84|IX

To Aar vare gaaede, men Stemmen var ikke vendt tilbage. Hvorledes vilde Fremtiden stille sig for vor unge Ven.

Han vilde altid kunde blive Timelærer i en Skole, meente Hr. Gabriel, det var dog en Levevei, men ikke til at gifte sig paa, det var heller ikke Peers Tanke i hvor stor Plads end Apothekerens Datter havde i hans Hjerte.

»Blive Timelærer!« sagde Madame Gabriel, »Skolemand! saa bliver De det kjedeligste Gnav paa Jorden, ligesom min Gabriel. De er jo født Theatermenneske! bliv den største Skuespiller i Verden, det er noget Andet end at være Timelærer!«

Skuespiller! ja, det var Maalet.

Han udtalte det i et Brev til Syngemesteren, udtalte sin Lyst og sin Forhaabning. 85| Saa inderligt længtes han efter den store Hjemstad hvor Moder og Faermoer levede, dem havde han ikke seet i to lange Aar. Afstanden var kun tredive Mile; i sex Timer kunde han med Hurtigtoget naae derhen. Hvorfor havde de da ikke seet hinanden? Det er let sagt. Peer havde ved Afreisen maattet give Løftet at forblive hvor han kom, ikke tænke paa Besøg. Moder havde fuldt op at bestille med at vaske og stryge, desuagtet tænkte hun flere Gange paa at gjøre den store Reise, uagtet den vilde koste svære Penge, men den kom dog aldrig istand.

Faermoer, ja hun havde en Rædsel for Jernbaner; det var at friste Gud. Intet skulde bringe hende til at fare med Damp, hun var jo ogsaa en gammel Kone, hun kom ikke paa Reise før hun reiste op til Vorherre.

Det sagde hun i Mai, – men i Juni reiste det gamle Menneske, ganske alene, de 86| tredive lange Mile, til den fremmede By, til de fremmede Mennesker, for at komme til Peer. Det var en stor Begivenhed, den sørgeligste, der kunde hænde Moder og Faermoer.

Kukkeren havde sagt: »kukkuk« i det Uendelige, da Peer anden Gang spurgte den: »hvormange Aar skal jeg leve?« Sundheden og Humeuret var godt! de lyste Solskin lige ind i Fremtiden. Han havde faaet et fornøieligt Brev fra sin faderlige Ven, Syngemesteren. Peer skulde komme tilbage, man vilde see hvad der kunde gjøres for ham, hvilken Vei han havde at gaae, da Sangstemmen var borte.

»Træd op som Romeo!« sagde Madame Gabriel, »nu er De gammel nok til Elskerfaget og har faaet Kjød paa Kroppen. De behøver ikke at males.«

»Bliv Romeo!« sagde Apothekeren og Apothekerens Datter.

87| Der brusede mange Tanker gjennem hans Hoved og Hjerte. Men:

»Ingen veed, hvad imorgen skeer.«

Han sad nede i Haven, der gik ud til Engen. Det var Aften og Maaneskin. Hans Kinder brændte, hans Blod brændte, Luften bar deilig Køling. Hen over Mosen svævede Taagen, den løftede sig og sank, han maatte tænke paa Elverpigernes Dands. Da kom ham i Tanke den gamle Sang om Ridder Oluf, der red ud at byde Gjester til sit Bryllup, men standsedes af Elverpigerne, som droge ham ind i deres Dands og Leeg, og det voldte hans Død. Det var en Folkesang, en gammel Digtning; Maaneskinnet og Taagerne hen over Mosen dannede i Aftenen Billeder til den.

Peer sad snart halvt drømmende og saae derpaa. Buskene syntes at have Skik88|kelse af noget Menneskeligt, og Noget af Dyret; ubevægelige stode de, Taagen derimod løftede sig, som luftige bølgende Slør. Sligt havde Peer seet i Balletten paa Theatret, hvor Elverpigerne blive fremstillede, hvirvlende, svævende med Slør af Flor; men her var det langt deiligere og mere vidunderligt! saa stor en Scene kunde Theatret ikke fremvise; saa høi og klar en Luft, et saa lysende Maaneskin, havde den ikke.

Fremmest i Taagen lyste tydeligt en Qvindeskikkelse, og denne ene blev til tre, de tre til mange, Haand i Haand dandsende, svævende Piger. Luften bar dem hen mod Hækken hvor Peer stod; de nikkede til ham; de talte; det var som Sølvklokker klang; de dandsede ind i Haven om ham; de havde ham i deres Kreds. Uden at tænke derved dandsede han med dem, men ikke deres Dands; 89| han hvivlede rundt som i den uforglemmelige Vampyrdands, men den tænkte han ikke paa, han tænkte egenlig slet ikke mere, men var aldeles overvældet af al den Herlighed, han saae omkring sig.

Mosen var en Sø, saa dyb og sortblaa, med Aakander, der lyste i alle tænkelige Farver; dandsende over Vandet bare de ham paa deres Slør hen mod den anden Bred, hvor Kæmpehøien havde kastet sit Grønsvær og løftet sig til et Slot af Skyer; men Skyerne vare af Marmor; blomstrende Træer af Guld og kostelige Stene snoede sig om de mægtige Marmorblokke; hver Blomst selv, var en farvestraalende Fugl, der sang med menneskelig Stemme. Det var som et Chor af tusinde og tusinde glade Børn. Var det Himlen eller var det Elverhøi?

Slottets Vægge rørte sig, glede mod hinanden, – lukkedes om ham. Han var 90| derinde, Menneskeverdenen laae udenfor. Da følte han en Angest, en Skræk, som aldrig før. Ingen Udgang var at finde, men fra Gulvet til høit op mod Loftet, fra alle Vægge, smilede til ham deilige unge Piger; de vare saa levende at see og dog maatte han tænke: ere de kun malede? Han vilde tale til dem, men hans Tunge havde ikke Ord, Talestemmen var aldeles borte, ikke en Lyd kom fra hans Læber. Da kastede han sig ned paa Jorden, saa ulykkelig, som han aldrig før havde været.

En af Elverpigerne traadte hen til ham; hun meente ham det vist godt, paa sin Maade; hun havde paataget sig den Skikkelse, han helst vilde see; hun lignede Apothekerens Datter; han var nær ved at troe, at det var hende; men snart saae han, at hun var huul i Ryggen, ene og alene deilig Forside, aaben bag til, slet ikke Noget indeni.

91| »Een Time her, er hundrede Aar ude,« sagde hun, »Du har allerede været her en heel Time. Alle, hvem Du kjender og holder af udenfor ere døde! bliv hos os! – ja blive maa Du, eller Væggene klemme Dig, saa at Blodet sprøiter ud af din Pande!«

Og Væggene rørte sig, og Luften derinde blev som en gloende Bagerovn. Han fik Stemme.

»Vorherre! Vorherre! har Du forladt mig?« raabte han i den dybeste Sjælesmerte.

Da stod Faermoer hos ham. Hun tog ham i sine Arme, hun kyssede ham paa Panden, hun kyssede ham paa Munden:

»Min egen søde lille Ven!« sagde hun, »Vorherre slipper Dig ikke, han slipper Ingen af os, selv ikke den største Synder. Gud være Priis og Ære i al Evighed!«

Og hun tog frem sin Psalmebog, den samme hvoraf hun og Peer mangen Søndag 92| havde sunget. Hvor klang hendes Stemme, hvor lød hendes Røst! alle Elverpigerne lagde deres Hoved til Hvile, de trængte dertil. Peer sang med Faermoer, som han før havde sunget hver Søndag; hvor var hans Stemme med Eet kraftig og stærk, dertil saa blød: Slottets Vægge rørte sig, bleve Skyer og Taage; Faermoer gik med ham ud af Høien i det høie Græs, hvor Sanct-Hans Ormene lyste og Maanen skinnede; men hans Fødder vare saa matte; han kunde ikke flytte dem, han sank ned i Græsset; det var den blødeste Seng; han hvilede saa godt og vaagnede ved Psalmesang.

Faermoer sad hos ham, sad ved Sengen i det lille Kammer i Hr. Gabriels Huus. Feberen var endt, Sundhed og Liv vendt tilbage.

Dødssyg havde han været. Nede i Haven havde de hiin Aften fundet ham af93|mægtig; en voldsom Feber fulgte; Doctoren meente, at han gik den ikke igjennem, han maatte døe, og derom blev skrevet til hans Moder. Hun og Faermoer vilde og maatte til ham; Begge kunde de ikke tage afsted, og saa reiste gamle Faermoer paa Jernbane.

»Det gjorde jeg kun for Peer!« sagde hun. »Jeg gjorde det i Guds Navn, ellers maatte jeg have troet, at jeg fløi med de Onde paa Kosteskaft Sanct-Hans Nat!«