X

Med glad og lettet Hjerte gik Tilbagereisen. Inderligt takkede Faermoer Vorherre: Peer skulde overleve hende! Yndige Naboer havde hun i Vognen: Apothekeren og hans Datter. De talte om Peer, elskede Peer som om de vare i Familie med ham. 94| En stor Skuespiller vilde han blive, sagde Apothekeren; Stemmen var nu ogsaa vendt tilbage, der laae Millioner i en saadan Strube.

Hvilken Lyksalighed for Faermoer at høre slige Ord! hun levede ind i dem, troede paa dem, og saa vare de paa Stationen ved Hovedstaden, hvor Moder tog imod hende.

»Gud være lovet for Jernbanen!« sagde Faermoer, »og lovet for at jeg glemte, at jeg var paa den! det skylder jeg disse herlige Mennesker!« og hun trykkede Hænderne paa Apothekeren og hans Datter. »Jernbanen er en velsignet Opfindelse, naar den er overstaaet. Man er i Guds Haand!«

Og saa fortalte hun om den søde Dreng, der var udenfor al Fare og boede hos velhavende Folk, der holdt to Piger og en Karl. Peer var som Søn i Huset og sammen med to Børn af fornem Familie; den Ene var en Provstesøn. Faermoer 95| havde boet paa Postgaarden, det var dyrt til Forfærdelse; men saa var hun bleven indbudt af Fru Gabriel; her havde hun været i fem Dage; det var Engle-Mennesker, især Fruen; hun havde nødt hende til at drikke Punsch, deilig lavet, men stærk.

Om en Maaned var Peer, med Guds Hjelp, rask og kom da til Hovedstaden.

»Fornem og forvænt er han vist bleven!« sagde Moder. »Han vil ikke finde sig i det her paa Qvisten! jeg er glad ved at Syngemesteren har indbudt ham til sig, – og dog,« saa græd Moder, »det er skrækkeligt at man skal være saa fattig, at Ens Barn ikke kan faae det godt nok i sit eget Hjem!«

»Siig ikke de Ord til Peer!« sagde Faermoer, »Du seer ikke ind i ham som jeg!«

»Mad og Drikke maa han dog have, ihvor fiin han end er bleven, sulte skal han ikke saalænge jeg kan røre mine Hænder. 96| Madame Hof har sagt, at han kan spise sin Middag to Gange om Ugen hos hende, nu hun er vel stillet. Hun kjender Storhed og trange Kaar. Har hun ikke selv fortalt mig, at hun en Aften i Theaterlogen, hvor de gamle Dandserinder have Plads, fik Ondt; hele Dagen havde hun kun faaet Vand og en Kommenskringle, hun var syg af Sult og blev afmægtig. »Vand! Vand!« raabte de Andre. »»Butterdeig!«« bad hun; »»Butterdeig!«« Det Nærende behøvede hun, men aldeles ikke Vand. Nu har hun faaet Spisekammer og et godt dækket Bord!«

Tredive Mile borte sad endnu Peer, men lyksalig ved Tanken om at han skulde til Staden, til Theatret, til alle gamle, kjære Minder, dem han nu ret forstod at skatte. Det sang og klang i ham; det sang og klang udenom; Alt var Solskin, Ungdommens glade Tid, Forventningernes Tid. 97| For hver Dag blev han kraftigere, fik Humeur og Farve. Men Madame Gabriel blev stærkt bevæget alt som Afskeden nærmede sig.

»De gaaer til Storhed og mange Fristelser, for kjøn er De, det er De bleven i vort Huus. De har det Naturlige ligesom jeg og det hjelper i Fristelserne. Man maa ikke være ømsindet, ikke skabagtig! ømsindet som denne Dronning Dagmar, der om Søndagen snørede sine Silkeærmer og da havde Samvittighed over saa Lidt; der skal Mere til! jeg vilde aldrig have lamenteret som denne Lucretia! hvad stak hun sig for? Hun var uskyldig og honnet, det vidste hun og hele Byen. Hvad kunde hun forMaleuren, den jeg ikke vil tale om, men som De i Deres Alder nok forstaaer! – saa gjør hun Skrig og tager Dolken! det behøvedes aldeles ikke! jeg havde ikke gjort det 98| og De havde heller ikke, vi ere naturlige Mennesker, det skal man være til enhver Tid, og det vil De vedblive at være paa Konstens Bane. Jeg glæder mig til at læse om Dem i Avisen! engang kommer De nok til vor lille By, træder maaskee op som Romeo, men da er jeg ikke Ammen, jeg sidder i Parquettet og fryder mig!«

Madamen havde stor Vask og Strygning i Afskeds-Ugen for at Peer kunde komme hjem med reent Tøi, som da han kom til dem. Hun trak et nyt, stort Baand igjennem hans Ravhjerte; dette selv, var det Eneste, hun ønskede sig til en »Erindrings-Souvenir«, men hun fik det ikke.

Af Hr. Gabriel erholdt han et fransk Lexicon, det han havde benyttet ved Underviisningen og som var forøget med Randgloser af Hr. Gabriels egen Haand. Fruen gav ham Roser og Hjertegræs. Roserne 99| vilde visne, men Hjertegræsset kunde holde Vinteren over, naar det ikke kom i Vand, men blev paa det Tørre, og hun skrev et Citat af Goethe, som et Slags Stamblad: »Umgang mit Frauen ist das Element guter Sitten.« Hun gav det i Oversættelse:

»Omgang med Fruer er Elementet for gode Sæder. Goethe.« »Han var en stor Mand!« sagde hun, »naar han bare ikke havde skrevet »Faust«, for jeg forstaaer den ikke. Det siger ogsaa Gabriel!«

Unge Madsen forærede Peer en ikke uheldig Tegning, han havde gjort af Hr. Gabriel, hængende i en Galge, med et Riis i Haanden, og Underskrift: »En stor Skuespillers første Veileder paa Videnskabens Bane.« Primus Provstesøn forærede ham et Par nye Morgenskoe, Provstinden selv havde syet, men saa store at Primus ikke 100| i de første Aar kunde fylde dem. Paa Saalerne var skrevet med Blæk: »Minde om en sørgende Ven. Primus.«

Hele Hr. Gabriels Huus fulgte Peer til Banetoget. »Man skal ikke sige, at De reiser uden sans adieu!« sagde Madamen og kyssede ham paa Banegaarden.

»Jeg generer mig ikke!« sagde hun, »naar man ikke gjør det skjult, kan man gjøre enhver Ting!«

Signalpiben lød; unge Madsen og Primus raabte Hurra, »Smaathustøi« stemte i med, Madamen tørrede Øinene og viftede med Lommetørklædet; Hr. Gabriel sagde kun det ene Ord: »Vale!«

Landsbyer og Stæder fløi forbi. Mon Menneskene derinde vare saa glade, som Peer? Han tænkte derpaa, priste sin Lykke, tænkte paa det usynlige Guldæble, som Faermoer havde seet ligge i hans Haand, da han 101| var Barn. Han tænkte paa sit Lykke-Fund i Rendestenen og fremfor Alt paa den gjenvundne Stemme og paa de Kundskaber, han nu havde tilegnet sig. Et heelt andet Menneske var han bleven. Det sang inden i ham af Glæde; det var en stor Selvbeherskelse, at han ikke sang det ud i Vognen.

Nu viste sig Stadens Taarne, nu kom Bygningerne frem; Toget naaede Banegaarden. Her stod Moder og Faermoer, og endnu Een til, Madame Hof, godt indbunden, Hofbogbinder Hofs Hustru, født Frandsen; hun glemte ikke i Nød eller Velstand sine Venner. Hun maatte kysse ham som Moder og Faermoer.

»Hof kunde ikke følge mig!« sagde hun. »Han sidder med samlede Værker til Indbinding for Majestætens Haandbibliothek. Du har det med Lykke, og jeg har det nu ogsaa. Jeg har faaet min Hof og min 102| egen Kakkelovnskrog med Gyngestol. To Gange om Ugen spiser Du hos os. Du skal see mit Husliv! det er en heel Ballet!«

Moder og Faermoer fik næsten ikke Leilighed til at tale til Peer, men de saae paa ham og deres Øine lyste lyksalige; saa maatte han i Droske for at kjøre til sit nye Hjem hos Syngemesteren; de loe og de græd.

»Han er dog et deiligt Menneske!« sagde Faermoer.

»Han har endnu sit skikkelige Ansigt som da han reiste!« sagde Moderen. »Det vil han bevare, ogsaa paa Theaterveien!«

Drosken holdt udenfor Syngemesterens Dør, Herren var ude; hans gamle Karl lukkede op og førte Peer til sit Værelse, hvor der rundt om paa Væggene vare Portraiter af Componister og paa Kakkelovnen en skinnende hvid Gips-Buste.

103| Den Gamle, lidt tung i Begreber, men Trofastheden selv, viste ham Skufferne i Commoden, Knagerne til at hænge Tøi paa, og lovede sin Beredvillighed til at børste Støvler, da Syngemesteren kom og trykkede hjerteligt Peers Haand til Velkomst.

»Det er hele Leiligheden!« sagde han, »tag tiltakke! mit Claveer i Stuen kan Du benytte. Imorgen høre vi hvorledes Stemmen har det. Det er vor Castellan, vor Husbestyrer!« og han nikkede til den gamle Karl. »Alt er i Orden, Carl Maria Weber paa Kakkelovnen er bleven hvidtet i Anledning af Ankomsten! han var utilladelig sortrøget. Men det er jo ikke Weber, der er stillet op, det er Mozart; hvorfra er han kommen her?«

»Det er den gamle Weber!« sagde Karlen, »jeg bar ham selv ind til Gipseren og har imorges hentet ham igjen!«

104| »Men dette er en Buste af Mozart og ikke en Buste af Weber!«

»Undskyld, Herre!« sagde Karlen, »det er den gamle Weber, som er bleven reen! Herren kjender ham ikke igjen fordi han er hvidtet!«

Det kunde han faae bekræftet af Gipseren, – men der fik han den Besked, at Weber var gaaet istykker, og da havde man givet ham Mozart istedet, det var jo lige Et paa en Kakkelovn.

Den første Dag skulde her ikke synges, ikke spilles, men da vor unge Ven kom over i Salen, hvor Claveret stod og Operaen »Joseph« laae opslagen, sang han: »min fjortende Vaar«, sang med klokkereen Stemme. Der var Noget saa inderligt, saa uskyldigt og dertil en Kraft og Fylde. Syngemesteren blev vaad om Øinene derved.

»Saaledes skal det være!« sagde han, »og 105| endnu bedre skal det blive. Nu lukke vi Claveret for i Dag, Du trænger til Hvile!«

»Endnu i Aften maa jeg til Moder og Faermoer! det har jeg lovet.« Og han skyndte sig afsted.

Den nedgaaende Sol skinnede hen over Barndomsgaarden; Glasstykkerne i Muren straalede; det var som et heelt Diamantslot. Moder og Faermoer sad der øverst paa Qvisten, mange Trapper iveiret, men dem fløi han opad, tre Trin i hvert Spring, og han var ved Døren og blev modtagen med Kys og Omfavnelse.

Reenligt og net var her i den lille Stue; der stod Kakkelovnen, den gamle Bjørn, og Dragkisten med de skjulte Skatte fra hans Kjephestetid; paa Væggen hang de tre kjendte Billeder: Kongens Portrait, Vorherres og »Faers« Silhouette, klippet i sort Papir. Det lignede ham aldeles fra Siden, sagde Moder, men det vilde have lignet mere naar 106| Papiret havde været hvidt og rødt, for det var han. En deilig Mand! og Peer var hans udtrykte Billede.

Der var Meget at tale om, Meget at fortælle om; Grisesylte skulde de have, og Madam Hof havde lovet at see endnu i Aften op til dem.

»Men hvor ere dog de to gamle Mennesker, Hof og Jomfru Frandsen, faldne paa at gifte sig?« spurgte Peer.

»De Tanker have de gaaet med i mange Aar!« sagde Moder. »Du veed jo han var gift; det gjorde han, sagde man, for at drille Jomfru Frandsen, som kneisede mod ham i sin Høiheds Tid; han fik Velstand med Konen; men hun var lovlig gammel: munter og paa Krykker! hun kunde ikke døe; det ventede han dog paa; det skulde ikke have undret mig om han, ligesom Manden i Historien, havde hver Søndag baaret den Gamle 107| ud i Solskinnet, for at Vorherre kunde see hende og huske at kalde hende.«

»Jomfru Frandsen sad stille og ventede,« sagde Faermoer. »Jeg troede aldrig hun naaede det. Men ifjor døde Madame Hof og saa blev Frandsen Kone i Huset!«

I det Samme traadte Madam Hof ind.

»Vi talte om Dem!« sagde Faermoer. »Vi talte om Deres Udholdenhed og Belønning.«

»Ja,« sagde Madam Hof. »Det kom ikke i Ungdommens Tid, men man er altid ung nok naar man ikke har Legems-Bræk! siger min Hof. Han har de yndigste Indfald. Vi ere gamle, gode Værker, siger han, begge i eet Bind og med Guldsnit. Jeg er saa lykkelig med min Hof og min Kakkelovnskrog: Porcellains Kakkelovn! der lægges i om Aftenen og saa er der varmt hele næste Dag. Det er en Vellyst! det er som i Bal108|letten »Circes Ø«. Kan De huske mig som Circe?«

»Ja, De var deilig!« sagde Faermoer. »Hvor dog et Menneske kan forandre sig!« Det blev nu slet ikke sagt for at sige noget Ubehageligt og blev heller ikke optaget saaledes. Saa kom Grisesylten og Thevand.

Den næste Formiddag aflagde Peer sit Besøg hos Grossererens. Fruen tog imod ham, trykkede hans Haand og bad ham tage Plads hos sig. I Samtalen med hende udtalte han sin inderlige Tak, han vidste, at Grossereren var hans skjulte Velgjører. Fruen vidste det ikke. »Men det ligner min Mand!« sagde hun; »det er ikke værd at tale om!«

Grossereren blev næsten vred, da Peer berørte denne Sag. »De er aldeles paa feilt Spor!« sagde han, afbrød Samtalen og gik.

109| Felix var nu Student og skulde gaae den diplomatiske Vei.

»Min Mand kalder det Galskab,« sagde Fruen, »jeg har ingen Mening. Forsynet raader!«

Felix viste sig ikke, han havde Timer med sin Fegtelærer.

Hjemme fortalte Peer, at han havde takket Grossereren, men at denne ingen Tak vilde modtage.

»Hvem har sagt Dig, at han var, hvad Du kalder, din Velgjører?« spurgte Syngemesteren.

»Det har Moder og Faermoer!« svarede Peer.

»Nu, saa maa han vel være det!«

»De veed derom!« sagde Peer.

»Jeg veed det! men af mig faaer Du ikke Noget at vide; og nu synge vi en Time her hjemme hver Morgen.«