[3]|I

I den fornemste Gade laae en prægtig, gammeldags Gaard; hele Murværket var indæltet med Glasstumper, der i Sol- og Maaneskin straalede som om det var belagt med Diamanter; det var et Rigdommens Tegn og Rigdom var derinde; man sagde, at Grossereren var Mand for at kunne stille to Tønder Guld midt i sin Stadsestue, sagtens stille, som Fremtids Sparebøsse, en Fjerding med Guldmynt udenfor Døren, hvor hans lille Søn blev født.

Den Lille var indtruffen i det rige Huus; der var stor Glæde fra Kjælderen til op paa Qvisten, dog heroppe blev Glæden endnu 4| større et Par Timer senere. Pakhuuskarlen og hans Kone boede heroppe og her indtraf netop ogsaa en lille Søn, given af Vorherre, bragt af Storken og fremviist af Mutter. Ogsaa her stod en Fjerding udenfor Døren, ganske tilfældigt, men det var ingen Guldfjerding, det var en Skarnfjerding.

Den rige Grosserer var en høist veltænkende, brav Mand; hans Kone, fiin og høifornem gik hun klædt, var gudfrygtig, dertil mild og god mod den Fattige. Alle undte de To den Glæde at have faaet en lille Søn, der vilde voxe op, arte sig og blive rig, som Faderen.

Den Lille blev i Daaben kaldet »Felix«; det betyder i Latinen: »lykkelig«, og det var han, og Forældrene endnu mere.

Pakhuuskarlen, en rigtig kjernegod Karl, og hans Kone, saa honnet og arbeidsom, vare velseete af Alle, som kjendte dem; hvor vare 5| de lykkelige for deres lille Dreng: og han blev kaldet Peer.

Drengen paa første Sal og Drengen paa Qvisten fik hver lige mange Kys af deres Forældre og lige meget Solskin af Vorherre; men de vare jo dog forskjelligt stillede, den Ene nede, den Anden oppe. Peer sad øverst, heelt oppe paa Qvisten, og han beholdt sin egen Moder til Amme; den lille Felix havde en fremmed Person, men god og brav, det stod i Skudsmaalsbogen. Det rige Barn fik en deilig Barnevogn og blev trukket af den pyntede Amme, Barnet fra Qvisten blev baaret paa Armen af sin egen Moder, baade naar hun var i Søndagskjole og Hverdagsklædning; og det var ligesaa fornøieligt.

Begge kunde de snart skjønne, Begge voxte de til, kunde vise med Haanden hvor store de vare og sige enkelte Ord i Moders6|maalet. Lige søde, lige slikmundede og lige forkjælede bleve de begge To. Da de voxte til, havde de lige Fornøielse af Grossererens Kjøretøi. Felix fik med Ammen Lov til at sidde hos Kudsken og see paa Hestene, han bildte sig ind at han kjørte dem; Peer fik Lov at sidde i Qvistvinduet og see ned i Gaarden, naar Herskabet skulde ud at kjøre, og naar de da vare afsted, satte han to Stole, den ene foran den anden, oppe i Stuen, og saa kjørte han selv; han var den virkelige Kudsk, det var lidt mere end at bilde sig ind at være Kudsken. De havde det udmærket, de To, men de vare allerede et Par Aar gamle, før de første Gang talte med hinanden. Felix gik stadselig klædt, i Fløiel og Silke, med bare Knæe paa engelsk Maneer. Det arme Barn maatte jo fryse! sagde Familien paa Qvisten. Peer havde Buxer lige ned til Anklerne; men en Dag vare Klæderne 7| revnede lige over Knæerne, saa at der var lige saa godt Lufttræk og lige saa afklædt, som hos Grossererens lille, fine Søn; han kom med sin Moder og skulde ud af Porten, Peer kom med sin og skulde ind.

»Giv lille Peer Haanden!« sagde Grossererens Frue. »I To kunne tale sammen.«

Og den Ene sagde »Peer!« og den Anden sagde »Felix!« Ja, saa sagde de ikke mere dengang.

Den rige Frue forkjælede sin Dreng, men hvem der især forkjælede Peer var hans Faermoer. Hun var svagsynet og dog saae hun meget Mere hos lille Peer end Fader og Moder kunde see, ja Mere end noget andet Menneske kunde udfinde.

»Det søde Barn,« sagde hun, »kommer nok frem i Verden! han er født med Guldæble i Haanden; det kan jeg see med mit svage Syn. Der ligger jo Æblet og glind8|ser!« og hun kyssede den Lille midt i Haanden.

Hans Forældre kunde Ingenting see, Peer ikke heller, men som han voxte til i Begreber, vilde han dog gjerne troe paa det.

»Det er saadan en Historie, et Eventyr, Faermoer fortæller!« sagde Forældrene.

Ja Faermoer kunde fortælle, og Peer blev aldrig kjed af altid at høre det Samme. Hun lærte ham en Psalme og at fremsige »Fadervor«, og han kunde det, ikke som en Ramse, men som Ord, der vare at tænke ved; hver enkelt Bøn deri forklarede hun for ham. Især kom ham i Tanke hvad Faermoer havde sagt ved de Ord: »giv os idag vort daglige Brød!« de vare at forstaae, at for En var det nødvendigt at faae Hvedebrød, for en Anden at faae Grovbrød; En maatte have et stort Huus, naar han sad med mange Folk, en Anden, i smaa Kaar, 9| kunde boe ligesaa glad i en lille Stue paa Qvisten. »Det er saaledes for hver, det, de kalde »det daglige Brød«.«

Peer havde rigtignok sit gode, daglige Brød, og de deiligste Dage, men de blive ikke alletider ved. Krigens tunge Aar begyndte; det unge Mandskab skulde afsted, det gamle med; Peers Fader var imellem de Indkaldte, og snart hørtes, at han var en af de Første, som faldt i Kampen mod den overlegne Fjende.

Det var en bitterlig Sorg i den lille Stue paa Qvisten. Moder græd, Faermoer og lille Peer græd; og hvergang en af Naboerne kom op til dem, blev der talt om »Faer« og saa græd de Allesammen. Enken fik imidlertid Lov, i det første Aar, at boe aldeles frit i Husleiligheden, og senere skulde hun kun betale en ringe Leie. Faermoer blev hos Moder, der ernærede sig ved at 10| vaske for flere »eenlige, galante Herrer«, som hun kaldte dem. Peer havde hverken Sorg eller Savn; Mad og Drikke fik han fuldt op, og Faermoer gav ham Historier, saa selsomme og vidunderlige, om den vide Verden, at han en Dag bad hende, om de To ikke en Søndag skulde gaae til fremmede Lande og saa komme hjem som Prinds og Prindsesse, med Guldkroner paa. »Dertil er jeg for gammel,« sagde Faermoer, »Du maa først lære grumme Meget, blive stor og stærk og dog altid et godt og kjærligt Barn, som Du er det!«

Peer red i Stuen paa Kjephest, han havde hele to saadanne Heste, men Grossererens Søn havde en levende, virkelig Hest, den var saa lille, at den godt kunde kaldes et Hestebarn, det kaldte Peer den, og større kunde den ikke blive. Paa den red Felix om i Gaarden, ja ud af Porten med sin 11| Fader og en kongelig Berider. Den første halve Time syntes Peer da ikke om sine Heste og red ikke paa dem, de vare ikke virkelige; og saa spurgte han sin Moder, hvorfor han ikke havde en virkelig Hest ligesom lille Felix, og Moderen sagde: »Felix boer nede i Gaarden, tæt ved Stalden, men Du boer høit oppe under Taget; man kan ikke have Heste paa Loftet, ingen uden dem, Du har; rid Du paa dem!«

Og saa red Peer, først hen til Dragkisten, det store Bjerg med de mange Skatte: baade Peers Søndagsklæder og Moders med, samt de blanke Sølvdalere, hun lagde hen til Husleien. Han red til Kakkelovnen, som han kaldte den sorte Bjørn; den sov hele Sommertiden, men naar Vinteren kom, maatte den gjøre Gavn, varme op i Stuen og koge Maden.

Peer havde en Gudfader, han kom 12| jævnlig hver Søndag om Vinteren og fik et Maaltid varm Mad. Det var gaaet tilbage med ham, sagde Moder og Faermoer. Han havde begyndt som Kudsk, havde snapset og derved sovet paa sin Post, og det maa hverken Soldaten eller Kudsken; saa var han bleven Vognmandskarl, kjørte med Karreet, og Droske, tidt for de galanteste Folk, men nu kjørte han Skarnvogn, kjørte fra Dør til Dør, svingede sin Skralle: »snurre-rurre-ud!« og ud fra alle Huse kom Piger og Koner med deres fyldte Bøtter og vendte disse paa Vognen; der kom Skrimmel og Skrammel, Aske og Feieskarn.

En Dag var Peer kommen ned fra Qvisten, Moder var gaaet i Byen; han stod i den aabne Port, der udenfor holdt Gudfader med sin Vogn. »Vil Du kjøre med?« spurgte han; det vilde Peer nok, kjøre med bare til Hjørnet.

13| Hans Øine straalede da han sad paa Sædet hos Gudfader og fik Lov at holde Pidsken. Peer kjørte med levende, virkelige Heste, kjørte lige til Hjørnet. Der kom hans Moder; hun saae ganske betænkelig ud: fiint var det jo ikke at see sin egen lille Søn paa Skarnvogn. Han maatte strax ned, dog takkede hun Gudfader; men hjemme forbød hun Peer oftere den Tour.

En Dag kom han igjen ned i Porten; der var ingen Gudfader, som kunde forlokke ham til at gjøre Kjøretour, men der var andre Tillokkelser; tre, fire smaa Gadedrenge laae og rodede i Rendestenen for at finde, Hvad der kunde være tabt eller havde gjemt sig; tidt havde de fundet en Knap eller en Kobbermynt, men tidt havde de ogsaa skaaret sig der paa et Flaskeskaar eller stukket sig paa en Knappenaal, det var just nu Tilfældet. Peer maatte være med, og lige 14| idet han tog ned i Rendestenen, fandt han en Sølvmynt.

En anden Dag laae han igjen og rodede med de andre Drenge; de fik kun snavsede Fingre, han fandt en Guldring og fremviste, med straalende Øine, sit lykkelige Fund, saa dængede de Andre ham til og kaldte ham »Lykke-Peer«; han skulde ikke have Lov til at være med hvor de Andre rodede.

Der var bag Grossererens Gaard en sid Grund, den skulde fyldes og blive Byggeplads; derhen blev kjørt Gruus og Feieskarn; hele Dynger laae der; Gudfader kjørte det, men Peer maatte jo ikke kjøre med ham. Gadedrengene rodede i Dyngerne, rodede med en Pind og med den bare Haand; altid fandtes Et og Andet, som syntes værd at tage op.

Her kom lille Peer.

De saae ham og raabte: »Lykke-Peer, 15| skrup af!« og da han dog kom nærmere, kylede de et Par Jordklumper paa ham; en af disse slog mod hans Træskoe og smuldrede istykker; der trillede noget Blankt ud; Peer tog det op, det var et lille Ravhjerte. Han løb hjem med det; de Andre mærkede ikke, at selv idet de dængede ham, var han et Lykkens Barn.

Sølvskillingen, han havde fundet, blev lagt i hans Sparebøsse; Ringen og Ravhjertet fremvistes nede hos Grossererens Frue, thi Moder vilde vide, om det var fundne Sager, »der burde meldes for Politiet«.

Hvor straalede Grossererfruens Øine ved at see Ringen, den var jo hendes egen Forlovelsesring, den, hun havde tabt for tre Aar siden; saa længe havde den ligget i Rendestenen.

Peer fik god Hitteløn, den raslede i hans Sparebøsse; Ravhjertet var en ringe 16| Ting, sagde Fruen, det kunde Peer gjerne beholde.

Til Natten laae Ravhjertet paa Commoden og Faermoer laae i Sengen.

»Ih, hvad er det dog der brænder!« sagde hun, »det er jo, som laae der et tændt lille Lys!« Hun reiste sig og saae; det var det lille Ravhjerte. Ja, Faermoer med sit svage Syn saae tidt Mere end alle Andre kunde see. Hun havde nu sine egne Tanker derved. Næste Morgen tog hun et smalt, stærkt Baand, trak det gjennem den Aabning, som var øverst i Ravhjertet og gav sin lille Sønnesøn det om Halsen.

»Det maa Du aldrig lægge bort, uden mens Du faaer et nyt Baand sat i. Du maa heller ikke vise til andre Drenge, at Du har det; saa tage de det fra Dig, og saa faaer Du ondt i Maven!« Det var den eneste Sygdoms Plage, lille Peer endnu havde kjendt.

17| Der var ogsaa en underlig Magt i det Hjerte. Faermoer viste ham, at naar hun gned det med Haanden og man da lagde et lille Straa nær derved, saa blev Straaet ligesom levende og sprang hen til Ravhjertet, og vilde ikke slippe det.