Tha kam bod fra strandæ
ath konghen war komen til lande.
Ther Scares han thet sporde,
strax han segh redhe giorde
och red sin herræ imod
medh the tidindæ som ey war god,
och tenkte stadeligh aa
hwræ han skullæ dronninghen lywæ appa
thet konninghen matte faa awinde til hinde
202r| ath driwe fra hanum then edlæ qwinnæ.
Thet fyrstæ konningen hanum saa,
han melte och sawdhæ tha:
»Hwræ stander thet i myne lande,
och hwræ gongher thet myn hostrw i hande,
ther jech hawer i hierthet kier
for allæ the qwinnæ i werdhen ær?«
Skares swarede hanum brat:
»Herræ, jech seyer edher sat
edher lande stander wæl til made,
och bedher effter edher radhe.
Dog seyer jech edher for sand,
jech fand i sæng medh hinnæ jen mand.
Thet war ey anneth æn jen leyedræng.
Jech sloo hanum i hiel i hindis seng,
sanneligh, herræ, jech giorde saa,
ther hawer jech gode windæ appa.
Och skullæ I sannenligh befindhe
ath hwn ær jen drawelsqwinnæ,
hinnæ bør ey annen død ath hawe
æn brænde i jeld och røde lowæ.«
Tha konningen hørde hanum talæ saa,
hans sinnæ mon hanum næær forgaa;
han feld neder til jord
for sorig han gade ey taledh jet ord.
Tha han effter besinnedh segh:
»Scares, ær thet sant thu seyer mægh?
202v| Tha wil jech heller weræ død
æn lewe lenger wed tøllig nød.
Thy jech vnth hinnæ aff hierthet væl,
thet wil jech sannelig seye medh skiel.
Hawer hwn nw giord then wæræ,
thet maa jech dagelig for Gudh kiæræ.«
Konningen vilde ey lenger bide,
sad til sin hæst och willæ ridæ,
och redh tha giensten til then borig;
hans hierte war bespenth medh sorigh.
Dronningen gik hanum strax imod,
och feld sin herræ tha til fod,
thy ath hwn war fuld wessæ theraa
ath Scares haffde hinnæ løwet appa.
Hwn feldh pa knæ for hanum ther
och bad hanum Gudh wælkomen wær.
Willæ I nw lyde och høræ,
tha wil jech seye hwad konningen mon giøræ:
Han taled medh wrede tha til hinnæ:
»Gak bort, thw wslæ qwinnæ!
Thw hawer jllæ imod mæg giord,
thet hawer jech for sannen spord.«
Then edlæ qwinnæ sawde ney,
thet halp hinnæ dogh ey.
Tha hwn forstod sin herræs had
och war aff hanum saa saaræ forsmad,
tha giek hwn aff then borigh
medh hierteligy swk och sorigh.
203r| Hwn giek tha borth alljenne,
hwn haffde hwærken møør heller swænne.
Tha hwn kam aff weyen hedhen,
hinnæ kam ganginde jen pilgrim igien
som war jen fattige qwinnæ;
dronningen taledh tha til hinnæ:
»Kieræ syster, jech bedher thik,
wilt thu skyffte kledher wed mæg?«
Then qwinnæ swarede hinnæ thertil:
»Jech thet gierne giøræ vil.«
Dronningen droff aff skarlogen rød,
then fattuge qwennæ hwn thet bød
och togh the reffne kleder appa.
Hwn giek dog borth, och giorde saa,
och foor i starkarls lige,
hwn willæ tha for allæ vige.
Tha tenkte hwn medh selwer segh:
»Herræ Gud, thu nadhe mægh
ath jech skal faræ sa wsæl hæræ,
thy maa jech mægh saræ kieræ.«
Tha saa hwn ther jen lidhen stadh
æn worte hwn i hierthet glad,
och tog tha affther ath tenkæ aa:
»Effter Gudh hawer nw føwet saa
ath jech maa ey dronningh obenbaræ wæræ,
tha skal jech lønligh wæræ hæræ
j thenne stad ath bliwe
203v| ath hænde slig som Gud wil giwæ
oc aldrig hedhen ath faræ
saframt som jech maa sielff rade,
føræ æn Gud wil frælsæ mægh,
antugh død heller qwegh.«
Tha hwn ther var jen lidhen stwnd
och haffde fortred mangelwnd,
jen dag hwn i kirken laa,
ther laa jen qwinnæ och hørde appa
ath hwn sørighet jammerlig saræ
och felde dagelig gredinde taræ.
Then qwinnæ taledh til dronninghen tha:
»Edlæ syster, hwi sørige I saa?
I ladher mægh thet forstandhæ.
Om jech wedh nogher aff edher wandh,
kan jech ether nogher godh radh kienne;
thet wil jech jnghenlwndhe ladhe.«
Dronninghen swarede tha hinnæ
och sawdæ saa til then qwinnæ:
»Myn kieræ syster, Gudh hielsæ thik,
thu tørst jckj ath spøræ mæg
hwad mægh ær ganghen imod;
I kwnne mæg jckj rade bod.«
Then hostrw swaredhe hinnæ effther saa:
»I skullæ wæræ ther wesse appa
kan jech edher hielpæ i nogher made,
jech wil thet jnghenlwnde forladæ.«
Then hostrw wilde gierne trøstæ hinnæ
204r| for hwn war ther jen fremmed qwinnæ.
Tha swarede hinnæ then frwe:
»Myn kieræ syster, om thet maa dwe,
tha wil jech edher sanden seye
och jngen myn sorigh for eder tyæ.
I hawæ bode hørd och spord
the tidindæ som nw i landhen ær førd,
ath konninghen dreff sin droning fra seg,
I skullæ vedhæ ath thet war mægh.
Jech kan ey fullæligh for edher thie
then storæ vræth mægh ær skie.
Jech ær beløwen aff myn æræ,
thet skal jech dageligh for Gud kieræ.«
Tha then qwinnæ thet forstod
ath thet war then dronningh godh,
tha ydmyghet hwn sæg for hinnæ,
thet giordhe then gamlæ qwinnæ.
Dronningen swaredæ hinnæ tha:
»I skullæ jckj giøræ saa
ath ydmyge edher for mægh,
thy ath I æræ saa god som jech.«
Then hostrw willæ thet ey ladæ;
hwn tiente hinnæ i allæ madæ,
aarligh och silligh hwn giorde saa,
fulde hinnæ til kirky och fra
och skybedhe hinnæ allæ nadhæ,
204v| til dryk och edindæ bodhe.
