110|XI

Eengang om Ugen var Qvartet-Musik. Øre, Sjæl og Tanke fyldtes af Beethovens og Mozarts herlige Tonedigtninger. I lang Tid havde Peer ikke hørt god og vel udført Musik. Der gik ham som et Ildkys gjennem Rygraden ud i alle Nerver, Taarerne kom i hans Øine. Hver Musikaften her i Hjemmet var ham en Festaften, den gav et fyldigere Indtryk end nogen Opera paa Theatret, hvor altid Noget virker forstyrrende eller viser det Mangelfulde. Snart komme Ordene ikke til deres Ret, de slikkes ud i Sangen, ligesaa forstaaelige for en Chineser, som for en Grønlænder, snart svækkes Virkningen ved Mangel paa al dramatisk Begavelse og ved at Stemmefylden synker i enkelte Partier ned til Spilledaase-Musik eller slæber sig frem gjennem falske Toner. Usandhed 111| i Decorationer og Costumer følger ogsaa med. Alt dette faldt bort ved Qvartetten. Tonedigtningerne løftede sig i sin hele frie Herlighed, dens kostelige Tapeter dækkede Væggene i Concertsalen, han var der i den Musikens Verden, dens Mestre havde tryllet frem.

I den offentlige store Musiksal blev en Aften givet af rigt besat Orchester Beethovens »Symphonie pastorale«; det var især Andanten: »Scene ved Bækken«, som forunderlig mægtigt gjennemstrømmede og løftede vor unge Ven; den bar ham ind i den levende friske Skovnatur; Lærken og Nattergalen jubilerede, Kukkeren sang ind deri. Hvilken Naturpragt, hvilket Vederqvægelsens Væld! Fra denne Stund kjendte han hos sig selv, at det var den malende Musik, hvori Naturen afspeilede sig og Menneskehjertets Strømninger gjenklang, som 112| slog dybest an hos ham, Beethoven og Haydn bleve hans Yndlings-Componister.

Med Syngemesteren talte han tidt herom, ved hver Samtale kom de To hinanden nærmere. Hvor var denne Mand rig i Kundskab, uudtømmelig som Mimers Brønd. Peer lyttede til, og som han, da han var en lille Dreng, begjerlig hørte paa Faermoers Eventyr og Historier, fornam han nu Toneverdenens, vidste, hvad Skoven og Havet fortæller, hvad der klinger i degamle Kæmpehøie, hvad hver Fugl synger med sit Næb og Blomsten lydløs udaander i Duft.

Sangtimen hver Morgen blev en sand Fornøielsens Time for Mester og Lærling; hver lille Sang blev sunget med en Friskhed, et Udtryk og en Uskyld; deiligst løde de Schubertske »Vandrer-Qvad«. Melodien fik sin Ret, men ogsaa Ordene, de smeltede sammen, løftede og belyste hinanden, som de 113| skulde. Peer var unegtelig dramatisk Sanger. Fremad i Dygtighed gik det hver Maaned, hver Uge, Dag for Dag.

I Sundhed og Livsglæde, uden Savn eller Sorg, voxte vor unge Ven. Livet laae rigt og deiligt med en Fremtid fuld af Goder for ham. Hans Tillid til Menneskene var aldrig skuffet, han eiede Barnesindet og Mandens Udholdenhed, overalt saae han kun milde Øine og venlig Imødekommen. Dag for Dag blev Forholdet mellem ham og Syngemesteren inderligere og mere fortroligt, de To vare som en ældre og en yngre Broder, og den Yngre eiede hele det unge Hjertes Inderlighed og Varme; det blev forstaaet og paa sin Viis gjengivet af den Ældre.

Hele Syngemesterens Personlighed var gjennemtrængt af en sydlig Ildfuldhed, man havde strax Fornemmelse af, at denne Mand 114| kunde hade stærkt eller elske stærkt, lykkeligviis raadede det Sidste. Han var dertil, ved Formue efter sin afdøde Fader, stillet saaledes, at han ikke behøvede at overtage et Embede uden at dette tiltalte og fyldte ham; skjult gjorde han umaadelig meget Godt paa en fornuftig Maade, men led ikke, at man takkede ham eller talte derom.

»Har jeg gjort Noget!« sagde han da, »saa har jeg gjort det, fordi jeg kunde det og fordi jeg burde det. Det var min Skyldighed!«

Hans gamle Tjenestekarl: »Vor Castellan,« som han i Spøg kaldtes, talte kun med halv Stemme, naar han tilkjendegav sin Tanke om Husets Herre. »Jeg veed hvad han yder og virker mellem Aar og Dag! og veed dog ikke det Halve. Ham skulde Kongen give en Stjerne paa Brystet! men han bar den ikke, han blev lynende gal, om 115| jeg kjender ham, vilde man mærke ham for hans Honnethed! Han bliver salig, fremfor os Andre, i hvad Tro han saa har! han er just en Mand efter Skriften!« og derpaa lagde den Gamle et eget Eftertryk, som om Peer kunde have nogen Tvivl.

Han følte og forstod just at Syngemesteren var en sand Christen i god Gjerning, et Exempel for Enhver; i Kirke derimod gik den Mand aldrig, og da Peer en Dag omtalte, at han næste Søndag med Moder og Faermoer gik til »Herrens Bord« og tilføiede om Syngemesteren aldrig gjorde det Samme, var Svaret: Nei! Det syntes, som om Denne vilde have sagt noget Mere, ja som om han havde Noget at betroe Peer, men der blev Intet sagt.

Om Aftenen læste han høit af Aviserne om et Par navngivne Mænds Goddædighed, og kom derved til at yttre sig om gode Gjerninger og deres Løn.

116| »Den skal Ingen tænke paa, den kommer! Lønnen for gode Gjerninger er som Dadler, staaer der i Talmud, de modnes sildig og blive søde!«

»Talmud,« spurgte Peer, »hvad er det for en Bog?«

»En Bog,« var Svaret, »hvorfra er groet mere end eet Tankefrø ind i Christendommen.«

»Hvem har skrevet den Bog?«

»Vise Mænd i de ældste Tider! Vise i forskjellige Folkeslag og Religioner. Her er Viisdom gjemt i faa Ord, som i Salomons Ordsprog. Hvilke Kjærne-Sandheder! man lærer her, at Menneskene rundt om paa Jorden, i Aartusinder, altid have været de Samme. »»Din Ven har en Ven, og din Vens Ven en Ven, vær forsigtig i din Tale!«« staaer der. Det er en Lærdom for alle Tider. »»Ingen kan springe 117| over sin egen Skygge««, staaer der ogsaa, og »»tramp Tjørnen, medens Du har Skoe paa!«« Du bør læse denne Bog! Du vil i den finde Cultur-Aftryk tydeligere end i Jordlagene. For mig, som Jøde, er den dertil et Arvegods fra Fædrene!«

»Jøde!« sagde Peer, »er De en Jøde!«

»Veed Du ikke det! hvor underligt at vi To, ikke før i Dag, har talt herom!«

Moder og Faermoer vidste heller ikke herom, havde aldrig tænkt herover, men altid havde de vidst at Syngemesteren var en hæderlig, mageløs Mand. Det var en Guds Styrelse at Peer havde truffet ham paa sin Vei, næst Vorherre skyldte han ham al sin Lykke. Og nu kom Moder frem med en Hemmelighed, som hun rigtignok kun faa Dage havde baaret paa og som under Tausheds Løfte var betroet hende af Grossererens Frue. Syngemesteren turde aldrig erfare, at man 118| vidste det; ham var det, der havde betalt Peers Underhold og Opdragelse hos Hr. Gabriel. Fra den Aften han i Grossererens Huus hørte Peer synge Balletten »Samson«, havde han alene været hans virksomme Ven og Velgjører, men i Taushed.