Tiende Scene

DE FIRE AARSTIDER. DE FORRIGE

(VINTEREN bærer en sort Pels og Puddelskinds Hue, samt en lille Muffe; han er stærkt sneet til. SOMMEREN er i Nankins Frakke og Beenklæder, har moderne Straahat med en Krands om af Kornblomster og en Parasol i Haanden. HØSTEN er vel ved Magt og har en grøn kort Trøie og Marqueurforklæde paa, Viinløv om Kaskjetten, under Armen en lille Tønde hvorpaa staaer skrevet Most, i Haanden en Viindrueklasse. FORAARET er en ung Blomsterpige med Violer paa Hatten og Blomster i en Kurv.)

AANDERNES KONGE

Kom nærmere! I fire Døgenichter! hvad er det jeg hører. Er det at opføre sig som skikkelige Aarstider? Og han Hr. Vinter, hvad er det for et Liv han fører? Skammer han sig ikke? Er det passende, at han, en gammel udlevet Cavaleer, begynder at faae det med Varme? Hvorfor har han slaaet ned i November? Hvor har han den Lynild fra? jeg har ikke givet ham den! Tal, forklar sig, jeg vil vide det.

VINTEREN

(med dyb Bas).

Strenge Herre! jeg kan ikke gjøre for det! Det er Sommeren, der lyner over i mig. Han er en fæl Krakiler.

AANDERNES KONGE

Sommeren har ikke noget at gjøre i Deres Embedstid. Træd frem! (vinker ad Sommeren). Hvad gaaer der af ham? Han opfylder kun daarlig i rette Tid sine Pligter. Jeg troer han drikker, han er jo altid fugtig!

HØSTEN

Deres kongelige Durchlauchtighed, vil tillade mig at tale. Sommeren er sandelig uskyldig! det er Vinteren, der ikke kan lade ham være i Ro. Midt i hans bedste Tid kaster Vinteren ham over med Iistapper, Hagl og Taage, saa at det maa gyse i En; og naar man har maattet taale det, saa er det saa naturligt at Sommeren lyner lidt ind i Vinteren.

SOMMEREN

Ja, det er Sandhedens Ord! Høsten er min eneste Ven! Først hos ham føler jeg at jeg er mig selv, hos ham kommer jeg til Ro, – jeg har det varmeste Hjerte, den bedste Villie, men det er ikke det, som gjør det!

AANDERNES KONGE

Jeg vil ikke høre mere! men det siger jeg, I skulle forliges indbyrdes; gaaer ikke hen og fordærver mig mit lille Foraar! Det er et sødt lille Væsen, det er min bedste Aarstid, Foraaret. (kniber hende i Kinden og giver hende et Guldstykke.) Det har Du til lidt Fornøielse, Du lille Puttehøne, min egen Kjælegriis!

FORAARET

O deres Strænghed, maa jeg kysse Haanden! jeg skal rigtig føre mig saa godt op.

AANDERNES KONGE

Og nu afsted! men husk hvad jeg har sagt! kommer der endnu eengang Klage over Eder, saa veed jeg hvad jeg har at gjøre. Isærdeleshed han, Hr. Sommer, tage sig iagt! vær hellere for heed, end for kold, og giv ikke langvarig Regn, selv om det regner hele

">NSyvsoverdag. Vinteren passe sit! og nu lader han i Dag falde Tøesnee og imorgen Isslag paa Vesterbro. Forstaaer han! afsted!

(De fire Aarstider gaae.)

AANDERNES KONGE

Alt det maa man have i sit Hovede! – naa, kom min kjære Zephises, nu skal jeg sørge for Din Søn, jeg vil gjøre ham lykkelig, saa lykkelig, som et Menneske kan blive det paa Jorden. Jeg veed Din Idee med den syvende Statue, det er en meget god Idee, det er egentlig min! – Men det siger jeg Dig, Du giver ham ikke noget Vink eller Raad, ellers tales vi ved. Nu til Frokosten, jeg har en prægtig Krokodilesylt med Alperoser.

(De gaae under Tordendrøn og Lyn.)