Fjortende Scene

ELIMAR

(alene).

Nu er jeg alene, alene i Ordets dybe Betydning! min Faders Død har kuldkastet al min Lykke. Hvilke sælsomme Begivenheder og Under omgive mig fra min spæde Barndom! Min Faders Liig er paa en overnaturlig Maade pludselig forsvundet. Hvorofte har han ikke dunkelt talt derom! ogsaa om store Skatte, om uhyre Rigdomme, som efter hans Død skulde blive mine, talte han, men altid paa en saa hemmelighedsfuld Maade; jeg forstod ham ikke. Intet findes efter ham, ikke engang Papirer, der kunde sige hvor han har anbragt sin Formue, der neppe kan være ringe. Hvad skal jeg begynde paa!

Mel. Och liten Karin tiente.

Nu briste alle Bobler, som Barne-Øiet saae!

Og intet Solskin kommer fra Skyen tung og graa;

Der springe ingen Roser ud fra den haarde Steen.

Jeg kjender ingen Venner, jeg eier ikke een!

(springer op) Det banker! kom ind!