33|Og nu var der Fest, atter Fest, men ikke hos Generalens, Costumebal hos en af Prindserne; ogsaa Maske var tilladt.

Generalen mødte som Rubens, i spansk Dragt med lille Pibekrave, Kaarde og god Holdning, Generalinden var Madame Rubens, i sort Fløiel, høihalset, forfærdelig varm, med Møllesteen om Halsen, det vil naturligviis sige stor Pibekrave, aldeles efter et hollandsk Maleri, Generalens eiede; og hvor især Hænderne beundredes! de lignede aldeles Generalindens.

Emilie var Psyche, i Flor og Knipling. Hun var som et svævende Svaneduun, hun behøvede slet ikke Vingerne, hun bar dem kun som et Psyche-Mærke.

Der var en Glands, en Pragt, Lys og Blomster, en Rigdom og Smag; der var saa Meget at see, man ikke fik lagt Mærke til Madame Rubens smukke Hænder.

En sort Domino, med Akasieblomst paa Hætten, dandsede med Psyche.

»Hvem er han?« spurgte Generalinden.

»Hans kongelige Høihed!« sagde Generalen, »jeg er ganske sikker paa det, jeg kjendte ham strax paa Haandtrykket!«

Generalinden tvivlede.

General Rubens tvivlede ikke, nærmede sig den sorte Domino og skrev kongelige Bogstaver i Haanden, de benegtedes, men et Fingerpeg blev givet:

»Sadelens Devise! En, Hr. Generalen ikke kjender.«

34|»Men saa kjender jeg Dem jo!« sagde Generalen. »De har sendt mig Sadelen!«

Dominoen løftede Haanden, og forsvandt imellem de Andre.

»Hvem er den sorte Domino, Emilie, Du dandsede med?« spurgte Generalinden.

»Jeg har ikke spurgt om hans Navn!« svarede hun.

»For Du vidste det! Det er Professoren! Deres Protegé, Hr. Greve, er her!« vedblev hun og vendte sig til Greven, som stod tæt ved. »Sort Domino med Akasieblomst!«

»Meget muligt, min Naadige!« svarede han. »Men en af Prindserne er iøvrigt ogsaa saaledes costumeret!«

»Jeg kjender Haandtrykket!« sagde Generalen. »Fra Prindsen har jeg Sadelen! jeg er saa vis i min Sag, at jeg kan indbyde ham til vort Bord!«

»Gjør det! Er det Prindsen, kommer han vist –!« sagde Greven.

»Og er det den Anden, saa kommer han ikke!« sagde Generalen og nærmede sig den sorte Domino, der just stod og talte med Kongen. Generalen forebragte en særdeles ærbødig Indbydelse, at de kunde lære at kjende hinanden; Generalen smilede saa sikker i sin Vished om hvem han indbød; han talte høit og lydeligt.

Dominoen løftede sin Maske: det var Georg.

»Gjentager Hr. Generalen Indbydelsen?« spurgte han.

Generalen blev ganske vist en Tomme høiere, fik en fastere Holdning, gjorde to Trin tilbage, og eet Trin frem 35| som til en Menuet, og der var Alvor og Udtryk, saa meget der kunde lægges af Generalen i Generalens fine Ansigt.

»Jeg tager aldrig mit Ord tilbage! Professoren er indbudt!« og han bøiede sig med et Blik mod Kongen, der vistnok kunde have hørt det Hele.