previous next

Fjerde Act

ELSE MOGENSDATTER træder ind med den gamle Tigger.

ELSE

Naa, hvad synes Eder nu om de Stuer I har seet? Hvilken behager Eder bedst?

DEN GAMLE

Det ene Stads-Gemak er kjønnere end det andet! hele Huset er som et Slot; og Loftet her troer jeg er af Nøddetræ; Speilglas i Væggen, Gulvet glat, saa at det er mig svært at staae paa eet Been. Men hvad gaaer det mig an? Hvorfor har man kaldet mig herop?

ELSE

Jeg kan betroe Eder det. Den af de Stuer, I har seet og synes bedst om, vil blive Eders, kun ikke denne.

DEN GAMLE

Jeg forstaaer ikke et Ord af hvad I siger. Er I Konen her i Huset?

ELSE

Jeg er kun gamle Else Mogensdatter; mit Herskab er den unge Hr. Melchiorsen, som vil tale med Eder og gjøre Eder vel. Han er god som Dagen er lang.

DEN GAMLE

Jeg kjender ham ikke! Hvorfra kjender han mig?

ELSE

Fra Langebro! han gik der en heel Dag i stor Tungsindighed, men I satte ham i godt Humeur, han har fortalt mig det.

DEN GAMLE

Var det Hr. Melchiorsen! han gav mig en blank Krone, han har et rart Ansigt.

ELSE

Hans Hjerte er endnu bedre! han vil vise Eder Taknemlighed.

DEN GAMLE

Taknemlighed! hvorfor?

ELSE

Det vil han selv sige Eder. I skal blive her i Huset til Eders Dødsdag og den haaber jeg er ikke saa snart.

DEN GAMLE

Paa aaben Gade, ved Langebro hører jeg hjemme.

ELSE

Men I kan blive syg. Vi gamle Mennesker, I som jeg, kunne have godt af et hyggeligt Hjem i vore sidste Dage, og det vil I her faae!

DEN GAMLE

Det er en meget fornøielig Drøm, bare jeg vaagner.

Huusvennerne storme ind.

Mel. af Festen paa Kenilworth:

»Bacchus er den største Mand

Weyse.

CHOR

Hurra for Frands Melchiorsen,
Han er vendt tilbage.
Vi har savnet tungt vor Ven
Mange, lange Dage.

JAKOB

Frands har Papegøien skudt,
Det er meget vigtigt.
Vi blev ei til Festen budt,
Det er ikke rigtigt.

CHOR

Hvor er Frands, vor gamle Ven,
Jeg kan ham ei savne!
O, jeg er saa glad igjen,
Jeg maa ham omfavne.

ULRIK

Frands Melchiorsen er igjen kommen tilbage, og gamle trofaste Venner ere igjen tilbage.

ELSE

(halv sagte).

Nu ryger Skorstenen, nu komme Snyltegjesterne.

THYGE

Han har ikke takket os for Serenaden, tys, tys! kys, kys! vi listede af saa stille, saa uforstyrrende.

Mel. Mary Blane.
Vi har ham lidt fixeret
Den forrige Løverdag;
Paa Frederiksberg leveret
Ham Hjertets Favnetag.
Vi gav ham Serenade,
Alt efter min Instrux;
Thi Frands, det maa man lade,
Han er en rigtig Lux!

ELSE

Hr. Frands Melchiorsen er ude i Byen og jeg veed ikke naar han kommer hjem.

JAKOB

Vi gaae ind i Spisestuen, der staaer vel Bordet dækket efter vante Skik?

ELSE

Der er anden Opdækning og Døren lukket.

ULRIK

Tak! saa gaae vi ind i Tobaksstuen, der kunne vi vente.

VENNERNE

(idet de storme derind).

Hurra for Frands Melchiorsen,
Han er vendt tilbage.
Lad mig favne Dig, min Ven,
Efter Savnets Dage.

Scenen forandres til Stuen hos Gertrud Skippers. META og GERTRUD komme søndagsklædte, de have deres Psalmebog i Haanden.

META

Saa ere vi nu hjemme!

GERTRUD

Meta! jeg har sandelig ikke dine unge Been. Hvor Du tog Fart hjem fra Kirken! Det var en opbyggelig Froprædiken.

META

Der var saa festligt, der var saa helligt i den store Kirke.

GERTRUD

De gule Voxlys skinnede pragtfuldt i Messing Lysekronerne, Psalmesangen og Orgelværket klang med hinanden, og saa de mange Mennesker i from Andagt.

META

Det var første Gang imorges, at Præsten ikke længer bad for den unge Mand, der var gaaet paa Reise.

GERTRUD

Det undgik mig, det hører ikke til min Andagt.

META

Præsten holdt en Takkebøn for den unge Mand, som Vorherre i Naade havde ført hjem til Lykke og Velsignelse.

GERTRUD

Det er jo godt, det er gaaet ham vel!

META

Idet Taksigelsens Ord bleve sagte, løftede jeg mine Øine, de faldt paa den gamle Kirkestol i Pulpituret, og der sad Frands Melchiorsen, han saae i det Samme ned paa mig, hvor var hans Ansigt fromt og mildt! –

GERTRUD

Du slog da strax dine Øine ned?

META

Ja Moder, thi det var som Solen havde skinnet ind i dem, og ogsaa jeg takkede Vorherre for det unge Menneskes Lykke og Hjemkomst.

GERTRUD

Det var jo kjønt af Dig! – Meta! Meta! gaa dog ikke i de Drømme og Indbildninger! jeg maa lukke dine Øine op, inden det er altfor silde. Sandheden maa frem, om den skal gjennem mine Sidebeen.

META

Du forskrækker mig!

GERTRUD

Frands Melchiorsen er allerede for otte Dage siden igjen kommen til Staden, han har klaret sin Gjæld, han skal atter have Midler og tager ordenligt fat paa Forretningerne – det veed jeg fra en troværdig Mand.

META

Det er jo glædelige Tidender!

GERTRUD

O ja, for ham! og det er ogsaa godt, meget godt, at han bliver en eftertænksom Mand – Du er en forstandig Pige, tag din Fornuft sammen ved hvad jeg maa sige Dig. Hele Ugen har der været travlt i Hr. Melchiorsens Huus; der gjøres store Foranstaltninger; næste Søndag vil Du nok høre derom fra Prædikestolen, dersom ikke Kongebrev er løst. Hans Trolovede skal være en meget rig Pige fra Hamborg. Saaledes staaer Sagerne. Ja jeg maa jo give Dig Underretning! – stakkels Barn! – Siig dog Noget, synk ikke saaledes sammen! hvad siger Du?

META

Gud glæde ham og hans gode Kjæreste!

GERTRUD

Han er et Skarn, siger jeg! –

META

Siig ikke et Ord om ham. Mig har han intet Løfte givet, mig har han aldrig sagt et Ord.

GERTRUD

Men dog gjort den Fortræd han kunde! jeg saae ham, da vi gik ud af Kirken; han var tæt ved; det var derfor Du tog Fart; jeg har mine Øine med mig! Du gjorde det Rette; men han, det siger jeg endnu en Gang, han er et Skarn!

Frands Melchiorsen, festligt klædt, træder pludseligt ind.

GERTRUD

(udbryder).

Frands Melchiorsen!

FRANDS

Guds Hilsen her i Huset, Mo’er Skippers! I har under givne Betingelser tilladt mig et Besøg.

GERTRUD

Hvad har I at sige, Monsieur!

FRANDS

Da sidst vi mødtes var Eders Ord, at I vidste hvad jeg havde at sige og I vidste hvad I havde at svare: da sagde I mig, at naar jeg sad igjen varmt inden Vægge i min Faders gamle Gaard, hædret og honnet, kunde jeg i mit Hjertes Attraa henvende mig til Eder, som Moder.

GERTRUD

Det sagde jeg.

FRANDS

Min Faders Gaard staaer nu gjældfri, Vorherre har igjen forundt mig Velstand og Midler, han har ved Prøvelse styrket min Eftertanke til at bruge min Rigdom vel. Lad mig dele den med Eders Jomfru Datter! jeg beder om hendes Haand.

GERTRUD

Men I er jo forlovet, Hr. Melchiorsen! det siger hele Byen, forlovet med en hamborgsk Jomfru.

FRANDS

Var der Sandhed deri, da stod jeg ikke her. Punktligt har jeg opfyldt Eders Forlangende, og i mit Hjem er Alt indrettet og ordnet.

GERTRUD

I taler tilvisse som en brav Mand, og det vilde være stor Uret af mig at betvivle hvad I siger. Men I kjender jo ikke min Meta; hun er et godt Barn, en retskaffen Pige, men derfor er det dog ikke sikkert at hun og I passe sammen.

FRANDS

Det er min Forvisning og Tro fra jeg første Gang saae hende. Hun er groet ind i mit Hjerte.

GERTRUD

Det er deiligt sagt! det er maaskee ogsaa Guds Villie, jeg vil samtale med min Datter. Kom til os om otte Dage, da skal I høre Besked.

FRANDS

Otte Dage! jeg veed vel at det er Skik her i Staden, efter streng Tugt og Sædvane maa en Beiler vente saa lang Tid, men hvorlænge har jeg ikke ventet taus og stille; i mere end fire Gange otte Dage har I kjendt mit Hjertes Tilbøielighed og I maa jo ogsaa kjende Eders Datters Hjerte. Har hun nogen Godhed for mig, saa slaa itu de otte lange Vinterdage! (Til Meta.) Efter Form og Forskrift har jeg henvendt mig til Eders Moder, Alt efter hendes Villie, nu kommer jeg, aaben og ærlig og ligefrem til Eder – vil I dele Godt og Ondt med mig.

GERTRUD

(træder imellem).

Hr. Melchiorsen! frist dog ikke Barnet! hvor kan hun svare paa det, første Gang I taler med hende. Jeg skatter Æren, I viser vort ringe Huus, jeg kan ikke have mod Partiet, men unge Piger have deres egne Tanker og Meninger; de vide ikke hvad de ville, de overlægge og betænke.

META

Nei Moder, jeg betænker slet ikke! –

GERTRUD

Barn, har Du glemt al Ærbarhed!

META

Han elsker mig! Og da Du hører paa det, Moder, hvorfor skulde jeg da ikke i denne hellige Stund sige at jeg holder af ham igjen!

FRANDS

Meta! min egen søde Meta! Gud velsigne Dig for hvad Du siger. Det er de første Ord jeg har hørt af Dig, de blive i vort Hjerte til evig Tid.

GERTRUD

Skammer Du Dig ikke, Barn, at sige Sligt saa høit og tydeligt ved den første Visit.

FRANDS

Meta, saa er Du nu min!

META

Hvor jeg har lidt og sørget for Eders Skyld!

FRANDS

Det skal jeg gjengjælde Dig hundredefold.

META

Frands! –

FRANDS

Dine Ord ere som Musik! dine Øine ere saa klare, deilige at see ind i! Det er mig som om vi havde kjendt hinanden i alle Aar tilbage! –

GERTRUD

Det er som om Alt var klappet og klart!

FRANDS

Det er det ved Eders Velsignelse, og den giver I os.

GERTRUD

Det kommer saa hovedkulds!

FRANDS

Tak! tak! I giver mig hende! det er sandt, her er min Fæstens-Gave! min Moder bar som Trolovet denne Ring; hun bestemte den igjen for Den, jeg kaarede.

GERTRUD

I Du Forbarmede! det er en stor Kostbarhed, en saadan havde Humlekongen ikke at vise frem! den er altfor kostelig!

FRANDS

Endnu en Bøn! flyt ind i mit Huus!

GERTRUD

Det er grumme meget! det er altfor meget! man maa tænke derover.

FRANDS

Man tænker, – man har tænkt, – og saa følger I med!

GERTRUD

Det var rart! lade Alting staae her som det staaer! nei, nogen Orden maa der dog være!

FRANDS

Den allerbedste! Eders Hjem er nu hos mig. Notarius har jeg talt med, Liste over Gjesterne har jeg opskrevet!

META

Før I vidste at I havde Bruden?

FRANDS

Jeg vidste jeg havde hende!

Mel. fra første Acts Slutning: »O Kjærlighed!«
Som Klokkeklang,
Som Fuglesang,
Det jublede herinde
Dybt i mit Bryst;
Den søde Lyst,
Du er min troe Veninde.

ALLE TRE

Kun Gud kan see,
Hvad der vil skee,
Fra denne Stund til næste;
I Vel og Vee
Hans Villie skee!
Han vil for os det Bedste.

META

I Kirken mødtes vi første Gang, i Bønnen fra Prædikestolen laae vor Vexelsang, vor Tale, nu først faaer den Ord.

FRANDS

Med dette Kys løser jeg vor stumme Kjærlighed. (Kysser Meta.) Vi har saa meget at tale om! kom nu til dit Hjem, Vorherre velsigne din Indgang!

META

Du vil jo nok, Moder!

GERTRUD

Jeg er ved at dreie rundt! Naa, i Guds Navn! men lad mig dog faae min Paraply med! og Du din Psalmebog, den bringer Lykke og Velsignelse.

FRANDS

Notarius er kaldet, Venner indbudte, (med en Bevægelse ud mod Publicum.) De, som deeltagende have fulgt mig, svigte ikke. Musiken skal klinge.

Mel. af Rigoletto. Verdi.

META

Mens jeg spandt Hørren fiin,
Lød smukt din Violin,
Toner blev Tankens Bro
Mellem os To.

FRANDS

Nu staaer vor Jaords-Fest; Venner er’ budt til Gjest.

GERTRUD

O hvilken Herlighed!
Tak, søde Kjærlighed!

FRANDS

(til Meta).

Kom, lad i Dands os To
Gaae Livets Langebro,
Huske, at vi paa den
Finde i Gud en Ven.

ALLE TRE

Brudeskjenk bringe hver.

FRANDS

(fører Meta frem mod Publicum).

Een kun vi ønske her:
Venners Deeltagelse,
Eders især.

ALLE TRE

Venners Deeltagelse,
Eders især!