Kun en kort tid senere
fik nu dronningen større sorg,
det kan jeg sige i sandhed:
Hendes herre døde fra hende.
Hun lod da sammenkalde
riddere og svende,
og lod den ædle mand begrave,
det kan jeg sige med sikkerhed,
med al den værdighed hun kunne,
det gjorde hun, den ædle kvinde.
Hun sørgede smerteligt, fruen,
og havde bestandig sin herre i tanken.
Så lod hendes gode mænd forstå
at hun måtte få sig en anden herre,
der skulle være hendes lige
og kunne forsvare hendes lande.
Hun svarede så de ædle mænd:
»Jeg vil sige jer, herrer,
at jeg aldrig mere vil giftes;
215v|det siger jeg jer nej til.«
De gode herrer svarede hende:
»Frue, det nytter intet,
for herrer har nu engang for vane
at skabe ufred imod hinanden;
derfor må vi have en konge
hvis vi skal have fred i vor tid.«
Da det stod klart for dronningen
at det var herrernes eneste vilje
at hun skulle få sig en herre,
svarede hun og sagde:
»Kan I vise mig en mand
der kan bestyre mine lande
og være jeres herre,
så vil jeg have ham.«
De nævnte så herren i Bøhmens land,
og mente at han ville hue hende.
Da svarede hun med det samme:
»Ham vil jeg aldrig have,
før skal jeg give mig i kloster
og blive der resten af livet.«
Så lod de det være op til fruen:
De ville afholde en turnering,
og når så herrerne dér kom sammen
på det sted hvor det skulle være,
ville de give til deres frue
den der kunne kæmpe mandigst.
Da herrerne havde talt sådan,
sagde hun ja til dem alle,
sådan skulle det blive
216r|hvis hun kunne stå inde for det.
Derpå lod de sammenkalde
alle de herrer de kendte.
De skulle komme til denne by
hvor de skulle more sig.
Da de hørte om denne fest,
gjorde herrerne sig hurtigt klar,
og de tænkte jo hver især:
»Herre Gud, kan det hænde mig
at jeg kan få den frue,
vil jeg med glæde gøre dette.«
De havde alle hørt om
den store uret hun havde lidt.
De holdt alle i hjertet af hende
fordi hun med æren i behold kom gennem det.
Alle de stærke herrer kom
for de ville vise evner i kamp;
de kom med fornemt udstyr,
med deres forgyldte sporer.
Nu kom også Bøhmens herre,
han var høvisk og meget dygtig
og kom så stærk og prægtig
at alle straks veg tilbage for ham.
Han mødte mere prægtigt frem
end nogen af dem der da var kommet.
Da de gode mænd kom sammen,
havde de både morskab og glæde.
Dronningen kom så rejsende til
med mange fruer og piger i følge.
216v|Samme dag gik hun i kirke,
der mødte kongen af Bøhmen hende
og hilste på den ædle kvinde
på bedste vis, med tugt og ære.
Dronningen var vred på ham,
ville næppe svare den ædle mand.
Dog mindede hun ham om
det svar han havde sendt hende
dengang hun skrev til ham i sin nød.
Herren blev både bleg og rød.
Han blev også vred på hende
og gik fra hende uden tøven.
De gode mænd hun havde om sig,
blev alle sammen vrede,
og de bebrejdede hende
at hun havde fornærmet ham.
Den følgende dag skulle turneringen være.
Hvad gjorde så de ædle herrer?
De kom i silke og fløjl.
Hver af dem mente at han ville vinde fruen.
De dystede alle sammen tappert,
såvel den fattige som den rige.
Den dag gik hun også til kirke,
hendes fruer og piger fulgte med.
Der så hun efter den gode herre
som hun havde gjort så vred.
Hendes gode mænd sagde da til hende:
»I må sende et bud af sted til ham
og bede ham komme til jer.
Så skal I tage bedre imod ham
end I gjorde sidst,
som vi alle hørte.«
Herren kom så ind til hende
og hilste på hende for anden gang:
217r|»Min kære frue, jeg beder jer om
at I vil opgive jeres vrede.
Har jeg gjort jer uret på nogen måde,
vil jeg gøre det godt igen, det skal I se.«
Han havde da rundt om sin arm
den særk hun havde svøbt om såret
som han fik for hendes skyld
netop på samme tid
som han frelste hende fra fare
dengang hun skulle have været død.
Så snart hun fik den særk at se,
smertede det hende i hjertet,
og hun fortrød da tydeligt for alle
at hun havde fornærmet ham sådan.
»Herre, forklar mig dette:
Hvordan fik I den særk i hænde
som I bærer på jeres arm?
Det vil jeg gerne høre.«
Så svarede den ædle mand:
»Frue, det skal jeg sige jer,
at vandt jeg ikke den særk med ære,
så må jeg kaldes en tyv.«
Dertil svarede fruen så:
217v|»Hvorfor taler I sådan, min ædle herre?
Jeg sagde ikke dette
for at det skulle gøre jer ondt.«
Nu kunne hun straks forstå det var ham
der havde frelst hende fra fare.
Hun faldt så ned på knæ for ham:
Ȯdle herre, jeg beder jer om
at give mig jeres venskab.
Jeg vil tjene jer lige så længe jeg lever,
og aldrig have nogen anden herre.
Det siger jeg jer i sandhed.
Og ingen skal skille os ad
hvis I vil det sådan, herre,
bortset fra Gud alene
og så hans moder, den rene.«
Herren svarede hende så
uden falskhed og uden løgn:
»Jeg siger jer, frue, denne gang
at jeg sætter jer over alle kvinder
og elsker jer inderligt
over alle andre i verden.«
Nu tog de straks hinanden i favn
i kærlighed af hjertens grund.
Da herrerne forstod
at hun ville have den ædle mand,
mødtes de alle i fryd og glæde
og lagde alle råd op sammen.
Og da blev de så enige om
218r|– hertuger, grever, riddere og svende –
at den mand skulle vinde fruen
som var klar til at vove sit liv for hende
dengang hendes herre ville brænde hende
da Skares havde bagtalt hende.
»Vi kan jo alle tydelig se
at herren bærer et blodigt sår.
Det er derfor rigtigst at han nu
får den ædle fyrstinde.«
Da herrerne havde drøftet sagen,
på alle måder, som nu er fortalt,
førte de herren og fruen sammen
og fejrede bryllup med fryd og glæde
straks i den samme by
før alle herrerne skiltes.
Og da festen var ovre,
drog herrerne hjem.
Derpå blev den ædle mand
konge i Bøhmen og Polen.
De levede livet uden modgang
og fór til himmelen da de døde.
Og hermed har jeg fortalt jer
hvordan deres liv forløb.
