previous next

Anden Act

Børsen i Hamborg

CHOR af Handelsmænd

Mel. af Faust. Gounod.
Børscours, Vexler, Statspapirer,
Obligationer vi leve i;
Kjøb, Salg, Assurance,
Op og ned, og dog i Balance!
Her Kuben er, travl er hver Bi.
Guldets søde Honning vi lave.
Vi flyve ud og ind her i
Rigdommens gyldne Have.
Beregn, betænk, læg til, tag fra!
Du Regnekunsten lære!
Med Pengeposen har Du da
Alverdens Magt og Ære.

FRANDS

(er traadt ind).

Det er Hamborg Børs! hvor det suser og summer i Handelens store Bikube! Hvor skal jeg nu finde mine Folk! Til hvem henvender jeg mig? Den unge Mand derhenne synes at have Kjendskab til de Fleste; han siger et Par Ord til hver; han hører hjemme her. Høistærede! tør jeg tale et Par Ord med Eder. (Under denne Replik ringes med en stor Klokke og Mængden fordeler sig i andre Sale.)

SCHWARTZKÜMMEL

Hvad er til Tjeneste.

FRANDS

Jeg er en Fremmed! jeg kommer her i Forretninger, veed ikke Besked, hvor og til hvem jeg har at henvende mig.

SCHWARTZKÜMMEL

Her har I Manden!

Mel. af Barberen i Sevilla. Rossini.
Jeg er just den Første, som Commissionair,
Ja, jeg!
Schwartzkümmel, Navnet kjender Enhver.
Mellem de søgte, jeg søges især; Ja just jeg.
:|: Handelsmænd, Skippere – til alle Stænder
Rækker jeg Hænder,
Kjøber Papirer, sælger igjen.
Ærede Ven!
Jeg er til Tjeneste, jeg er at lide paa,
Tager jeg Tingen fat, Tingen maa gaae. :|:

FRANDS

Der har jeg jo ret Held med mig! – Maa jeg altsaa begynde med et Par Spørgsmaal. Hvorledes staaer det med Huset Krambe & Philip?

SCHWARTZKÜMMEL

Det er et solid Huus. De træffer her paa Børsen den ældre Philip.

FRANDS

Lever endnu Kjøbmand Peter Martens?

SCHWARTZKÜMMEL

Han er i bedste Velgaaende og Huset i Tiltagende.

FRANDS

Herman Silkehandler?

SCHWARTZKÜMMEL

Er en rig Mand.

FRANDS

Huset Fabian van der Pleurs.

SCHWARTZKÜMMEL

Er igjen blevet eet af de meest anseete udi Staden. Tre Gange spillede han Fallit, det forøger Capitalen! ha, ha! han har Grunker, som han har Mave; der kommer han, rund og fed som en Æbleskive, der har faaet Been. Har I Forretninger med ham og de tidligere nævnte respectable Huse, da er jeg til Tjeneste! prompte og billig.

FRANDS

Jeg tager derimod! Vil I da tale med Huset Krambe & Philip, med Peter Martens og Silkehandler Herman, de ville kjende den gamle Kjøbmand Melchiorsen i Kjøbenhavn, ham ere de en Deel Penge skyldige. Siig Dem at jeg, Sønnen af Hr. Melchiorsen, er her og at jeg nærmere skal aflægge Besøg hos hver især.

SCHWARTZKÜMMEL

Ja saa! – dette er nu ikke de bedste Forretninger i hvilke I er kommen her, unge Herre. Jeg skal imidlertid overtage Sagen. Tal selv med van der Pleurs, der har I ham. Om en Qvart Time skal jeg være her igjen. (Gaaer.)

FRANDS

Alt gaaer godt! mine Skyldnere ere velhavende Folk, der kunne og ville betale.

Van der Pleurs træder ind.

FRANDS

Om Forladelse! det er nok Hr. Fabian var der Pleurs, jeg har den Ære at tale med.

VAN DER PLEURS

Van der Pleurs!

FRANDS

Jeg er en Fremmed –!

VAN DER PLEURS

Det seer jeg.

FRANDS

Mit Navn vil forhaabentligt være Dem bekjendt: Frands Melchiorsen.

VAN DER PLEURS

Hvad?

FRANDS

Frands Melchiorsen!

VAN DER PLEURS

Kjender det ikke.

FRANDS

Min Fader var Peter Melchiorsen i Kjøbenhavn; jeg veed, han havde Handelsforbindelser med van der Pleurs i Hamborg.

VAN DER PLEURS

Muligt!

FRANDS

Det er ganske vist. Jeg medbringer Udskrift af min Faders Handelsbøger, og tilstrækkeligt Vidnesbyrd om at jeg er Sønnen og Universalarvingen.

VAN DER PLEURS

Hvad angaaer det mig!

FRANDS

Der findes noteret i Bøgerne mere end een Pengesum, jeg som eneste Arving efter min salig Fader har at hæve hos Eder.

VAN DER PLEURS

Fra hvad Tid?

FRANDS

For fem Aar tilbage.

VAN DER PLEURS

Da stod min Formue i Concours og mine Creditorer bleve retligt indkaldte til at modtage Afbetalingen med fem Procent; har man ikke dengang accepteret Betalingen, er det ikke min Skyld.

FRANDS

Men I er senere bleven en rig Mand.

VAN DER PLEURS

Gud skee Lov!

FRANDS

Og jeg er bleven fattig.

VAN DER PLEURS

Beklager!

FRANDS

Tør jeg uleilige Eder med at gjennemlæse disse Papirer.

VAN DER PLEURS

De komme ikke mig ved!

FRANDS

I vil da ikke tvinge mig til at gaae Rettens Vei, føre Proces –?

VAN DER PLEURS

Proces mod mig?

FRANDS

See Eders gamle Handelsbøger efter og I vil erkjende –

VAN DER PLEURS

Jeg har ingen gamle Handelsbøger.

Mel. »Hans Naber, ih hebb et ju togebracht.«
Jeg er den rige van der Pleurs,
Et Navn af Klang paa Hamborg Børs.
I kommer til kort,
Gaa bare strax bort,
Thi ellers sætter jeg Haardt imod Haardt!

(Gaaer.)

FRANDS

Hvilken Opførsel! – de Andre vil jeg da haabe høre til en ganske anden Sort; ellers seer det kun daarligt ud for mig.

Schwartzkümmel kommer tilbage.

SCHWARTZKÜMMEL

Unge Herre, det gaaer ikke! I sætter hele Børsen i Bevægelse. Huset Krambe & Philip sige at de ikke have staaet i Handels-Forbindelse med Eders Fader, Peter Martens erklærer Eder for at være fra Forstanden og Herman Silkehandler anfører at Eders Moder, i en Række af Aar staaer i Gjæld hos ham for kostbare Kniplinger og Silketøier, hun har faaet.

FRANDS

Hvad er det I siger?

SCHWARTZKÜMMEL

I kommer ikke til Penge her; I kommer til Gjæld og den vil man have betalt. Skal jeg give Eder et godt Raad, see til itide at slippe bort.

FRANDS

Fordi jeg vil gjøre min Ret gjældende.

SCHWARTZKÜMMEL

De Andre ville ogsaa gjøre deres Ret gjældende. Jeg varer Eder ad.

FRANDS

Men er her ingen Retfærdighed!

SCHWARTZKÜMMEL

Fru Justitia raader tilfulde, men før hun kan dømme udi Eders Sag, haver I Meget at klare. I vil blive holdt i Forvaring. Lyd mit Raad, see til at komme herfra. Jeg forlanger intet Honorar for min Tjeneste. – Reis bort; reis hjem! – der har I allerede en Rettensbetjent.

RETSBETJENTEN

Hedder I Frands Melchiorsen.

FRANDS

Det er mit Navn.

RETSBETJENTEN

Fra Kjøbenhavn?

FRANDS

Ja!

RETSBETJENTEN

Og Pas?

FRANDS

Det har jeg.

RETSBETJENTEN

Godt! vil I saa følge med mig. I Rettens Navn.

FRANDS

Hvorhen!

RETSBETJENTEN

Til Raadhuset.

FRANDS

Hvad der?

RETSBETJENTEN

Kost og Logis indtil Øvrigheden har hørt fra Kjøbenhavn hvem I egentlig er. Det vil blive langvarigt!

SCHWARTZKÜMMEL

(tilhvisker ham).

See til i Trængselen at smutte bort! – Forsigtig.

CHOR AF HANDELSMÆND,

som under Støien og Larmen fylde Scenen, de gjentage Choret hvormed Acten begyndte.

Børscours, Vexler, Statspapirer, etc.

Scenen forandres til den lille Stue hos Gertrud Skippers.

META

(sidder ved Spinderokken).

Nu spiller han ikke mere derovre! Gud veed hvor i Verden han nu færdes.

Mel. af Rigoletto »La donna è mobileVerdi.
Mens jeg spandt Hørren fiin,
Klang her hans Violin.
Tonerne rørte mig,
Til ham de førte mig,
Svævende, bævende,
Til ham sig hævende;
Endnu de synes at klinge forbi.
Altid jeg nynner paa den Melodi.
La, la, la, la! –

Mo’er Gertrud træder ind.

GERTRUD

Meta, tænk Dig! den rige Lars Ley kommer i Besøg. Humlekongen kommer her i vor fattige Stue.

META

Hvad vil han hos os!

GERTRUD

Ja, hvad vil han. Nylig mødte jeg ham paa Torvet, han gaaer saa modest og dog saa almægtig; jeg fik en Hilsen af ham, saa vennehuld; han standsede og sagde, at han endnu idag vilde aflægge mig et Besøg i et vigtigt Anliggende.

META

Hvad kan det være.

GERTRUD

Han sælger ikke Hør, han lader ikke spinde –, – men jeg har mine egne Tanker med hvad hans Hensigter kunne være.

META

Dog ikke for at frie til Dig, Moder! Ja, Du er endnu ganske kjøn –!

GERTRUD

Mig! – Nei Gud give han friede til Dig. Jeg troer det.

META

Gud frels mig!

GERTRUD

Mel. Skotsk Folkevise.
Husk, jeg er gammel, døer jeg nu,
Man kan ei Timen vide,
Forladt og ene staaer da Du,
Har Ingen ved din Side.
Let snuble kan en Barnefod,
Thi knudret er hernede.
Gud sende Dig en Husbond god,
Derom med mig Du bede.

META

Skal jeg bede Vorherre om en god Husbond, saa bliver det ikke om Lars Ley! nei, saa veed jeg nok – –!

GERTRUD

Nævn mig Ingen! jeg kjender din Tanke! stille! der er Nogen i Forstuen. Meta, gaa ind i dit Kammer.

META

Lad mig være udenfor den Sag, han har at tale med Dig om.

(Gaaer ind i Sideværelset.)

GERTRUD

Mit Hjerte sidder heroppe! jeg er ganske underlig ved det Besøg, gid det maa føre Meta og mig ind i Glæde og Velstand. Men jeg vil dog ikke lade ham formærke hvor glad jeg er, og idag skal han ikke see Pigebarnet, det finder jeg tugtigt og sømmeligt. Det banker. Kom ind!

LARS LEY

(træder ind).

Det er Lars Ley, som kommer her, mere behøver jeg vel ikke at sige Eder.

GERTRUD

Jeg siger saa mange Slags Tak for Æren! Vil I ikke tage Plads.

LARS LEY

Jeg har, som I veed, min egen Gaard og sidder udi stor Drift.

GERTRUD

I er en af Stadens meest agtede og velhavende Borgere.

LARS LEY

Jeg kan sige, at jeg forsyner Staden med det bedste hjemmebryggede Øl, og jeg forsender samme.

GERTRUD

Deiligt Øl! jeg sætter det over Bremer og Rostokker.

LARS LEY

Jeg har en Have udenfor Østerport.

GERTRUD

Jeg har kigget ind over Plankeværket.

LARS LEY

Jeg har en Stol i Kirken.

GERTRUD

Ved Siden af den rige Hr. Melchiorsens.

LARS LEY

Han er væk og Sønnen med. Jeg sidder der. Og jeg har mit eget Gravsted.

GERTRUD

Bevare Eder Gud længe fra at hvile der.

LARS LEY

Det er ogsaa min Tanke, Mo’er Skippers! Jeg er jo ved bedste Huld, har en god Appetit, kan tømme en Kande. Det er fornøieligt at have godt til Bedste! det har jeg, Skjæppen er fuld, og naar jeg nu tager mig en Kone, saa veed jeg ikke der er mere at have.

GERTRUD

En Mand som I behøver visseligt ikke at søge længe.

LARS LEY

Jeg har seet mig om; jeg kjøber ikke Humlen i Sækken. Flane-Jomfruer, der med Ørenringe og Silkebaand i Toppen træde ud i Dandsen, agter jeg ikke at kaare! Jomfruer, der forlange deres Morgen-Kaffe og en Karosse for at fare til Gyldenlund, heller ikke –!

GERTRUD

I handler som en tænksom Mand.

LARS LEY

Gjætter I hvor jeg har vendt mine Tanker hen?

GERTRUD

Vistnok til en hæderlig Skjønjomfru!

LARS LEY

Jeg har ikke seet hende paa Dyrehavs Bakken eller i Dandseboden. Nei, i Kirken har jeg seet hende, saa ærbar som en Matrone og deilig som en Pintselilie.

GERTRUD

Jeg forstaaer ikke hvem I mener.

LARS LEY

Jeg beiler udi Tugt og Høviskhed til Eders Jomfru Datter.

GERTRUD

Til min Meta? det fattige Barn! hvad skal jeg svare.

LARS LEY

I skal svare, at nu er den Sag i sin Rigtighed. Vil I saa lade den hjerte Jomfru træde herud.

GERTRUD

Det løber Vir for mig, Hr. Lars Ley! jeg maa først tale udi Eenrum med hende. Hun og jeg maae jo ogsaa raadføre os med den gode Gud.

LARS LEY

Ja, det kan snart være gjort. Jeg skal gjerne træde til Side, – eller, – ja, Svigermoder og min forhaabentlige Trolovede kunne jo henad Dagen see ind hos mig forat vide hvorlunde det har sig i Stuerne, med Indbo, Uldent og Linned; Bryggeriet er en heel Herlighed at see – og før I saa gaae derfra, kan jo Sagen være bragt i Orden.

GERTRUD

O, min Gud! jeg er ganske overvældet. Jeg staaer ligesom paa et Vippebræt. Alene Anstand og det Sømmelige forlanger dog et Par Dages Tid til Overveielse. Jeg skal strax tale med min Datter.

LARS LEY

Nu kan I jo glæde hende med den Efterretning, og da I vil helst at jeg ikke hører paa det, saa kan jeg gaae. Jeg skal lade min Dreng bringe Eder en Bimbel af mit stærke Marts-Øl. Formeld min Respect hos Kjæresten. Hun er den søde Urt, jeg er Humlen! saaledes brygger man Øl, Gertrud Skippers. (Nikker og gaaer.)

GERTRUD

Meta! Meta!

META

(stikker Hovedet ud af Døren).

Er han borte.

GERTRUD

O, du Lykkens Kreatur! Lars Ley har beilet til dig!

META

Moder, Du forskrækker mig.

GERTRUD

Blodrød bliver Du, det er rigtigt! det sømmer sig en ærbar Jomfru. Himmelen hænger fuld af Violiner for os begge To.

META

Jeg fatter ikke din Tale! hvad vilde han her?

GERTRUD

Fæste dig til Brud har jeg jo sagt.

Mel. »Hurra, min Jente«.
Det var for mig som en Engel kom,
Fryd han bragte Med hvad han sagde.
Hans Talegave, den strømmed’ som
:|: Mælk og Honning. :|:
Nu er det endt med vor Spinden Garn,
Nu bliver Du, mit søde Barn,
:|: Humledronning! :|:

META

Mo’er! har Du paa mine Vegne sagt Ja!

GERTRUD

Ikke klart og tydeligt til ham, men i mit Hjerte har jeg sagt Ja, ja, ja! Du gaaer ind til Rigdom og Herlighed. Bort med Spinderokken! Du bliver baaren i Portechaise. Jeg faaer min gode Kakkelovnskrog. Alt, hvad jeg drømte og bad om, gaaer op for mig paa mine gamle Dage.

META

Moder! Moder!

GERTRUD

Have udenfor Porten, egen Kirkestol og egen Begravelse, søde Barn, vi skulle ligge i egen Begravelse!

META

Ja, i den vil jeg snart blive lagt, om du tvinger mig til at ægte det Menneske.

Mel.»Je pars demain«. Herold.
Jeg gjør det ei!
Hvad kan den Rigdom sige,
Naar aldrig jeg i Hjertet bliver glad.
Jeg heller leve vil som gammel Pige,
See Haabets Blomst henvisne Blad for Blad.
Jeg veed min Vei!

GERTRUD

Kom ikke med Snak! det er den Laban derovre, Du har i Hovedet! nu er han jo væk, denne Frands Melchiorsen! han kan blive og gratulere Nytaar hos Folk, der sidde udi Velstand. (Gaaer.)

META

Jeg er saa inderlig bedrøvet. (Følger efter.)

Scenen er i det Holstenske.

(Landevei forbi et gammelt høiadeligt Slot; foran ligger Kroen: »sorte Margrethe.« Lyn og Torden, Vinden suser, Regnen strømmer ned.)

FRANDS MELCHIORSEN

Mel. af Fiorella. Auber.
Det er et Veir med Lyn og Torden,
Det regner saa det skyller ned!
Vildfaren er jeg vorden,
Jeg ikke Veien veed.
De stærke Lynblink næsten blende,
Og strax derpaa er mulmmørk Nat,
Saa ingen Gjenstand er at kjende.
Jo, det er rigtig deiligt fat!

Det nytter ikke at klynke! og ret betænkt maa jeg være glad fordi det er saadant et Veir; det dæmper Lysten hos dem til at sætte efter mig. Jeg benyttede mig af Trængselen, slap bort fra Betjenten, kom ud paa Gaden, afsted, det var et godt Løb! Men hvor er jeg? et Stykke fra Hamborg, træt og gjennemblødt! Her faaer neppe nogen Reutendiener Fingre i mig. Og det er det hele Udbytte af Reisen! – Skinner ikke der et Lys. Her ligger et Huus, en Gaard! – (Det lyner.) God Belysning! Jeg er virkelig ved en Kro! det er dog et Held i Uheld. (Banker paa.) Hov! luk op!

KROMANDEN

(aabner et Vindue.)

Hvem der?

FRANDS

En Reisende.

KROMANDEN

Til Hest?

FRANDS

Tilfods.

KROMANDEN

Her er ikke Plads. Hele Huset er fyldt med Fremmede.

FRANDS

Lad mig komme under Tag, Regnen skyller ned.

KROMANDEN

Har jeg ikke sagt at Huset er fyldt.

FRANDS

Jeg kan ligge paa Straa, jeg kan sidde i en Stol ved Kakkelovnen.

KROMANDEN

Han gjør en Støi, som om han var en fornem Herre! jeg maa see ham efter. (Lukker Vinduet.)

FRANDS

Monstro han kommer og lukker mig ind. Jeg er træt, jeg trænger til Hvile; en Bænk maa der dog være at strække sig paa!

KROMANDEN

(med en stor Lygte.)

Nu skal jeg lyse op for Eder.

FRANDS

Giv mig Tag over Hovedet og giv mig Aftensmad!

KROMANDEN

(sagte).

Han har hverken Koffert eller Randsel! hvad er det for en Karl?

FRANDS

Svar mig! I har jo Krohold?

KROMANDEN

(sagte).

Fornem Tone har han. Hvor hører I hjemme?

FRANDS

I Kjøbenhavn!

KROMANDEN

Ja saa, hm! hm! en Kjøbenhavner! rare Mennesker! – men jeg har ingen Plads for Eder! hele Huset er fyldt, hvert Kammer, hver Seng. I Stalden staaer Qvæget Side om Side og paa Høloftet ligge Qvægdriverne.

FRANDS

Jeg finder nok en Plads! Lad os bare ikke discutere herude i dette Veir.

KROMANDEN

Jeg tænker over. Seer I! ja jeg kan ikke vise det med Lygten; lige op til Kroen ligger det herskabelige Slot, som vi kalde det, der boer ikke et Menneske; jeg har Opsigt over det, jeg har alle Nøglerne; der er Værelser nok.

FRANDS

Kan I indqvartere mig der?

KROMANDEN

Ja, det er en ringe Sag! men – –

FRANDS

Naa? –

KROMANDEN

Der er saa forfærdeligt eensomt.

FRANDS

Des roligere sover jeg.

KROMANDEN

I skal faae varm Aftensmad og gode Drikkevarer!

FRANDS

Det er jo prægtigt! lad os bare ikke vente.

KROMANDEN

Kun fem Minuter! jeg maa hente Nøglen og Fødevarerne. (Sagte.) En Kjøbenhavner! han skal paa Slottet. (Gaaer ind i Kroen.)

FRANDS

Han gaaer! han gjør maaskee Nar ad mig! han har ingen Plads og saa har han et heelt Slot. Tys! jeg gjør ham Uret, der er han igjen.

MINCHEN

(med et Lys i Haanden, seer ud af Døren).

Regner det? Hvad behager? Er her Nogen?

FRANDS

Du er jo nydelig, mit Barn!

MINCHEN

Uh! fy! lad være! Hvem er Han?

FRANDS

En stakkels Reisende, man ikke vil lukke ind.

MINCHEN

(belyser ham).

Han er kjøn og saa ung!

FRANDS

Kan Du ikke lide det?

MINCHEN

Jo! Han har et rigtigt rart Ansigt. I skal sove paa Slottet, sagde Herren. I er vist en Kjøbenhavner?

FRANDS

Det er jeg.

MINCHEN

Et rigtigt godt Menneske! det seer I ud til! unge Herre, sov ikke paa Slottet.

FRANDS

Og hvorfor ikke det?

MINCHEN

Jeg tør ikke sige det.

FRANDS

Jo til mig.

MINCHEN

Det spøger deroppe; derfor er det at Herskabet er flyttet bort; og hver Gang en Fremmed sover der om Natten, – uh, det er gyse ligt! –

FRANDS

Hvad skeer saa?

MINCHEN

Der kommer et Spøgelse.

FRANDS

Og det?

MINCHEN

Mel. af den hvide Dame. Boyeldieu.
Ved Midnat gjennem Slottets Sale
Et gammelt Spøgelse skal gaae,
Det sukke kan, men ikke tale,
Og det er rødt fra Top til Taa.
Det med Barbeerkniv for Dig staaer
Og sæber ind dit Skjæg og Haar.
Kniv det tager,
Det dig rager;
Og før det i Østen dager,
Skaldet Du fra Slottet gaaer!

FRANDS

Skaldet! det vil ikke klæde mig! skal der barberes, da vil jeg hellere barbere Spøgelset.

MINCHEN

Tal ikke saa ugudeligt og lad være at gaae derop!

FRANDS

Du vil kun narre mig! Du selv er en Trold, det kan jeg see i begge dine Øine.

MINCHEN

Jeg vil slet ikke see paa Ham!

KROMANDEN

(med Lygte og en stor fyldt Kurv).

See saa! her er Fødevarer! Minchen, tag Kurven, jeg bærer Kruset. Den Reisende skal sove inat oppe paa Slottet.

MINCHEN

I det Mørke?

KROMANDEN

Her er jo Lygte! –

FRANDS

Jeg faaer Aftensmad og en god Seng?

KROMANDEN

Grevelig! jeg vil ønske I maa sove godt! flere Kjøbenhavnere have sovet der og drømt behageligt!

MINCHEN

Det kjønne, unge Menneske!

KROMANDEN

Hold Mund! (Sagte.) En Kjøbenhavner tog min Kjæreste fra mig! – han skal barberes! (Det tordner.)

FRANDS

Jeg troer Tordenveiret kommer igjen tilbage.

KROMANDEN

Kun et Par Skridt og saa er vi under Tag.

ALLE TRE

Mel. af Bruden fra Lammermoor. Bredal.
Det lyner, det tordner!
For Øiet det sortner;
Vi skynde os maae.
I Luften det tuder,
Paa Tage og Ruder
Nu Haglene slaae!

(De gaae ind i Slottet, Uveiret tager til.)


Scenen forandres til et stort gammelt Værelse paa Slottet.

(Kamin, Rococco-Meubler, en Mængde Portraiter; midt paa Væggen er et Billed af en Mand i middelalderlig Dragt, ganske rødklædt; han har Noget af Till Uglspil i sit Ydre; i sin ene Haand holder han en stor rød Pose.)

FRANDS, KROMANDEN og MINCHEN træde ind.

KROMANDEN

Her ere vi da! nu hurtigt Lysene tændte og Kurven pakket ud.

FRANDS

Fortræffeligt! En kongelig Seng, bred og stor med røde Damaskes Gardiner.

KROMANDEN

Til Tjeneste.

FRANDS

Men hvorfor boer Ingen her i denne smukke Eiendom?

KROMANDEN

Det grevelige Herskab har flere Slotte. Dette Sted behager ikke den naadige Frue; man taler om at her spøger. I er dog ikke bange.

FRANDS

De Levende gjøre os Fortræd, ikke de Døde, det er min Tro.

KROMANDEN

Den er meget god, og Fødevarerne ere gode. Kroen ligger jo tæt ved Slottet, I er ikke langt fra Mennesker, dernede er altid Folk oppe.

FRANDS

Det omtalte Spøgeri af hvad Art er det?

MINCHEN

(som er ivrig beskæftiget med at dække Bordet).

Jeg er færdig at tabe Tallerkenen!

KROMANDEN

Dumt Vaas! det er jo endnu ikke Spøgelsetid og den Reisende er aldeles ikke bange.

FRANDS

Fortæl mig hvad man veed, at jeg kan indrette mig derefter.

KROMANDEN

Ja, det er saadan fra gammel Tid! – hvorledes er det? Minchen!

MINCHEN

Her boede for over hundrede Aar siden en Herremand, der var saa ryggesløs og ugudelig! –

KROMANDEN

Her blev sviret og drukket til langt ud paa Natten; aabent Taffel blev her holdt; her var endnu ingen Kro; mange fremmede Reisende fik Plads ved Herremandens Bord.

FRANDS

Men det var jo i høieste Grad gjestfrit og smukt.

MINCHEN

Ak nei, det var Altsammen af det Onde. Tænk, naar de stakkels Mennesker havde faaet lidt over Tørsten, saa bleve de bundne til Stolen og en af Herremandens værste Companer, der agerede Barbeer, sæbede dem ind, baade Skjæg og Hoved, ragede hvert Haar af dem, og naar de saa om Morgenen saae sig i Speilet vare de Skaldepander.

FRANDS

Men naar de ikke drak!

MINCHEN

De bleve barberede alligevel. Engang kom her en from, gammel Biskop, og selv ham handlede de ligesaa ugudeligt med; joge ham ud af Slottet, til Spot og Spee. »Skaldepande, Skaldepande!« raabte Drengene efter ham.

FRANDS

Og til Straf spøger nu den ugudelige Herremand?

MINCHEN

Han lod fra fremmedt Land forskrive sin Marmorliigkiste; den blev sat ind derovre i Kirken, hvor den endnu staaer; da den kom der, gik om Aftenen den ugudelige Herremand derover med sine Svirebrødre, vilde og gale som de vare; selv satte han sig i Kisten og drak sin Begravelses Skaal, men i samme Stund tog den Onde ham og der kom Skræk over de Andre, kun ikke over den fæle Compan, der havde forhaanet den fromme Bisp.

KROMANDEN

Der paa Væggen hænger et Billede, som man siger fremstiller Companen; han holder Barbeerposen i Haanden.

FRANDS

Og Skikkelsen af ham er det der viser sig her?

KROMANDEN

Sludder og Sladder og lavet Historie er det Hele!

MINCHEN

(løfter Hænderne.)

Husbond! Husbond!

FRANDS

Jeg skal sige imorgen om han ligner Billedet! Jeg troer, det er et Portrait af Till Uglspil, saalunde staaer han afkontraferet forud i Bogen.

KROMANDEN

God Appetit og qvægsom Hvile!

MINCHEN

Læs Eders Aftenbøn!

ALLE TRE

Mel. af Røverborgen. Kuhlau.
Det er ud paa Natten silde,
Bordet her staaer vel besat;
Mad og Hvile smage ville.
Nu god Nat! god rolig Nat!

(Kromanden og Minchen gaae.)

FRANDS

Et godt dækket Bord! en prægtig gammel Stue! her er ganske hyggeligt. Jeg er træt, jeg er sulten. (Sætter sig til Bords og spiser.) Det Skjønneste og Bedste har jeg dog her i mit Hjerte. Meta, deilige, jomfruelige Meta! jeg har en Forvisning her, at min stumme Kjærlighed er hørt, forstaaet og gjensvaret. Jeg læste engang i en gammel Bog, at en viis Græker havde sagt og skrevet om Ægteskab, at ethvert Menneske var som en Halvkugle, der trillede ud i Verden, trillede og trillede, for at finde sin anden Halvdeel; Mange traf sammen, der ikke passede, men Mange mødtes ogsaa svarende til hinanden, for at rulle forenede i evig Lykke. Min Halvdeel er Meta og jeg er hendes. (Klokken slaaer Tolv.) Hvor den gamle Klokke har en stærk Klang! det er som om den talte; den melder at det er Midnat. Døren vil jeg laase for onde Mennesker, ikke for de Døde, de have noget Større og Bedre at virke for, end at pusle om og skræmme os. Vinden hyler, Regnen strømmer ned. Jeg er træt, kan neppe holde mine Øine aabne.

(Han har sat sig; en dæmpet Musik lyder; Billedet paa Væggen træder ud af Rammen og nærmer sig med afmaalte Skridt. Et Vindhyl, en stærk Accord i Orchestret, Frands farer op.)

Hvad er det! – Billedet!

SKIKKELSEN

(tager Barbeertøiet frem af Posen.)

FRANDS

Hvad vil Du, Djævleværk?

SKIKKELSEN

(peger paa en Stol at Frands skal sætte sig).

FRANDS

Du trænger meer dertil end jeg. Sid Du!

SKIKKELSEN

(staaer ubevægelig).

FRANDS

Du selv skal prøve Kniven! saa sandt Gud hjælper mig!

(Styrter hen i mod Skikkelsen; i samme Øieblik forsvinder dens Skjæg og Hovedhaar, som var det raget af. Stærk Accord i Orchestret.)

(.)

SKIKKELSEN

Din Villies Tærning
Rullede, blev Gjerning;
Nu er jeg raget,
Haaret taget.
Hvad Ondt jeg øved’
Ugudelig,
Har selv jeg prøvet
Nu ved Dig.
Hu! det er ilde
At spøge naar man ikke vilde,
Ingen Ro saa silde.
Du løste mig,
Men jeg kan ei belønne Dig,
Her er ei Skatte gjemte.
– Eet jeg glemte!
Død Mand veed hvad der er i Jorden lagt.
Giv Agt!
En sød Fortrøstning mægter jeg at give:
Rig som din Fader skal Du blive!
Saasnart Du er i Kjøbenhavn igjen,
Den sidste Dag i Ugen gaaer Du hen
Paa Langebro, der møder Du en Ven,
Der siger Dig hvor Du din Rigdom finder,
Den ei forsvinder.

(Skikkelsen er heelt traadt ind i Rammen, et Lyn slaaer ned, splintrer den og river det malede Billede itu.)

FRANDS

Ha! hvilket Lyn! her slog det ned! det gamle Billede er sønderflænget! det Billede, der stod i denne Stund, traadt ud af Rammen, lige her foran mig; jeg drømte ikke! det talte til mig klart og tydeligt:

»Paa Langebro, der møder Du en Ven,
Der siger Dig hvor Du din Rigdom finder!«
Jeg hørte det, jeg Synet saae,
Jeg troer derpaa.
Snart kommer Solen skinnende klar,
Morgenstund Guld i Munden har.
Solen er oppe, Humeuret med,
Lystig afsted!
Deiligt at troe:
Lykken sidder paa Langebro!