg husker den.

SVERKEL

Jeg sang den ude, og da var det for mig,

Som sad jeg hos dig i mit kjære Danmark,

Men ene sang jeg der den hele Vise,

Ei smukt med Vexelsangen, som vi sang den,

Naar jeg var Gangerpilten, Du Prindsessen.

– O, syng den for mig, da er jeg ret hjemme,

En Drøm er Reisen og de mange Aar;

Jeg sidder atter hos min liden Kirsten

Ved Tavlebordet, hvor vi spille sammen,

Og hører om hun husker Visen ret,

Jeg lærte hende. Du begynder først.

KIRSTEN

Og Gangerpilten svarer da Prindsessen.

(De sætte sig til Tavlebord.)

Vexelsang

Hør Ungersvend, siig ikke nei,

Leeg Tavlebord med mig.

SVERKEL

Jeg eier ei det røde Guld,

At sætte op mod Dig.

KIRSTEN

Sæt Du kun op din gode Hat,

Og fast om den er graa,

See jeg min Perle-Snor har sat,

Tag den, kan Du den faae.

BEGGE

Den første Gang Guldterning paa Tavlebordet randt,

Den Ungersvend han tabte, men Jomfruen hun vandt.

KIRSTEN

Hør Ungersvend, siig ikke nei,

Leeg Tavlebord med mig.

SVERKEL

Det røde Guld jeg eier ei,

At sætte op mod Dig.

KIRSTEN

Sæt Du din Kjortel da paa Spil,

Ja fast om den er graa,

Min Krone af Guld jeg sætte vil,

Tag den, kan Du den faae.

BEGGE

Den anden Gang Guldterning paa Tavlebordet randt,

Den Ungersvend han tabte og Jomfruen hun vandt.

KIRSTEN

Hør Ungersvend, siig ikke nei,

Leeg Tavlebord med mig!

SVERKEL

Jeg eier ei det røde Guld

At sætte op mod Dig.

KIRSTEN

Din Lykke har Du ret i Spil,

Nu vel, sæt dine Skoe.

Mod dem mig selv jeg sætte vil,

Min Ære og min Tro.

BEGGE

Den tredie Gang Guldterning paa Tavlebordet randt,

Den Jomfrue tabte Spillet, men Ungersvenden vandt.

KIRSTEN

Til Fruerbuur den Jomfru gaaer,

»Var jeg slig Skjæbne værd!«

SVERKEL

Den Ungersvend i Gaarden staaer,

Stolt støttet til sit Sværd.

KIRSTEN

Gud lad mig døe, var hendes Bøn.

SVERKEL

»De Taarer blive spildt,

Du faaer den bedste Kongesøn,

Og ingen Gangerpilt!«

KIRSTEN

Er Du den bedste Kongesøn, jeg Dig da hører til,

Mig selv, mit hele Hjerte, jeg glad Dig give vil.

BEGGE

Mig selv, mit hele Hjerte, jeg glad Dig give vil.

(Riddere og Fruer i selsomme Udklædninger, nogle som allegoriske Personer, andre i fremmede Klædninger, foran hver en Smaadreng med en brændende Fakkel. Fru Malfred, Narren.)

CHOR

Hil være vor Indgang i Riddersal,

Vort Mummespil!

End staaer liden Kirsten i Jomfruers Tal,

Men bort hun vil.

Imorgen!

Imorgen er Sorgen!

ETLE og NARREN

Skoe og Støvler lystigt knirke,

Majet ud er hver en Gjæst!

Salen her er nu vor Kirke,

Det er som en Æselfest.

»Hinham! hinham!«

EN SKARE UNGE PIGER

(dandse om liden Kirsten).

Fra Klostret til Kirken er Nonnens Gang,

Fri Jomfrue dandser paa Tillie,

Hun synger sit Hiertes gladeste Sang,

Hun følger sin egen Villie!

NARREN og DE UNGE JÆGERE

Ungmøens Haar er et Jægergarn,

Nonnen maa Garnet miste!

Rosen i Haugen, det Skjønheds Barn,

Blev ei til for at lægges i Kiste!

FRU MALFRED

Imens Musikken aander Sjæle-Lyst,

Gaae tunge Tanker gjennem dette Bryst.

SVERKEL

(til liden Kirsten.)

Jeg Din Dandser være vil,

Vil Du kaare mig dertil?

KIRSTEN

Dandsen vil jeg træde.

CHOR

Natten kan rumme en Verden af Glæde!

(Dands).

NARREN

Hr. Lave han reed sig under Ø,

Der fæsted’ han sig saa væn en Mø,

»Jeg rider med!« sagde Jon.

Nu førte han Bruden til sit Hjem,

Riddere og Svende fulgte med dem.

»Jeg rider med!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge hr. Jon.

Satte de Bruden paa Brudebænk,

Løste de ei hendes Snørelænk,

»Jeg løser den!« sagde Jon.

Lukkede derpaa den Dør saa brat,

»Siig nu Hr. Lave fra mig god Nat,

Jeg bliver her!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

Hr. Lave raaber høit paa sin Brud,

Han banker paa Døren: »Hr. Jon kom ud!«

– »See om jeg gjør!« sagde Jon.

Aarle om Morgenen, det var Dag

Mældtes for Kongen den hele Sag.

»Jeg vil nok med!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

Hr. Lave klager for Kongen da:

»Een har taget min Brud mig fra!«

– »Det gjorde jeg!« sagde Jon.

Kongen sagde til hver især:

»Da maa I bryde om hende et Spær!«

– »Ja, her er jeg!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

SVERKEL

End vi mødes i Dandsens Rad!

KIRSTEN

Morgenen skiller os evigt ad!

NARREN

Den første Dyst de tilsammen reed,

Hr. Lave han faldt til Jorden need;

»Der ligger han!« sagde Jon.

Drog saa til Hjemmet, rask afsted,

Bruden ham vented’ ved Borgens Led.

»Du blev dog min!« sagde Jon.

CHOR

I binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon.

De Dandsendes Række bevæger sig i Baggrunden, Sverkel og Kirsten staae i Forgrunden.

SVERKEL

O giv mig ja! – Ved Daggry maa vi skilles!

Du gaaer i Kloster, aldrig meer vi sees! –

Jeg elsker Dig saa høit et Hjerte kan!

Ak, skal vi skilles?

KIRSTEN

Nei!

SVERKEL

Du er da min!

KIRSTEN

Din!

SVERKEL

Saa sødt det klang!

O, siig det nok en Gang!

Du vil ei skilles meer fra mig?

KIRSTEN

Jeg elsker Dig!

FRU MALFRED,

som er traadt frem og betragter dem.

Søster og Broder!

SVERKEL og KIRSTEN

Velsign os Moder!

FRU MALFRED

Den første Bøn, jeg altid beder,

Det Bønnen er for Eder.

SVERKEL

Kjær Moder, o vi skilles ikke,

Ej liden Kirsten i Kloster gaaer,

Den friske Livsluft skal hun drikke,

Ej Blomsten visne i sin Vaar.

Jeg elsker hende, og Du, jeg veed,

Velsigne vil vor Kjærlighed.

KIRSTEN

Jeg er hans Brud!

FRU MALFRED

Evige Gud!

CHOR

I Tugt og Ære

Har Dine Børn hinanden kjære.

SVERKEL

Giv liden Kirsten mig til Brud.

FRU MALFRED

Nei! nei! aldrig, o Gud!

CHOR

Du førte ham fra Hyttens Straa,

Du aanded’ Adel i hans Hjerte;

Det Bedste, Høieste at naae,

Du og Din Husbond Sønnen lærte.

KIRSTEN

Han er mig kjær!

FRU MALFRED

I skilles maa!

BEGGE

Det vil og kan Du ikke,

At skilles er vor Død.

CHOR

Om korte Øieblikke

Er endt hver Angst og Nød!

SVERKEL

O, Moder!

KIRSTEN

Moder!

FRU MALFRED

Han er din Broder!!!

Det er min Synd min Smerte,

Han ogsaa hvilte under dette Hjerte.

Det er den Synd, som mig forfulgte,

Som Læben dulgte!

Mit Øie græd et Taarehav,

Og Dig, mit Alt jeg Klostret gav; –

Tilgivelse!

KIRSTEN

Min Moder!

SVERKEL

Jeg hendes Broder!

CHOR

Hvad har jeg hørt! O, bittre Øieblik!

ETLE

Det Bedste, som af Gud vort Hjerte fik,

Er her en Gift, som bringer Synd og Døden.

FRU MALFRED

Hvad er min Bod for Brøden!

SVERKEL

Gud styrke Dig, jeg bliver aldrig glad!

CHOR

– Aldrig glad!

SVERKEL

til Kirsten.

Og Du, min Søster, vi maa skilles ad!

CHOR

– Skilles ad!

KIRSTEN

Men Broder tør jo nok paa Søster tænke!

FRU MALFRED

til Sverkel.

O bliv, Du som mig ene Trøst kan skjænke!

CHOR

Ak Ingen, Ingen dem i Hjertet trøster.

ETLE

Hun gaaer i Kloster, han i Verden ud –

CHOR

Vee! Broder har trolovet sig med Søster!

FRU MALFRED

til Sverkel.

O, bliv! o, bliv! forbarm Dig, Gud!

SVERKEL

Kjær Moder siig mig da hvordan,

Jeg liden Kirsten glemme kan.

FRU MALFRED

Beed Hjort og Hind, søg Ridderspil,

Da liden Kirsten glemmes vil!

SVERKEL

For Hjort og Hind og Ridderspil

Ej liden Kirsten glemmes vil!

Jeg glemmer ei min Sjæls Attraa!

Farvel, farvel! – vi skilles maa.

KIRSTEN

Hver Fugl, som flyver under Ø,

Dig hilser fra Din Fæstemø.

SVERKEL

Saa liden Fugl er der ei til,

Den jo Gjenhilsen bringe vil.

CHOR

Lunden vil stande med Blomst og Blad,

Aldrig dog her bliver Tanken glad.

INGEBORG

iler frem.

De stakkels Børn! min eiegode Frue!

De skal ei skilles ad! jeg Løftet bryder,

En større Pligt, en hellig Kraft mig byder.

Han er min Søn, mig blev han givet!

Ved dette Hjerte har han aandet Livet.

Min Søn! min Søn!

ALLE

O tal! mit Hjerte bæver!

INGEBORG

Det Barn, som Eders Husbond bragte mig,

Er dødt, saa sandt, som her jeg staaer. Ja dødt!

I turde det ei vide og han bød mig

At sige dengang, at mit Barn var Eders.

Jeg vilde ikke; – men saasnart jeg saae,

Hvor bleg og svag I var, hvor inderligt

I kysset Barnet, græd og smilte, ja,

Da blev jeg blød, og syntes det var Ret!

Jeg kunde ikke nænne at fortælle –

Mit Barn er det! men Dit har vi begravet

Der under Hyldebuskene ved Muren.

FRU MALFRED

Som Engles Trøst det klang!

CHOR

Guds Solskin blev os givet.

SVERKEL

til Ingeborg.

O Moder, anden Gang

Du skjænker Sønnen Livet.

NARREN

Munken han reed sig under Ø,

Fæsted’ som Nonne den vænneste Møe.

»Jeg rider med!« sagde Jon.

Første Dyst, de tilsammen reed,

Munken faldt brat til Jorden ned.

»Nonnen blev min!« sagde Jon.

CHOR og DANS

Vi binde op Hjelmen af Guld og følge Hr. Jon!

FRU MALFRED og INGEBORG

Guds Moder Du min Glæde veed,

Dig skal mit Hjerte prise!

KIRSTEN

En Synd er ei vor Kjærlighed! –

SVERKEL

Ved den just Gud vi prise!

ETLE

Ej liden Kirsten i Kloster gaaer,

I Dandsen hun hos sin Brudgom staaer.

NARREN

Og Narren synger sin Vise!

CHOR

Død er Sorgen!

Glæde, Lykke gjæster Borgen

I den aarle, friske Morgen!

De dandse om Brudgom og Brud.