En aaben Plads udenfor Jöran Arvedsons Gaard ikke langt fra hvor Elven danner
et stort Vandfald; en mægtig Hængebirk hælder sine Grene ud over Strømmen.
Baggrunden lukkes ved skovgroede Fjelde, mellem hvilke fremrager en Fløi af Fru
Sparres Gaard; denne er opført af røde Steen, har takket Gavl og et høit Taarn,
Arvedsons Gaard er derimod af Bjelker, der langs med den fremspringende Svale og det brede lave Vindue ere kunstigt
udskaarne. Det er snart ved Sol-Nedgang. JÖRAN ARVEDSON, HEDDA og en Mængde
Gjæster, hvoriblandt PEHR LAURIN, ere samlede og midt i Folkelegen: »Dandse vakkert«, der bestaaer i, at Een indenfor Kredsen dandser
i en bestemt særegen Stilling, hvilken de Andre gjentage, alt som Legen og Sangen
mælder.
CHOR
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert som jeg,
Sæt Haanden i Siden,
Sæt Haanden som jeg.
JÖRAN ARVEDSON
Jeg har lært
Let og Svært,
Men det Raad jeg fik af Moster:
»Dandser Du,
Sandser Du,
At paa Kræfterne det koster,
Sindig Dandsen være maa.«
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg!
Gaa i Dandsen, som Moster,
Som Moster og jeg!
(viser det paa en comisk Maade).
CHOR
(efterabende ham).
Dandse vakkert, o. s. v.
PEHR LAURIN
Jeg har lært
Let og Svært
Af den første Dandsemester,
Neie sig,
Dreie sig,
Saa at Øster gaaer i Vester,
Kan I Andre gjøre saa:
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg;
Gjøre Hanebeen i Dandsen,
Gjøre Hanebeen, som jeg!
(viser det).
CHOR
Dandse vakkert, o. s. v.
HEDDA
Det er slemt,
Jeg har glemt,
Hvordan Touren skulde være:
Svinge om,
Springe om,
Det skal næste Gang jeg lære,
Nu – ja, Noget gjøres maa:
Pas paa!
Dandse vakkert, dandse vakkert,
Dandse vakkert, som jeg,
Kladsk Nabo paa Kinden,
Kladsk Nabo, som jeg!
(slaaer Pehr Laurin).
CHOR
Dandse vakkert o. s. v.
(hver af de unge Piger kladsker sin Dandser paa Kinden).
PEHR LAURIN
Det kildrer i Kinden! O, slaae dog igjen!
ARVEDSON
Den Leg kan jeg lide!
PEHR LAURIN
Men bedre dog den,
Hvor Frieren kommer: »God Aften min Ven!
En Vugge paa Gulvet gjør deilige Sving,
En Lille i Vuggen og femten omkring!«
JÖRAN ARVEDSON
Pehr Laurin!
CHOR
Pehr Laurin!
PEHR LAURIN
Man binder mangen deilig Krands,
Men deiligst er dog Brudekrandsen!
Man dandser mangen deilig Dands,
Men deiligst er dog Brudedandsen!
Ak, denne Krands,
Ak, denne Dands,
De glemmes aldrig, aldrig siden!
Man leve kan, som eenlig Mand,
Man leve kan, som eenlig Pige,
Men Himlen er i Ægtestand,
Og Hvo vil ei i Himmerige!
Ak Ægtestand
Er Himlens Land,
Det har jeg hørt fra ganske liden!
HEDDA
En saadan Hjerte-Angst jeg faaer.
CHOR
Nu veed jeg nok, hvad Gildet spaaer:
»Roser og Lillier ville trives iaar!«
OLUF SPILLEMAND
(med Violinen under Armen kommer ledsaget af en ubekjendt Knøs).
(Olufs Violin gaaer her over i en beslægtet Dandsemelodi, medens Dandsen
begynder og Choret synger).
CHOR
Hans Øie og hans Stemme
Har Noget, jeg ei veed!
Blandt os har han ei hjemme.
PIGERNE
Jeg bliver lueheed! –
PEHR LAURIN
Han sang to Vers og ikke meer,
Dem sang han meget ilde!
Han har ei Pli og ei Maneer,
Er Fremmed ved vort Gilde.
Han skulde vise til sin Sang,
Med Øine og med Arme,
Hvorledes Baaden gik sin Gang,
Og Bølgerne kan larme,
Og Fossens Fald og Nøkkens Suk, –
Men han forstaaer jo ei et Muk!
DEN FREMMEDE
(har ordnet til Dandsen, som han tager Deel i med Hedda, idet han synger under Dandsen).
To Roser til Kys sig bøie
Over den stride Flod!
HEDDA
(angest).
Hvad lyser i hans Øie!
Det isner i mit Blod.
OLUF. ARVEDSON. PEHR LAURIN
Hvor stirrer han paa hende!
Hvad kan, hvad skal jeg troe!
DEN FREMMEDE
Jeg seer de Roser brænde. –
Floden skiller de to!
CHOR
Blandt os har han ei hjemme!
(under hele denne Scene og Dands høres ogsaa Oluf’s
Violin).
JÖRAN ARVEDSON
Et Ord – vort Herskab, Ridder Sparres Enke
Vil hædre os iaften med Besøg.
CHOR
Fru Sparre!
OLUF og HEDDA
Hvad vil skee!
CHOR
Hun kommer her?
JÖRAN ARVEDSON
For min, for hans Skyld.
(peger paa Pehr Laurin)
Skjøndt hun har Besøg.
Vor unge Dronning, Gustav Adolphs
Datter Kom hid i Dag.
CHOR
Christine, Sverrigs Dronning!
DEN FREMMEDE
Jeg skjælver! jeg!
PEHR LAURIN
Hun er her hemmeligt!
Selv jeg saae hende ei, saae hende aldrig!
Men kjender hende dog – den høie Dronning:
1.
Vor store Gustav Adolphs Datter,
Til hvem jeg Orm seer ydmyg op,
Og allerunderdanigst skatter, Hun lider Løier og Spillop!
De Lærde dreier hun en Næse,
Nys hun en Mynt af Jorden tog,
Dens Ælde strax de kunde læse,
De stred om den, skrev Bog paa Bog,
Saa sagde hun: »jeg Mynten slog!«
2.
Hun finder paa hvad Ingen vente,
Ja gaaer forklædt hvor Ingen troer,
Altid hun har en Spads in mente,
En lille Lux bag Øret boer.
Den store Gustav Adolphs Datter,
Til hvem jeg Orm seer ydmyg op,
Og allerunderdanigst skatter,
Paa Landevei og Tronens Top,
Er selv et lille sødt Spillop!
JÖRAN ARVEDSON
(idet han afbryder).
Træd ind hver Gjæst
I Stuen, næst!
Snart hæver jeg det blanke Kruus,
Et Brudepar er i mit Huus.
CHOR
Og det er Brudgom! Det er Brud!
OLUF og HEDDA
Alt er forbi! o Naadens Gud!
PEHR LAURIN
(til Hedda).
Jeg elsker Dig, og Du det veed,
jeg kunde det ei dølge.
DEN FREMMEDE
(afsides).
Jeg skjærmer deres Kjærlighed,
Paa Nat skal Solskin følge.
HEDDA
Aldrig! Nei!
JÖRAN ARVEDSON
Du vil det ei?!
Jeg har Villie, jeg har Magt!
Det skal skee, hvad jeg har sagt!
Unge Hjerters første Flamme
Den er altid Daarlighed,
Selv I sige vil det samme,
Naar I vide, hvad jeg veed.
Ei af Kjærlighed man lever,
Den os ingen Klæder væver,
Sorg og Savn den bringer ind,
Sætter Taarer paa vor Kind.
Derfor skee, hvad jeg har sagt!
Jeg har Villie, jeg har Magt.
PAA EENGANG [begynder]
CHOR
Hvorledes vil det ende!
HEDDA og OLUF
Alt er forbi! forbi!
DEN FREMMEDE
Mig rører deres Smerte, –
Ung-Elskovs Sværmeri!
PAA EENGANG [slutter]
PEHR LAURIN
(tilHedda).
Du skal sidde i din Stue
Nyde Ære, bære Guld.
PAA EENGANG [begynder]
HEDDA
O, jeg kan min Fremtid skue! –
Oluf, staae ei sorrigfuld,
Dig jeg elsker, Dig jeg tænker,
Dig jeg er og bliver tro!
DEN FREMMEDE
Ei Du kan din Fremtid skue,
Staae dog ei saa sorrigfuld.
Jeg paa Eders Lykke tænker,
Jeg vil Eder blive huld.
CHOR
Ingen Hjælp og Trøst dem skjænker,
O, de arme, stakkels To!
JÖRAN ARVEDSON
(til Hedda).
Du mit Ord, min Villie krænker.
OLUF
Det er Døden!
PEHR LAURIN
(klapper ham paa Skulderen).
Sligt man tænker.
Ei man sørger sig ihjel!
PAA EENGANG [slutter]
PAA EENGANG [begynder]
JÖRAN ARVEDSON
Ti! – Til Bords!
CHOR
Til Bords!
HEDDA og OLUF
Lev vel!
DEN FREMMEDE
Sol staaer op før næste Qvæl!
PAA EENGANG [slutter]
(De gaae Alle ind i Huset; Hedda ført af Faderen. Oluf iler hen mod Elven,
hvor Hængebirken hælder sine Grene; den Fremmede holder ham tilbage).
DEN FREMMEDE
Hvor vil Du hen?
OLUF
Hvor en Fortvivlet gaaer.
DEN FREMMEDE
Fortvivlet! – Du, i dine Ungdoms-Aar.
OLUF
O, Alt er tabt!
DEN FREMMEDE
Husk, hvad i Sangen staaer!
Husk: – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!«
OLUF
1.
Jeg eier Intet, er saa forladt,
Mit Hjem er et fattigt Kammer!
Ved Vinduet sidder jeg mangen Nat
Og tænker paa, om jeg havde en Skat.
Ret selsomt mit Hjerte flammer!
En Skat – en Skat! – Du gode Gud!
Da spiller der tidt et Stjerneskud,
Som Svar paa hvad Læben stammer!
2.
Ak, aldrig i Verden bliver hun min,
Hvor kunde vel Sligt jeg haabe!
O, der er en Gift i Elskovs Viin!
Jeg drak din Skaal, Du min Rose fiin;
Jeg føler den dræbende Draabe!
Jeg eier Intet! jeg er forladt! –
Der faldt en Stjerne, saa brat, saa brat,
Den faldt! – jeg tør ikke haabe!
DEN FREMMEDE
Husk: – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!«
HEDDA
(kommer sagte ud fra Gaarden).
Jeg sneg mig bort!
Vort Møde her er kort,
Men see Dig maatte jeg og Trøst Dig bringe.
PAA EENGANG [begynder]
OLUF
Min Hedda, Du!
O, ingen Trøst er nu.
Din Fader jeg for fattig er og ringe!
HEDDA
For Altrets Fod,
Med helligt, freidigt Mod,
Skal lydeligt mit Nei fra Læben klinge.
DEN FREMMEDE
Ei sorgfuld vær!
Skytsaanden staaer jo nær,
Og Hjælp og Lykke vil han Eder bringe.
PAA EENGANG [slutter]
OLUF
O, ingen høie Magter staaer os bi!
DEN FREMMEDE
Hvo veed!
OLUF
(faaer pludselig en Tanke).
Ha! Nøkken!
HEDDA og DEN FREMMEDE
Nøkken!
OLUF
– Ham, som lærte
Min Fader spille, saa hvert Hjerte svulmed!
Ham søger jeg, ham trygler jeg om Hjælp,
Jeg glad mig styrter i hans vaade Favn!
HEDDA
O ti, min Oluf!
OLUF
Alt for Dig jeg vover!
DEN FREMMEDE
Og tør Du høit udraabe Nøkkens Navn?
Tør Du hans underfulde Rige kjende?
Vandslangerne dernede sært sig vinde
Om Dybets Planter! Skjælver ei dit Mod?
PAA EENGANG [begynder]
OLUF
Der snoe sig Slanger i mit Bryst herinde,
De drikke af mit varme Hjerteblod.
HEDDA
Du tør ei gaae! mit Kys Dig fast skal binde,
Der er en Gud, som naadig er og god!
PAA EENGANG [slutter]
DEN FREMMEDE
Du frygter ei! Du vil Dig ham hengive?
OLUF
Jeg frygter ei!
HEDDA
Mit Hjerte veed en Vei!
Christine, Sverrigs Dronning!
OLUF
– Uden Nytte
Gaaer did vor Vei! hun vil os ei beskytte;
Nei, Nøkken!
DEN FREMMEDE
Nøkken –
OLUF
– røres ved vor Smerte,
I Fossen græder han, – han har et Hjerte! –
Ham vil jeg mig hengive!
DEN FREMMEDE
(hæver sig med Majestæt).
Du vil Dig – mig hengive! min vil Du blive?
OLUF og HEDDA
Ha! – Du er!
DEN FREMMEDE
Nøkken!
HEDDA
Nøkken!
OLUF
Du!
DEN FREMMEDE
Nøkken!
1.
Hvor Jøklen skinner i den kolde Zone,
Hvor Fossen styrter ned med Stormens Tone,
Der staaer min Trone.
Der sidder jeg i Maanens Straale-Glands,
Med Regnbue-Skjæret, som min Blomsterkrands;
Der spiller jeg paa Harpens gyldne Strænge,
De tone Haab og Trøst,
Ja, Fjeldet selv faaer Røst,
Og Eccho svulmer sødt og dybt og længe.
OLUF
Dig jeg mig hengiver!
Din jeg bliver!
PAA EENGANG [begynder]
Du er ei ond, Du røres ved vor Smerte,
Naturen har et Hjerte!
HEDDA
Han er ei ond, han røres ved vor Smerte,
Naturen har et Hjerte!
PAA EENGANG [begynder]
DEN FREMMEDE
2.
Hvor ned mod Elven Birke-Grenen hænger,
Jeg gjennem Vandets klare Dybde trænger,
Dens Glar jeg sprænger!
Jeg gaaer i Skovens dybe Eensomhed,
Der hvor de unge Hjerter mødes, jeg det veed.
Der spiller jeg paa Harpens gyldne Strænge,
o. s. v.
OLUF
Dig jeg mig hengiver! o. s. v.
DEN FREMMEDE
Tag denne Ring! jeg veed: iaften silde
Fru Sparre komme vil til Ja-Ords Gilde,
Og naar da Festens Bæger gaaer omkring,
Træd frem og siig: »i Kraft af denne Ring,
Det kan ei skee!«
OLUF og HEDDA
I Kraft af denne Ring!
DEN FREMMEDE
Husk: – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!
Lykken er med!«
(iler ud).
OLUF
(stirrer paa Ringen).
»I Kraft af denne Ring!« – –
HEDDA
– O kast den bort!
Dit Liv, din Salighed vil han forlange!
OLUF
Vor Elskovs tunge Prøve bliver kort!
DEN FREMMEDE
(bestiger Bjergstien og forsvinder under Sangen):
Husk! – »Hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de To!«
Lykken er med!«
(det er blevet mørkt men deiligt stjerneklart).
OLUF
Jeg af mit hele Hjerte paa ham troer.
HEDDA
O, bed med Barnets Sind dit »Fader vor!«
JÖRAN ARVEDSON, PEHR LAURIN og GJÆSTERNE
JÖRAN ARVEDSON
Du her!
PEHR LAURIN
I Olufs Arme!
OLUF
For Gud er Hedda min!
CHOR
Det vække kan hans Harme,
Det næsten vækker min!
JÖRAN ARVEDSON
(til Oluf).
Oluf! – spil Violin!
Spil til mit glade Gilde,
Derfor har jeg Dig kaldt.
CHOR
Ja spil! vi dandse ville!
PEHR LAURIN
(spottende).
Ja, Spillemand spil paa Strænge,
Den Rigdom er jo din,
Du kan jo spille Penge
Ud af din Violin.
Du er saa riig paa Toner,
Paa Dandse og paa Sang,
Du har de blanke Kroner
Ved Violinens Klang.
Du spille kan saa længe
At Verden bliver din!
Der sidde store Penge
I Spillemands Violin!
OLUF
Ja jeg er riig og riig paa Glæde,
Nys stod jeg modløs og kunde græde,
Nu traller jeg: la, la, la, la!
CHOR
Hvad betyder denne Glæde?
OLUF
(med stærke Strøg paa Violinen).
O, jeg er riig som Kongen selv.
Syng med min Violin!
Min Lykke er stærk, som den svulmende Elv!
Hedda er min!
PAA EENGANG [begynder]
CHOR
Er han gal! – ha, ha, ha!
Ganske artigt han spiller endda!
HEDDA
Ak hvor mørkt denne Qvel!
Hvordan ender det vel!
PAA EENGANG [slutter]
PEHR LAURIN
(træder henimod Oluf idet han med Spot og Drilleri synger):
Hun holder fast, hun bliver tro!
Kun Dig hun giver Prisen.
Hun er den »Fløite piccolo«,
Og Du er »Contrabassen«. Jo!
Jeg kjender Folke-Visen.
CHOR
»Contrabas og Piccolo!«
PEHR LAURIN
Det var den Fløite piccolo,
Saa frøkenfiin, saa sjælefro;
– Dog, hun blev Contrabassen tro,
Til Døden!
Som Beiler kom hvert Instrument.
Valdhornet sværmed excellent,
»Duidu! Duidu! siig dog jo!«
»Nei!« sagde piccolo!
Trompeten stormed fremad da,
Og sang sit Seirens tra ra, ra!
Høit Pauken slog et Elskovs »Bum!«
Fagotten klang sit stille Brum!
Det var et Bruus, en Larm, en Klang,
De Alle gik jo Frier-Gang,
Men liden Fløite piccolo,
Saa frøkenfiin, saa sjælefro,
Blev tro – blev Contrabassen tro
Til Døden!
CHOR
Blev tro o. s. v.
OLUF
(synger paa samme Tid til Pehr Laurin).
Du spotter med min Smerte!
Du har ei Hjerte! –
– »Lykken vender sig ofte om!« –
– Og førend Dødens bittre Suk,
Vor Elskovs Rose blomstrer smuk,
Med Duft og Skjønhed fauer og fiin,
Fortæl Du det min Violin,
I Dig boer et Menneske-Hjerte.
(han spiller nogle veemodige gribende Toner; Alle lytte dertil).
CHOR
Hvilken Glæde og Vee!
Jeg maa græde og lee,
De Toner har Fryd og Smerte.
(De omringe ham; i det samme træder Fru Sparre op, ledsaget af Tjenere).
FRU SPARRE
Vær hilset Alle!
CHORET
(i glad Ærbødighed).
Hurra! Lad Hat og Hue
I Veiret flyve! hil vor vennesæle Frue!
FRU SPARRE
Jeg ogsaa min Lykønskning her maa bringe,
Min tro Slotsfoged vandt en Venneviv!
PAA EENGANG [begynder]
JÖRAN ARVEDSON
I hædrer mig! – Mit Huus er altfor ringe –
PEHR LAURIN
Det er en Aften for mit hele Liv!
PAA EENGANG [slutter]
CHOR
Til Gilde med den adelige Frue! –
FRU SPARRE
(til Hedda).
Ved Kirkens Daab mit Navn Du fik,
Og jeg har baaret Dig, som liden;
Min Tanke mangt et Øieblik
Har moderligt besøgt Dig siden.
Jeg slipper ei, skjøndt nu Du gaaer
Ved Mandens Side frem i Lykke!
Med Moder-Sind jeg hos Dig staaer
I Livets Solskin og dets Skygge.
HEDDA
Til Eder sætter jeg min Lid,
I er mig god! forstaaer min Smerte!
Mit Hjerte alt fra Barndoms Tid
Er voxet fast til Olufs Hjerte!
FRU SPARRE
Hvad er det Barn! tal ikke saa!
HEDDA
Til Fryd I denne Stund forvandle!
FRU SPARRE
Naar ei dit Vel Du kan forstaae,
Saa maae vi Ældre for Dig handle!
JÖRAN ARVEDSON og PEHR LAURIN
Hun har en Villie stiv og fast,
Tal hende til høiædle Frue!
Er ikke Egensind en Last,
Et Ukrudt, som man strax skal kue!
FRU SPARRE
Bort med det unge Sværmeri!
Husk paa, hvad Livets Alvor byder.
CHOR
Pehr Laurin er et godt Parti,
Husk hvad et godt Parti betyder!
JÖRAN ARVEDSON
(træder frem).
Idet jeg om det gamle Sølvkruus fatter,
Et Løfte gjør jeg! – vidtom Rygtet naaer:
Slotsfogeden Pehr Laurin og min Datter
Troloves nu! – paa Søndag Bryllup staaer.
OLUF
(træder frem mod Fru Sparre).
I Kraft af denne Ring det tør ei skee!
FRU SPARRE
Hvad denne Ring! – Hvad maa jeg see! –
OLUF
Min faste Tro hver Hindring flytter!
I denne Ring er Frelse lagt!
FRU SPARRE
Hvo gav den? hvo har sagt dens Magt!
CHOR
En Ring! hvorfra! hvo har den bragt?
HEDDA og OLUF
En mægtig Aand er vor Beskytter!
PEHR LAURIN
Hvad nye Paafund! tag sig iagt!
CHORET
(betragtende Fru Sparre, til hvem Arvedson og Pehr Laurin er traadt hen).
Betragt dog hende!
Fik Ringen Kræfter!
Hun bøier Hoved, –
Hun tænker efter!
De træde sammen!
De tale sagte.
Hvo kan det være,
Som Hjælp ham bragte!
OLUF
Til Spot og Smerte
Man hid mig kaldte,
Da kom vor Skytsaand
Og Trøst han talte!
Den milde, stærke!
Ham trodser Ingen.
Viid det var Nøkken,
Som gav mig Ringen!
CHOR
Ha, Nøkken! Nøkken!
I bange Tanker
Mit Hoved svimler,
Mit Hjerte banker!
FRU SPARRE
Jeg kan ei løse denne Gaade,
Men Dronningens er Ringen her.
JÖRAN ARVEDSON
Vor Dronnings Ring er denne der?
FRU SPARRE
Han staaer hos hende høit i Naade,
Som bærer den – og han den fik!
JÖRAN ARVEDSON
(idet en Tanke gaaer op for ham).
Hvad sang vi for et Øieblik:
(gjentager af Visen om Gustav Adolphs Datter).
»Hun finder paa hvad Ingen vente,
Ja gaaer forklædt hvor Ingen troer;
Altid hun har en Spads in mente,
En lille Lux bag Øret boer.« –
PEHR LAURIN
(trækker Arvedson i Kjolen).
Siig hvad hun siger! og hvad I siger!
Siig hvad hun troer! og hvad I vil!
FRU SPARRE
Snart Tanken synker, snart den stiger,
Jeg fatter ei hvor det gik til! –
JÖRAN ARVEDSON
Mod slig en Villie høit fra oven
Min Modstand være vil forvoven! –
Jeg har en Angst, en Hjerte-Gru!
Den Fremmede – hvor er han nu. –
CHOR
(til Melodien, de sang om den Fremmede »Hans Øie og hans Stemme har Noget
jeg ei veed«).
I Øie og i Stemme
Var Noget jeg ei veed,
Han havde her ei hjemme!
OLUF
Ha, snart herude!
vil Vinden suse,
Og Elven svulme,
høit vil den bruse.
Den overskyller
de grønne Dale!
Ha! Nøkken kommer
med Torden-Tale!
PAA EENGANG [begynder]
CHORET
(gjentager).
Ha, snart herude! – o. s. v.
HEDDA og OLUF
Stor er hans Vælde
Blandt disse Fjelde,
Han reise kan og han kan fælde!
PEHR LAURIN
Jeg er saa bange, saa rædsom bange,
Men det er Blodet og ikke jeg!
Jeg dirrer, dirrer! tusind Gange!
Ak gid jeg, Mile, mange, mange,
Nu kunde løbe bort min Vei!
Jeg er saa bange! saa rædsomt bange!
Rundt om, og forfra og ned af Ryggen!
Nøkken! Nøkken!
PAA EENGANG [slutter]
CHOR
Nøkken!
FRU SPARRE og JÖRAN ARVEDSON
(see mod Baggrunden, der stærkt oplyses).
Ha hvor det skinner!
See Blus og Kjærter!
OLUF og HEDDA
Vor gode Skytsaand
Du vil fremtrine!
CHOR
Der er en Rædsel
I alle Hjerter!
FRU SPARRE
Dronning Christine!
(Dronningen med Følge træder ind).
CHOR
Ha, Dronningen! hun leve, leve!
DRONNING CHRISTINE
1.
Fra Vinduet saae jeg Stjernernes Pragt,
Granerne suste!
Mig drog det, som en unævnelig Magt,
Ud hvor Fjeldfossen bruste.
Vi kom gjennem Skoven til dette Sted –
»Kjærlighed!«
En lille Fugl har sjunget om den.
Giv kun Agt!
CHOR
Kjærlighed!
En lille Fugl har sjunget om den.
(sagte til hverandre):
Nøkkens Magt!
DRONNINGEN
2.
Der skinned et Lys mellem Skovens Træer,
Hid det os førte;
Det havde et festligt, forunderligt Skjær,
Deilig Sang med vi hørte.
Vor Skov-Vandring førte til dette Sted:
»Kjærlighed!«
En lille Fugl har sjunget om den.
Giv kun Agt!
CHOR
Kjærlighed!
En lille Fugl har sjunget om den.
(indbyrdes, halvhøit):
Nøkkens Magt!
FRU SPARRE
(træder frem for Dronningen).
En Ja-Ords-Fest er her med Sang og Dands,
– Forhøiet nu ved Majestætens Glands.
DRONNINGEN
(afbryder, idet hun træder midt ind i Kredsen)
To Hjerter her trolovet bleve,
Tør Dronningen vel være Gjæst.
(peger mod Himlen)
Med Stjerne-Pragt staaer denne Fest.
(Til Forsamlingen)
– Min gode Hilsen bringes Eder Alle!
JÖRAN ARVEDSON
(skjælvende).
Underdanighed! – Taknemlighed! – –
– – Ikke Ord – jeg veed – –!
DRONNINGEN
Og nu den unge Kjærlighed? –
OLUF, HEDDA og PEHR LAURIN
(knæle alle tre).
O Dronning, mægtig, mild og god! –
OLUF og HEDDA
I Sorg og Nød vi synke for din Fod! –
PEHR LAURIN
Men Deres Majestæt maa vide,
At jeg har ja paa Faders Side! –
FRU SPARRE
(peger paa Oluf).
Men han har mig en Guld-Ring bragt,
Ham Nøkken gav den, har han sagt,
Den bøie skal en Faders Magt.
CHOR
Nu vil det briste eller bære!
Dog troer jeg Nøkken vinder Spil.
JÖRAN ARVEDSON
Min Dronnings Villie min vil være! –
OLUF, HEDDA, PEHR LAURIN
Hun mild og naadig være vil!
DRONNINGEN
(gjentagende Heddas og Olufs tidligere Ord).
– »Dit Hjerte veed en Vei!
Christine, Sverrigs Dronning! –«
(mod Oluf)
»Uden Nytte
Gaaer did din Vei! hun vil Dig ei beskytte,
Nei Nøkken –!« –
OLUF og HEDDA
Min Gud! – Hvor Hjertet banker!
Forunderlige Tanker! –
En Sjæleangst!
PEHR LAURIN
Ak! ingen Gange
Var jeg saa bange,
Som denne Stund!
CHOR
Nu vil det briste eller o. s. v.
DRONNINGEN
Paa Nøkken ikke stort jeg troer.
Men derimod jeg troer paa Flammen,
Som der og der i Øiet boer!
(peger paa Oluf og Hedda; vender sig derpaa mod Pehr Laurin).
Jeg Eder naadigt huske vil,
Her er jo ældre, smukke Piger!
JÖRAN ARVEDSON og PEHR LAURIN
Jeg siger hvad min Dronning siger.
CHOR
Saa har dog Nøkken vundet Spil!
DRONNINGEN
(fører Oluf og Hedda frem i Forgrunden).
Ja, – »hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være,
Beskjærmende de to!«
OLUF og HEDDA
Ha! Nøkkens Trøstesang!
DRONNINGEN
(lægger Fingeren paa Munden).
OLUF og HEDDA
Ja nu jeg Nøkken kan forstaae!
Jeg ham i disse Øine saae!
(rundt om ved Elven blive Blus festligt tændte).
CHOR
»Ja hvor i Tugt og Ære
To gav hinanden Tro,
Der vil en Skytsaand være
Beskjærmende de to!«
Gud glæde Sverrigs Dronning!
(under det jublende Hurra, hvor en Skare flokker sig om Dronningen, andre
om de Elskende, medens Ungdommen dandser i lystig Kreds, falder Tæppet
hurtigt).
