Da han havde fået den besked
som han var ude at søge efter,
ville han ikke længere vente,
men steg til hest for at ride bort.
Disciplene red sammen med ham
den hurtigste vej til kongens gård,
og han meldte ikke kongen andet
end at han nu ville hjem til sit land,
»for paven har skrevet mig et brev
om at jeg skyndsomst skal komme hjem,
han har et særligt hverv til mig,
jeg kan sige at sådan forholder det sig.
Min kære herre, må jeg bede jer
efterkomme en enkelt bøn
ved den høje Gud som har skabt jer,
hvis I vil undgå fortabelsen,
at I tager jeres dronning til nåde
for ikke at udsætte jeres sjæl for den fare.«
Kongen besvarede straks hans ord:
»Jeg siger jer, herre, i sandhed:
Det vil jeg ikke gøre,
den slags vil jeg ikke høre!«
Og legaten var ikke sen
til at svare igen på hans ord:
»Jeg vil give jer et andet råd:
Hvis I ikke gerne vil møde foragt
hos konger og andre betydende herrer,
som er jeres ligemænd, herre,
så burde I hente den kvinde hjem
og brænde hende på bålet.
Så kan I gifte jer igen,
og da bliver I rost af riddere og svende.
Det kan I bedre forsvare
end så hårdt at forvise hende.«
210r|Kongen svarede ham da:
»Selv om jeg så ville gøre det,
så er hun nu kommet så langt bort
at jeg aldrig får opsporet hende.«
Men legaten svarede ham:
»For tre dage siden så jeg hende,
da hørte jeg selv hendes skriftemål,
det siger jeg uden at lyve,
og jeg kunne ikke nå frem til andet
end det at hun er en uskyldig kvinde.«
Kongen spurgte hvad byen hed,
»jeg har min svend ved hånden,
han skal hente mig denne kvinde,
i morgen skal hun brændes!«
Legaten sagde da til kongen:
»I morgen begiver jeg mig ikke herfra,
jeg må for Guds skyld sørge for
at få hørt hendes skriftemål endnu en gang.
Dog siger jeg jer med bestemthed:
Jeg kan ikke se hende brænde!«
Legaten havde nu sørget for
at i en lund der lå ved slottet,
dér skulle vognen med harnisker stå
indtil han selv kom frem dertil,
hvis han fik behov for harnisk
– det får I snart at høre.
Kongen bad Skares begive sig af sted,
210v|og til at beskytte ham sendte han svende,
for at gribe fruen og bringe hende til ham,
hvad han også gjorde, til skam og skændsel.
Da kongen så at hun nu var kommet,
og at hun var bastet og bundet,
da lod han den ædle frue dømme
til at brænde i ild og i røde luer.
Så lod kongen tænde
et bål, nu skal I høre,
som dronningen så skulle brændes i.
Det frygtede dronningen ikke for,
for hun ville hellere dø den dag
end leve mere i sådan en nød.
Kongen lod da sammenkalde
alle riddere og svende.
De ville nødig overvære
at det skulle ende sådan for fruen.
Bålet brændte ganske stærkt;
dronningen sad der bastet og bundet.
Da gik legaten igen til hende
og forhørte den ædle kvinde:
»Min kære frue, jeg beder jer nu
ved døden som Gud har lidt for jer,
hvis I er skyldig i denne sag,
at I ikke fortier det for mig.«
Da svarede hun den ædle mand:
»Jeg siger jer dette, herre,
211r|så sandt Gud hjælpe min sjæl,
at jeg ville aldrig bedrage min herre,
og har aldrig huset den tanke,«
svarede den sorgfulde frue ham.
Han gav hende bønner at bede
så at han kunne gøre sig klar.
Det var ikke mer end en times tid
hvor han kunne gå hen til den lund
hvor hans heste og harnisk var gemt
som han da ville klæde sig i.
Da han nu med sikkerhed forstod
at hun var uskyldig, den gode frue,
tænkte han hemmeligt for sig selv:
»Nu skal jeg enten frelse dig
ud af denne fare
eller dø for sagen.«
Til kongen sagde legaten så:
»Tag ikke den læsning fra fruen
som hun har fået til syndebod,
hvis I ikke vil handle mod Gud.
Jeg siger jer i sandhed:
I bliver lyst i band hvis I gør det.«
Han bad så herrerne gå med fred.
»Jeg har aldrig haft for vane
at se uskyldige mennesker brænde;
og jeg gør det ikke i dag med hende!«
211v|Så gik han da en lille stund
fra herrerne hen til lunden.
Og da han kom der, fandt han
at hest og harnisk var rede.
Legaten bad sine munke:
»Træk nu i harnisk, og skynd jer!«
De gjorde så med det samme det
som herren gav dem ordre til.
Munkekutter behøvede de ikke
nu de tog fat på den anden håndtering.
Da de var i de gode harnisker,
sprang heltene på deres heste
og tog deres lanser i hånden,
og red hurtigt tilbage.
Bøhmens konge, ham som jeg før har nævnt,
han ville sætte sin vilje igennem
og ikke spare sit liv for fruen
og ikke længere være legat.
Herrerne blev alle vrede
da den gode konge kom ridende.
For han kom pludselig farende
og hvem han var, var der ingen der vidste.
Hans harnisk var forgyldt som flammer
da han kom ridende hen til fruen.
Han vidste nu med sikkerhed
at en mægtig uret var gjort mod hende.
Gud sendte ham frem i tide
212r|før hendes læsning var endt.
Han råbte til kongen og sagde:
»Hvorfor foragter I dronningen sådan
at I vil lade hende brænde
på grund af den løgn og de usande ord
som denne slyngel har sagt om hende
og tillagt hende med uret?
Vidste jeg hvor forræderen var,
som har løjet æren fra hende,
ville jeg straffe ham så hårdt,
– det kan han være vis på –
at han aldrig mere
skulle lyve om gode kvinder.«
Da Skares hørte ham tale sådan,
red han over til ham og sagde:
»Sig mig, er du kommet her
for at fornærme mig sådan?
Jeg siger dig i sandhed
at hun har begået den største utugt.
Hun har bedraget min intetanende herre
og bør derfor ikke leve med ham.
Hun fortjener at brændes i denne ild,
for hun er en foragtelig kvinde.«
Men Bøhmens herre var ikke sen
til at svare igen på hans ord:
»Udvælg dig en af disse tolv
som straks skal kæmpe for hende
212v|og tage hendes hæder og ære i forsvar
så du skal stå som løgner.«
Skares svarede ham da:
»Nu synes jeg du fornærmer mig,«
og svarede derpå sådan:
»Jeg kan forsikre dig om
at hvis du vil frelse hende med ære,
så bør du kæmpe for hende selv.«
Kongen hævede da sin hånd:
»Det skal jeg sige dig, din slyngel,
at jeg vil ikke for tusind pund
unddrage mig dette nu og her,
men vise fruen min gode vilje
for at frelse hende – det skal du se!
Og snart vil jeg få min vilje,
om så mit hjerte skal revne!«
Folket undredes højligt over
hvorfor den herre talte sådan
og ikke kunne vente,
men straks ville kæmpe for hende.
Dronningen blev både rød og bleg
da de begyndte dette spil,
og vidste ikke hvem det mon var
som var rede at gøre hende denne ære
at gå i døden for hende
før hun skulle brændes på bålet.
Da nu heltene tørnede sammen,
gik det galt for dem begge.
213r|Skares stak kongen i højre arm,
og så blev herren mere vred
end han før havde været.
For alvor jog han efter Skares
og stak forræderen tilbage
så lansen stak ud ved rygraden på ham
så langt som tre alen og mere
– det er sandt hvad jeg siger jer.
Da Skares faldt ned fra hesten,
sagde han til kongen: »Jeg beder jer,
om for Guds skyld at høre på mig;
nu vil jeg afgive offentligt skrifte.
Jeg siger jer nu i denne stund
at jeg løj om den ædle kvinde
som en forræder gør det,
det lader jeg nu jer alle høre.
Og jeg ville gerne lide den tort,
for at min sjæl kan få Guds nåde,
at brænde i samme ild.
Hun er for Gud en uskyldig kvinde!«
Kongen af Bøhmen råbte straks
til herrerne dér og bad om retfærdighed,
at de skulle dømme den mand til bålet
for alle de løgne og usande ord
som han havde sagt hende på
og grundløst tillagt hende:
»Sig mig nu, alle herrer,
213v|skal dronningen ikke beholde livet?«
Herrerne svarede ham da straks:
»I har frelst hende nu med megen ære.«
Snart derefter lod herrerne
fælde dom over Skares.
Da han kom i ilden,
råbte han op, den usle mand,
og bad ubændigt Gud om nåde,
og om at fri ham fra Djævelens fare.
Han råbte lige så hurtigt nu
som han løj om den ædle kvinde.
Da så forræderen var brændt,
for den løgn som han havde erkendt,
talte Bøhmens herre
til kongen af Polen og sagde:
»Jeg siger jer i sandhed,
I bør tage jeres dronning til nåde
og skyndsomst knæle for hendes fod
fordi I har gjort hende ondt.
Nu skal I straks med riddere og svende
være klar til at bede om venskab
for den uret I har begået mod hende,
som nu vi alle har set og hørt.
Og hvis I ikke vil gøre det,
så kan I være vis på
at jeg skal blive jeres fjende
og snart fordrive jer fra landet.
214r|Og senere skal jeg sørge for
at alle skal vide besked så længe verden består.«
Så snart den herre havde talt,
svarede kongen af Polen.
Han svarede ham til fulde
på hans ord med al god grund:
»Jeg vil lade jer vide
at det I beder om, det vil jeg gøre.
Jeg fortryder aldeles
at jeg agtede hende så ringe.«
Så tog han svende og riddere med
og bønfaldt fruen så inderligt.
Han faldt på knæ for hende.
Da svarede den ædle kvinde ham:
»Jeg vil sige jer rent ud, min herre,
I fordrev mig så groft uden årsag,
men jeg fik aldrig den tanke
at svigte jer imod tro og love.
Dog vil jeg tilgive jer
det der kan være mig til skade.«
Da de sådan var blevet forliget,
sagde dronningen nogle ord
til de herrer
som havde vist hende ære,
og ham som frelste hende fra sorg og smerte
og gik med en såret arm for hendes skyld
– den høviske, ædle kvinde
sagde sådan i tugt og ære:
214|»Kære herre, må jeg spørge,
jeres navn vil jeg gerne høre.
Hvis det ikke er jer imod,
under jeg jer med glæde erstatning
for de sår og skader
som I for min skyld har fået.«
Herren svarede hende,
uden at tøve, på hendes ord:
»Efter mit navn behøver I ikke søge,
I får det ikke at vide.
Giv mig den særk I står i der
så jeg kan svøbe den om mit sår.
I må vide, min gode frue,
at anden erstatning ønsker jeg ikke.«
Fruen tog silkesærken af
og klædte sig straks i skarlagenskind.
Så gav hun herren den i hænde,
straks vendte han sig bort fra hende
og svøbte silken om sin arm:
»Nu er al min smerte glemt.«
Derpå drog han så af sted.
Ingen vidste hvem han var,
og nu red han straks til sit eget land.
Hans munke fulgte hurtigt efter.
De fulgte deres herre respektfuldt
klædt som de var i det fulde harnisk.
Dog må munke virkelig vide
at ride i harnisk det bør de ikke.
215r|Det plejede de heller ikke at gøre,
men de havde des bedre årsag til det.
Da han nåede hjem til sit land,
kom hans gode mænd ham i møde.
De tog imod ham med ære
og ønskede ham velkommen hjem med tak til Gud,
for de holdt alle af ham,
det kan jeg sige med sikkerhed.
Hvad kan jeg mere fortælle om det?
Nu vil jeg lade det stå som skrevet.
