Tiende Scene

Nat

Vild vulkansk Egn, Flammer slaae op.

USYNLIGT CHOR

Mel. Det underjordiske Bachannale af Robert.

Med blussende Flammer, dæmonisk Hussa,

Hver nysgjerrig Dødelig jages herfra!

Svæv Taage, som Spøgelser, lystig i Dands,

Mens inde i Slottet er Solskin og Glands!

(Under Sangen daler Ballonen med Anna, Elimar, Henrik og Nissen.)

NISSEN

Stop! Her boer Aandernes Konge. (til Elimar) gjør nu Dit, jeg har gjort mit!

ANNA

Hvilket rædsomt Sted! hvilken Flugt gjennem Skyerne!

HENRIK

Vinden killede mig i Haartoppen!

ELIMAR

(til Nissen, der svæver bort i Ballonen).

Hvorhen?

NISSEN

Jeg er færdig! Farvel! derind gaaer din Vei! jeg flyver til Vesterbro.

(forsvinder.)

HENRIK

Herre, det er en deilig Indretning, og her er ikke engang en Kro!

(Den dæmoniske Musik og Sang høres igjen.)

ANNA

Hvor er vi? Hvad betyder alt dette? (til Elimar) Du er saa taus, saa bleg! Hvad har jeg gjort?

ELIMAR

O, Anna! jeg føler mig saa ulykkelig.

ANNA

Du, Herre, Ven?

ELIMAR

Din Ven! – O Du veed det ikke; Anna!

ANNA

Jeg forstaaer Dig ikke, jeg forstaaer neppe mig selv! Hvad er der skeet? Hvad har jeg gjort? –

I Stormen jeg stod med blegnende Kind,

Vort Skib var som Fnug for en Hvirvelvind,

Den tunge Bølge i Rummet brød,

Min Fader, Alle fandt deres Død!

Kun jeg blev frelst til den bittre Nød.

Man bragte mig ind i den summende Kube,

Bag smilende Mund saae jeg Ulvens Strube,

Det var, som jeg drømte en Drøm saa fæl.

Da kom Du, jeg saae i dit Øie din Sjel,

Og vaagnede op til en Flugt over Enge.

Over Bjerg, over Sky i Dagningens Skjær.

Det er som havde jeg kjendt Dig længe,

Den korte Tid jeg fik Dig saa kjær,

Som havde vi altid deelt Sorg og Nød,

Som var Du for mig Fader og Moder.

Ja, Du er mig mere end Søster og Broder,

Jeg holder paa Dig i Liv og Død!

ELIMAR

O, Anna, see ikke saa mildt paa mig,

See ikke saa kjærligt, Du fromme, rene!

Din Tillid og Tro kan jeg ikke fortjene!

(afsides).

Jeg elsker hende! – Ondt vil jeg Dig!

Din onde Aand staaer her ved din Side.

O Anna, Anna! hvad maa jeg lide!

ANNA

Hvad er det! dog nei, jeg Dig ikke forstod!

Dog er her en Magt, som isner mit Blod,

– Er Du vel en Aand – da er Du en god!

I Frelserens Navn!

(folder sine Hænder over hans Hoved).

O Du græder nu!

Jeg kysser din Taare, uskyldig er Du!

ELIMAR

O Vee mig, den syndigste Eed jeg svoer!

See denne Hule, derinde han boer,

Han, Aandernes Konge, hvem Løftet jeg gav,

Som Abraham bragte sit Barn til Baalet,

Saa bringer jeg Dig, vi staae ved Maalet,

Her skal vi skilles, her er – vor Grav!

ANNA

Det er ikke saa – Du ondt udøve?

Det kan Du ikke, Du vil mig prøve –

Og dog denne Smerte, og dette Blik,

Bekræfte Dit Ord – o laa jeg begravet,

Der dybt i Havet!

Ulykken har fulgt mig fra Barndoms Aar,

Ulykken bringer jeg hvor jeg gaaer!

Din Villie skee!

ELIMAR

Nei, ingensinde!

(styrter ned for hende.)

Tilgiv, Du fromme, Du herlige Qvinde!

Selv vil jeg bøde, lide og bløde,

Ene gaae Straffen imøde!

HENRIK

Herre, jeg kan ikke længer holde det ud! udleveer De mig til Aandernes Konge, saa faaer han dog En, og med al Respect for Herren, jeg troer at jeg kan være ham til mere Gavn! men sørg for Grethe! Herre! nu faaer jeg nok en Idee, for Ideer komme altid som Kyllinger, den ene ovenpaa den anden. Kald paa deres høisalig Fader, faae et Raad af ham, han vidste altid en Udvei, og han staaer sig jo godt med Aandernes Konge! De hører ikke paa mig! – Ak, jeg er næsten lige saa bedrøvet, men hvad kan det hjelpe: Hr. Zephises! – afdøde velsignede Herre! hør os i vor Fortvivlelse, stig ned fra din Aandeverden, og siig os et Trøstens Ord.

(stærkt Tordendrøn.)