I Polen war jen konningh righ;
hans dronningh war myghet dygdelig,
medh twcth och æræ i allæ sinnæ,
hwn war then edlæ høwske qwinæ.
The leffde thieris liiff bodhe samen
medh kierlighet, glede och gamen.
Dogh haffde Gudh thet føwed saa
ath the kundhe jnghen foster faa.
Tha worte the saa ower jenne
ath the wilde jet bwdh bort sende
til jen konningh som war i Bemen .
Han war høwsk och myghet beqwem:
Han haffde 12 sønner thæræ,
som war hans egen børn medh æræ.
Om han wilde saa dygdelig giøræ
jen aff sinæ sønner them ath føræ,
tha wilde the giøræ then vnge mand
til konge och herræ ower Polen landh
hanum then æræ och wellæ ath hawæ
effter hans tid och dawe.
Tha thette rad war rad medh allæ,
konninghen lodh jen swendh jnd kallæ
och lod the brewe giøræ
som swendhen skulde hedhen føræ.
197r| Then swendh redh borth och war ey sien
och sparde ey sin hæstæbien.
Han redh medh glede forvdhen sorigh
saa lenge han kam til then borigh
som kongen aff Bemen bode appa.
Han sad aff och giordhe saa,
fæk han kongen thet breff i hænde.
»Myn herræ edher thet sænde
och bad megh ey fra eder faræ
føræ I wil mæg antswaræ.«
Ther konninghen thesse brewe forstod,
tha takede han then herræ god
och saa hans hiertens kieræ,
som hans søn wilde giøræ then æræ.
Tha bad han strax jnd for sæg kallæ
hans ridder och swenne allæ
och lodh them the brewe forstande
ther hanum war send aff fremede lande,
och sporde them til rade
om han skullæ thet giøræ heller lade.
Thy swarede hanum allæ medh glede oc gamen:
»Thet rade wi eder, herræ, allæ samen.«
Konningen swarede tha snarligh til:
»Jech eder rad lydæ vil:
Jech wil hanum thid ath sænde
medh rige gawe i hændhe.«
Then swend han red tha effter hiem
och saffde sin herræ antswar igien:
» Och maa I, herræ, lidæ appa
197v| ath thet effter eder williæ gaa.
Then herræ vdwolde aff sinæ søner tolff
then som hanum behawed wel,
och sendhe hanum then konningh igien.
Hans kleder war sat medh guld hint rene.
Tha han ther kam, then vnge mand,
medh glede the vndfinge ham
och giorde hanum sligh hieder och æræ
som han matte thieris egen søn wæræ.
Then edlæ fyrstjnnæ
hiedret hanum medh twct och sinde
och wilde thet ey lade.
Hwn elskede hanum i allæ made,
thy hwn vnt hanum i hierthet wel,
thet wil jech seye sannelig medh skiel.
Jdeligh for hanum stod
ridder och swenne god
och tintæ hanum medh æræ
allæ then stwnd som han war thæræ.
