Femte Scene

AANDERNES KONGE. (strax derpaa) ELIMAR og HENRIK, (denne har Abe-Ansigt og Abe-Manerer.)

AANDERNES KONGE

Var det imorgen, saa havde det været paa min Fødselsdag.

Mel. Slutnings Thema af Sonnambula

ELIMAR

(knæler, Henrik aber efter.)

Aanders Herre! tør jeg vove

Dig at takke, Dig at love!

Tak for Guld og grønne Skove,

Tak for Gave, tak for Gunst!

AANDERNES KONGE

Vær velkommen i mit Rige.

ELIMAR

Tør jeg vove, bede, sige,

Frels først den Ulykkelige,

Fra den fule Trolddoms Kunst!

(peger paa Henrik.)

[Samtidig start]

AANDERNES KONGE

Jeg forstaar nok hvad Du mener.

Denne Abe er din Tjener,

Jeg ham Skikkelsen forlener,

Den han fordum fik og bar.

ELIMAR

Aanders Herre, høit i Sale,

Vover jeg til Dig at tale,

Vover mig at anbefale,

Du min Fremtids Lykke har.

[Samtidig slut]

(Aandernes Konge bøier Henriks Hoved mod Vandfadet og gyder en Skaal Vand over ham. – Henrik springer op med et Skrig, han har mistet Abemasken, og har igjen sine sædvanlige Manerer.)

HENRIK

Føi for Satan, er det Maade!

Flipperne blev ganske vaade.

(forskrækket)

Ak tilgiv mig, Deres Naade!

Er nu Abekatten væk?

AANDERNES KONGE. ELIMAR

Du staar gjenfødt. See i Speilet!

HENRIK

O, jeg er som overseilet!

Har jeg mod Respekten feilet,

Det er skeet af bare Skræk.

Jeg er let i alle Lemmer!

Gamle Henrik jeg fornemmer!

Aldrig jeg den Reise glemmer,

Men Pointet nævnes ei!

[Samtidig start]

Heisa, hopsa, falderalle!

Alle Sorger, alle, alle,

Ere glemte, jeg maa tralle,

La, la, la, la, la, la, hei!

(dandser rundt.)

AANDERNES KONGE

Han er let i alle Lemmer o. s. v.

ELIMAR

Aanders Herre, tør jeg vove,

Dig at takke, Dig at love!

Meer end Guld og grønne Skove,

Gav Du mig! tak for Din Gunst!

[Samtidig slut]

ELIMAR

Henrik, Du glemmer hvor Du er! tak Aandernes Konge!

AANDERNES KONGE

Han syntes mig interessantere i sin forrige Skikkelse! men nok derom. (til Elimar.) Og, hvad Dig angaaer, og hvorfor Du er kommet her, jeg veed det, spar din Tale! Din Fader gav jeg sex kostelige Billedstøtter, Du skal erholde den syvende og sidste, som overstraaler alle de Andre, –

ELIMAR

Lad mig synke for Dine Fødder.

AANDERNES KONGE

Ikke tale! det er mig der har Ordet! – Du har allerede seet Beviis paa min Deeltagelse! jeg aabnede Dig den underjordiske Hvælving, jeg lod den lille Nisse føre dig derned, og gav ham den Pegl Ønske-Nødder, som han meget fornuftig har benyttet; jeg har stor Deel i Alt. Du vil erholde den syvende Statue, den der er meer end Perler og Guld!

HENRIK

Det skulde ikke være en lille ottende, deres Majestæt! –

AANDERNES KONGE

(vedblivende til Elimar).

Een Betingelse gjør jeg; før Du erholder den syvende Statue, maa Du bringe mig en attenaarig Pige, smuk, god og uskyldig, et Mønster for hver Qvinde, Een, som aldrig har sagt en Usandhed. –

HENRIK

Tak! – Ja tag mig saa Statuen! – Det gaaer aldrig, Deres Majestæt! jeg kan mærke, at De ikke kjender Fruentimmerne; ryk ud med Statuen, hvad er saadant et lumpentPostament for en Stormægtighed, som Deres keiserlige Høihed? –

AANDERNES KONGE

Stille! (til Elimar.) Du tør ikke forelske Dig i hende; uopholdelig bringes hun til mit Jord-Palads; dvæl ikke! Dag eller Time, hver Dvælen bringer Jammer over Dig, og giver Du hende ikke godvillig i min Magt, da maae Du øieblikkelig døe! – Du sværger det!

ELIMAR

Jeg sværger det!

(Tordenen ruller.)

HENRIK

Hu, hvor det rumler i Majestæten!

AANDERNES KONGE

Du, eller hun!

ELIMAR

Jeg eller hun! Men, Herre, selv om det nu bliver mig mueligt at finde en attenaarig Pige, smuk, god og uskyldig, et Mønster for hver Qvinde, hvorledes kommer jeg da efter, om hun aldrig har sagt en Usandhed, selv om kun i Spøg, dog altid en Usandhed?

HENRIK

See Skudsmaalsbogen!

AANDERNES KONGE

(til Elimar).

Du har Ret, jeg maa give Dig et Middel til at kjende Qvinden.

HENRIK

Deres Gjennemsigtighed! lad ham spørge mig! han er saa uskyldig, jeg kjender bedre Fruentimmer-Kneb.

AANDERNES KONGE

Nu vel, du sige ham det! – (til Elimar) hvor Du møder en ung smuk Pige, grib hendes Haand, og er hun ikke uskyldig, tro og sanddru, har en eneste Løgn besmittet hendes Læbe, da vil electriske Gnister gjennemfare denne Yngling, det vil virke, som Gigt i alle hans Lemmer. –

HENRIK

Nei, Deres Forfærdelighed, det holder jeg ikke ud, jeg taaler hverken electriske Albustød eller Flyve-Gigt.

AANDERNES KONGE

Et Menneske udholder mere, end det troer. Du er indviet!

HENRIK

Om Forladelse! (vil ud.)

ELIMAR

Hvorhen!

HENRIK

Jeg faaer saa ondt!

AANDERNES KONGE

Du bliver.

HENRIK

Men Deres keiserlige Høihed! jeg er ingen Aande-Krop! jeg er et menneskeligt Væsen, med Hjerte, Lunge, tilstrækkelig Mave o. s. v. o. s. v.! jeg kan ikke tjene, som Electriseer-Maskine!

AANDERNES KONGE

Stille! Der venter Dig ogsaa Glæder, usigelige Glæder, salige Fornemmelser; findes en Qvinde, uskyldig, tro, sandru og som aldrig har løiet, –

HENRIK

Vi have bragt Fugl Phønix, og der er kun een!

AANDERNES KONGE

Hør mig! – findes en saadan Qvinde, da vil Du opfyldes af Salighed, dit Øie vil lee, din Læbe synge, dine Fødder bære Dig i Dandsens Lykke! –

HENRIK

Dandse, Deres Majestæt! Dandse naar Gigten har gjort mig til Hospitals-Lem! –

ELIMAR

Jeg vil sørge for din Fremtid!

HENRIK

Ja, naar jeg ligger i min Grav!

AANDERNES KONGE

Det er min Villie! – Pamphilius!