Fjerde Scene

Abekattenes Land

Stor oplyst Sal

Midt paa Gulvet, paa en ophøjet Plads, staaer et Guld-Buur, hvori sidder Fuglen Phønix, en klagende, melodiøs Violoncelsolo, Thema af Lucia, udtrykker Fuglens Længsel; under Musikken kommer Skovbesidderen og hans Søn, disse ligesom alle de andre Herrer og Damer af Abelandet, ere alle høist elegant klædte, efter nyeste Pariser-Mode, see fuldkommen ud som Mennesker, men have Abe-Ansigter, og imellem, ved Forglemmelse, Abemanerer.

SKOVBESIDDEREN og SØNNEN

SØNNEN

Ak, Papa! hør, hør! det er som i Skoven, da jeg sprang om som en lille Vildkat!

SKOVBESIDDEREN

Charmant! Hvad var det Du sagde, min Søn? (bukker for Fuglen.)

SØNNEN

Hvor yndig!

SKOVBESIDDEREN

Du maa ikke være henrykt, før Selskabet er det! og vi ere komne for tidligt. Det er galt. Her er hverken Herren eller Fruen. (seer paa Sønnen) Hovedet lige! Hatten holdes, saa at man seer det hvide Foer inden i; og den ene Handske, saaledes! Complimenterne efter Personerne: dybt, gruelig dybt, eller kun et lille Blink med Øiet. Godt, meget Godt! Hører Du Vognrummel? her kommer hele beau monde! den er baade Soirée musicale og the dansant! Ah! Herren og Fruen!