Fjerde Scene

ELIMAR og HENRIK

HENRIK

Mel. af Preciosa: »Eensom er jeg« etc.

Herre, hvad skal Enden blive!

Her De Sandheds Offer seer.

Jeg er ikke meer ilive,

Dersom her skal prøves fleer!

ELIMAR

Stakkels Henrik! det gjør mig ondt for Dig!

HENRIK

O Herre, jeg bliver aldrig Menneske mere. De to sidste Jomfruer, de maae have løiet mange Aar før de kom til Verden, det er ikke muligt andet!

ELIMAR

Det er næsten ogsaa utænkeligt at skaffe hvad Aandernes Konge fordrer! dog, jeg opgiver ikke Haabet!

HENRIK

Men jeg opgiver Livet!

ELIMAR

Vil Du, at vi skulle drage til et andet Land?

HENRIK

Det kan ikke hjelpe! de lyve allevegne. Jeg kjender Verden, jeg er ikke som Keiseren i Eventyret, der troede saa lidt paa Løgn, at han lovede sit halve Rige og sin Datter til den, der kunde sige en Løgn.

ELIMAR

Og der var nok, som meldte sig?

HENRIK

Ja, men han troede dem Allesammen! Hele Landet lagde sig efter Løgn, alle Embedsmænd, Smaa og Store; men Keiseren troede alt hvad de sagde og Datteren blev aldrig gift, og Keiseren døde af Løgne-Længsel, Sorg over aldrig at høre en Løgn, – og Løgn er hele Historien!