II

Grossererens Søn fik Huslærer, der læste med ham alene og spadserede med ham alene. Peer skulde ogsaa have Kundskaber; han kom i Skole med en heel Mængde andre Drenge; de legede sammen, det var mere fornøieligt end at gaae ganske alene med Læreren. Peer vilde ikke bytte!

Han var en Lykke-Peer, men Gudfader var ogsaa en Lykke-Peer, uagtet han ikke heed Peer. Han vandt i Lotteriet to18|hundrede Rigsdaler paa en Seddel, han holdt med elleve Andre. Han fik strax bedre Klæder, og fandt sig vel i dem.

Lykken kommer nu aldrig alene, den har altid en Ansættelse med, og det havde den. Gudfader forlod Skarnvognen og gik til Theatret.

»Hvad for Noget?« sagde Faermoer, »er han gaaet til Theatret! Som hvad?«

Som Maskinkarl.

Det var en heel Forfremmelse. Han blev et ganske andet Menneske derved, og havde stor Fornøielse af Comedien, som han jo rigtignok altid saae ovenfra eller fra Siden. Deiligst var Balletten, men den kostede ogsaa sværest Arbeide og var meget udsat for Ildløs; der dandsede de baade i Himlen og paa Jorden. Det var Noget for lille Peer at see, og da der just en Aften skulde være »Generalprøve«, som det kaldes, paa en ny Ballet, 19| hvori de Alle vare klædte og udstafferede ligesom paa den Aften Folk betale for at see den Herlighed, lovede han at tage Peer med og sætte ham et Sted, hvor han kunde see det Hele.

Det var en bibelsk Ballet: Samson; Philisterne dandsede om ham, og han rev hele Huset sammen over dem og sig; men der var baade Sprøite og Sprøitefolk, dersom en Ulykke skulde skee.

Peer havde aldrig seet en Comedie, endsige en Ballet; han fik sine Søndagsklæder paa og fulgte med Gudfader over i Theatret. Det var ligesom et stort Tørreloft, med mange Gardiner og Skjermbrætter, lange Sprækker i Gulvet, Lys og Lamper. Der var saa mange Kringelkroge op og ned, og fra disse kom de ud ligesom i en stor Kirke med Pulpiturer. Nede gik Gulvet ganske skraat, og her blev Peer sat og sagt til, at 20| han skulde blive indtil det Hele var forbi, og man hentede ham. Han havde tre Smørrebrød i Lommen, sulte skulde han ikke.

Snart blev her lysere og lysere; der kom foran, ligesom op af Jorden, saa mange Spillemænd, baade med Fløiter og Violiner; der kom paa Siddepladsene, hvor Peer sad, Folk, klædte som de gaae paa Gaden, men der kom ogsaa Riddere med Guldhjelme, deilige Frøkener i Flor og Blomster, ja hvidklædte Engle med Vinger paa Ryggen; de satte sig oppe og nede, paa Gulvet og i Pulpiturerne, for at see til. De vare Allesammen Dandse-Mennesker i Balletten, men det vidste Peer ikke, han troede at de hørte hjemme i de Eventyr, Faermoer havde fortalt. Ja der kom en Qvinde, hun var den alleryndigste, med Guldhjelm og Spyd; hun saae ud over alle de Andre og sad mellem en Engel og en Trold. Nei, hvor 21| her var Meget at see, og dog var Balletten endnu slet ikke begyndt.

Med Eet blev der ganske stille; en sortklædt Mand svingede en lille Troldstav over alle Musikanterne, og saa begyndte de at spille, saa at det susede gjennem dem, og hele Væggen løftede sig. Man saae ud i en Blomsterhave, hvor Solen skinnede og alle Mennesker dandsede og sprang. En saadan Deilighed havde Peer aldrig tænkt sig. Der marscherede Soldater, og der var Krig, og der var Gilde, og Kæmpen Samson og hans Kjæreste. Men hun var ligesaa ond som hun var deilig; hun forraadte ham; Philisterne stak hans Øine ud, han maatte dreie Qværnen i Møllen og stilles op til Spot i den store Dandsesal; men saa tog han om de svære Steenpiller, som bar Loftet, og rystede det og hele Huset; det styrtede og lyste i Rødt og i Grønt, i de deiligste Ildsluer.

22| Peer kunde have siddet hele sin Levetid og seet paa det, selv om Smørrebrødet var spist op, og det var spist op.

Naa, der var Noget at fortælle om da han kom hjem. Han var ikke til at faae iseng; han stod paa eet Been og lagde det andet Been op paa Bordet, det havde Samsons Kjæreste og alle Jomfruerne gjort. Han gik Trædemølle om Faermoers Stol og væltede to Stole og en Hovedpude over sig, for at vise hvorledes Dandsesalen styrtede. Han viste det, ja gav det med fuld Musik, den hørte til, der var ingen Tale i Balletten. Han sang høit og dybt, med Ord og uden Ord, der var ingen Sammenhæng deri, det var som en heel Opera. Det Mærkeligste af Alt var imidlertid hans deilige klokkerene Stemme, men den talte Ingen om.

Peer vilde tidligere have været Urtekræmmerdreng for at raade over Svedsker 23| og Puddersukker, nu vidste han at der var Noget meget herligere, og de var »at komme i Samsons Historie og dandse Balletdands«. Der var saamænd mange fattige Børn gaaede den Vei, sagde Faermoer, og blevne fine og hædrede Folk, dog skulde aldrig noget Pigebarn af hendes Familie faae Lov at gaae den Vei, men nok en Dreng, han stod fastere.

Peer havde ikke seet en eneste af de smaa Piger falde, før hele Huset faldt, og saa faldt de Allesammen, sagde han.