172|XVIII

Skrive Text og Musik til en Opera, og selv være Bæreren for den paa Scenen, var et Maal saa stort og lyksaligt. Et Talent havde vor unge Ven fælles med Wagner, det at kunne selv bygge den dramatiske Digtning, men havde han vel Fylde af musikalsk Stemning, som denne, til at skabe et Toneværk af Betydning?

Mod og Mismod vexlede. Han kunde ikke slippe denne sin »stadige Tanke«. For Aar og Dag siden lyste den frem som et Phantasibillede; nu var den en Mulighed, et Livsmaal. Mangen fri Phantaseren paa Claveret var bleven hilset som en Trækfugl fra denne Mulighedens Kyst. De smaa Romancer, den charakteristiske Foraarssang, bebuded Tonernes endnu ikke opdukkede Land; Enkebaronessen saae deri Forkyndelsens Tegn, 173| som Columbus saae det i de friske Grene, Havstrømningerne bare før han endnu saae Landet selv i Horizonten.

Landet var der! Lykkens Barn skulde naae derhen. Et henkastet Ord blev Tankefrøet; hun, den unge, smukke, uskyldige Pige udtalte Ordet: Aladdin.

Et Lykkebarn som Aladdin var vor unge Ven! det lyste ind i ham. Med Forstaaen og Lyst læste og gjenlæste han den smukke østerlandske Digtning; snart tog den dramatisk Form, Scene for Scene voxte frem i Ord og Musik, og alt som de voxte bleve de musikalske Tanker rigere; ved Digtningens Slutning var det som Tonebrønden nu først var boret og hele det rige, friske Væld strømmede frem; paany gjennemcomponerede han sit Arbeide, og i kraftigere Skikkelse løftede sig da efter Maaneder Operaen: Aladdin.

Ingen vidste om dette Værk, Ingen havde 174| hørt saameget som nogle Tacter deraf, ikke engang den meest Deeltagende af alle Vennerne, Syngemesteren. Ingen i Theatret, naar om Aftenen den unge Sanger ved Stemmen og sit fortræffelige Spil henrev Publicum, faldt det ind, at den unge Mand, som saaledes saaes leve og aande i sin Rolle, levede endnu inderligere, ja fortabte sig nogle Timer efter i et mægtigt Værk af Tonerne, der strømmede ud fra hans egen Sjæl.

Syngemesteren havde ikke hørt en Tact af Operaen »Aladdin«, før den fuldført i Noder og Text blev lagt paa hans Bord til Gjennemlæsning. Hvilken Dom vilde blive fældet; tilvisse en streng, retfærdig. Den unge Componist svævede mellem den bedste Forhaabning og Tanken om at det Hele ogsaa kunde være en Selvskuffelse.

To Dage gik, der blev ikke vexlet et Ord om denne vigtige Sag. Endelig stod 175| Syngemesteren for ham med Partituret i Haanden, det han nu kjendte. Der var en egen Alvor udbredt over hans Ansigt, hvorledes var den at tyde.

»Det havde jeg ikke ventet!« sagde han. »Det havde jeg ikke tiltroet Dig. Ja, jeg har endnu ikke nogen klar Dom, jeg tør udtale. Der er hist og her Feil i Instrumentationen, – Feil, som lade sig rette. Der ere enkelte Ting dristige og nye, man maa høre disse under de berettigede Betingelser! som der hos Wagner er Paavirkning af Carl Maria Weber, fornemmes hos Dig Beaandelse af Haydn. Det Nye i hvad Du har givet, staaer mig endnu noget fjernt, Du selv staaer mig for nær, saa at jeg ikke er den rette Dommer. Jeg vil heller ikke dømme; omfavne Dig vil jeg!« udbrød han med fremsprudlende Glæde. »Hvor 176| har Du kunnet magte dette!« og han trykkede ham i sine Arme. »Lykkelige Menneske!«

Der gik snart en Mumlen gjennem Byen, gjennem Aviser og »løs Snak«, om den nye Opera af Scenens unge, feirede Sanger.

»Det er daarlig Skrædder, som ikke af Affaldet fra Skrædderbordet skulde kunne lappe en Barnetrøie sammen!« sagde En og Anden.

»Skrive Text, componere den og selv synge den ud!« blev ogsaa sagt, »det er Geni paa tre Etager! men han er jo født endnu høiere – paa Qvisten!«

»De ere To om det, han og Syngemesteren!« sagde de. »Nu slaaer Alarmtrommen af Compagniet for indbyrdes Beundring.«

Operaen kom til Indstudering. De Medvirkende vilde ikke udtale nogen Mening: »Man skal ikke sige, at Dommen er udgaaet fra Theatret!« sagde de, og næsten 177| Alle satte et alvorligt Ansigt op, der ikke straalede nogen Forhaabning.

»Der er mange Horn i det Stykke!« sagde en ung Hornist, der selv componerede. »Bare han ikke løber sig et Horn i Livet!«

»Det er genialt, glimrende, fuldt af Melodie og Charakteer!« ja det blev der ogsaa sagt.

»Imorgen ved denne Tid er da Skafottet reist!« sagde Peer. »Dommen er maaskee allerede nu fældet!«

»Nogle sige, at det er et Mesterværk!« sagde Syngemesteren, »Andre, at det er et Makværk!«

»Og hvor ligger Sandheden?«

»Sandheden!« sagde Syngemesteren, »ja siig mig den! see Stjernen deroppe! siig mig, hvor er der nøiagtigt dens Plads. Luk dit ene Øie! Du seer den? Betragt den nu med dit andet Øie alene! Stjernen har flyttet 178| sig, har antaget en anden Plads. Hvert Øie hos det samme Menneske seer saa forskjelligt, hvor forskjelligt maa da den store Menneskemængde see!«

»Skee hvad der maa!« sagde vor unge Ven, »jeg maa vide min Plads i Verden, kjende, hvad jeg kan og maa udrette, eller opgive.«

Aftenen kom, Afgjørelsens Aften.

En feteret Konstner skulde løftes høiere eller ydmyges i sin gigantiske, forfængelige Stræben: Knald eller Fald! Det var en heel Stads Begivenhed. Folk stode Natten over paa Gaden foran Billet-Contoret, for at erholde Plads. Huset var propfuldt, Damerne kom med store Bouquetter, skulde disse bæres hjem igjen eller falde for den Seirendes Fødder?

Enkebaronessen og den unge, smukke Datter sad i Logen over Orchestret. Der 179| var i Publicum et Røre, en Mumlen, en Bevægelighed, der med Eet forstummede, idet Capelmesteren indtog sin Plads og Ouverturen begyndte.

Hvo husker ikke Henselts Musikstykke: »si l’oiseau j’étais«, der giver ligesom et jublende Fugleqvidder; her var noget Beslægtet: jublende, legende Børn, glade Barnerøster, Mund i Mund; Gjøgen kukkede med til dem, Droslen slog. Det var det uskyldige Barnesinds Leg og Jublen, Aladdins-Sindet; da rullede ind deri et Tordenveir, Noureddin øvede sin Magt; et dræbende Lyn slog ned, sprængte Fjeldet; bløde, lokkende Toner løde, en Klang fra Tryllegrotten, hvor Lampen lyste i den forstenede Hule, omsuset af mægtige Aanders Vingeslag. Nu klang i Valdhorn-Toner en Psalmesang, saa mild og blød, som kom den fra Barnemund; et enkelt Horn hørtes, og atter et, flere 180| og flere smeltede ind i samme Toner, og løftede sig derpaa i en Fylde og Kraft som var det Dommedags-Basunen. Lampen var i Aladdins Haand! og der svulmede et Hav af Melodie og Storhed, som Aandernes Behersker og Tonernes Mester mægter det.

Forhænget rullede op i en Bifalds-Jubel, der lød som Fanfare under Capelmesterens Tactstav. En opløbet, deilig Dreng legede, saa stor og dog saa uskyldig, Aladdin sprang mellem de andre Drenge. Faermoer vilde strax have sagt: »ja det er Peer, som han legede og sprang mellem Kakkelovnen og Dragkisten hjemme paa Qvisten; han er i Sindet ikke bleven et Aar ældre!«

Hvor sang han med en Tro, en Inderlighed Bønnen, den, Noureddin bød ham bede, før han steg ned i Klippegraven for at hente Lampen. Var det den reent fromme Melodie, eller den Uskyld, hvormed den blev 181| sunget, som rev alle Tilhørere med sig? Jubelen var ustandselig.

Det vilde have været at profanere Indtrykket, dersom denne Sang var bleven gjentaget; man forlangte det, men erholdt det ikke. Tæppet faldt, første Act var endt.

Al Kritik var forstummet, man var opfyldt af Glæde, stemt til kun at nyde i Taknemmelighed.

Et Par Acchorder lød fra Orchestret, Tæppet rullede op. Tonestrømninger, som fra Glucks »Armida« og Mozarts »Tryllefløiten«, greb og fyldte Enhver, idet Scenen atter aabnedes, hvor Aladdin stod i den vidunderlige Have. En blød, dæmpet Musik klang fra Blomster og Stene, fra Kilder og dybe Kløfter, forskjellige Melodier smeltende sammen i en stor Harmoni. En Luftning af Aandernes Hensusen klang i Chorsang; det var som lød den fjern og nu nær, 182| svulmende i Kraft og igjen forsvindende. Baaren af denne Samklang løftede sig Aladdins Sang-Monolog; tilvisse hvad man kalder en stor Arie, men saaledes i Charakteer og Situation at den blev en nødvendig dramatisk Deel af det Hele. Den klangfulde, sympathetiske Stemme, disse inderlige Hjertets Toner gjennemildnede Alle og henrev til en Begeistring, der ikke kunde stige høiere, da han greb Lykkens Lampe ombruset af Aandernes Sang.

Bouquetter regnede ned fra alle Sider, et Tæppe af levende Blomster bredte sig for hans Fod.

Hvilket Livs-Øieblik for den unge Konstner, det høieste, det største! et mægtigere kunde ingensinde forundes ham, følte han. En Laurbærkrands berørte hans Bryst, og faldt ned foran ham; han havde seet fra hvilken Haand den kom. Han saae den unge Pige 183| i Logen nærmest Scenen, den unge Baronesse, opreist som en Skjønheds-Genius høit jublende ved hans Triumph.

Der gik en Ild igjennem ham, hans Hjerte svulmede, som aldrig før, han bøiede sig, tog Krandsen, hævede den mod sit Hjerte og sank i samme Secund tilbage. – Besvimet? Død? – Hvad var det? – – Tæppet rullede ned.

»Død!« gjenlød det. Død i Seiersglæden, som Sophokles ved de olympiske Lege, som Thorvaldsen i Theatret, under Beethowens Symphoni. En Aare i Hjertet var bristet, og som ved et Lynslag var endt hans Dage her, endt uden Smerte, endt i jordisk Jubel, i Kaldet af sin jordiske Mission. Den Lykkelige fremfor Millioner!