Ellevte Scene

DE FORRIGE. AANDERNES KONGE, staaer pludselig paa Klippestykket over Hulen, og strækker sin Haand ud imod dem.

AANDERNES KONGE

Kald ei de Døde!

Eden maa holdes!

Elimar, Elimar!

Husker Du Løftet ei?

Hun eller Du! –

ELIMAR

Hvad har jeg gjort! Vee mig, jeg straffes haardt!

Hvad stræbte jeg dog efter tomme Skatte? –

AANDERNES KONGE

Hun eller Du!

ELIMAR

Vel, Konge, tag da mig, jeg er Dit Bytte!

Thi tankeløs og hjerteløs jeg svor.

Farvel, min Anna, Een vil Dig beskytte,

Den Ene, han, paa hvem den Fromme troer!

ANNA

Du døe for mig!

(til Aandernes Konge.)

Modtag dit Bytte!

(kaster sig hen for Aandernes Konge, der udbreder sin Haand og Kappe over hende.)

ANNA

Nu er Du frelst! – Min Elimar!

(idet Aandernes Konge hæver sin Haand, synker Anna og forsvinder, Elimar udstøder et Skrig.)

AANDERNES KONGE

Mit har jeg faaet!

Dit Du erholde:

Syvende Statue,

Den, som er meer end

Perler og Guld!

ELIMAR

Forbarmelse! giv hende dog tilbage,

Og gjerne maa Du al min Rigdom tage!

Gjør mig kun fattig, fattig alle Dage!

Men frels min friske, første Kjærlighed!

AANDERNES KONGE

Bønner ei røre mig!

Ei tør jeg høre Dig!

Hjem skal jeg føre Dig,

Der skal tilhøre Dig,

Skatten den herligste,

Den, som er meer end

Perler og Guld!

(forsvinder under et vældig Brag; Elimar synker til Jorden, og Scenen forvandles til Hvælvingen, hvor Rigdommen gjemmes; den syvende Statue er der, men tilhyllet med et stort blaat Slør, besat med Stjerner.)