Værelset paa Vesterbro
GRETHE
(kommer).
Ak! det er en lang Tid at være uden Kjæreste og uden Herskab! Jeg kan ikke taale at see i Almanakken hvad man skriver! jeg skulde næsten troe at det var Foraar, men jeg veed det ikke; men det veed jeg, at det er det værste Søle paa Gaden, og saa har jeg saadan en underlig Længsel.
Mel. Kommer ei Vaaren.
(en Stork sætter sig i det samme ned i det aabne Vindue).
Ak ja! der er den! den sidder lige i Vinduet! det er igjen Trolddom, eller det er et tamt Dyr! den nikker, den knæbbrer! jeg kan ikke forstaae Dig! Den har noget om Halsen, det seer ud, som et Brev! ak, naar jeg turde troe, at den var Postbud! (tager Brevet, og læser Udskriften): »Grethe Jensen, Jomfru!« ja, det er mig! og fra Henrik! ak det velsignede Dyr! havde jeg bare en lille Snog eller en lille Frø, han skulde faae den. Hvad bringer Du mig næste Gang? (Storken knæbbrer) Jeg kan ikke forstaae Dig. (Storken bøier Hovedet ned og viser hende to smaa Svøbelsebørn) I fy! han er jo equivok. (Storken flyver) det er høist upassende! hvem skulde troe Sligt og det er virkeligt her, thi jeg staaer ikke i Storke-Tanker. Jeg har jo ogsaa Henriks Brev. Nu maa jeg læse det og saa maa jeg ud til alle Veninder, at de kunne faae godt af det. (læser). »I Ballonen!« – O Gud, i Ballonen! – »jeg er frisk og vel og ønsker at høre det samme fra Dig!« nei hvor han skriver for sig! »Hvad jeg har seet kan jeg ikke sige, og derfor siger jeg det heller ikke! Din i de høiere Regioner trofaste Henrik. Efterskrift: Evig Kjærlighed paa Vesterbro!« Nei, saadant noget kan Ingen af vore Digtere finde paa! (kysser Brevet.)
(løber ud.)