previous next

XV

Det var endnu i Vintertid; Kanebjælderne klang, Skyen bar Sneefnug; men hvor en Solstraale brød frem, forkyndte den Foraar. Det duftede og klang i det unge Bryst, det lød i malende Toner, der udfoldede sig i Ord:

End ligger Jorden i Sneens Svøb,
Lystigt paa Søen er Skøiteløb,
Træerne prange med Riimfrost og Krager,
Men imorgen bestemt det dager;
Solen bryder den tunge Sky,
Vaaren rider Sommer i By,
147| Pilen kaster de uldne Vanter.
Spil op, Musikanter!
Alle Smaafugle! stem i, stem i:
»Nu er Vintertiden forbi
O, hvilket Kys af den varme Sol!
Kom, pluk Skovmærke og Martsviol:
Det er som Skoven sit Aandedræt holder,
Nu i een Nat hvert Blad sig udfolder,
Kukkeren synger, Du den forstaaer,
Hør, Du skal leve i mange Aar!
Verden er ung, vær ung med de Unge,
Lad Hjerte og Tunge
Juble med Vaaren, freidig og fri:
»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«
Aldrig er Ungdomstiden forbi!
Jordlivet er et heelt Trylleri,
Solskin og Stormveir, Glæde og Smerte,
Der er en Verden lagt i vort Hjerte;
Den svinder ei som et Stjerneskud.
Mennesket skabtes i Billed af Gud.
Gud og Naturen staae evige unge,
Vaar, lær Du os at sjunge,
Hver lille Fugl stemmer med deri:
»Aldrig er Ungdomstiden forbi!«

148| »Det er et heelt Tonemaleri!« sagde Syngemesteren, »og godt givet for Chor og Orchester. Det er det bedste endnu af alle dine Stemnings-Stykker. Du maa virkelig lære Generalbas, uagtet det ikke er din Bestemmelse at blive Componist!«

Unge Musikvenner bragte imidlertid snart Sangen frem ved en større Concert, hvor den vakte Opmærksomhed, men ikke Forventninger. Vor unge Vens Bane var aabnet ham; hans Storhed og Betydning laae ikke blot i Stemmens sympathetiske Klang, men i hans betydelige, dramatiske Evne; det havde han viist som Georg Brown og som Hamlet. Han foretrak iøvrigt den egenlige Opera for Syngestykket; det var hans sunde og naturlige Sands imod, denne Gaaen over fra Sang til Tale og atter til Sang; »det er,« sagde han, »som om man fra Marmortrappe kommer ud paa Trætrappe, ja tidt 149| paa Hønsestige og saa igjen ud paa Marmor. Den hele Digtning maa gjennemgaaende leve og aande i Tonerne.«

Fremtidsmusiken, som den nyere Retning i Operaen kaldes og for hvilken særlig Wagner er Bannerfører, fik en Forsvarer og Beundrer i vor unge Ven. Han fandt her Charaktererne saa klart tegnede, Recitativerne saa tankegivende, den hele Handling i dramatisk Fremadskriden, uden Stillestaaen ved idelig tilbagevendende Melodier. »Det er dog en Unatur med disse store indlagte Arier!«

»Ja indlagte!« sagde Syngemesteren, »men hvor de som hos de fleste store Mestre skyde frem, en mægtig Deel af det Hele, skulle og maae de være! hører det Lyriske hjemme noget Sted, da er det i Operaen!« og han nævnede i »Don Juan« Don Ottavios Arie: »Taare, hold op at rinde!« »hvor er den liig en deilig Skovsø, ved hvis 150| Bred man hviler og fyldes heelt af Toneskovens Strømninger. Jeg bøier mig for Dygtigheden i den nye musikalske Retning, men jeg dandser ikke med Dig om dens Guldkalv! det er heller ikke dit Hjertes Mening, Du udtaler, eller ogsaa er den Dig ikke selv klar.«

»I en af Wagners Operaer vil jeg optræde!« sagde vor unge Ven, »kan jeg ikke i Ord, saa vil jeg ved Sang og Spil hævde mit Hjertes Mening!«

Valget faldt paa Lohengrin, den unge, hemmelighedsfulde Ridder, der i Baaden, trukken af Svanen, glider op ad Scheldefloden for at kæmpe for Elsa af Brabant. Hvo havde vel sunget eller givet, som han, Mødets første Sang, Hjertesamtalen i Brudekammeret og Afskedssangen, hvor den hellige Grals hvide Due omflagrer den unge Ridder, som kom, seirede og – forsvandt.

151| Denne Aften var, om muligt, endnu et Skridt frem i konstnerisk Storhed og Betydning for vor unge Ven, og for Syngemesteren et Skridt frem til Erkjendelse af Fremtids-Musiken. –

»Med Betingelser!« sagde han.